Print artikel

Clement er ikke i opposition til magten, han er en del af magten

Kritisk for sit eget egos skyld?
Kommentar
01.06.16
Clement er den kritiske journalistiks værste fjende, når han i stedet for at være kritisk på demokratiets vegne, er kritisk for sit eget egos skyld.

Det er søndag aften d. 29 maj. Clement Kjersgaard starter som altid sit show »Vi ses hos Clement« ud med at tale publikum varme. Overlegent og med øjne, der kan fange alle publikummers blik på samme tid, indtager han scenen. »Jeg synes vi skal genopfinde vores demokrati«, lyder det jokende. »Jeg har det sådan…«, »Jeg vil se…«, »Ved i hvad jeg taler om?« Jeg, jeg, jeg, jeg. Det kræver ikke en retorikuddannelse at fornemme, hvem der er i centrum her. Hvad end det gælder programmets titel eller nævnte ’replikker’.

Tidligere på dagen, har jeg læst et opslag på Uffe Elbæks Facebookprofil, der er gæst i selv samme show, som er blevet optaget fredagen før. Det skal handle om Alternativets flygtningepolitik. Elbæk følte sig ganske enkelt udsat for dårlig journalistik. Han skriver, at han var rasende, da han forlod studiet. Følelser, der udsprang af en manglende interesse, nysgerrighed og respekt over for den interviewede og ikke mindst en uværdig og ukonstruktiv måde at tale om mennesker i nød på ved at reducere dem til tal og grafer.

Er det hyklerisk, at Elbæk på den måde positionerer sig som offer, eller er der noget om det? Har DRs talkshowformat og Clement Kjersgaards ego måske brug for revision? Eller endnu mere overordnet, har vi brug for en kritisk stillingtagen til den kritiske journalistiks rolle?

Jeg er ikke nødvendigvis enig i Uffe Elbæks håndtering af Clement-krisen, han burde jo nok have vidst, hvad han gik ind til. Og desuden gik det jo udemærket for Alternativets frontfigur, Clements usexede og kontraproduktive stil taget i betragtning. Han fik eksempelvis fint forsvaret, hvordan det er noget nær umuligt at pejle sig ind på Clements 50.000-kvote-graf, fordi du ikke kan smide asylansøger nr. 50.001 ud. Jeg har set ham haft sværere ved at formulere sætninger. Selv i forhold til Clements næsten overhumane evne til netop at formulere sætninger og ofte for mange af dem, var det tilforladeligt.

Jeg forstår dog ikke den logik, der florerer i mit facebookfeed og i diverse kronikker og kommentarer i dagbladenes netaviser. En logik, der vil, at Uffe Elbæk først og fremmest skal tage sig sammen og dernæst, at vi for alt i verden, uanset hvor lunkne vi er over for stilen, død og pine skal fosvare Clements ret til at udføre journalistik i det format, han gør. Det er demokratiet i dets rene form, mine damer og herre, og politikerne har bare at lade sig overfuse af dets vogtere. Det er deres pligt. Sådan er den, groft skitset op, umiddelbare konklusion på de indspark, jeg har læst.

Clement bliver fremstillet via den her lidt nemtkøbte ytringsfrihed-på-alle-bekostninger-retorik, som typen man da hvert fald ikke selv bryder sig specielt meget om, men hvis kritiske tone er, åh så vigtig for at holde politikerne i kort snor. Journalisten er demokratiets vagthund, der må og skal være kritisk ud over alle grænser. Hvad er det så egentlig for et ræsonnement? I det ligger der, at medierne stadig blot spiller en birolle i det politiske landskab. En vigtig rolle, men ikke den vigtigste. Sjovt nok, er det er jo blot ikke tilfældet længere og har i lang tid ikke været det. De er fulde af magt. Ikke mindst hvad angår den politiske retorik og den offentlige debat. En brøkdel er desværre også meget fulde af sig selv. Clement er ikke i opposition til magten, han er en del af magten. Han er ikke kritisk på vegne af demokratiet, han vil bare gerne puste sit ego op.

Vi kunne jo derfor prøve at vende den om. For hvorfor skal demokratiets spilleregler med alle dets fordele og ulemper ikke gælde i medieverdenen og på Christiansborg? Hvad hvis vi i stedet bruger vores demokratiske ret til at sige nej til det kritiske interview, så længe det kritiske interview bliver båret af en så markant selvtilstrækkelighed, som den Clement præsenterer, hvor det går langt over grænsen på vej mod underholdning? Hvad hvis vi siger nej til Clements teknik, så længe det er denne, der bliver omdrejningspunktet, snarere end det egentlige politiske indhold? Uanset hvor udefineret man derudover skulle mene, at Alternativets politiske indhold er.

At sige nej, synes jeg til gengæld virker logisk, for ingen synes tilsyneladende, at Clement er særlig fed. Men man insisterer på, at han skal have lov til at blive ved med at være ikke-fed, ved at politikere skal tvinges til at lade sig interviewe og vi skal tvinges til at spilde licenskroner på noget, der snarere virker som et manuskriptet reality show. Et show bestående af spørgsmål, hvis eneste formål er at skabe svar, der kan give ekstra benzin til Clements forestilling, i stedet for imødekomme de nuancer som flygtningedebatten om nogen fortjener. »Hvad vil du have gjort som statsminister?« »Kan du støtte en regering, der accepterer smykkeloven?« »Hvor finder du balancepunktet i antallet af flygtninge Danmark modtager og giver asyl?« Selvfølgelig har man som politiker en pligt til at lade sin politik blive udfordret - ellers er der forhåbentlig vælgere, der gennemskuer det. Men man har vel ikke pligt til at spilde sin tid på at skabe festligt tv. Det klarer Uffe fint på anden vis.

For at imødegå en potentiel anklage, så er dette selvfølgelig ikke et forsøg på advokere for en fuldstændig undergravning af kritisk journalistik. Clement Kjersgaards megalomani er da heller ikke som udgangspunkt en negativ bivirkning i medielandskabet. Men tæller man efter, så tror jeg, at man vil finde, at han afbryder flere debatter, end han katalyserer. Uden at sætte ham på en piedestal – og uden, at det hele skal handle om hvide mænd på DRs sendeflade – er det oplagt at drage Martin Krasnik frem som Clements kritiske journalistiks modeksempel. Her bliver der også gået til den, der er også storhedsvanvid og afbrydelser, til gengæld slipper man som beskuer for et overflod af selvtilfredse smil, kuglepentyggeri, monstrøs gestikuleren og en skræmmende stor mængde af sendetid, hvor det vitterligt ligner, at værten snarere end at kigge politikerne i øjnene, forsøger at se sit eget spejlbillede i refleksionen fra deres hornhinder.

Hvor Krasnik (i det mindste som udgangspunkt) i Deadline søger efter en form for politisk dialog, søger DR med Clements show en krig. Gerne, eller mere præcist, kun med Clement som sejrsherre. Koste hvad det vil på indholdssiden. Det er ærgerligt, for på Deadline var Clement mere behagelig. Det er som udgangspunkt et problem, der udløses i selve showets format og DRs hang til underholdningsværdi. Se bare, hvordan en potentielt seriøs politisk debat skal følges op af en hyggesnak med de to radioværter fra Den Korte Radioavis, som så desuden vældig akavet skal blive siddende ved siden af Elbæk, når han interviewes. Det hører Aftenshowet til.

DRs problem er dog også både Clements og journalistikkens problem. Det er den attitude, han præsenterer og repræsenterer, der undergraver både den kritiske journalistik og demokratiet, i langt højere grad end Uffe Elbæks sensitivitet gør det. Det er den, der gør journalistik til show og politik til alt andet end politik, snarere end det er Uffe Elbæks utydelighed. Som journalisten Susanne Sayers også meget kontant skriver det i en indledende bemærkning til en kommentar på hendes Facebook: »Jeg mener, der er virkelig meget i Clements facon, som er et regulært problem.«

Selvfølgelig skal journalister være kritiske. Selvfølgelig skal de gå til politikerne. Men selvfølgelig skal vi også kunne kritisere journalister og påtage os den rolle at være vagthunde over for medierne, når det løber løbsk i indstuderede regibemærkninger og jagt på seertal. Selvfølgelig skal vi kunne vælge dem fra og selvfølgelig er dette privilegium ikke politikerne undtaget. Deri synes jeg i lige så høj grad ligger en demokratisk værdi: lad da utilfredsheden med Clement og DRs retorik og strategi i showet stå klart og tydeligt frem, så de kan overveje om det bør erstattes af noget bedre – lige så kritisk, mindre underholdende.