Print artikel

Danmark og reklameuskylden

Det er fortrinsvis reklamegiganten Clear Channel, der administrerer reklamer i offentlig transport
Country-gruppen Dixie Chicks blev bandlyst fra radiobølgerne af Clear Channel, efter de havde taget afstand til Irakkrigen
Artikel
23.10.14
Overalt er de. På tog perroner, ved busstoppesteder, i metroen, ved metrobyggepladser, i lufthavnen, ved supermarkedet, på Kongens Nytorv. Reklamerne! I en række metropoler har der været stor debat om, hvordan man bruger reklamer i det offentlige rum, og ikke mindst hvilken politisk dagsorden, der kan ligge bag. Men ikke i Danmark.

»That call’s for a Carlsberg«, »I’m loving it«, »Connecting people«, »Når du er sulten for sjov«, »Just Do it«, »Because your worth it«. Vi bliver bombarderet med reklameslogans i det offentlige rum. I flere internationale storbyer har man ellers taget debatten om, hvor meget plads reklamerne skal have i det offentlige rum. I den brasilianske gigantby São Paulo har man ligefrem forbudt reklamer i det offentlige rum på trods af, at byen er Sydamerikas største og kontinentets kommercielle omdrejningspunkt.

»Jeg ved, at det er et radikalt tiltag. Det er kontroversielt, men har stor symbolsk betydning og er nødvendigt for byen,« har den tidligere borgmester Gilberto Kassab sagt om tiltaget, som blev indført i hans embedsperiode.

Men i Danmark virker det til, at reklamerne frit har fået lov til at passere ind over grænsen og overdynge indbyggerne med budskaber og reklameslogans. Overordnet set er det kommercielle rum blevet større. Markedsføring, forbrug og distribution fylder mere og mere, hvilket er en del af en global udvikling, fortæller Lars Pynt Andersen, der forsker i reklamer og strategisk kommunikation ved Syddansk Universitet.

»Der er kommet flere produkter, og vi har flere penge at brænde af, så der er mere at slås om. Den måde, vi tænker vores liv på og definerer os selv på, er også i højere grad blevet i et kommercielt rum.«

’Bare så I ved det’

Firmaet bag det meste er Clear Channel Danmark A/S, som i dag er landets førende udbyder af outdoor-reklame med en markedsandel på ca. 55%. Firmaet styrer en stor del af outdoor-reklamer i Danmark, som er strategisk placeret langs de mest befærdede veje og pladser, i hjertet af de større byer, i vejkryds, i detailhandlen, på de største danske togstationer, i Københavns Metro samt i Københavns Lufthavn. Firmaet er kontroversielt, amerikansk firma, der bl.a. førte an i kampagnen mod Dixie Chicks og er kendt for at være temmelig reaktionære og støtte det republikanske parti og arbejde imod Barack Obama

The Dixie Chicks er et amerikansk, countryband, der udelukkende har kvindelige medlemmer. Da de optrådte i 2003 i Shepherd's Bush Empire i London kritiserede forsangeren, Natalie Maines USA’s præsident George W. Bush lige før invasionen af Irak:

»Just so you know, we’re on the good side with y’all. We do not want this war, this violence, and we’re ashamed that the President of the United States is from Texas«.

I salen til koncerten stod en anmelder fra The Guardian, som citerede forsangeren ordret for ovenstående udmelding i sin anmeldelse. Kun få dage snere nedlagde Clear Channel, som havde støttet Bushs valgkamp økonomisk, forbud mod at spille Dixie Chicks' plader på selskabets 1.200 radiostationer »i respekt for vores tropper og vores lyttere«. Det er denne amerikanske marketingsgigant Clear Channel Communications, som er en af Danmarks største udbydere af udendørsreklamer.

Københavs Metroselskab er en af de danske virksomheder, der har indgået kontrakt med Clear Channel. De henviser til, at kontrakten er indgået under almindelige kommercielle kriterier under hensyntagen til gældende markedsførings- og reklamelovgivning. Endvidere forpligter leverandører sig til udelukkende at anvende personale, der er ansat under og lever op til gældende overenskomster, ansættelsesret og arbejdsmiljølovgivning, og hvis opholds- og arbejdstilladelser i alle forhold lever op til gældende lovgivning.

Metroselskabet mener selv, at de prioriterer samfundsansvar inden for de områder, hvor det er muligt: 

»Social ansvarlighed og samfundsansvar er noget, der arbejdes med og prioriteres i Metro Service i relation til de områder, vi kan påvirke - herunder  at sikre arbejdspladser med gode rummelige arbejdsforhold i det land, vi opererer. Vi har mere end 20 forskellige nationaliteter ansat og er dermed på alle måder upartiske og upolitiske,« meddeler Kommunikations manager Jette Clausen.

Den nuværende kontrakt mellem Metroselskabet og Clear Channel udløber med udgangen af næste år, og i 2015 vil de indgå en ny kontrakt for en treårig periode, hvori Metro Service A/S' almindelige aftalebestemmelser vil finde anvendelse på lige fod med deres øvrige samarbejdsaftaler, orienterer Selskabet.

Også Banedanmark har indgået en aftale med Clear Channel, som giver dem lov til at styre outdoor-reklamerne på landets tog perroner.

Men hos Banedanmark har de heller ikke mange kommentarer til deres samarbejde med det kontroversielle, amerikanske firma.

Country-gruppen Dixie Chicks blev bandlyst fra radiobølgerne af Clear Channel, efter de havde taget afstand til Irakkrigen

 

»Banedanmark kan ikke udøve forskelsbehandling, som det ville være, hvis vi fraveg ligebehandling på grund af de faktorer, du nævner (at Clear Channel støtter Republikanere og har en politisk dagsorden, red.). Når vi indgår aftaler, lægger vi vægt på, at virksomheder overholder danske love og regler såvel som relateret EU-lovgivning.«

Ingen politisk smagsdommer, tak

Men bør man ikke i et land som Danmark udvise samfundsansvar og vælge en udbyder af udendørsreklamer, der er forholdsvis politisk neutral? Hvorfor har man valgt en virksomheder, som Clear Channel, der støtter det republikanske parti og arbejder imod Obama og ser sig selv som forsvarere af en række prædefinerede værdier? Ifølge Lars Pynt Andersen, lektor i Institut for Marketing og Management på Syddansk Universitet, er det fordi, der er tale om en mindre »hygiejne problemstilling«.

»Man er nødt til at være mere nøgtern i forhold til at se på mere faktuelle og praktiske ting, når der skal vælges en samarbejdspartner. Det handler om, hvorvidt de er en stabil leverandør. Sådan vil det altid være, selvom man taler meget om virksomheders samfundsansvar, og man gerne vil samarbejde med virksomheder, der har et godt omdømme. Der skal være tale om meget alvorlige problemstillinger i forhold til deres virksomhedsførelse for, at det kommer i betragtning. Det primære for Metroselskabet og Banedanmark er, at de (Clear Channel) ser ud til at overholde aftale og lovgivning.«

Det virker også som om miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune Morten Kabell fra det ellers ganske kapitalismekritiske Enhedslisten erklærer sig enig i det:

»Som politikere kan vi ikke afgøre, hvem fx Fisketorvet skal indgå aftaler med, og jeg kan ikke gøre mig til politisk smagsdommer i forhold til, hvem der skal have lov til at byde på opgaver i København. Det har alle lov til, og så længe et firma ikke overtræder nogen regler, kan jeg ikke som borgmester gøre indvendinger imod dets virke, når det samtidig lever op til de krav, bl.a. om sociale klausuler m.m., som vi stiller,« svarer han

Danmark har en reklamefri historie

Spørger man forskeren i reklamer Lars Pynt Andersen, er der også en anden forklaring på, hvorfor vi i Danmark ikke har en større debat omkring reklamer i det offentlige rum, og om hvilke typer virksomheder, der udbyder reklamer. For i Danmark har vi nemlig en relativ reklamefri historie. Danmark er det sted i verden, der senest har fået tv-reklamer og dermed har markedskræfterne også fået lov til at dominere mere og mere.

»De her ’overgreb’ på vores bevidsthed er kommet relativt sent, og det vil sige, at vi ikke har sådan en modreaktion, som der vil kunne ske andre steder,« siger han.

Country-gruppen Dixie Chicks blev bandlyst fra radiobølgerne af Clear Channel, efter de havde taget afstand til Irakkrigen

 

Reklamer har eksisteret i Danmark ligeså længe, der overhovedet har været papir med tryk på. Men det var forbudt at lave reklamer på tv til slutningen af 80’erne. Det var først efter, man indførte TV2, at det var muligt at se reklamer på landsdækkende tv. Mange af de store virksomheder holdt sig simpelthen uden for Danmark, når man ikke måtte operere på den måde. Så gad man ikke ligge og rode med den her åndssvage lille provins op nord for Tyskland. Det var simpelthen for besværligt, fortæller Lars Pynt Andersen.

»Vi har en forestilling om, at vi i Danmark bliver voldtaget af markedsføringen hele tiden. Det gør vi så også, men det niveau, det foregår på er alligevel lidt anderledes, hvis man sammenligner med Sydeuropa. En dansker ser i gennemsnit 25-30 reklamer om dagen, imens de i Sydeuropa ser ca. 130,« oplyser Lars Pynt Andersen.

»I Danmark er vi vant til at være i fred i en højere grad. Derfor er vi måske hellere ikke vant til, at sætte skarpe grænser op over for forskellige virksomheder.«

Irma-reklamen ved søerne er jo nuttet

I USA har man over det meste af landet, fået installeret autovideo-systemer i klasseværelserne, så børnene er tvangsindlagt til at se reklamer på et kvarter om dagen. Skolerne har betalt for det her udstyr og betalingen for at gøre brug af det, er at de skal se reklamer. I Danmark er der også nogle steder, hvor man har fået lov til at lave denne form for markedsføring i det offentlige rum. Noget af det er endda blevet en form for fredet kultur. Tænk eksempelvis på Irma-reklamen ved søerne i København.

»Den er jo cute. Den skal jo bevares. Den er ikke et overgreb mod dine sanser. Den virker måske endda bedre end noget, der er i metroen,« siger Lars Pynt Andersen dybt ironisk.

»Vi har den tradition i Danmark, at det er så ét af de steder, hvor man godt må lave reklame. Og så er det måske også helt naturligt at bruge Clear Channel, og det må man så også gøre i Metroen og på DSB’s perroner. Og det er så spørgsmålet. Hvem ejer dem,?« spørger Lars Pynt Andersen.

Ja, hvem ejer egentlig reklamerne? Én af dem, der er medansvarlige for reklamerne i det offentlige rum i København er teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune Morten Kabell.

»Jeg så gerne, at der var langt færre reklamer i det offentlige rum. Når det er sagt, så har vi regulativer til at begrænse omfanget af reklamer i gadebilledet i København, som selvfølgelig skal overholdes. De er besluttet af politikerne på rådhuset og har været i høring hos blandt andet lokaludvalgene, og derfor er der selvfølgelig plads til en dialog omkring, hvor meget reklame, man ønsker i det offentlige rum.«

En dialog i lokaludvalgene vel at mærke. For dialogen i det offentlige rum syntes at være erstattet med reklamebudskab på Coca-Cola billboards.