Print artikel

»’Den danske model’ eksisterer ikke i den kreative verden«

Den danske model bygger på blandingen af fleksibilitet og sikkerhed. Det gælder bare ikke i kreative brancher.
Artikel
23.06.14
De kreative fag stormer frem. På europæisk plan er branchen i fuld firspring fremad. Men der kommer dermed også flere områder, som er uregulerede, og de bliver større og større. Den danske arbejdsmarkedsmodel bliver i disse år sat ud af spil - ikke bare inden for de kreative erhverv, men i hele den private sektor.

De kreative erhverv i Danmark udgør et bredt erhvervsområde og består af i alt 11 brancher: Arkitektur, bøger og presse, design, film og video, indholdsproduktion og computere, kunst og kunsthåndværk, musik, mode og beklædning, møbler og interiør, radio og tv samt reklame. Inden for disse erhverv er det almindeligt med usikre ansættelsesforhold. Man er ofte ansat på kontraktbasis, som vikar, afløser eller freelance modsat andre erhverv, hvor man har mere sikre ansættelsesforhold med overenskomstens goder, glæder og friheder.

Der findes meget få fastansatte kunstnere her i landet inden for det kreative felt. Nogle af de eneste fastansættelser er på Det Kongelige Teater. Det store flertal er ansat på løs basis.

Den danske model rækker ikke så langt ud
De kreative fagforeninger tegner sig helt anderledes end de andre store fagforeninger, som industrifagforeningerne eller fagforeningerne for de offentlige ansatte. De kreative fagforeninger har ikke decideret overenskomster, fordi deres medlemmer har mange forskellige arbejdspladser i løbet af et år og typisk er kontraktansatte. Derfor yder disse fagforeninger i højere grad juridisk- og skattemæssig rådgivning.

Carsten Jørgensen er arbejdsmarkedsforsker ved FAOS, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og organisationsstudier, som specialiserer sig i studiet af arbejdsmarkedsrelationer i Danmark, Norden og Europa. Han påpeger, at ’den danske model’, hvor frivillige aftaler indgås mellem arbejdsgiverforeninger og fagforeninger slet ikke eksisterer inden for den kreative branche.

»Hvis man ser den danske model, som den, hvor alting er reguleret og i ordnet former, så eksisterer den danske model faktisk ikke inden for den kunstneriske verden. Den danske models rækkevidde kommer ikke så langt ud. Den dækker ikke noget, der er atypisk. Den dækker alt det, som er reguleret, som er ordentligt, og som kan sættes i kasser – altså heltidsjob.«

Derfor slår modellen ikke til, når der er tale om løsere, kontraktbaseret stillinger, fremhæver Carsten Jørgensen.

»Enhver fagforenings hede drøm er, at alle dens medlemmer skal have et fastansat, fuldtidsjob. Ikke noget med deltidsjob og ditten og datten. Den gamle drøm er fuldtidsjob over hele linjen, og derfor har de aldrig rigtig vendt sig mod alt freelancearbejdet og atypiske jobstillinger, som der kommer mere og mere af inden for de kreative fag.«

Det er ifølge Carsten Jørgensen dybt problematisk, fordi de kreative fag netop stormer frem i disse år. Og det er ikke udelukkende de kreative jobs, der kommer flere af, men også nytilkomne stillinger, der bliver oprettet i kræft af de kreative fag. Branchen er på europæisk plan i fuld spring fremad, og det betyder, at de områder, der ikke er reguleret bliver større, og der kommer flere af dem. Og så kommer den danske model til kort.

Insidere og outsidere
»Den danske model er på nuværende tidspunkt ikke gældende på de her områder, fordi dens rækkevidde ikke er så lang. Så den dækker kun fast arbejde, hvor der er en arbejdsgiverorganisation eller en arbejdsgiver som vil have en overenskomst, og hvor der er nogle ansatte.«

Derfor er det naturligvis også dem, der vinder gamet – de fastansatte, fuldtidsansatte, der er i ”normal” beskæftigelse. Det vil sige, alle dem der er i regulært ansættelsesforhold, som kan reguleres af en overenskomst igennem arbejdsmarkedets parter; Arbejdsgiveren og arbejdstageren. Det er den danske model i fuldt flor. Det er dét, der kendetegner den danske model, at man regulerer alt via overenskomst, løn, arbejdsvilkår og arbejdsmarkedspensioner.

»Har kunstnerne det?,« spørger Carsten Jørgensen retorisk. »Gu har de ej. For hver gang de starter et nyt sted, starter de ligesom forfra. De kan ikke samle noget op, for de starter forfra på hver kontrakt, så det er ikke muligt at spare pension op. Når du er kontraktansat, får du typisk en portion penge i hænderne, og så må du selv fordele dem til, hvad du nu kan finde ud af.«

Men det er noget, som flere kunstneriske fagforeninger er begyndt at få øje for. Flere steder er man begyndt at undersøge mulighederne for at få de samme goder, som overenskomster giver, som eksempelvis optjening af pension. Men så skal arbejdsgiveren også være villig til at betale for det.

Arbejdsmarkedsforskeren påpeger også, at det at udøve kunstneriske udfoldelser er en del af dansk kulturpolitik, og at der derfor også burde være et politisk ansvar.

»Kunne man så ikke, som i Holland sige, at når kunstnerne ikke er i arbejde, når de er imellem kontrakter, så kan de søge støtte på en særlig måde end almindelige arbejdstagere. Kunne man ikke sørge for, at de bliver holdt til ilden ved at give dem en særlig støtte i de perioder, hvor de så i princippet kunne tage noget efteruddannelse, dygtiggøre sig eller forsøge at komme ind et andet sted, så de kunne bruge kræfterne på deres fag, frem for at skulle stå i en butik og sælge fisk eller være i en børnehave.«

»Der burde vi have en offensiv fagbevægelse, der kunne sætte fokus på de grelle eksempler«

 

»Hvorfor ikke én stor fagforening?«

Men dét, der for alvor undrer Carsten Jørgensen ved det danske arbejdsmarked er det hav, der er af forskellige fagforeninger inden for de kreative brancher. Eksempelvis er der otte fagforeninger, der alle har noget med musik at gøre. Han mener, at det danske arbejdsmarked kunne være indrettet anderledes, så det skabte mere gunstige vilkår for de mennesker, der arbejder inden for kreative fag.

»Hvorfor er der ikke ét stort musikerforbund? Hvorfor er der ikke en konfiguration? En slags LO, hvor alle otte-ni fagforeninger er med? Det skyldes traditionelt, at man er meget optaget af sin egen position. Der er forskel på at være operasanger og countrysanger, og de vil nødvendigvis ikke have noget med hinanden at gøre. Og så er der, det jeg synes er mest mystisk: Hvis du ser på kunstnernes område, er der mange kunstnere, der er medlem af både to og tre fagforeninger på samme tid. Det betyder tre månedlige kontingenter til tre fagforeninger. Det kan være man er skuespiller, men man er også medlem af instruktørernes og manuskriptforfatternes fagforening. Jeg tror faktisk, det er Erik Clausen, der er medlem af de tre. Men problemet er, at man skal have styr på de rigtige kontrakter og lave de rette aftaler. Manuskriptforfatterne ved ikke, hvordan skuespillernes kontrakter ser ud og omvendt. Man skal sikre sig, at man er inde over den rigtige beskyttelse, for det er det, der i virkeligheden lægger i en kontrakt.«

Dansk Musiker Forbund og Dansk Artist Forbund organiserer mange af de samme mennesker. Nogle sangere, fx Anne Linnet, er medlem af dem begge to.

»Det spørgsmål, der virkelig trænger sig på, er: Hvorfor i alverden får vi ikke en konfiguration, en Kunstnernes Hovedorganisation, som alle de 30 fagforeninger, der er indenfor de kreative erhverv, kan være en del af? De kunne have en hovedorganisation og dernæst have nogle føderationer under, som kunne specialisere sig i de forskellige kontrakter.«

Den danske model fungerer ikke i den private sektor

Det er ikke kun inden for de kreative erhverv, at der breder sig andre forhold end kollektive overenskomster, mener arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet. Individuelle kontrakter breder sig i store dele af den private sektor og ikke kun inden for det kreative område. Nogle steder er nede under 50% hvad angår kollektive overenskomster.

»Det er kun i den offentlige sektor, vi har den meget høje dækning. Den danske model fungerer godt i den offentlige sektor og mindre godt i den private sektor,« fortæller Henning Jørgensen.

Han fortæller også, at der er nye tilkomne erhverv, som ikke har tradition for eller interesserer sig for overenskomster, fx restaurationsbranchen og nytilkomne virksomheder fra andre lande, Derfor laver man i stedet individuelle aftaler.

»Det har bredt sig noget igennem de seneste år på store dele af den private sektor. Vi har nye serviceaktiviteter, der kommer ind, fx reklamevirksomhed og konsulentfirmaer, som skyder op som paddehatte rundtomkring. Der har man ikke den organiseringstradition på samme måde. Der er også nogle, der kommer med nye arbejdsgivere, udenlandske firmaer, der nedsætter sig her. Amerikanske kæder osv.«

Vi får færre overenskomster

Tidligere var fagforeninger gode til at få lavet det, der hedder tiltrædelsesoverenskomster. Når der kom nye arbejdsgivere, kontaktede fagforeningerne dem og fik dem til at skrive under på en tiltrædelsesoverenskomst. Der er et faldende antal tiltrædelsesoverenskomster på det danske arbejdsmarked, og det betyder samlet set, at man får en svagere overenskomstdækning. I Danmark har vi samtidig ikke tradition for at den kollektive organisering udbredes som i visse andre lande. I det sydlige Europa findes der de såkaldte erga omnes-klausuler (for alle), som automatisk overfører overenskomstresultater til andre virksomheder inden for samme område.

»Når vi ikke har det i Danmark, er vi afhængige af, at vi har en høj organisering, og at man kan få arbejdsgiverne med til at lave overenskomster. Det er derfor, vi i Danmark ikke bare har faldende organisering i fagforeningerne, men vi har færre og færre overenskomster, der dækker. Den enkelte står ret usikkert over for den enkelte arbejdsgiver. Det er arbejdsgiveren, der dominerer og skriver dem, og så må de bare skrive under.«

Henning Jørgensen nævner skrækeksempler på sådanne aftaler, som hos bageriet Agnes Cupcakes, hvor de ansatte skrev under på at arbejde i døgndrift. Sådanne aftaler bryder ikke bare overenskomsten, men også lovgivningen.

»Specielt unge er meget udsatte. Det er derfor den faglige organisering er meget vigtig, for så har man en kollektiv tryghed og slipper for en arbejdsgiver, der er urimelige i sine handlinger. I den individuelle aftale er du afhængig af gode arbejdsgivere, og det er ikke alle de gode arbejdsgivere, der kommer og trykker løn og ordentlige arbejdsforhold igennem. Vi har set flere eksempler på aftaler, som tvinger individer til at skrive under på kontrakter, der ligger på kanten af loven eller på den anden side af, hvad der er lovligt.«

En mere offensiv fagbevægelse, tak

Ifølge Henning Jørgensen er det kæmpe problem med de stigende individuelle aftaler, som har potentiale til at sætte den danske model ud af spil. Man har ifølge forskeren gjort alt for lidt for at diskutere problematikken. Fagbevægelsen burde være meget mere offensiv i kampen om at bevare den danske model, mener han.

»Fagbevægelsen tager nogle enkelte sager op en gang imellem, men samlet set er det en defensiv fagbevægelse, vi har. Der burde vi have en offensiv fagbevægelse, der kunne sætte fokus på de grelle eksempler og vise befolkningen, hvor galt, det kan gå, hvis man ikke har en kollektiv overenskomst. En kollektiv overenskomst er også en fordel for arbejdsgiveren, fordi så har man ordnede forhold, og så ved du, der bliver arbejdet og reglerne bliver fulgt. Det er derfor vi siden 1899 har haft ordnede forhold på det danske arbejdsmarked. Det misunder man os i resten af verden. Fagbevægelsen kunne godt være meget mere offensive, for det er hele den danske model, det drejer sig om. Det må de kæmpe for, det er ikke noget, der er naturgivet. Når der kommer nye arbejdsgivere med nye tanker, så må de ud og vifte med fanen og overbevise dem om, at det også er fornuftigt for dem at lave overenskomster.«

Derfor ser Henning Jørgensen også det største problem med tiltrædelsesoverenskomsterne, der er stærkt nedadgående. Og derfor mener han, der muligvis skal trækkes i nogle større, politiske tråde for at løse den problematik.

»Fagbevægelsen skal også have en støttefunktion fra det politiske system. Den danske model er jo ikke en konfliktmodel, det er en konfliktløsningsmodel. Den skaber stabilitet, ro og forudsigelighed. Så derfor skal politikerne måske hjælpe mere til og styrke det her. Det har de ikke gjort. De har gjort det modsatte med alle de reformer, der har været de senere år.«