Print artikel

Hvem får del i den nye deleøkonomi?

Er deleøkonomiens fællesskabsbudskab i virkeligheden er forklædt liberatarianisme? Foto: AirBnb
Feature
31.05.16
Begrebet 'deleøkonomi' rummer et løfte om dannelsen af fællesskaber gennem deling af ressourcer, men mange byer kæmper mod deleøkonomiselskaber som AirBnB, der ikke kan reguleres statsligt og som presser de eksisterende markeder. ATLAS undersøger, om deleøkonomiens fællesskabsbudskab i virkeligheden er forklædt libertarianisme – og socialt underminerende?

»For so long, people thought Airbnb was about renting houses. But really, we’re about home. You see, a house is just a space, but a home is where you belong. And what makes this global community so special is that for the very first time, you can belong anywhere. That is the idea at the core of our company: belonging.«

Sådan præsenterer Airbnb sig selv. De fortæller dig, at nu har du endelig fundet app’en, der lader dig udleve dit menneskelige urinstinkt om at føle dig hjemme over alt. Det, der i udgangspunktet har undermineret fællesskabet i vores samfund, skriver Airbnb, er den industrielle revolution, der gjorde landsbyer til byer og samfundet til et koldt sted fyldt med individualister, der ikke kommer hinanden ved. Det vil Airbnb ændre. »After all, our relationships with people will always be the most meaningful part of our lives. You just need to get to know them. That’s why Airbnb is returning us to a place where everyone can feel they belong.«

Da Time Magazine i 2011 kårede ’collaborative consumption’ til en af ti ideer, der kommer til at forandre verden, skrev de, at »den virkelige fordel fra deleøkonomien viser sig at være social«. Ifølge Time Magazine er det altså ikke først og fremmest en økonomisk fordel, vi får ud af deleøkonomien – nej, deleøkonomien reintroducerer faktisk fællesskabet.

Imidlertid har flere af de selskaber, der praktiserer deleøkonomi, været udsat for meget kritik for at skabe platforme, der producerer dårlige arbejdsvilkår og skatteunddragende strukturer. Airbnb har også været under hård kritik for at bidrage til et presset boligmarked i flere af deres ’nøglebyer’, som tilfældigvis er nogle af de byer i verden med de højeste leveomkostninger. Presset kommer af, at flere boliger bliver omgjort til hotellignende virksomheder, fordi det bedre kan betale sig for udlejere at leje ud på denne måde end gennem det almindelige, skatteregulerede lejemarked.

Den form for deleøkonomi, der er sprunget frem de sidste ti år, har skabt en ny tilgang til at forholde sig liberalt til et marked og tiltaler et andet segment i befolkningen end konservative liberalister. De nye processers aktører går til kamp mod det etablerede og fremmedgørende system, men det er væsentligt at undersøge, om vi ender med at skabe socialt underminerende strukturer, der til trods for nye budskaber om mellemmenneskelighed efteraber klassiske liberale markedsmekanismer, som øger afstanden mellem forskellige samfundsgrupper i stedet for at mindske den.

Overskudsressourcer

Deleøkonomien præsenteres som en mulighed, hvor folk kan mødes, dele og sælge deres ressourcer til hinanden uden at skulle bøvle med et stort system af mellemmænd og regler. Hovedsageligt gennem apps, kan almindelige folk blive entreprenører, ved at omskabe deres ’overskudsressourcer’ til indtægtskilder, og sælge dem til andre.

 

Virkeligheden er, at disse markeder ender med at tiltrække en klasse af velstående professionelle operatører, der udkonkurrerer amatørerne – akkurat som resten af økonomien

Umiddelbart er der flere gode sider ved deleøkonomien. Hvis flere deles om ressourcer, så de bliver bedre udnyttet, mindsker vi spild. Flere får også mulighed til at rejse, selv hvis de ikke har penge til eller behov for et flot hotel. Og så er det jo hyggeligt at lære nogle nye mennesker at kende.

Tankerne bag deleøkonomien handler ofte om, at de ressourcer vi deler i en eller anden udstrækning skal være overflødige eller ledige. Det er nemlig kun såfremt ressourcerne er til overs, at vi mindsker spild. Men der findes ingen generel definition af, hvornår en ressource er overflødig – og det er eksempelvis heller ikke et krav fra Airbnb at aktørerne, der lejer og udlejer gennem deres service, skal være amatører, der udlejer deres primærbolig en gang i mellem, når de for eksempel er på ferie og boligen er ledig. Det er heller ikke noget til hinder for, at privatpersoner begynder at udleje en eller flere boliger som et slags udlejningsfirma eller ligefrem tilegner sig ressourcer med det formål at udleje dem – og så begynder definitionen af en overflødig eller ledig ressource at strækkes.

William Alden punkterede i New York Times myten om, at deleøkonomien er en ny form for kapitalisme for lægmænd. Han skrev, at »virkeligheden er, at disse markeder ender med at tiltrække en klasse af velstående professionelle operatører, der udkonkurrerer amatørerne – akkurat som resten af økonomien.«

Det er det, der er sket i byer som New York:  store aktører er begyndt at bruge Airbnb som en platform for at drive en decideret virksomhed med den fordel, at de er unddraget mange reguleringer og skatter, fordi de ikke definerer sig som et faktisk firma. Alden nævner blandt andet en bruger på Airbnb, som har 272 steder til leje i New York og som tjente 6,8 millioner dollar fra 2010 til juni 2014.

Processen er den samme, som økonomen Thomas Piketty forklarer i sin efterhånden berømte bog Kapitalen. I en periode med lavkonjunktur vil formue være mere lønsomt end arbejde. Med andre ord vil dem, der kan investere (for eksempel lejligheder til udlejning) blive rigere, og de arbejdende, der ikke kan investere, vil stå stille. På den måde stiger uligheden.

Den eneste måde at modvirke dette er at regulere markedet. I en by som København, hvor lejemarkedet er statslig reguleret netop for at modvirke høje priser og for at sørge for, at byen bliver ved med at have en demografisk diversitet, er dette et problem. Det er også et problem, at lejligheder, der kunne have huset de mange boligløse i byen, i stedet bliver permanent udlejet som hoteller til turister såvel som byens egne beboere. For med mindre der bygges flere boliger, vil de lejligheder der udlejes gennem Airbnb, tage boliger fra byens beboere og give dem til turismen.

Generøsitet, hjælpsomhed og kærlighed: Sharing is the new buying

Mike Bulajewski knytter i essayet In the Cult of Sharing deleøkonomien sammen med en slags kultisk måde at udnytte folks følelser og deres behov for nærhed. Deleøkonomien bliver på denne måde en manipulerende struktur. Det er selve deleaspektet i deleøkonomien, som er korrupt ifølge Bulajewski, og det eksemplificeres tydeligt, når deling bliver defineret som: »en økonomisk transaktion mellem folk, arrangeret gennem digitale platforme ejet af venture-finansierede selskaber, der fungerer mellemmænd, så de kan tage en procentdel af profitten.«

Bulajewski er bekymret for, at deleøkonomien er blevet immun overfor kritik, fordi en trussel mod værdierne bag deleøkonomien samtidig bliver en trussel mod selve fællesskabet, som igen bliver en trussel mod følelsen af samhørighed for brugerne og medlemmerne af fællesskabet. Ideologikritikken bliver på denne måde sekundær i sammenligning med hensynet til for eksempel intimitet og lykke i et fællesskab.

 

Når aktørerne i deleøkonomien har betalt for tjenesten eller den udlejede bolig, skylder de ikke noget mere. Den økonomiske transaktion står altså i stedet for gengivelsen. Eftersom deleøkonomien i virkeligheden fungerer på samme måde som klassisk ureguleret markedsliberalisme, kan man måske snarere sige det omvendte. Nemlig at en sådan økonomi vil øge uligheden i samfundet, og dermed svække tilliden og fællesskabet

Bulajewski skriver, at »det, som er vigtig at forstå, er, at fortalere for ”deling” genopfinder vores forståelse af økonomiske relationer mellem individer, så de ikke længere implicerer individualisme, grådighed og egeninteresse. I stedet får de os til at tro, at den handel der foregår på deres platforme i sidste ende handler om generøsitet, hjælpsomhed, fællesskabsbygning og kærlighed.«

Selvom Airbnb’s struktur på mange måder kan minde om couchsurfing, betaler man for goderne hos Airbnb. Det gør en central forskel, og er det, der skiller ’gaveøkonomien’ fra deleøkonomien. Skribent Andrew Leonard bemærker i magasinet Salon, at det, der fungerer styrkende for tillid og sammenhold i en gaveøkonomi, er gengivelse. Dette princip er derimod ikke en del af deleøkonomien. Når aktørerne i deleøkonomien har betalt for tjenesten eller den udlejede bolig, skylder de ikke noget mere. Den økonomiske transaktion står altså i stedet for gengivelsen. Eftersom deleøkonomien i virkeligheden fungerer på samme måde som klassisk ureguleret markedsliberalisme, kan man måske snarere sige det omvendte. Nemlig at en sådan økonomi vil øge uligheden i samfundet, og dermed svække tilliden og fællesskabet.

Deleøkonomi er i dette tilfældet heller ikke et passende ord for denne aktivitet, ifølge The Harvard Business Review. Det rigtige ord er »access economy«, som går ud på at gøre produkter og tjenester mere tilgængelige for forbrugeren. For når deling bliver til en interaktion mellem to brugere, der ikke kender hinanden, og medieres af et firma, så kan det ifølge forfatterne ikke længere kaldes deling. Det vi ser, er snarere forbrugere, der betaler for at få adgang til en andens tjenester eller ressourcer.

Systemkritik eller kulturkritik?

Grunden til, at deleøkonomien tiltaler en anden gruppe folk end klassiske liberalister er ifølge Bulajewski, at kritikken af det kapitalistiske system er gået fra at være systemkritik til at blive en kulturkritik.

»For dem, der kritiserer kapitalismen nu, er problemet ikke systemet selv, men i stedet den fordærvede samtidige vestlige kultur, der er grådig, individualistisk, selvoptaget og begærlig. Og at den belønner grådige korrupte individer med dårlige hensigter.«

Det er altså ikke længere selve det kapitalistiske system, der får skylden.

 

Når Airbnb i sin præsentation lægger op til, at brugerne modvirker det kapitalistiske system ved at love, at vi nu skal væk fra den kolde individualisme og tilbage til samhørighed og intimitet, undslipper deleøkonomien samtidig en systemkritik, af hvordan den faktisk fungerer i en markedsøkonomi

 

Samtidig er denne kritik af upersonlighed kendetegnende for ethvert stort system, ved at det regulerer på makroniveau og forholder sig til folk i et stort maskineri. I stedet for at søge efter et mere radikalt skift i den måde, vi organiserer vores samfund, kommer deleøkonomien ind som et nyt alternativ, der snarere end at lave om på forholdene undgår reglerne. Når folk for eksempel bor så dyrt, at de er nødt til at leje deres lejlighed ud gennem Airbnb, for at kunne blive boende, er det ikke det systemiske problem i denne boligsituation deleøkonomien vil gøre noget med, men i stedet gøre det nemmere for folk at klare sig gennem disse forhold. Og på den måde egentlig bidrage til at drive boligsituationen videre i samme retning.

Når Airbnb i sin præsentation lægger op til, at brugerne modvirker det kapitalistiske system ved at love, at vi nu skal væk fra den kolde individualisme og tilbage til samhørighed og intimitet, undslipper deleøkonomien samtidig en systemkritik, af hvordan den faktisk fungerer i en markedsøkonomi.

Den psykologiske effekt, deleøkonomien har, er ifølge Bulajewski, at den fejlagtigt betragter forbrugerens valg som en form for øget selvbestemmelse og magt. Det virkeligt farlige består her i, at man derved forandrer markedet til et felt for social forandring. Og eftersom vi placerer social forandring inden for markedets grænser, bliver denne forandring også afgrænset til ikke at kunne føre mere grundlæggende systemiske kritikker.

Lej ulovlige bosættelser til et par hundrede dollars per nat

I januar i år kom det frem, at flere bruger Airbnb til at udleje boliger i ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden. Saeb Erekat, generalsekretær for PLO og professor i statsvidenskab ved An-Najah National University i Palæstina, skrev til Airbnb for at kræve, at de fjernede annoncerne og agerede i overensstemmelse med international lov.

»Ved at promovere disse udlejninger på deres hjemmeside, promoverer Airbnb samtidig den ulovlige israelske bosættelse på okkuperet land,« sagde han i den forbindelse.

Nyhedsbureauet Associated Press pointerer, at selskabet også har udlejere steder i det tyrkisk-besatte område i Nordcypern og det marokkansk-besatte Vestsahara.

Problematikken med disse udlejeboliger viser en anden side af det uregulerede i deleøkonomien. Ved at have en struktur, der undgår at definere sig inden for rammerne af et selskab med ansatte, men identificerer sig som en platform, der sætter privatpersoner i kontakt med hinanden, undslipper Airbnb også et ansvar, som andre selskaber tillægges.

I annoncerne på Airbnb får man heller ikke som bruger en advarsel om, at man ved at leje disse boliger, bliver ulovlig bosætter for en nat. Værelset »Private Room & Bath in a Garden Apt« i det besatte og af Israel annekterede Østjerusalem, har for eksempel 4,5 af 5 stjerner. 63 anmeldelser fra glade gæster beskriver stedets placering som »amazing«, »very practical« og »If you want to stay in accomodation that feels like home from home, then this is the place for you.«

Udlejestederne nævner heller ikke i deres beskrivelser, at man for at komme frem til flere af dem, skal igennem flere militære check points. En falsk side, som nu er fjernet, opførte »stolen home by illegal settlers«, hvor du kunne bo for $100 per nat. Teksten lød: »Come stay at an illegal settlement built on stolen Palestinian land. This stolen home comes with views of the Apartheid Wall. You may hear occasional gunfire from the Israeli Occupation Forces firing zone, which recently replaced a destroyed Palestinian village nearby.« Siden lover »Palestinian-free views«, »swimming pool (filled with stolen aquifer water)«, »stolen olive trees, private roads, armed guards, barbed wire and electrified fences.«

Kæmp for systemet

Men hvor skal ansvaret for denne udlejebesættelse placeres? I en FN-rapport fra 2013 skriver Richard Falk, at »Pres fra det internationale fællesskab om at opretholde international lov, er ikke længere begrænset til stater som de primære bærere af ansvar. Selskaber, individer og grupper kan blive impliceret for opførsel, der bidrager til ulovlige handlinger.«

Når man som individ kan blive holdt ansvarlig for at bryde international lov gennem at bo på Vestbredden gennem Airbnb, bliver forbrugeren stillet over for konflikter og problemstillinger, der kan være for store i dagligdagen. Tanken bag deleøkonomien er jo god nok. Det er en god idé at deles om ressourcer og give folk nemmere adgang til at sælge varer til andre. Det vigtige er, at dette foregår indenfor nogle rammer, som er sat op for at beskytte såvel arbejdstagere som internationale love for ulovlig besættelse. Som det er i dag, undslipper man gennem blandt andet Airbnb forskellige landes lovgivning på en række punkter. Hvorfor skal man leje sin lejlighed ud på det ordinære lejemarked, hvis man kan leje den ud for tre gange så meget på Airbnb, og oveni købet blive beskattet meget mindre?