Print artikel

Ind i hjertet af Erdoğans moderne, tilbageskuende, neoliberale og konservative Tyrkiet

Begrebet Hüzün fortolket af fotograf Kasper Palsnov
Kritik
20.10.17
Tre anbefalelsesværdige bøger skildrer på hver deres måde vigtige og komplekse politiske problemstillinger i et Tyrkiet, der kæmper med sin identitet.

Tyrkiet fylder. Efter mange år, hvor Europas sovende kæmpe støt synes at have bevæget sig mod Europa i søvnig, men optimistisk fredsommelighed, med reformer, økonomiske liberaliseringer og modernisering og forsoning med mindretal, har udviklingen taget en helt anden drejning på kort tid. Klapjagt på kritiske stemmer og medier, massearrestationer og politiske fyringer, krig mod kurdere i Sydøsttyrkietne, krig i Syrien, understøttelse af ekstreme kræfter, tiltagende tilsidesættelse af de demokratiske institutioner og despoti. Xenofobi.

Men hvordan landede Tyrkiet der? Fra at være et forbillede for en moderat reformorienteret islamisk model, til skræmmebilledet på en autoritær stat, man ikke længere troede kunne eksistere i Europa.

Tre bøger bidrager til billedet af en stat, der måske nok er blevet moderniseret og har reformeret sig på overfladen, men hvor mange af fortidens spøgelser er fulgt med. Hvor problemerne med at transformere et imperium til en nation på mange måder har overlevet fra Kemal Atatürks nye republik frem til i dag, og hvor mange vil sige, at pendulet nu svinger væk fra Europa og tilbage imod en osmannisk selvforståelse; kulturelt, institutionelt og geopolitisk. Rødderne til den udvikling kan man selvfølgelig finde i litteraturen.

Osmannertidens genkomst

Det var tilfældigt, at jeg ved et besøg i Istanbul fik stukket den eminente bog A Mind at Peace fra 1949 i hånden. Bogen kom i 2008 i engelsk oversættelse, og fører os tilbage til tiden i Istanbul lige op til 2. Verdenskrig.

Her inviterer en af de største tyrkiske forfattere, Ahmet Hamdi Tanpinar, os ind i tiden lige efter Kemal Atatürks død i 1938, hvor Tyrkiet er på jagt efter identitet.

Bogen har den unge gut Mumtaz som omdrejningspunkt. Han har mistet begge sine forældre i kølvandet på 1. Verdenskrig og bor nu hos sin ældre fætter Ihsan – en intellektuel, der underviser på det franske institut i Galatasaray. Det er et klassisk historiefortællerpar: mentoren og eleven. , der begge har det tilfælles, at de er stærkt påvirket af krigens rædsler. Mumtaz fordi han har mistet sine forældre til krig, Ihsan fordi han føler, at Istanbul er ved at smuldre for næsen af ham.

Den fortvivlede identitet tynger i det kosmopolitiske Istanbul, som ikke har genfundet mangfoldigheden fra det osmanniske imperium, men i stedet er stærkt hæmmet af befolkningsudvekslingerne med Grækenland, det fejlslagne forsøg på at blive supermagt og Atatürks ihærdige implementering af sekulære stilarter, der har tilsidesat hensynet til både religiøse og etniske minoriteter. Alt det dog pakket ind i konstante flotte postkort-rammende beskrivelser af Istanbul.

Parallelt præsenteres man vi for Mumtaz’ flashbacks til det romantiske møde med den jævnaldrende Nuran på en båd på Bosporus. Deres efterfølgende kærlighed. Og fortvivlelse. Det er som om Tanpinar forsøger at bruge mødet mellem Mumtaz og Nuran og deres efterfølgende brud til at generobre Istanbul ved hjælp af beskrivelser, der summer af osmannisk kultur. Henvisninger til alt fra sufi-mystik over græsk og armensk kultur er markante i bogen, og skaber nuancer i teksten og fortællingen. Det skaber dermed en stemning, der bevæger sig langt væk fra det stringent sekulære Tyrkiet, som hersker i perioden.

Bogen er ikke nem at læse, og den indeholder et hav af henvisninger til folklore, såsom traditionel musik, osmanniske forfattere og sufi-grene. Det må siges at være det største minus for den brede læser. Omvendt skabes der for kendere hurtigt en følelse af at gå på opdagelse i et landskab beriget af kulturelle og historiske beretninger.

Ligeledes er der rigeligt med paralleller til nutidens politiske debatter. Tanpinar kommer i flere passager med en indirekte kritik af tendensen til at nationalisere den tyrkiske identitet, og på den måde danner hans beskrivelser faktisk ramme for en vedvarende diskussion i Tyrkiet om identitet.

For eksempel forsøger Erdoğan forsøger i disse tider ihærdigt at genrejse storhedstiden under Det Osmanniske Rige, både religiøst og politisk. Det skal være det endelige opgør med den politiske sekulære elite, hvor Atatürk står som stærkeste symbol. Det materialiserer sig både i form af moskeer, der popper op med raketfart, men også i populærkulturen, hvor serier, film og musik, der bevidstgør befolkningen om Osmannerrigets rolle som centrum for datidens islamiske verden og som samlingspunkt for ideer og opfindelser fra resten af verden. Selvom man kan argumentere for, at denne taktik kan skabe grobund for sammenhold og kulturforståelse, så er det i flere sammenhænge desværre ikke tilfældet, og ofte polariserer det i stedet befolkningen. Som da de omfattende Gezi-protester brød ud i 2013, fordi regeringen ville nedlægge Gezi-parken for i stedet bl.a. at give plads til byggeriet af nostalgiske barakker fra osmannertiden.

Det, det gør Tanpinars beskrivelser så eminente, er at de er tidsløse. Flere tyrkiske forfattere har da også hentet inspiration fra ham. Hos den nok mest kendte tyrkiske forfatter, Orhan Pamuk, er der i flere bøger tydelige Tanpinar-referencer. Pamuk har kaldt A Mind at Peace for den bedst skrevne roman om Tyrkiet, og i Pamuks billedrige bog Istanbul viderefører han Tanpinars beskrivelser af Istanbuls kendte melankoli, hüzün: »Nu begynder vi at forstå hüzün, ikke som en ensom persons melankoli, men som den mørke sindsstemning, der deles af millioner af mennesker.«

Denne melankoli er i dag knyttet til en følelse af afmagt, som flere bekendte bosat i Istanbul ofte nævner. Et Istanbul, der er så hæmmet af den seneste tids terrorangreb, kupforsøg og undtagelsestilstand, at byens identitet er traumatiseret. Identitetsdilemmaer i A Mind at Peace fremstår derfor stadig vigtige i dag.

Slagsmålet om identitet

Netop spørgsmålet om det mangfoldige Tyrkiet er i centrum for The Reckoning of Pluralism fra 2014. Forfatteren, Kabir Tambar, antropolog fra Stanford University, har dykket ned i Alevi-identitet i den anatolske by Corum. Alevisme er en trosretning i Tyrkiet, som op mod 15 procent af den tyrkiske befolkning følger, men skal (på trods af ligheder) dog ikke forveksles med alawisme i Syrien.

I centrum for Tambars undersøgelse af alevisme, er ritualet omkring Karbala-myten, hvor Muhammeds barnebarn Hussein i 680 blev myrdet, efter han i dagevis havde kæmpet mod en tusindmandshær. Denne myte dyrkes som lidelseshistorie både af alevier og shia-muslimer, og er en af årsagerne til, at man ofte forbinder dem. I bogen præsenteres man både for alevier, der dyrker denne myte som en vigtig tradition for opretholdelse af deres alevi-identitet, men også for – især unge – alevier, som synes det er tåbeligt stadig at sidde fast i myter. Som både Umut og Erdal, begge unge alevier pointerer: »ritual mourning is no longer relevant to or congruent with contemporary social and political context.«

Mange alevier er ifølge Tambar generelt uenige om, hvordan man definerer alevisme. Bogens styrke er således, at den både skildrer, hvordan alevisme krydser forskellige etniciteter, og går i kødet på flere generationers forståelse af alevisme. Nogle alevier anser alevisme for knyttet til shia-islam, andre relaterer den til mere mytiske og spirituelle sider af sufi-islam, mens man også møder alevier, der mener, at den ikke er relateret til islam overhovedet.

Dertil gør Tambar læseren opmærksom på, at der er forbavsende lidt offentlig intellektuel debat i Tyrkiet om aleviernes politiske dagsorden. Her er der dog en god forklaring at hente i den tyrkiske stats manglende anerkendelse af aleviers bedehuse og mødesteder – de såkaldte Cem-huse. Alevierne klager ofte over den manglende beskyttelse af religiøse minoriteter, dog uden den tyrkiske stat lytter.

Som titlen indikerer, er Tambar optaget af forståelsen af pluralisme. Han noterer, at der i tyrkisk historie altid har eksisteret et opgør om pluralisme, og i den kamp har staten brugt – og misbrugt – alevier som identitetsmarkør.

Tyrkiet indeholder som nation et hav af identiteter. Det klinger af pluralisme, men staten har altid brugt mange kræfter på at opretholde en markant tyrkisk national identitet, hvor minoriteter ofte har følt sig marginaliseret. Det er kun tydeligere i dag, hvor et stringent ægteskab mellem tyrkisk nationalisme og sunni-islamisk tænkning vinder frem, især blandt Erdoğans tilhængere. Natten til kupforsøget den 15. juli hørte man mange protesterende klædt i tyrkiske nationalsymboler råbe allah-u-akhbar, til stor bekymring for minoritetsgrupper.

Selvom aleviers politiske identitet ofte usynliggøres i det politisk samfund i Tyrkiet, nævner Tambar kort, at alevier generelt har en rig politisk historie. Deres ofte løsere religiøse struktur, har knyttet dem til venstrefløjen, og især siden 1960’erne har flere alevi-samfund været stærkt politisk aktive. Tydeligst symboliseret ved, at størstedelen af de dræbte protesterende der mistede livet under Gezi-protesterne var alevier.

Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at Tambar gør sig forbavsende få tanker om aleviernes rolle i det politiske landskab under AKP og Erdoğan. Det er et pudsigt fravalgt, når nu alevi-identitet så tydeligt udvikler sig parallelt med den politiske situation i landet. På samme måde går han heller ikke ordentligt i kødet på de politiske identiteter, der gør sig gældende hos alevierne i form af partier, foreninger og organisationer. Det er ærgerlige mangler, i en ellers vigtig bog om tyrkisk pluralisme.

Den fejlslagne tyrkiske model

Den politisk samtidsanalyse er til gengæld i højsædet hos Cihan Tuğal. Fra sin position på Berkeley i Californien tager Tuğal i The Fall of the Turkish Model fra 2016 fat i en meget aktuel problemstilling: Hvorfor gav Erdoğan op på den reformorienterede model, han påbegyndte, da han kom til magten i 2002, og som i kølvandet på det arabiske forår i 2011 blev lovprist så meget af den omkringliggende verden?

For at finde svar drager Tuğal paralleller til Egypten, Tunesien og Iran, der, ligesom Erdoğans Tyrkiet, har forsøgt sig med forskellige versioner af værdi-orienteret islam bygget på demokratiske institutioner, der henter elementer fra konservatisme og liberal vækstøkonomi. Han bruger ikke det komparative anslag til at fremhæve ligheder, men nærmere til at påpege forskelligheder i forhold til den tyrkiske model.

Tuğals tese lyder igennem bogen, at den tyrkiske model har slået fejl, og han anerkender, at den i dag mest forbindes med Erdoğans autoritære metoder. Men for Tuğal skal grunden til den tyrkiske models sammenbrud mest af alt findes i neo-liberalismen og dens hindring af samfundets demokratisering. Det kan i begyndelsen skræmme læsere væk, da hans ideologiske ståsted er lidt overtydeligt, men det ville være ærgerligt, for der er interessante pointer at hente hos Tuğal.

Han anerkender, at Tyrkiet har oplevet massiv vækst de sidste ti år, og at landet i dag er en af verdens 20 største økonomier. Men sammenligner man med lande som Egypten, Tunesien og Iran, der langt fra har oplevet en ligeså overbevisende vækst, så gør Tyrkiet det alligevel ikke bedre på væsentlige parametre, såsom uddannelse, arbejdsløshed, arbejdsulykker, varighed af skolegang og ulighed.

For Tuğal skal forklaringen findes i, at neoliberalisme fordrer investeringer og en vækstorienteret økonomi, der klassificerer samfundet, men som ikke giver socioøkonomisk velfærd for flere dele af befolkningen. Det kan synes attraktivt, fordi man kan påvise skabte arbejdspladser og forbedring af infrastruktur, men er ikke bæredygtigt, da det fragmenterer samfundet. Her savner jeg dog refleksion over, hvorfor befolkningen så alligevel bliver ved med at stemme på Erdoğan, hvis regering overlegent er blevet genvalgt siden 2002. En faktor er, at oppositionen generelt har været svag i mange år, men Erdoğan er populær blandt flere befolkningsgrupper i regionen. I kølvandet på de arabiske revolter i 2011 blev Erdogan på diplomatiske rejser rundt i Nordafrika taget imod som en superstjerne.

Tuğal tager derfor passende fat i det arabiske forår, men påpeger, at muligheden for at overføre den tyrkiske model til andre lande fra begyndelsen stod til at fejle. For AKPs tyrkiske model er ikke pluralistisk og bæredygtig. Ikke nok med, at den tyrkiske model er bygget på andre kulturelle og politiske traditioner, AKP traf fra begyndelsen de forkerte beslutninger og kiggede til højrefløjen og stringent sekterisme. Dermed glemte de deres oprindelige liberal-islamiske model:

»Turkey’s political economy, the AKP’s ideological heritage, and certain national specificities (the Alevi and Kurdish question) both enabled and seriously restricted the country’s temporary rise to regional hegemony,« lyder konklusionen.

Tuğals analyse fører afslutningsvis hen til Gezi-protesterne i 2013, hvor millioner af borgere protesterede mod Erdoğans styre; en begivenhed, der ifølge ham netop viste neoliberalismens dilemma. En stor del af de protesterende var fra middelklassen, som har nydt godt af Erdoğans neoliberale investeringer og byggeprojekter i landet.

Tuğal slutter dog optimistisk af, for formår protester som Gezi i fremtiden at involvere flere politiske klasser, etniciteter og minoriteter i samfundet, så har vi ifølge ham det bæredygtige opgør med kapitalismens værste sider – også i Tyrkiet.