Print artikel

Hvorfor mænd går i krig

Hvorfor fascinerer krig stadigvæk? – måske fordi det er et identitetsprojekt. Foto fra Haditha i Irak: Tobias Havmand
Anmeldelse
11.07.11
Fire bøger - tre amerikanske og en dansk - søger på hver deres måde at nå frem til, hvorfor mænd er så fascinerede og mærkeligt tiltrukket af krig

Hvem bryder sig egentlig om krig i en tid, hvor 68’oprør, Vietnamkrig og almindelig oplysning for længst har gjort op med de værste nationalistiske ideér, jaget de mest glorificerende macho-billeder på flugt og sat et ansigt på den navnløse fjende, så det er lidt sværere at hade ham? A hero ain´t nothing but a sandwich, siger det amerikanske ordsprog, og kritisk journalistik, film og bøger har for længst skudt hul i de mest stereotype og endimensionelle billeder.

Men sandheden er, at krig og hvad det gør ved (først og fremmest) mænd fascinerer mere end nogensinde, og der bliver skrevet mere end nogensinde om krigens væsen. Det er ofte blevet sagt, at krige definerer deres samtid. At de markerer paradigmeskift. Litterært har krigene dannet forlæg for nogle af de største forfatterskaber, særligt amerikanske, og bøger som Remarques Intet nyt fra Vestfronten, Hemingways Farvel til våbnene, Norman Mailers De Nøgne og de Døde og Michael Herrs Dispatches. Bøger, der har domineret deres samtid. Og netop nu er nutidens billede af en generations krig ved at tegne sig, det billede som vil danne baggrunden for næste generations stadig mere mediestøbte forventninger til deres generations krig, som en af nedenstående bøger konstaterer.

Det er måske også derfor, at flere etablerede forfattere har kastet sig over krigen med bøger, der ikke så meget er beskrivelser af krigen selv, som af den transformation af mennesker, krigen skaber. Hvorfor drages unge mennesker af krigen, og hvad siger denne fascination om vores samfund? Nogle af disse bøger er Jon Krakauers Where Men Win Glory, Sebastian Jungers War, Stacey Peebles Welcome to the suck og Kim Hundevadts I morgen angriber vi igen.

En anderledes ’helt’ 

Den nyeste bog er Jon Krakauers (med blandt andet tilbage-til-naturen / Walden Pond-eposet Into the Wild bag sig), der beskriver football-helten Pat Tillmans tragiske død som soldat i Afghanistan. Historien om Tillman er på papiret historien om en all american helt, som næsten kunne være udtænkt i et Hollywoodstudie eller et regeringspropagandakontor i starten af 40erne, og det var da også sådan, militæret og Bush-regeringen i første omgang solgte Tillmans død.

Man skal imidlertid ikke ret langt hen i bogen, før titlen, Where Men Win Glory, fremstår lettere sarkastisk. Tillman, der fravalgte en lukrativ karriere som feteret footballstjerne for at gøre sin pligt som menig soldat efter angrebet på Twin Towers, dræbes af sine egne under hans første kampføling. En handling, som myndighederne siden hen går ekstraordinært langt for at tilsløre, som det seneste af en række løgnagtige omskrivninger af episke fuckups.

Tillmans død bliver en slags bekræftelse af de arketyper, der ligger til grund for patriotisme og krigsmobiliseringer, på trods af hovedpersonens langt mere komplekse etiske overvejelser af krig, pligt og personligt ansvar.

Bogen portrætterer en sportshelt, der med sit ekstraordinære kæbeparti, kæmpe overkrop og Ranger-uddannelse på papiret er lige præcis den sandwich-helt, b-filmene holder af, men i realiteten er helt anderledes. Hærens meritløse kæft-trit-og-retning struktur forundrer ham, han er dybt skeptisk over for begrundelsen for at gå i krig i Irak og vil gerne møde Noam Chomsky. Hans patriotisme er nærmest fundamentalistisk i sin personlige kompromisløshed, men bliver svaret med idioti og korruption, og i sidste ende bliver hans meditation over Görings citat om alle befolkningers grundlæggende modvilje mod at føre krig og behovet for derfor at føre dem bag lyset med trusler om fremmedes angreb og angreb på pacifisters manglende patriotisme et slags efterskrift for USA’s krige.

Krigens fællesskab 

Sebastians Jungers War fra sidste år er en anden slags bog, der med udgangspunkt i en infanterigruppes ophold i den fjerne Korengal-dal i Afghanistans grænseregion mod Pakistan bliver en slags meditation over krig og hvorfor, vi alle sammen (eller mange af os) er så mærkeligt tiltrukket af dette grundlæggende forfærdelige fænomen.

Dens udgangspunkt er ikke så meget Tillman og Görings funderinger over krigens grundlæggende unaturlighed, men tværtimod at behovet for at prøve sig af i krig og finde et basalt fællesskab i kamp er noget, der strækker langt udover staters propagandamål og realpolitiske interesser. Noget, som for så vidt både Krakauer-bogen og alle de andre i denne anmeldelse sådan set er enige om. At bevise sig i kamp og være parat til at opgive sit liv for et fællesskab er i Jungers optik noget helt basalt menneskeligt, et slags stammemæssigt kødklister. En både rationel og irrationel mekanisme, som gør sig gældende i langt de fleste fællesskaber, hvor individer i små grupper op til en vis størrelse vil være parat til at sætte gruppens overlevelse over deres egen, og hvor større fællesskaber vil dyrke disse enkeltpersoner som helte som en forudsætning for deres overlevelse.

De almindelige frontsoldater er for så vidt fuldstændig ligeglade med det politiske aspekt i deres krig og i store træk, hvorfor de er der. Temmelig unisont siger de, at de ikke kæmper for deres land, men for folkene i deres enhed, manden, der står ved siden af dem. Også selvom de i nogen tilfælde slet ikke bryder sig om ham.

Med temmelig mange års erfaring med krig har de dygtigste amerikanske forfattere og journalister findyrket en stil, der på den ene side er tæt på soldaterne og på den anden side kritisk analyserende. Junger er meget bevidst om sin egen position som ’embedded’ reporter hos en af de mest udsatte militærenheder i Afghanistan. Men han foregiver ikke en emotionel distance til sit stof, og deri er der i sig selv en pointe. På et tidspunkt erkender han, at han drømmer om, at den spartanske udpost vil blive fatalt overløbet af Taliban-soldater, så han kan få lov til at kaste sin distance af sig, samle et gevær op og kæmpe sammen med de soldater, han tilbringer 15 måneder sammen med, og som han i fysisk og overført betydning følger helt ned i støvet.

For krig er en forestilling om fællesskab. Og samtidig er selve kampen også tiltrækkende. Junger beskriver, hvordan Restrepo-lejren under ekstreme kampe og pressede forhold fungerer som et jaget, stresset og søvnløst, men i sidste ende velfungerende, kollektiv, der begynder at falde fra hinanden, når kampene tager af. Kampene er dét, alle er kommet efter, selvom det risikerer at dræbe dem. De seksuelle referencer er åbenlyse, og soldaterne lægger ikke skjul på, at kampene er en seksuel aktion, og når der ikke kæmpes, er det afholdenhed med afholdenhed på. »Krig er sådan et adrenalinkick. Jeg er bange for, at jeg vil lede efter det, når jeg vender hjem, og hvis jeg ikke kan finde det, vil jeg begynde at drikke og lave ballade. Folk derhjemme tror, at vi drikker på grund af de slemme ting, men det er ikke sandt …. Vi drikker, fordi vi savner de gode ting,« siger en af soldaterne på et tidspunkt til Junger.

 

Folk tror, at vi drikker på grund af de slemme ting, men det er ikke sandt. Vi drikker, fordi vi savner de gode ting

 

Overgangsriten

Samtidig er kampene også en rite, en udvikling, man skal gå igennem for at bevise sig selv og på en eller anden måde komme ud på den anden side som et andet og bedre menneske, ikke mindst for de frontsoldater, ’grunts’, der ganske ofte kommer fra temmelig usle – og ind imellem kriminelle – baggrunde. Men også for alle andre. Endda for journalisten selv.

Men hvor Junger har været heldig – og dygtig – nok til at lande i kampenes epicenter (hans beskrivelse af  ’embeddede’ journalisters desperate forsøg på at lande netop der, hvor der er ”action” er både meget præcis og sjov), er det langt fra tilfældet for alle. Enhver, der har prøvet at befinde sig i krigens ”teater”, som amerikanerne kalder det, vil være klar over, at det langt det meste af tiden er en temmelig kedsommelig forestilling.

Krig er hovedsalig logistik, teknik og i vore dage ret sjældent deciderede kamphandlinger up close and personal. Men forestillingen om overgangsriten; ’what maketh a man’ som talemåden siger, eksisterer i bedste velgående. En af mange begavede pointer i Stacey Peebles Welcome to the Suck (’Suck’ er et øgenavn for soldaternes kampplads) er, at transformationen sjældent finder sted, og at den verden, fiktionen beskriver, hvor mænd bliver prøvet af på slagmarken og ændres, ofte ikke tilsvarer virkeligheden. At den krig, tidens litterære tradition overleverer til fremtiden, hovedsaligt er en historie om kedsomhed og fortsat postmoderne identitetsspleen. Som hun citerer fra et af de soldaterværker, hun gennemgår, eks-Iraksoldaten Colby Buzzells bog’ificerde blog, My war: Killing Time in Iraq på hans vej hjem fra krigen: 

»Now if this was the movies, they’d have the guy sitting in the plane on his way back to the world, looking out the window, with maybe the Green Day song ”Time of Your Life” playing in the background, and he´s reflecting on the war, about all the buddies that he´s lost, all the dead bodies he´s seen, and all the life-changing experiences and epiphanies that he went through and whatnot, but for me it seemed to be the opposite, I was not really thinking about Iraq at all, in fact it felt like I was never there at all.«

Peebles bog er en gennemgang af bøger og film om USA’s seneste krige med det formål at nå frem til, hvordan de portrætterer krigen og hvilken arv, de efterlader. Den er mere distanceret, analyserende og akademisk end de nære portrætter, der udgør denne anmeldelses andre bøger, og den fokuserer hovedsaligt på den intellektuelle kontekst. Dét, hun finder, er postmoderne krigere. Soldater, der refererer filmcitater, sangtekster og anden populærkultur, når de selv deltager i krigen, som var de selv deltagere i en forestilling. Som går i krig af kedsomhed, snarere end nødvendighed, men ser anti-krigsfilmene Full Metal-jacket, Appocalypse Now og Platoon for at finde en krig, der kan give dem selv en identitet.

»Fight, rape, war, pillage, burn. Filmic images of death and carnage are pornography for the military man, with film you are tickling his balls with the pink feather of history, getting him ready for his real First Fuck«, som Anthony Swofford skriver i hans bog Jarhead, som siden er blevet – glimrende – filmatiseret.

Pointen er, at Swofford aldrig kommer til at affyre sit våben og få sit ilddåbssamleje –som så mange andre heller ikke gør. For eksempel den rodløse Joel Turnipseed, der bliver marinesoldat for at finde et maskulint fællesskab, han ikke har været en del af tidligere. Tage en uniform på, der fjerner hans individualitet og for at blive hård. Hvilket han da også i situationer opnår, samtidig med at hans distance også er tydelig. I sidste ende vender han hjem lige så forvirret, som da han tog afsted og skriver en vel nærmest uforløst selverkendelsesbog med titlen Baghdad Express. Man kan stadig tage til Irak som marine og vende hjem som en rodløs, kvabset og forvirret hipster med identitetsissues i queer-regionen.

Politik betyder ikke særlig meget

Den slags identitetskriser er der ikke plads til i denne gennemgangs enlige danske bidrag, Kim Hundevadts I morgen angriber vi igen fra 2008. Bogen er interessant som en kontrast til de amerikanske bøger, der er skrevet i et land, der har været vant til at sende sine sønner og døtre i krig i mange år. Om end der er rigeligt med stormende patriotisme i USA, er der også frihed og tradition for at træde et skridt tilbage og forholde sig kritisk til processen.

Hundevadts bog, der følger et dansk holds udstationering i Helmand, er velskrevet og elementært spændende i dens nøjagtige beskrivelser af konkrete kampe og de menneskelige tragedier, der er kommet ud af Danmarks første reelle krigsdeltagelse i rigtig mange år. Men den er samtidig også omklamrende i dens komplette solidarisering med de kæmpende soldater – og derfor måske også en smule uinteressant, hvis målet er at finde ud af, hvad der driver de danske soldater og hvilken psykologisk proces, de går igennem. Efter kampene taler man sammen, letter brystet og græder måske lidt. Det er meget dansk og nok også meget fornuftigt. Men hvorfor kæmper de egentlig – og hvad gør det ved dem?

Tættest på et bud på krigens væsen kommer en af soldaterne måske, da han fortæller, at »når man er soldat handler krig til syvende og sidst ikke om storpolitik eller om at sikre en mere fredelig verden. Det handler i bund og grund om ham, der står ved siden af. Hvis de slår min kammerat ihjel, skal de have nogen på hovedet.«

Også for de danske soldater er krigen et selvrealiseringsprojekt, men man kommer aldrig rigtig ind under huden på dem og under klicheerne. Herhjemme er man stadig for forundrede over, at vi rent faktisk sender folk ud for at slå ihjel og blive slået ihjel til egentlig at stille mange af de fundamentale spørgsmål, træde ud af den salvelsesfulde patriotisme og bryde krigens tiltrækningskraft ned i dens mest primale elementer.

Sebastian Junger kommer måske svaret nærmest med denne beskrivelse:

»These hillsides of loose shale and holly trees are where the men fell not most alive – that you can get skydiving –but the most utilized. The most necessary. The most clear and certain and purposeful. If ypung men could get that feeling at home, no one would ever want to go to war again, but they can´t«. 

Mest læste