Print artikel

»Jeg vil også gerne betyde noget«

Ungdommens sag diskuteres uden involvering af ungdommen selv. Det vil Ungdomsbureauet gøre op med. Illustration Thomas Pålsson
Hvert år falder ca. 40.000 unge fra i den accelererende præstationskultur. Illustration Thomas Pålsson
Artikel
01.11.14
Mere end 40.000 unge dropper hvert år ud af en ungdomsuddannelse. Ungdommens nye interesseorganisation giver de frafaldne ordet i imponerende bogprojekt. Uddannelsespolitisk pligtlæsning og rystende coming-of-age-litteratur på samme tid

»En måne, to måner, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni måner...« Der er ”måneleg” på Ungdomsbureauets kælderkontor i Gothersgade. En leg, der efterhånden har udviklet sig til en lille rituel happening, når visionen bag ungdommens nye interesseorganisation skal forklares til de uindviede.

Legen tager udgangspunkt i et fotografi, der hænger på kældervæggen. Det viser et lokale med en masse habitklædte mennesker, der sidder og ser på en skærm, hvor en ung pige er projekteret op i overnaturlig størrelse. Blandt de tilskuere, hvor man kan tælle ni måner og endnu flere hoveder med grå hår, er der næppe et eneste menneske under 30 år.

Månelegens pointe er ligetil: Ungdommens sag diskuteres uden involvering af ungdommen selv. Og det er præcis den form for eksklusion af ungdommen, som Ungdomsbureauet ønsker at standse ved at skabe forskellige platforme, hvor de unge får ordet i samfundsprocessen.

»Ungdommen bliver ganske enkelt ikke taget seriøst. Heller ikke i deres egne sager. Hvis de unge er med i en rapport om unge, er det altid kun som casestudier, ikke som bidragydere. Det illustrer meget godt, hvor lidt man hører fra unge om et emne, der vedrører unge. Jeg siger selvfølgelig ikke, at man skal lade de unge rive lortet ned og selv bygge det op. Der ligger en masse erfaring hos alderdommen, men...« siger Ungdomsbureauets ene stifter Olav Hesseldahl og tager en tænkepause på begrebet alderdom, før han griber til et mere simpelt billede på organisationens arbejde: »Altså, vi laver en megafon, og så kan de unge gå ind og råbe i den, og så sørger vi tilmed for, at der står nogen på den anden sige og lytter med.«

Ungdomsbureauet, som 28-årige Olav Hesseldahl sidste år stiftede sammen med den jævnalderende Kenneth Salomonsen, har på trods af sin korte levetid allerede skabt flere populære platforme for unges samfundsengagement: Lige fra at putte 160 unge ned i en lille båd under Folkemødet og sejle dem til Christiansø for at udvikle ungdommens samfundsanbefalinger i et intenst fællesskab, til et ungdomsmøde med lidt mere baggrundsstøj på Roskilde Festival, hvor 60 unge byttede håndbajere ud med håndskrevne notesbøger, fyldt med farverige ønsker og visioner til fremtiden.

Udover de ni måner er 40.000 det tal, som Ungdomsbureauet har nævnt mest det sidste halve år. Regeringens mål, om at 95% af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse i 2015, ser måske realistisk ud i lyset af, at 96% af de unge i dag starter på en ungdomsuddannelse. Men ifølge Ungdomsbureauets opgørelse, baseret på tal fra den uddannelsespolitiske tænketank DEA, dropper der hvert år nok unge ud til at kunne fylde Parken. Det er mere end 40.000 individuelle fravalgshistorier på tribunerne.

Set i lyset af et moderne samfund, der næsten ligestiller uddannelse med et vitalt organ, er det for Ungdomsbureauet et så ubegribeligt stort tal, at de i vinters gik i gang med at udvikle en platform, hvor et udsnit af de tusindvis af unge frafaldne kunne materialisere sig som virkelige mennesker, hvis årsager til frafald ikke kan læses i en statistik.

Den stumme får ordet

Den nye platform for de frafaldne måtte nødvendigvis kun være en midlertidig platform. Den nye interesseorganisation er nemlig sat i verden som et opgør med den måde, hvorpå unges interesser i dag primært varetages og understøttes gennem Dansk Ungdoms Fællesråd, der arbejder ud fra en foreningsmodel, der ifølge Ungdomsbureauet er uddateret og skræmmer en stor del af nutidens unge væk.

»Mange unge gider ikke at være nede i spejderklubben hver tirsdag. Der sker simpelthen for meget nyt. Men de vil gerne gøre noget i en kortere periode, lige fra klimakonferrencer til kirkeasyl. Så vi laver kun midlertidige platforme, hvor unge kan engagere sig i samfundsdebatten,« siger Olav Hesseldahl.

På trods af omverdenens pres for at gå digitalt med blogs og apps blev den nye midlertidige platform et bogprojekt. Et gammelt, analogt format, der kunne tilbyde den dybde og seriøsitet, som internettes »skal-engagement« med sine likes og tweets, ifølge de to stiftere, oftest mangler.

At finde indholdet til bogen viste sig hurtigt at blive et pionerprojekt. Frafaldshistorier fortælles ganske enkelt ikke i et mediebillede, der har nok i at gå i selvsving over studenter, der bryder igennem 12-skalaen. »Og der er jo ingen, der gider at skrive om deres frafald på facebook, at skrive om, hvor miserabelt liv, de synes de har. Det er selvfølgelig sjovere at skrive, man har fået 12 end 02.«

Ungdomsbureauets ideologiske præmis om at være en holdningsløs platform, der ikke opsøger ungdommen med spørgsmål, der stikker i forudbestemte retninger, gjorde projektet tæt på umuligt.

De unge skulle selv skrive deres historier. Hos den gruppe af unge, hvor frafald ikke bare er et overlagt omvalg, viste det sig at svare til at stille megafonen hen foran unge mennesker, der først skulle lære at tale, hvis de ellers overhovedet kunne tro på, at Ungdomsbureauet ikke var ude på at skade dem med projektet.

»Det var virkelig svært at komme i gang. De her unge er så nedbrudte i deres forhold til andre mennesker, at de ikke kan forstå, hvordan nogen lige pludselig kan være genuint interessede i dem. De har aldrig mødt oprigtig interesse i dem som person. Så for dem måtte der være en bagtanke. Men der er ingen bagtanke.«

Kenneth Salomonsen supplerer sin medstifter med en historie om, hvordan de under et arrangement i starten af processen var ved at kaste håndklædet i ringen, fordi de unge simpelthen var for rent ud sagt »fucked-up« til på nogen måde at kunne deltage, til at kunne få en stemme i det samfund, de selv på papiret er en del af.

Men projektet lykkedes på trods. Og bogen De Frafaldne er netop udkommet i 3000 eksemplarer, hovedsagligt finansieret af EU-kommissionens 'Aktive Unge'-program.

På vejen til de 20 korte frafaldsfortællinger skulle der til gengæld også bruges flere tusind forgæves minutter i telefonen med uddannelsescentre og potentielle deltagere, over 20 mentorer med mere end 30 timers arbejde pr. deltager, samt hvad Olav Hesseldahl kalder utrolig meget »social glidecreme,« når der gentagne gange skulle gives feedback på de sårbare unges tekster.

Kenneth Salomonsen vurderer, at kun to-tre stykker af de 20 unge ville have kunnet bidrage uden en mentor. Men frafaldet blandt de frafaldne har til gengæld været lavt; kun tre ud af 23 faldt fra. »Det har mildt sagt været svært at lokke sneglen ud af huset. Men når den så er kommet ud af huset, vokset og foldet sig ud, er det blevet virkelig smukt. Men tre af dem kunne simpelthen bare ikke komme ud af sneglehuset,« tilføjer Olav Hesseldahl.

Hvert år falder ca. 40.000 unge fra i den accelererende præstationskultur. Illustration Thomas Pålsson

 

Studenterhuen eller askebægeret

De Frafaldne fremstår meget koncentreret, præget af, at de unge fortællere har noget på spil i hvert et ord. Og de to stiftere ser da også først og fremmest bogen som ét langt citat. For at afspille lidt af bogens frafaldspolyfoni:

»Jeg vil også gerne betyde noget / Når lærerne gav op på mig, gav jeg op mig selv. / Endnu en uddannelse, endnu en fiasko. Endnu flere tanker, skuffede mennesker og ødelagte drømme om et normalt liv. / Det har fået mig til at tænke på, hvor meget andre mennesker egentlig former en. Hvor lille grænsen mellem normal og unormal er, og hvordan man definerer den. Jeg har fundet ud af, at normal er relativt. / I det moderne samfund er det svært at overleve uden en uddannelse. Det er derfor et ideal at gå efter en lang og prestigefyldt uddannelse, som kan sikre en et “succesfuldt” liv. / Jeg får det altid lidt underligt, når det bliver sommer, og folk får studenterhuer og består eksamener og er glade, for selv om man også er glad, når man har bygget et askebæger, er det ikke helt det samme. / Det virker underligt, at man kan sidde som 19-årig og føle sig svigtet af to omsorgssystemer, men det gør jeg. Af min far og det danske sundhedssystem. / Sådan er det åbenbart at blive voksen: Efterladt, alene i mørket. / Jeg så ingen anden udvej end at være voldsom. Det var åbenbart den eneste måde, jeg kunne slippe væk på.«

En af de unge, Cecilia, der ved siden af skolen har kæmpet med at bryde ud af familiens bånd til Jehovas Vidner, konkluderer: »Når skolen ikke tager højde for de personlige problemer, efterlader det én med følelsen af, at skolen ikke kan rumme den udvikling, der ligger i ungdommens natur, og som nogle gange kan være problemfyldt.«

Men ungdommens natur kan ikke kun nogle gange være problemfyldt, den er partout problemfyldt. Og de 20 vidnesbyrd er derfor noget, som alle mennesker, der har oplevet livets store ombygningsfase, kan relatere til. Det er den evige historie om at blive voksen og lære at indgå i fællesskaber. Det er Kundskabens træ kogt helt ind til, hvor det gør ondt, der hvor hele verden synes at ramle sammen, hver gang man bevæger sig ud i den.

Efter læsningen sidder man tilbage med huskemærket om, at vi alle sammen har været i farezonen for at falde fra, ikke kun fra skolen, men fra fællesskabet.

Selvom man er blevet voksen forstår man godt, hvordan Melisa kun føler sig forstået og anerkendt af sin hest. Man forstår godt Janina, der løber ud og smider sig på en fynsk mark for at få ro til at tænke. Og man kan nemt genkalde sig stemningen mellem energisk vovemod og ugidelighed i spændet mellem at se porno midt i dansktimen fnisende med vennerne eller se Beverly Hills 90210 hjemme på sofaen alene, mens de andre er i skole.

Men det, der gør de unges frafaldshistorier til særligt gribende coming-of-age-litteratur, er, at disse unge mennesker ikke kun var i farezonen for at falde fra, ligesom alle andre, men rent faktisk faldt fra. Og de viser de tilfælde, hvor det ikke bare er et fravalg at droppe ud, men et frafald, hvor de falder helt ud på den anden side af samfundet uden håb om at komme tilbage og betyde noget i fællesskabet.

Den holistiske pointe

Spørgsmålet, der presser sig på, er selvfølgelig, hvorfor det lige netop gik galt for disse mere end 40.000 mennesker og ikke andre, eller færre? Og er der noget i de 20 unges beretninger, som ikke har nået den nuværende frafaldsforskning, endsige beslutningstagerne?

»Vi vil på ingen måde erstatte et vidensområde, men bare supplere det. Når fx en rapport lavet af Rockwool Fonden giver et kvalificeret billede af verden, er folkene bag stadig godt klar over, at det ikke er totalt fyldestgørende. Men smækker vi vores ekstremt kvalitative analyse af en bog ovenpå deres fine rapport, så får vi et meget mere fyldestgørende billede af, hvad fravalg er.«

Den rapport fra Rockwool Fondens Forskningsenhed fra 2013, som Olav Hesseldahl refererer til, har ifølge Ungdomsbureauet et generelt problem i sin tilgang til de unge mennesker som elever frem for unge mennesker, hvor man først og fremmest leder efter årsagerne til frafaldene på skolebænken.

»Vi bør generelt holde op med at diskutere de frafaldne som elever og i stedet huske på, at de unge er hele mennesker, der i høj grad gerne vil gennemføre en uddannelse. Fx er der en pige, der vil gøre alt for at få sin uddannelse, men som først har brug for en psykolog. Men hun kan kun få bevilliget tre timer hos skolepsykologen, derefter må hun betale selv, og det kan hverken hun eller hendes familie, og så kører depressionen og frafaldsmøllen,« påpeger Kenneth Salomonsen.

Ifølge bogprojektet er de frafaldne meget mere end unge, der dropper ud af erhvervsuddannelser, fordi de mangler en praktikplads, er ordblinde eller bare ikke kan følge med i skolen. De er i høj grad også unge mennesker, der har udviklet depression, angst og stress, fordi deres bagland er en dysfunktionel familie, der ikke har kunnet give dem værktøjerne til at håndtere samfundets accelererende præstationskultur med 12-taller som det normale livs højeste emblem.

Det er særligt den holistiske pointe og projektets ekstremt kvalitative analyse, der har fået SFI's (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) direktør Agi Csonka til at kalde bogen for: »Pligtlæsning for alle, som beskæftiger sig med børn, unge og uddannelse.«

Men en ting er, at de unges ord nu gennem Agi Csonka kan nå nogle af samfundsprocessernes indereste tandhjul. Noget andet er, at bøgerne nu bliver spredt mellem et endnu større udsnit af tusindvis af unge frafaldne.

»Udover at nå beslutningstagerne og månemændene, så har det selvfølgelig også været et mål, at de frafaldne unge kunne opleve, at de ikke stod alene i verden,« siger Olav Hesseldahl og griber afslutningsvis til et billede fra sit eget ungdomskartotek: »Hvis Palle alene i verden havde mødt en hund, så havde verden været bedre for ham, ja så havde han måske slet ikke gidet at vågne op.«