Print artikel

Hvordan diskuterer man med en racist?

Kennedy udlægger verdenssituationen for Nixon
Kommentar
17.03.17
Hvad skal vi gøre for at løse den offentlige debats hårdknude, hvor ingen lader sig rokke, og ingen lytter til modpartens argumenter? Eirik Gjerstad giver fem gode råd.

Den moralske oprørthed slår sine bølger over hele venstrefløjen, dernæst over hele højrefløjen, og ændrer lige så lidt på det politiske landskab, som – ja – bølger normalt gør på et landskab. Flod og ebbe. Snart går vandene højt over den ene sag, snart over den anden, og intet rykker sig.

I det omfang vi nogensinde havde evnen til at tale med dem, vi er uenige med, forekommer den under alle omstændigheder at have trange kår for tiden.

De sociale medier udgør en stadig større rolle som nyhedsformidler og offentligt politisk diskussionsforum, viser alle tal. Ekkokammer-effekten tager til. Store systemiske problemer, nationalt som internationalt, får ikke de klik, som anekdotiske problemer får. Opinionsstof fylder mere, og nyheder begynder kun at få afledt betydning, i det omfang de har betydning for opinionsstoffet.

Gensidig respekt og lydhøre forsøg på overtalelse, eller i det mindste at gøre sin egen position forståelig for modparten, bryder ikke så meget igennem som stråmænd, øgenavne, selvoptaget forargelse, den lattervækkende karikatur og vittigheder i Schøtministeriet, John Oliver, Den Korte Radioavis eller Rokokoposten, hvis morsomhed i latterliggørelsen af de latterliggjorte kun forudsætter en allerede forudgående enighed.

Selvom det måske er en måde, hvorpå man kan afreagere på dem, man er uenig med, så er det selvsagt ikke sådan, man rykker ved de på denne måde omtalte ”andre”. Og lad os et øjeblik antage, at vi faktisk er interesseret i at imødekomme de medborgere, vi er uenige med, for at gøre os forståelige for dem, rykke ved dem, måske endda overbevise dem om, hvad man mener ville være bedre.

Derfor følger der 5 råd til, hvordan man bør gebærde sig, hvis man vil rehabilitere den offentlige politiske diskurs.

Det er nemlig ikke tilstrækkeligt for at overbevise nogen, at du er konsistent, dine fakta er velunderbyggede, dine slutninger holder, autoriteterne er på din side, eller i det hele taget – at du har ret. Det handler mindst lige så meget, om måden hvorpå du debatterer.

1. Underminér identitetstilknytningen

Det største overordnede problem er, at holdninger, meninger og værdier er så snævert forbundet med identitet, at de for manges vedkommende slet ikke kan adskilles. Og identitet er, for det første, ikke nogen rationel størrelse, og, for det andet, meget svær at rokke ved. Identiteten er det lys, i hvilket man ser sig selv og sin plads i verden, og identitetens primære funktion er at give mening til tilværelsen. Det er derfor, det er meget svært at have en stærk sans for meningen med tilværelsen uden også at have en stærk sans for ens identitet.

Find tre ting, du kan give vedkommende ret i, inden du kommer til hvor jeres veje skilles

Modarbejder du folks identitet, modarbejder du derfor folks møjsommeligt opbyggede sans for, hvem de selv er og deres plads i verden, og du modarbejder den deraf afledte livsmening. Er folks værdier og holdninger en del af deres identitet, så ser man, hvorfor værdidebat straks bliver så betændt. Det er derfor vigtigt, at du for så vidt muligt frakobler den holdning, du selv har og vil overbevise den anden om, fra din selvidentitet; for har den anden en radikalt anden selvidentitet, overtager de ikke din identitetsbærende holdning. Viser du, at din holdning kan frakobles din identitet, viser du også, at vedkommende kan overtage din holdning, uden at det behøver rykke ved deres identitet. Dette gør det både nemmere at overbevise om holdningen, og det gør holdningsspørgsmålet mindre betændt. 

2. Find fælles grund og nedbryd fjendebarrieren

Da jeg arbejdede som phoner for en velgørende dansk organisation, fik vi at vide, at kunne man få personen i røret til at sige ’ja’ tre gange i træk til et eller andet, hvad som helst, også selv om det intet havde med sagen at gøre, så var vedkommende meget mere tilbøjelig til også at sige ’ja’ fjerde gang, hvor spørgsmålet så skulle lyde: Har du lyst til at støtte vores sag? Man kunne spørge, om de ikke hed, hvad de hed; om det dårlige ikke også var dårligt; eller om det skete ikke også var sket. Dette er selvfølgelig en form for manipulation, men skal denne indsigt bruges til andet end blot manipulation, til anstændig debat, skal man blot lade de tre ja’er angå noget, der faktisk er relevant for den gensidige uenighed. Find fælles grund. Find tre ting, du kan give vedkommende ret i, inden du kommer til hvor jeres veje skilles.

Sådan overvinder du en stor barriere for at overbevise nogen: fjendebarrieren. Ser den anden dig som ”fjenden”, vil de end ikke i udgangspunktet være med på at følge dig i din tankerække. En fjende er ikke én man følger, men én man forfølger, og selv dét kun for at angribe dem ved deres mest sårbare positioner. Kommer der ni holdbare og ét uholdbart argument for samme konklusion, er det dette ene, der først kommer under beskydning. Skal vedkommende ikke se dig som fjenden, må du først overbevise dem om, at du heller ikke ser dem som fjenden. Og én, man forsvarer fælles grund med, er ikke en fjende.

3. Vær empatisk

At nedbryde fjendebarrieren kræver til gengæld også en form for empati. Du skal med oprigtig medfølelse kunne sætte dig ind i, hvorfor vedkommende mener, som de mener. En person mener måske ikke selv, at vedkommende er racist eller naiv. Tag ikke udgangspunkt i hvad vedkommende er i dine øjne, men hvad vedkommende er i sine egne øjne. Mærker modparten, at du ikke ser dem, som de ser sig selv, føler de sig misforstået; og kan du ikke overbevise dem om, at du også forstår dem som menneske og forstår deres position indefra, har de ingen grund til at tro, at du forstår, hvad du vil afskrive, hvorfor de ikke selv også afskriver det sammen med dig.

4. Vis svaghed

Vis svaghed. Vis at du ikke er fuldstændig urokkelig, men ville være villig til at ændre mening, hvis sådan og sådan var tilfældet, men – så vidt du i al ydmyghed kan se – er det bare ikke tilfældet. Folk har svært ved at lade sig overbevise af nogen, der ikke selv kunne lade sig overbevise af noget som helst. Hvis du vil have, at den anden skal være villig til at ændre mening, skal du vise, at du også selv kunne være villig til at ændre mening.

5. Vær alt det, medierne ikke kultiverer i debatklimaet

Det sidste store problem forbundet med rent faktisk at tale med folk, du er fundamentalt uenig med, og ikke bare afreagere på dem, er, at konflikt er underholdende. Det sidste råd er det, der er umuligt at opretholde, hvis du vil få ørenlyd noget som helst andet sted end i personlig samtale: Vær kedelig. Medierne kultiverer i høj grad en offentlig debat, der er konfliktdrevet. Det er i konflikten underholdningen består. Det er derfor, tv-debatter er sat sådan op, at deltagerne skal kunne afbryde hinanden, og der skal være hurtig oppositionel klipning. Nærbilledet af Trump er, hvor han står til venstre og ser til højre, og nærbilledet af Hillary er, hvor hun står til højre og ser mod venstre. Kontrastér dette med de første tv-transmitterede præsidentdebatter mellem Nixon og Kennedy, hvor deres ansigter var centrerede i billedet og de så lige ud, ind i linsen, og tiltalte det amerikanske folk. Der var ingen oppositionel billedkomposition, og konfliktpotentialet er også radikalt mindre i mødet mellem en talende præsident og en abstrakt tiltalt men ikke selv talende befolkning. Derfor skal moderne politikere tale om hinanden til hinanden, og ikke om lovgivning til folket, selv om det faktisk er sidstnævnte politik går ud på. En god historie kræver en konflikt. Et eventyr om en prins, der ikke er i konflikt med nogen eller noget som helst i hans forsøg på at få, hvad han vil få, hvorfor han umiddelbart bare får det, er intet eventyr. Fordi den gode historie kræver en konflikt, er krige også så unikt nyhedsværdige, selv om krige aldrig har fyldt så lidt i menneskehedens historie, som de gør nu. Problemet med krige er imidlertid, at det oftest er krige for andre. Men konflikter angående meninger og værdier involverer alle, der selv har meninger og værdier, hvorfor underholdningspotentialet i disse konflikter er så meget desto større. Er vi alle i ”krig”, er vi alle underholdt. Sådan bliver al journalistik til opinionsstof, eller nyheder, hvis relevans er afledt af deres relevans for opinionsstoffet.

Derfor skal du stoppe med at bekrige dem, du vil overtale. I modsætning til rigtig krig, er krig på ord mere personlig, stillingerne sværere at rokke, og ammunitionen uendelig.