Print artikel

»Vi er sgu da en familie, din tosse«

Reportage
08.11.16
En bronzeskulptur af en mand og hans motorcykel. Eller far, far, mor og otte børn. Et ikke usandsynligt scenarie, hvis du spørger Kunsthal Aarhus, DR og Statens Museum for Kunst, der er gået sammen om projektet ’En rigtig dansk familie’. ATLAS har været til familiecasting på DOKK1 i Aarhus.

Jeg er småsyg. Jeg har dækket mig selv til; vanter, halstørklæde, en hættetrøje op over hovedet, en regnjakke. DOKK1 er også dækket til med fugt og stilladser. Der er en fejl i konstruktionen, så fugten siver ind i bygningen. Nu kommer den til at stå der, som Aarhus Europæisk Kulturhovedstads varemærke, under ombygning. Mellem borgerservice og caféen har Kunsthal Aarhus, DR og Statens Museum for Kunst stillet en midlertidig photobooth op. Her skal der fotograferes familier. Og gerne så mange som muligt, så forskellige som muligt. Det er en del af projektet ’En rigtig dansk familie’, der skal ende ud i en række tv-programmer, der følger udvalgte af disse familier. Og så skal en dommerkomité vælge en ’vinder’, der vil blive støbt i bronze af den engelske kunstner Gillian Wearing. Sådan kort fortalt. Et talentshow, man ikke kan have talent for andet end af være sig selv. Som familie. Men hvad er det så overhovedet for et svar man ønsker at finde i denne skulptur?

Måske ikke noget. Det er hvert fald ikke det der er hensigten ifølge kunstnerisk leder på Kunsthal Aarhus, Jacob Fabricius. Det er hensigten at åbne op for familien som begreb: »Det er Wearing, der har lavet konceptet. Og hun går efter den mest mulige åbne familietænkning – at personer selv skal sige om de er familie eller ikke.« Kunstneren selv er heller ikke ude på at drage nogen konklusioner: »The sculpture will be a celebration of a Danish Family but also it is the end result of a process of looking at families in Denmark. That part of the project will not disappear, it will have an online presence, there will be information on the plaque of the sculpture. So these aspects are all entwined with the end piece,« fortæller hun mig.

Ideen til konceptet startede da Gillian Wearing lavede et projekt, hvor hun i Trento i Italien i 2006 på baggrund af statistik støbte den gængse Trentinske familie. Et par år efter gjorde hun det samme i Birmingham, men denne gang med udgangspunkt i, at familier selv skulle melde sig med deres version af en familie. Nu har Kunsthal Aarhus så udvidet og taget konceptet til Danmark. 

»Det er jo bare et billede«

En kvinde kommer forbi teltet og melder sig til et fotografi. Hun har sin søn med. Eller hvad man må formode er hendes søn, for det er vel det projektet også skal kunne: gøre op med forudantagelser om familiære konstellationer. Alle kan være en familie, sådan virker den umiddelbare forestilling om en konklusion.

Inden for på DOKK1 er temperaturen høj, der er mennesker i informationsskranken, mennesker der drikker kaffe i caféen, mennesker der søger asyl, mennesker der læser bøger. Kvinden er også helt pakket ind. Hun har det tydeligvis varmt, tager regntøjet af. 

»Det er kun dig, der skal være med, mor.«

»Vi er sgu da en familie, din tosse.«

»Nej, jeg jeg kommer fra Sverige. Eller Aarhus V.«

»Mor, jeg gider ikke.«

»Det er jo bare et billede.«

Nogle vil mene, at en hvid kernefamilie ikke kan være repræsentant; andre vil værne om den og mene, at en indvandrer- eller regnbuefamilie ikke er, hvad man forbinder med en rigtig dansk familie anno 2017

Fotostudiet består af et kvadratisk telt, sorte gardiner, der trækkes fra, når der ikke tages billeder, lukkes til, når der gør. Som nu, hvor en nysgerrig pige forsøger at kigge op under det sorte gardin. Ved siden af står et lille bord med flyers og papirer, som de deltagende familier skal udfylde. Jeg sætter mig på en af stolene. Hilser familiært på en kvinde, som jeg tror, at jeg kender. Da hun vender sig om, kan jeg godt se, at det ikke er hende. Det er akavet for en stund, jeg har brug for at rejse mig, går rundt, sætter mig op ad en betonsøjle. Føler en tiltrængt kulde fra både jorden og søjle stige op mod min halvvejs feberagtige krop.

»Kunst og politik har flydende grænser«

Nanna Juelsbo, Kunsthal Aarhus’ projektansvarlige, fortæller mig, at det først og fremmest er et kunstnerisk projekt. Ikke politisk.

- Men kan det politiske overhovedet adskilles fra det kunstneriske?

»Kunst og politik har flydende grænser, men der er en forskel, og den forskel er vores udgangspunkt. Men selvfølgelig kan det ikke undgå at blive politisk hos nogle beskuere.« Jacob Fabricius stemmer i. »Det er klart, at det kan gøres og læses politisk, men det er ikke udgangspunktet. Resultatet vil sikkert dele vandene. Nogle vil mene, at en hvid kernefamilie ikke kan være repræsentant; andre vil værne om den og mene, at en indvandrer- eller regnbuefamilie ikke er, hvad man forbinder med en rigtig dansk familie anno 2017. Desuden er vores og Gillians udgangspunkt meget åbent. Havde det modsat være prædefinerede familiestrukturer, så tror jeg, at det automatisk ville blive mere politisk,« påpeger han. Gillian selv er da også påpasselig med at kalde det politisk, men vil snarere mene, at det indeholder både noget politisk og personligt: »Some people will be more interested in it as a sculpture, others in the ideas it raises.«

Formålet er, fortæller Nanna videre, først og fremmest skabe samtaler mellem folk. »Samtaler om familieliv og familieformer, følelsen af danskhed og grænserne for, hvornår begrebet ’familie’ opstår eller forgår. Nogle vil nok blive provokerede af betegnelser som ’rigtig dansk’ og ’rigtig familie’. Men det er for at hjælpe samtalen i gang.« 

- Er det så ikke farligt at have et færdigt produkt, en familie støbt i bronze, der i en eller anden grad kommer til at stå som en mere rigtig repræsentant for ’den rigtige danske familie’ end alle de familier, der ikke er blevet støbt? Risikerer man ikke at tabe nuancerne på gulvet ved at have et resultat?

Det håber Jacob selvsagt ikke. »Det her er jo et tidsbillede. Jeg håber at diskussionen er med til at åbne øjne og tanker omkring familier i dag. Skulpturer i det offentlige rum har sjældent postkasser knyttet til sig, hvor man kan spørge eller give ris eller ros. Selvom jeg godt kunne tænke mig det. Allerede nu, et år før den står på en plads, er vi kommet langt og har snakket og nået mange mennesker. På den måde har titlen og konceptet allerede gjort en forskel og været debatskabende. Det er fedt, når kunst kan det.«

Alle her er familier

Far, mor og to børn stiller sig klar til fotografering. Ole, Jennifer, Emma og Charlotte. Mor og far kysser, har hver deres barn på armen. »Kan jeg få et billede uden sut?« spørger kameramanden. Han hedder Kim Wendt og er freelance-fotograf for DR. Kim fortæller mig efterfølgende, hvordan han forsøger at instruere så lidt som muligt, men at folk helt automatisk stiller sig meget traditionelt op. Far og mor bagved, børnene foran. Børnene i centrum.  

»Jeg tror vi passer godt på, hvad det vil sige at være en dansk familie,« siger Jennifer, da jeg spørger, hvorfor de deltager. »Og så er det jo efterårsferie.« Charlotte stjæler min kuglepen og bider i den. Et ældre ægtepar kommer ud fra photoboothen med, hvad man må antage er deres to børnebørn i hånden. Alle her er familier. Alle vil sige, at de passer godt på, hvad det vil sige at være en dansk familie, tænker jeg. Indtil en kvinde og en mand bliver spurgt om de har lyst til at få taget et billede. »Problemet er, at min mand er udenlandsk,« siger kvinden. »Men derfor kan I vel godt være en dansk familie,« svarer medarbejderen. »Jo jo, men jeg ser altså altid dum ud på billeder,« svarer hun. 

To børn derhjemme, to år i fængsel

Overfor photoboothen kører bibliotekets bogafleveringssystem, der, som et røngtenbillede, viser hele processen bag en glasvæg. Fra bogen kommer ind, til den bliver placeret i rette kasse, for så at ende tilbage ude på hylderne. Der er ikke noget gennemsigtigt eller mekanisk ved de her familiekonstellationer. Vi har måske en masse forestillinger, en masse myter og kategoriske bokse, som vi kan lide at holde fast i for at verden ikke bliver for outrær, for vanskelig at spejle sig selv i. Vi forestiller os kernefamilien, vi forestiller at danse om juletræet, som der lige netop er armlængde nok til at rundt om. Fordi vi har fået børn. Og børnebørn. Og er forblevet gifte. Men her viser diversiteten sit mangefacetterede ansigt. Nanna fortæller, at de netop i dag skal ud og besøge en af de castede familier; en familie med otte børn, en mor og to fædre. Og så har de desuden haft familier forbi i alle slags afskygninger, regnbuefamilier, skilsmissefamilier - sågar en familie bestående af en mand og hans motorcykel.

Spørgsmålet er, om det er et mål i sig selv at være rigtig, at være dansk. Rigtig dansk.

En yngre fyr kommer ud af photoboothen. Omar har netop afsonet to år i fængsel. Det var hans ven, der skjulte coke på bagsædet, fortæller han mig, men det var ham, der blev busted for det. Omar har en kone og to børn derhjemme. De har fået danske navne. »Jeg vil gerne have dem til at føle sig danske. Vi har alle dansk statsborgerskab, er født danske. Hvordan kan jeg så være udlænding?« Jeg har ikke nået at spørge ham om noget, alligevel er han allerede gået i forsvarsposition. Måske fordi det er det han altid bliver spurgt om. Hvor er du så fra? Fra Danmark. Har en dansk familie. En rigtig dansk familie. Som Jennifer og Ole og manden med motorcyklen. Spørgsmålet er, om det er et mål i sig selv at være rigtig, at være dansk. Rigtig dansk. Fra det hvide perspektiv her ved betonsøjlen, føles det ikke altid ønskværdigt; det kan ofte ligefrem være pinligt at være dansk. Men mon ikke det er en anden sag, når man bor i et land, hvor man hele tiden ses på med fremmede briller. Mon ikke man så bare gerne vil opfattes som dansk. Og mon ikke, det er netop det, der gør, at min kolde, hvide røv, en gang i mellem har lyst til at skjule al bevis på national tilhørsforhold.

2 + 2 er ikke altid 4

Nanna fortæller mig, at der ifølge Danmarks Statistik, findes 37 registrerede børnefamilieformer i Danmark. Mange af dem har de set på deres street castings rundt omkring i landet. Den mest hyppige er forskelligtkønnede ægtepar uden børn. 570.601 styks. En ting er dog tal, en anden ting er forestillingen. »Man piller konstant ved folks forestilling om, hvad familier er i dag. Vi har ved street castings oplevet familier som er skilt med to børn, sige at de ikke opfatter sig som en familie, mens enkelte personer med kat omvendt ser den konstellation som en familie,« siger Jacob. »Så projektet, håber jeg, åbner op for spørgsmålet om familier, åbner op for at man snakker om det over frokosten eller foran tv’et. Det er netop ofte medierne og reklamernes familiebilleder, der påvirker os og for os til at tro, at 2+2 altid er 4. To voksne og to børn, der bor sammen. Men 2+2 er ikke altid 4.«

Torsdag aften tager jeg af sted til Firenze med min mor og søster. Mine to brødre har ikke kunnet få fri. Min far sidder et sted i Sydamerika og underviser i engelsk. Min farfar bor i Odder, min farmor døde af kræft. Billeder af mine 11 fætre og kusiner på min mors side, hænger side om side på min mormors hvide væg. Mine zebrafinker levede kun kort, de to første blev ædt af katten, de næste to glemte jeg at fodre. Vores kat Batman blev kørt over. Om en måned flytter jeg sammen med tre venner i et stort, gult hus. Jeg ville ønske, at vi kunne tage et stort fælles billede. Men hvad ville det overhovedet fortælle?

Stærke kvinder og hvide, vrede mænd

Det er et ultrasympatisk projekt Kunsthal Aarhus har sat i søen med DR og Statens Museum for Kunst. En smule diffust og svært helt at forestille sig, før både programrækkerne kommer på TV og skulpturen er skabt. Men måske det hele samler sig her. Måske det viser sig, at det er processen og det den genererer af spørgsmål og refleksion, der er vigtigere end det egentlige produkt. Hvor produktet, skulpturen, ikke er en definition på den rigtige danske familie, men står tilbage som symbol på netop denne horisontudvidelsesøvelse. Måske forbliver det en søgen, og måske er det okay.

Jeg snøfter lidt. Af forkølelse, ikke fortvivlelse. Går en sidste gang med ind i photoboothen. Kim spørger, før han tager et billede af mor og datter, hvad pigens bamse hedder? »Pandabjørn,« svarer hun. »Jeg har også en datter,« svarer Kim. »Hun har en kattebamse, der hedder Missi og en hundebamse, der hedder Hunni.« Over for photoboothen står en pop-up-stand med plancher og plakater fra en gymnasieklasse på Egaa. De har lavet projekt om det amerikanske præsidentvalg. Store billeder af Hillary og Donald. Gad vide, hvordan de to ville definere en rigtig amerikansk familie? Fyldt med stærke kvinder og hvide, vrede mænd?