Print artikel

Ikke sjove figurer

Essay
10.02.17
Med FN’s erklæring om alle folks ret til selvstændighed i 1960 døde kolonialismen som legitim ideologi. Men forestillingen om, at kolonialismens grundstrukturer er fuldstændig forsvundet fra politiske, sociale, økonomiske og kulturelle praksisser, er stærkt ødelæggende for en nuanceret forståelse af det moderne forhold mellem koloniseret og kolonisator.

Det postkoloniale bør snarere ses i i lyset af en distinktion mellem slagmarkens fysiske vold og klasseværelsets psykiske vold, mellem en formel og en mental afkolonisering. Begrebet postkolonialisme gælder dermed udelukkende som en overordnet tidsangivelse som den indiske teoretiker Ania Loomba påpeger i sin bog Colonialism/Postcolonialism. Problemerne er nedlagt i præfikset post. Udover at indikere at kolonialismen er fortid - både konkret, historisk og ideologisk - afviser de fire bogstaver, at der skulle findes en præ-kolonial tid. På den måde får kolonialismen konstituerende karakter for de koloniserede landes eksistens, og normaliseringen af sådanne absurditeter er indbegrebet af hele fortællingen om det koloniale.

Forståelsen af afkolonisering som en vedvarende og aldrig afsluttet mental proces er - og har især siden 1960’erne - været dominerende i postkolonial tænkning. Således også hos den store nigerianske forfatter Chinua Achebe (1930-2013). Der findes et tv-klip fra 1988, som man kan finde på YouTube, hvor han bliver spurgt af en amerikansk journalist, om Afrika har noget bestemt at fortælle resten af verden. Man fornemmer hvordan spørgsmålet bliver stillet med en forventning om et aggressivt og hårdtslående svar. Achebe er en af tidens vigtigste afrikanske intellektuelle, på det tidspunkt underviser han på University of Massachusetts, og interviewet bliver sendt direkte til de amerikanske tv-stuer. Svaret er overraskende banalt: »Vi er mennesker. Vi er ikke sjove figurer. Se på Afrika som et kontinent af mennesker«. Eller det vil sige, at det umiddelbart lyder banalt, for foruden at antyde hovedretningen i Achebes eget forfatterskab, rummer de tre korte sætninger selve essensen af Afrikas kamp for en mental afkolonisering.

Denne mentale afkolonisering skal genetablere afrikanerne som mennesker. Kolonialismens repressive regime har netop forbrudt sig mod de koloniserede ved at fremstille og behandle dem som afstumpede vilde dyr. Ifølge Achebe bør modsvaret være realistiske og historiebevidste litterære fremstillinger - ikke sentimentale og idylliserende. Sådanne er ahistoriske og dermed alt for nemme at nedbryde. Achebe var stærkt kritisk over for både både den guineanske forfatter Camara Layes (1928-1980) LEnfant Noir fra 1953, som netop tegner et romantiseret og overharmonisk billede af en lille drengs opvækst i en vestafrikansk landsby, og Joseph Conrads klassiker Heart of Darkness (1899), der ifølge Achebe er skyldig i en racistisk dehumanisering af afrikanerne ved at fremstille dem som primitive, uciviliserede og uden en fri vilje. Achebe repræsenterer en fløj, der naturligvis tager skarpt afstand fra kolonialismens fysiske og psykiske tyranni, men som insisterer på, at afrikanerne hverken er engle eller dæmoner. De er mennesker og kun mennesker. Med alt hvad det indebærer.

Den sorte afmytologisering

Det overordnede narrativ i Achebes (1930-2013) hoved- og gennembrudsværk Alt falder fra hinanden (1958) er ganske nedrykkende. I mødet med den britiske koloniadministration i slutningen af 1800-tallet går det lille Ibo-samfund Umuofia under, og den præ-koloniale protagonist Okonkwo ender med at begå selvmord. Alligevel er romanen et stort kompliment til det afrikanske kontinent. Komplimentet består i Achebes iscenesættelse af afrikanerne som nogle, der har del i egen skæbne og ikke kun spiller biroller i et conradsk drama.

Achebes livtag med myterne er allerede til stede i Alt falder fra hinandens indledende præsentation  af Okonkwo, der er en af Umuofias mægtigste mænd og bedste brydere. Han er rig på agre, kvæg og sædeyams, men fattig på empati og beherskelse som følge af en altoverskyggende frygt for at fejle. Han er handlekraftig, initiativrig og slår en proper næve, men han har et barnligt temperament, der gør at ligeså nemme hans styrker er at få øje på, ligeså fremtrædende er hans svagheder. Okonkwo som symbolet på den arketypiske afrikanske mand fremstår som det eneste han er: et menneske, ligesom Umuofia som symbolet på den arketypiske afrikanske stamme fremstår som det eneste det er: et samfund.

Ganske sigende er Alt falder fra Hinanden først og fremmest fortællingen om en afrikansk landsbys udfordringer uafhængigt af kolonialismen, idet briterne først dukker op i Umuofia i bogens sidste tredjedel. Da Okonkwo vender hjem til Umuofia efter at have været i eksil i syv år, fordi hans gevær tilfældigt eksploderer og dræber en dreng, har kristne missionærer overtaget byen, men det er ikke denne udvikling, der er bogens egentlige tragedie: Det er i stedet Okonkwos elskede adoptivsøn Ikemefunas skæbne. Drengen bliver uden varsel beordret slået ihjel af Umuofias orakel, og Okonkwo vælger ovenikøbet selv at dræbe drengen for at vise sin mandlighed. Hverken rationalet eller retfærdigheden er til at få øje på, men for Ibo-folket er det ikke en mulighed at modsætte sig oraklets befalinger.

Achebe knuser enhver forestilling om det oprindelige Afrikas idyl og etik, hvilket bliver understreget, da briterne kommer til Umuofia, hvor der ikke er helt samme brutalitet på færde. Okonkwos ven Obierika fortæller godt nok, hvordan kolonialisterne har udryddet nabostammen Abame, men i Umuofias tilfælde er billedet mere nuanceret end et sagesløst men hårdt kæmpende stammesamfund, der bliver slagtet og plyndret af de kyniske kolonialister. Indledningsvis bliver en række af Umuofias store mænd - heriblandt Okonkwo - taget til fange, men efterhånden kan de kristne missionærer forholdsvis problemfrit omvende flere af de let indbildelige indfødte - heriblandt Nwoye, en af Okonkwos sønner.

Den spirende velvillighed skyldes især Mr. Brown, en af de hvide missionærer som »med meget fasthed forsøgte at forhindre sin menighed i at fremkalde stammens vrede«. Han besøger flere af Umuofias ældre for at lære om de lokales religion. Blandt andet Akunna, der selv har sendt en af sine sønner i en missionærskole for at forstå det kristne budskabs visdom. Med tiden bliver den indbyrdes forståelse dog trængt i baggrunden af den britiske administrations ekspanderende imperialisme, og kultursammenstødet bliver sat i perspektiv på romanens sidste side, da det fremgår, at den britiske distriktskommissær i Umuofia-området har planer om at skrive en bog med titlen Pacificering af de primitive stammer i det Nedre Niger.

Men Achebe hverken fordømmer eller glorificerer, han afmytologiserer den sorte mand og hans omgivelser som et modsvar til kolonialismens tingsliggørelse af afrikanerne ved at vise det præ-koloniale Afrikas på mange måder genkendelige kendetegn. I Umuofia er der had, kærlighed, jalousi, foragt, styrke, svaghed, brutalitet, hengivenhed og naivitet.

Historien åbner sig

Okonkwos voldelige tilbøjeligheder kan læses op imod en af de dominerende tanker i den afro-caribiske tænker Frantz Fanons Fordømte her på Jorden, der udkom tre år efter Alt falder fra hinanden og straks blev et vigtigt værk for - især - afrikanske revolutionære og borgerrettighedsforkæmpere. For Fanon er volden et nødvendigt og legitimt instrument til at omstyrte kolonityranniet, eftersom kolonialismen selv er en voldelig ideologi: “Når vi præsenteres for afkoloniseringen, ser vi kugler og blodbestænkte knive. For hvis de sidste skal være de første, kan det kun ske efter en afgørende kamp på liv og død mellem de to modstandere”, skriver han i Fordømte her på Jorden. Kun den frihed man tager, er ægte frihed ifølge Fanon eftersom volden skaber den absolutte seperation mellem den koloniserede og kolonisatoren, som er nødvendig for, at den koloniserede kan genopdage sig selv og blive til noget, hvor det før var intet.

Denne voldforherligelse er slet ikke til stede i Alt falder fra hinanden, hvor volden snarere får karakter af at løbe med panden mod en mur. I Fanons ånd vil Okonkwo modsvare briternes vold med mere vold. Men i Umuofia er krig ikke noget, der umiddelbart er velanset. “Og for at yde Umuofia retfærdighed skal det siges, at de aldrig gik i krig, medmindre deres sag var oplagt og retfærdig og var erklæret sådan af deres orakel - oraklet fra bjergene”. Snarere end styrke er volden et symbol på magtesløshed.

Netop fordi Okonkwo banker sin ene kone under den hellige Fredens Uge, hvor det ellers er skik at holde sig i ro, må han ofre en hun-ged, en høne, en længde klæde og et hundrede kauri til jordgudinden Anis offersted. Netop fordi hans gevær dræber en dreng, bliver han sendt syv år i eksil. Netop fordi han vil skaffe briterne af vejen med vold, bliver han taget til fange. Og netop fordi han dræber en britisk betjent, vælger han at hænge sig selv. I mødet med kolonialismen er volden ikke meget værd. Der fører den kun destruktion med sig. Mens Fanon ser volden som afrikanernes eneste våben mod kolonialisterne, viser Okonkwos skæbne, at volden er med til at få alt falde fra hinanden.

Alt falder fra hinanden giver imidlertid intet belæg for at påstå, at Achebe hellere foretrækker resignation end oprør. Voldens rolle hos Achebe og Fanon bunder nok snarere i to vidt forskellige antagelser. Fanon forudsætter, at den revolutionære konfrontation ikke kun medfører et farvel til den undertrykkende - men også den undertrykte. Den voldelige befrielseskamp har en rensende kraft og skiller den indfødte af med hans mindreværdskompleks, den »rehabiliterer ham i hans egne øjne«. Modsat trækker Achebe ikke en lige linje fra den formelle afkoloniserings fysiske dimension til en mental afkolonisering. Denne pointe bliver udlagt i efterfølgeren til Alt falder fra hinanden, Trives ej længere her (1960), der er skrevet samme år som Nigeria opnåede selvstændighed.

Her er handlingen er rykket et par generationer frem, og Okonkwos barnebarn, Obi, er vendt hjem til Nigeria efter endt studium i London. I metropolen Lagos får han et - for en afrikaner - ganske prominent advokatjob, men han bliver hurtigt blandet ind i en ubehagelig korruptionssag, og herfra præges romanen af to modstridende kræfter. På den ene sider af Obi står landsbyrådet i Umuofia, der er skuffede over, at han har spildt sit åbenlyse potentiale og svigtet kerneidealer som hårdt arbejde og ærlighed. De føler sig til grin efter at have lånt Obi penge til finansieringen af uddannelsen i England. På den anden side trækker den moderne karrieretilværelse i Lagos. Særligt symbolsk er Obis forhold til Clara, som han forelsker sig i, men som hans forældre ikke vil have, at han bliver gift med, fordi hun er en osu, hvilke ifølge gammel nigeriansk Ibo-tradition rangerer nederst i samfundshierakiet.

Obi bliver til en hybridkarakter, der er fanget mellem fortid og fremtid, sine præ-koloniale rødder og sin koloniale samtid, og som udvisker forskellene mellem kolonisator og koloniseret. Mens Okonkwo repræsenterer det oprindelige Afrika, er Obi et produkt af kontinentets kulturelle kløft. Og i et forsøg på at omfavne begge sider af kløften, både sine forældre og Clara, sit arbejde og Umuofias landsbyråd, falder han i dens dyb. Obi er netop beviset på, at der er behov for en mental afkolonisering. Med Trives ej længere her angriber Achebe nemlig den naive forestilling, at eksempelvis korruptionen vil forsvinde ud af Afrika med frigørelsen af kontinentet. Den slags er ikke noget som europæere - eller nogen andre - har en ontologisk bestemt tilbøjelighed til. Det er snarere noget, der angår en fælles menneskelighed.

Alt falder fra hinanden og Trives ej længere her har det tilfælles, at de etablerer Afrika som et selvstændigt og handlekraftigt kontinent med egen kultur og egne traditioner uafhængigt af koloniarven. Selv i forhold til nabolandsbyerne bliver Umuofia fremstillet som noget aldeles unikt med deres navne, ordsprog, guder, ånder, myter og lignende. Men fremstillingen af det oprindelige Afrika er af og til tenderende til det ironiske som i Trives ej længere her hvor »Obi undrede sig over, hvorfor så mange hunde blev dræbt af biler i Lagos, indtil han en dag så den chauffør, han havde ansat til at lære sig at køre, svinge ud af sin kurs for at køre en over (…) “det betyder lykke, sagde manden”« Det er nemlig ikke indholdet af Afrikas oprindelige kulturer, som Achebe hylder: Hverken Alt falder fra hinanden eller Trives ej længere her er lykkelige fortællinger idet Okonkwo og Obi henholdsvis begår selvmord - den ultimative skam hos Ibo-folket — og bliver kendt skyldig i korruption. Det vigtige er fremstillingen Afrika som et kontinent med egen historie og kultur.

Mens Alt falder fra hinanden er en påmindelse om, at der fandtes et Afrika længe inden kolonialismens indhug i kontinentet, nuancerer Trives ej længere her forestillingen om, at Nigerias selvstændighed er et endegyldigt farvel til den koloniale arv. Og begge indsigter er forudsætninger for en mental afkolonisering. Achebe danner et fundament, hvorpå afrikanerne kan skabe og fortælle deres egen historier. Hvordan historien skal fortælles, og hvad den skal indeholde er underordnet, så længe den rækker udover kolonialismens opdeling af sort og hvid i henholdsvis ting og mennesker, natur og kultur, barbari og civilisation. De afrikanske fortællinger skal ikke være smukke, hvis de ikke er smukke, de skal være troværdige. Vigtigst er det, at Achebe åbner den afrikanske historie, så den nu rummer mulighed og potentiale - og dermed også risici.

Den hvide afmytologisering

I essayet Decolonizing Knowledge and the Question of Archive præsenterer den camerounske filosof og professor ved University of Wits i Sydafrika, Achille Mbembe, en beslægtet pointe til Achebes ambition om at placere afrikanerne hinsides et modsætningsfyldt helte-offer-narrativ. Det er ikke kun afrikanernes egen historie, der skal genskrives, det samme skal afrikanernes fortælling om den hvide mand. Ligesom Achebe henter afrikanerne op fra helvede og ned fra himlen og placerer dem på jorden, hvor de har hjemme, bemærker Mbembe, at også whiteness bør afmytologiseres.

Det skal ikke forstås som moralsk relativisme eller en nedtoning af kolonityranniet, men så længe afrikanerne ser europæeren i kolonialismens lys, vil den kolonialistiske idé ligge som en latent trussel under det postkoloniale forhold mellem sort og hvid. Afkoloniseringsspørgsmålet har ingen gavn af, at den hvide mands tale er begrænset til et ‘undskyld’: »It wont produce much if through our actions and modes of thinking, we end up forcing back into the white ghetto those whites who have spent most of their lives trying to fight against the dominant versions of whiteness we so abhor«.

Denne pacificering af historien skal forstås ganske bogstaveligt. Modsat Achebes litterær-psykologiske tilgang til afkoloniseringsspørgsmålet, foretrækker Mbembe, at afmytologiseringen af whiteness skal tage sit udgangspunkt i en praktisk handlen. Han vil generobre det offentlige rum ved at redefinere, hvad det offentlige overhovedet vil sige. Det offentlige er ikke noget, der er forbeholdt en bestemt gruppe af mennesker, men noget som tilhører alle - både hvid og sort. Afkoloniseringen af bygninger, veje, parker, pladser og lignende er derfor noget, som Mbembe tager dybt seriøst.

Alternativet er ikke at rykke koloniale artefakter ind på et museum, der i så fald vil ende som en slags historiens losseplads. Mbembe vil i stedet etablere en helt ny institution: »partly a park and partly a graveyard, where statues of people who spent most of their lives defacing everything the name blackstood for would be put to rest.« Denne afkolonisering af institutionerne, der hos Mbembe nærmest får karakter af ikonoklasme, bør ledsages af en filosofisk revolution, en afkolonisering af viden og vidensskabelse. Kolonialismens forhold mellem sort og hvid er beslægtet med den vestlige filosofis subjekt-objekt-tanke i den forstand, at det koloniale subjekts undertrykkelse af afrikanerne var karakteriseret af netop en objektivisering og tingsliggørelse. De afrikanske universiteter må derfor også distancere sig fra erkendelsesfilosofiens indlejrede eurocentrisme, der selvom intentionerne kan være andre, dyrker kolonialismens fundament.

Afkoloniseringens paradoks

Achille Mbembe udlægger kolonialismen som essentielt »a fundamental negation of time«. Negation af tid i den forstand, at kolonialismen ikke bare afviser afrikanernes historie og kultur, men placerer dem hinsides tid i det hele taget. Negation af tid i den forstand, at kolonialismen gør fremtiden til en gave, som afrikanerne kun kan komme besiddelse af, hvis de bliver den skænket. Og negation af tid i den forstand, at kolonialismen betragter afrikanerne som ude af stand til at forandre sig på et fundamentalt ontologisk plan. Denne suspendering af tiden bliver til en dehumanisering af afrikanerne, og det er netop denne som Achebe med både Alt falder fra hinanden og Trives ej længere her forsøger at konfrontere ved at afmytologisere de tingsliggjorte afrikanere.

Achebes romaner rummer samtidig et større paradoks: dyrkelsen af Afrikas oprindelige mytologiske, præ-kapitalistiske og præ-teknologiske kulturer og traditioner med Okonkwo i Alt falder fra hinanden er modsvaret af en anderledes fremadrettet længsel efter en ny moderne kosmopolitisk identitet med Obi i Trives ej længere her. På én og samme tid er der en afstandstagen fra og en tiltrækning mod den vestlige oplysningtanke, demokrati, kapitalisme, teknologi og sekularisering. Men denne dobbeltbevægelse er egentlig ganske sigende for Achebes balancerede tilgang til Afrikas mentale afkolonisering, der ikke har samme revolutionære skær over sig som det er tilfældet hos især Frantz Fanon. Den rummer en forståelse af den enorme kompleksitet i spørgsmålet om det postkoloniale Afrikas selvforståelse. Hos Achebe er regression og progression, Afrika og Europa, hvid og sort således spundet ind i hinanden i en fremstilling, der understreger, at kolonisator og koloniseret har meget mere tilfælles end kolonialismen påstod.

Et lignende paradoks er også tilstede hos Achille Mbembe. Han ønsker at omskrive kolonisatorernes historie, så den ikke begrænser sig til historien om undertrykkerne. Afrikanerne har et ansvar for at fremstille europæerne i en anden kontekst end den koloniale. Men samtidig er der også opfordringen til en ikonoklastisk revision af det offentlige rum og en filosofisk nytænkning, der er præget af en helt anden og ganske eksplicit anti-eurocentrisme.