Print artikel

»Det ligger i vores blod«

næstformanden i KOMKAR, Yilmaz Yildiz, drømmer om mere autonomi for kurderne. Men præcis hvad den autonomi indbefatter, og hvordan man når dertil, er hverken Mellemstens kurdere eller disporaen enige om.
Reportage
13.05.16
Mens konflikten er på sit højeste mellem kurdiske styrker og den tyrkiske regering, sidder en gruppe mænd knap 4.500 kilometer væk derfra og kæmper en kamp, de fleste af dem er flygtet fra. Den seneste tids optrapning af konflikten har styrket sammenholdet mellem deres folk. Alligevel er der lang vej endnu og intern splittelse omkring, hvad et samlet Kurdistan vil sige

»KOMKAR« står malet på døren med store, røde versaler på tredje sal på Turesensgade i indre København. Bag døren gemmer sig en gruppe af mennesker, som hver dag kæmper en kamp, der udspiller sig knap 4.500 kilometer fra det kurdiske område i Tyrkiet.

»Al den krig, der er opstået i Nordkurdistan, i tyrkisk Kurdistan, sker på baggrund af den politik, som den tyrkiske stat har ført over for kurderne gennem årene,« siger Yilmaz Yildiz som noget af det første, da vi træder ind i lejligheden, mens han slår demonstrativt ud med armene. I løbet af det seneste år er kampene mellem kurdiske styrker og den tyrkiske regering taget til. Det samme er støtten til den kurdiske sag, men kurderne selv er dog langt fra er enige om, hvad det styrkede bånd skal bruges til.

Yilmaz Yildiz er næstformand i den kurdiske forening KOMKAR. Han går rundt i foreningens beskedne tre-værelses lejlighed og forbereder te på en tyrkisk caydanlik til deres ugentlige politiske søndag. Han taler dansk med let accent og slår problemfrit over i kurdisk, når telefonen ringer, eller medlemmerne ankommer. De grå stænk i siden afslører, at han ikke længere er den samme unge mand, som da han ankom til Danmark i 1988 fra Kurdistan i Tyrkiet. Selvom flugten nu ligger mere end 20 år tilbage i tiden, sidder både den og Kurdistan stadig fast i ham.

Sidste år gevandt kurderne i Syrien byen Kobane efter kampe mod Islamisk Stat. Det kom bag på mange. Men det skabte samtidig et nyt håb for kurderne, hvor Kobane blev symbolet på drømmen om et samlet Kurdistan. Ifølge Deniz Serinci, som er Tyrkiet-kender og redaktør på det dansk-kurdiske medie Jiyan, har Kobane fået »kurderne til at organisere sig som aldrig før - også i Danmark.« I dag findes der mere end 30 kurdiske foreninger herhjemme.

Væggene i lejlighedens stue prydes af store, indrammede billeder af arbejdende kurdere i bjerglandskaber, det kurdiske flag i røde, hvide, grønne og gule farver og grædende mennesker i krig. Flere steder hænger sort-hvid fotografier af Fehmi Demir, som døde i oktober 2015. Han var højtstående medlem i PSK, Kurdistans Socialistiske Parti, og senere leder af HAK-PAR, Rets- og Frihedspartiet. Han ligner nærmest en Gud, som han hænger der, højt hævet og med en glorielignende baggrund, der stammer fra solen i midten af sit seneste partis flag.

»Hvis de (den tyrkiske regering, red.) havde anerkendt kurderne som folk og havde givet kurderne deres menneskerettigheder, var PKK eller PSK måske ikke opstået«, siger Yilmaz Yildiz, mens han peger op mod Fehmi Demir.

Fredelig eller væbnet kamp?

KOMKAR er ifølge dem selv en apolitisk forening. Alligevel tilslutter de sig »den fredelige, demokratiske vej« for Kurdistan ved at støtte op om partierne PSK og HAK-PAR. Partier som skriver sig ind i en lang konflikt med PKK, der siden 2002 har været at finde på EU’s terrorliste.

»Det er på tide, at man finder ud af, at ikke alle kurdere holder med PKK’s politik,« siger Yilmaz Yildiz med henvisning det markante fokus, der har været på den væbnede kamp.

Bag de første forkortelser gemmer sig to partier, som modsat PKK ikke ønsker en væbnet kamp men en fredelig vej. PSK har som det ældste parti eksisteret siden 1974, men da de ikke har ret bred opbakning, anbefaler kurderne i Tyrkiet, at man stemmer på HAK-PAR. Et parti der kun formåede at få 100.000 stemmer ved sidste valg, sammenlignet med det andet pro-kurdiske parti, HDP, som fik fem millioner stemmer.

 

Kampe mellem tyrkiske sikkerhedstyrker og PKK-affilierede militser i Tyrkiets kurdiske områder. Foto: Tobias Havmand
Kampe mellem tyrkiske sikkerhedstyrker og PKK-affilierede militser i Tyrkiets kurdiske områder. Foto: Tobias Havmand

 

I stuen er den solblegede, blå sofa tæt på vinduet blevet indtaget af den første gæst, Erdogan Mirt. Han griner af sit navn, da han præsenterer sig, på grund af sammenfaldet med den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan. »Men jeg er ingen tyran,« siger han og blinker. Samtalen tager en seriøs drejning igen, da han falder i snak med Yilmaz om KOMKAR, og hvad de vil.

»Vi kræver en føderation mellem Tyrkiet og Kurdistan tilsvarende den i Irak, hvor kurderne har ret til at erklære sig selvstændige. Vores politiske linje er modsat PKK’s,« siger Erdogan Mirt.

KOMKAR mener ikke, at tiden er inde til et selvstyre, som eksempelvis PKK ønsker det. For KOMKAR er retten til den kurdiske identitet og dennes ligestilling med resten af befolkningen i Tyrkiet vigtigere end drømmen om et samlet Kurdistan. I hvert fald lige nu.

 

Vi er pessimister, fordi der bliver taget så mange beslutninger oppefra. Det er også det, der skete for 100 år siden, da kurdernes område blev splittet. Man er magtesløs

De to mænd rykker længere og længere ud på kanten af sofaen, samtidig med at de sørger for, at tulipanglassene på bordet konstant er fyldt op med kraftig, sort te. For enden af bordet, ved siden af det kurdiske flag, troner et kagefad op, som allerede ved første øjekast hviner i tænderne. Det føles næsten, som er vi i Tyrkiet.

»Vi er pessimister, fordi der bliver taget så mange beslutninger oppefra. Det er også det, der skete for 100 år siden, da kurdernes område blev splittet. Man er magtesløs,« siger Yilmaz Yildiz.

For 100 år siden faldt Osmannerriget, og med Sèvres traktaten opdelte man imperiet og lovede kurderne selvstændighed. Traktaten slog imidlertid fejl, og kurderne måtte vinke farvel til den stat, de ønskede. I gangen i KOMKAR’s lejlighed har et af medlemmerne taget et gammelt Europakort og demonstrativt tegnet Kurdistan ind som selvstændigt land. Drømmen lever stadig

Splittelsen

En høj, slank mand træder ind i stuen. Han forsøger at tæmme sit pjuskede, grå hår. »Tu bixêr hatin,« hilser Halim Aslan og rækker hånden ud til Yilmaz Yildiz og Erdogan Mirt, før han tager plads i den brune sofa. Et fjerde medlem, Saeid Yolal, som indtil nu har gemt sig bag computeren i et tilstødende lokale, kommer ind og kobler sig til gruppen. De fire mænd sidder tilbagelænet i sofaerne.

– Er i alle sammen flygtninge?

»Ja,« svarer de enstemmigt, men tilføjer, at de fleste af dem har besøgt området mange gange siden og gerne ser en fremtid, hvor de igen kan tage tilbage til et samfund, der måske en dag vil udvikle sig til det bedre.

Kurderne er verdens største etniske minoritet uden et land, men hvor stor gruppen præcis er, er umuligt at sætte tal på. Det kurdiske folk fordeler sig i dag over fire lande: Irak, Iran, Tyrkiet og Syrien, og området anerkendes derfor ikke som en stat. For kurderne betyder det, at deres officielle nationalitet afgøres af, hvilket af de fire lande, de er bosat i. Flere kilder anslår, at der findes op mod 30 millioner kurdere på verdensplan.

På nationalt plan er problemet det samme, og man kan derfor kun komme med et estimat på, hvor mange kurdere der er bosat i Danmark. Flere kilder i miljøet mener dog, at der findes omkring 40.000 kurdere i Danmark, hvilket vil gøre dem til den største etniske minoritet i landet, ifølge tal fra Danmarks Statistik.

KOMKAR og de andre kurdiske foreninger i Danmark kæmper overordnet for det samme: flere rettigheder for kurderne og anerkendelse af deres nation. Men vejen derhen har vist sig at være forskellig for foreningerne, og uenigheden deler kurderne i to.

»Der er ikke nogen, der modarbejder kurderne, som kurderne selv,« siger Deniz Serinci, som har skrevet om det kurdiske foreningsliv i mere end 10 år.

Fordelingen viser sig bedst i to store paraplyorganisationer, FEY-KURD og SKFD, hvis navne begge står for sammenslutningen af kurdiske foreninger. Mens førstnævnte bakker op om PKK’s politik, er SKFD stærkt imod de kampe, PKK fører lige nu. Én af de foreninger, SKFD repræsenterer, er KOMKAR.

Splittelsen mellem de to politiske fløje forhindrer kurderne i at samle sig om en fælles kamp for Kurdistan, fortæller Deniz Serinci. Foreningerne konkurrerer om medlemmer, men kløften mellem tilhængere af PKK og dem, der er uenige i PKK’s politik er den største hindring for et samarbejde. Deniz Serinci oplever, at foreningerne laver demonstrationer mod andre foreningers arrangementer, og de forsøger at stjæle hinandens publikum og medlemmer.

»På den måde kan kurdere hade hinanden. De kurderne, der lægger arrangementer oveni hinanden, vil forsvare sig med, at det alligevel er to forskellige målgrupper: ‘Jeres forening er venstreorienterede, vores er højreorienterede.’,« fortæller han.

I KOMKAR vil mændene på trods af uenighed mellem dem og FEY-KURD ikke kalde dem for fjender. Men de mener, at den kamp, der foregår i Tyrkiet lige nu, ikke gavner kurderne. For Yilmaz Yildiz reflekterer kampene og PKK’s handlinger ikke den kamp, han og KOMKAR kæmper. 

»Den her krig er ikke en kurdisk krig. Kurderne bliver jo nedslagtet.« Yilmaz Yildiz slår ud med armene og kigger på Erdogan Mirt, som nikker anerkendende.

Den PKK-dominerende fløj gør sig ikke kun gældende i Danmark. I hele Europa er PKK den klart største gruppe blandt kurdere. I Tyrkiet er PKK altdominerende, fordi »folk godt kan lide PKK,« siger Deniz Serinci.

Han forklarer, at de fleste tænker, at »’PKK har taget våben i hænderne og kæmpet for os.’«

Alligevel er der en enkelt sted, der figurerer som undtagelsen: Sverige. Blandt de 100.000 kurdere er organisationer og partier som PSK, Rizgari, PPKK og Kawa, der går ind for, at det tyrkiske militær skal forlade de kurdiske områder, størst. Deniz Serinci forklarer det med flugten fra Tyrkiet i 1970erne. Mange af de partier, der ikke var enige med PKK i den periode, flygtede i eksil til Sverige. »Den her generations børn og børnebørn er vokset op og holder ofte med de partier, som deres forældre og bedsteforældre gjorde,« siger han. Flugten indvirker samtidig på, at steder som Tyrkiet står svækket tilbage med hensyn til et modsvar til PKK.

Flugten og den syriske forbindelse

En ukendt lyd afbryder samtalen. Halim Aslan hiver sin mobil frem fra frakken, og ordene på den lille skærm stjæler hans opmærksomhed. Et sekund er der helt stille.

»Undskyld, men det er den, der sender nyheder ud fra Rudaw TV,« forklarer Yilmaz Yildiz og vender sig rundt for at sige noget på kurdisk til de andre.

Den kurdiske nyhedsapp kræver med jævne mellemrum opmærksomheden i løbet af eftermiddagen. Hver gang er mændene lige hurtige til at tjekke, hvad den nu fortæller dem om konflikten i hjemlandet.

2015 var på flere måder et turbulent år for kurderne i Tyrkiet. Frem til marts sad PKK og den tyrkiske regering i fredsforhandlinger, og i juni fik det pro-kurdiske parti, HDP, for første gang en plads i parlamentet. Men fredsforhandlingerne brød sammen, og det samme gjorde våbenhvilen. Siden da har skud og bomber overtaget flere byer i det kurdiske område i Sydøsttyrkiet. 

Udover at være kurder, er man som menneske moralsk forpligtet til at reagere. Når man har følt på egen krop, at man bliver undertrykt, bare fordi man er kurder, så…

»Der manglede bare en underskrift, og så falder det hele pludseligt fra hinanden. Den ene beskylder den anden,« siger Yilmaz Yildiz. Han ser opgivende ud og fortæller, at også hans hjemby er ramt af kampene. 

200.000 kurdere er ifølge Deniz Serinci flygtet fra de kurdiske områder i Tyrkiet i dag, men mange af dem vil formentlig vende tilbage. Det hænger i høj grad sammen med det nye håb, som Kobane frembragte. Kurderne i Syrien og Tyrkiet har en særlig historisk og sproglig relation. De taler begge kormanji kurdisk, og mange kurdere fra Syrien kommer oprindeligt fra Tyrkiet. Derfor har Kobane på mange måder været baggrunden for den ild, der også er blevet tændt i kurdisk-tyrkiske kredse. Derudover har man i Syrien også søsterpartiet til PKK, som går under navnet PYD.

Alligevel er der lang vej endnu. Splittelsen i miljøet gør det svært for kurderne at samle sig om et fælles, politisk projekt. Deniz Serinci fortæller, at hvis en mand fra det ene parti går ned ad gaden og møder en mand fra det andet parti, nægter de at hilse på hinanden, selvom de kender hinanden.

»Jeg kender brødre, hvor de ikke snakker med hinanden, fordi den ene holder med det ene parti og den anden med det andet.« Han fortæller, at han flere gange har søgt aktindsigt i sager fra Vestegnens politi, hvor en fra det ene parti har skudt mod det andet. »Så det er ret brutalt,« siger han.

Dørklokken ringer nu regelmæssigt, og flere mænd i habitjakker, lange frakker og blankpudsede sko fylder den lille lejlighed. De fleste er fra Kurdistan i Tyrkiet, en enkelt er fra Irak. Stuen summer af diskussion. Selvom de fleste mænd har boet i Danmark i 20 år, former kampen for et Kurdistan stadig deres hverdag. De har også en pligt til at fortælle om, hvad der foregår, fortæller Erdogan Mirt og krydser armene. Yilmaz Yildiz nikker anerkendende, men afbryder ham, inden han når at fortsætte.

»Udover at være kurder, er man som menneske moralsk forpligtet til at reagere. Når man har følt på egen krop, at man bliver undertrykt, bare fordi man er kurder, så…« han stopper op og kigger rundt i lokalet. Der er helt stille, og sætningen får lov til at dø ud.

»Det ligger i vores blod,« Yilmaz Yildiz smiler, og stemningen i det lille rum løftes lidt.

Samtalen flyder sammen på kurdisk. Mændene i stuen sidder tæt og lytter intenst til hinanden. Hvad de snakker om er uklart. Men stemmerne bliver højere, og fra tid til anden føres en arm demonstrativt op i luften, som om den er med til at understrege en særlig vigtig pointe. Selvom fremtidsudsigterne for et samlet kurdisk folk ser mørke ud, har de endnu ikke mistet håbet.

Tror I nogensinde, at I stopper med at kæmpe?

»Nej!«

Udenfor omfavner mørket de sprossede vinduer. Cigaretrøgen, duften fra den stærke te og de tunge mandestemmer fylder den lille lejlighed. Et øjeblik glemmer man, at vi stadigvæk er på Turesensgade i København.