Print artikel

Hvad var De Gule Veste?

»Dem med hjertet til højre kan konkludere, at oprøret slet ikke har en berettigelse, mens dem med hjertet til venstre kan konkludere, at det godt nok er berettiget, men desværre er blevet ført af de forkerte mennesker på det forkerte tidspunkt.«
Feature
29.11.19
For nylig var det et år siden, at De Gule Veste begyndte deres demonstrationer mod en forhøjelse af benzinafgiften i Frankrig. Den franske intellektuelle elite gik hurtigt i akademisk selvsving over bevægelsen, som imidlertid hele tiden undslipper de velkendte forklaringsmodeller. En af disse intellektuelle, Jacques Rancière, søger på den anden side at forklare, hvad der er på spil, når de andre intellektuelle prøver at forklare, hvorfor folket nu er gået på gaden.

Frankrig er et land, hvor man tager det diskursives magt ret alvorligt. Der lader således altid til at være en passende anledning til at stille spørgsmålstegn ved, om noget faktisk eksisterer eller blot er en myte. Særligt på radiokanalen France Culture nyder journalistholdet at orientere diskussionerne omkring en virkelighed-myte-akse og stille kvasimetafysiske spørgsmål af typen: Har Maj 68 fundet sted? Er Europa en myte? Og endelig, i en udgave af programmet Signes des temps, om de der gule veste godt nok eksisterer?

Spørgsmålet er indlysende nok ikke, om der eksisterer mænd og kvinder i gule veste derude i de franske rundkørsler og til ”lørdagsshopping” på Champs Élysées. Dem har vi efterhånden set mange gange på tv. Spørgsmålet er snarere, om den omfattende diskurs om protestbevægelsen er ved at løsrive sig fra sit objekt og få en selvstændig eksistens. Udgangspunktet for at stille spørgsmålstegn ved De Gule Vestes eksistens var nemlig den kaskade af udgivelser, som ville udkomme i løbet af foråret eller allerede på det tidspunkt var udkommet om den dengang kun to måneder gamle bevægelse. Her lever Frankrig virkelig op til sit ry som det land, hvor de intellektuelle, med Jean-Paul Sartres formulering, har travlt med at blande sig i alt det, som egentlig ikke vedkommer dem.

»Jeg tror, at vi skal gøre op med den faste praksis, hvor vi beder ‘såkaldt intellektuelle’ om at forklare, hvad der foregår.«

Bladrer man gennem de to første skud på stammen, nemlig tidsskriftet AOCs antologi Gilets Jaunes: Hypothèses sur un mouvement og tekstsamlingen Le fond de l’air est jaunes: comprendre une révolte inédite, er det første, der slår én, at De Gule Veste kan give de franske intellektuelle anledning til at tale om nærmest alt og drage de mest forskelligartede konklusioner. Den brogede flok af midaldrende mænd og kvinder i gule veste, som går på gaden i protest mod afgifter på brændstof, kan på en eller anden måde indlemmes i samtlige intellektuelles teorier om, hvordan det hele hænger sammen.

Således handler det for Bruno Latour om det vanskelige i at forlige civilisationsprojekt og konkret territorie, for Thomas Piketty om skatteretfærdighed og ulige indkomstfordeling og for Alain Finkielkraut om de almindelige franskmænd i det perifere Frankrig, som er blevet svigtet af globaliseringen. Det giver Chantal Mouffe anledning til at tale om populisme på venstrefløjen og de franske revolutionshistorikere til at drage paralleller tilbage til 1789 og sammenligne De Gule Veste med sans-culotterne og Macrons Store Debat med Stænderforsamlingen i 1789.

De Gule Veste er udover at være en politisk begivenhed således gået hen og blevet en intellektuel begivenhed. En anledning til at udforme teorier og hypoteser om vores samtid og om Frankrigs aktuelle tilstand. De franske intellektuelle er ivrige efter at forklare, hvad der er på spil, men som den franske filosof Edgar Morin har påpeget, er der et eller andet i De Gule Vestes-bevægelse, der gør, at alle de velkendte forklaringer kommer til kort.

Dem med hjertet til højre kan konkludere, at oprøret slet ikke har en berettigelse, mens dem med hjertet til venstre kan konkludere, at det godt nok er berettiget, men desværre er blevet ført af de forkerte mennesker på det forkerte tidspunkt.

For selvom protestbevægelsen giver anledning til en lang række hypoteser, hersker der stadig generel forvirring og uenighed om, hvor på progressiv-reaktionær-aksen den skal placeres: Er der er tale om reaktionære klimaskeptikere eller indignerede borgeres berrettigede oprør mod neoliberalismens ulighed? Eller er det blot voldspsykotiske ballademagere, der er på spil? Som David Weuth, skribent på det franske netmedie Le Vent Se Lève, formulerer det, har De Gule Veste ydmyget og overflødiggjort den intellektuelle venstrefløj, der har forsøgt at tænke den ind i sin egen mytologi om det revolutionære subjekt, og som pludselig har fået dårlig smag i munden, da de fandt ud af, at der i den gule masse altså også befandt sig homofober og racister.

Også en af højrefløjens intellektuelle, Alain Finkielkraut, er blevet ydmyget af De Gule Veste, da han til en af aktionerne blev mødt med antisemitiske tilråb, hvilket ledte Finkielkraut, der i begyndelsen sympatiserede med bevægelsen, til at erklære den sekterisk og totalitær. Hverken Jean-Luc Mélenchon eller Marine le Pen med dertilhørende intellektuelle følgesvende er lykkedes med at appropriere bevægelsen, omend de ivrigt har forsøgt i en fælles vredesrus mod Macron-regeringen.

Så måske er det på tide, at de ydmygede intellektuelle begynder at udvise lidt ydmyghed. Det interessante ved den franske filosof Jacques Rancières indspark i debatten er, at han, blandt andet i et interview på France Culture, anfægter selve præmissen for det forehavende, som han selv tager del i: »jeg tror, at vi skal gøre op med den faste praksis, hvor vi beder ‘såkaldt intellektuelle’ om at forklare, hvad der foregår, altså bringe orden i den fremherskende uorden for at berolige alle og enhver, særligt dem der regerer.«

Rancière har gennem sit forfatterskab vendt sig mod historiens »filosofkonger« fra Platon over Marx til sin egen læremester Louis Althusser, som søger at forklare folket, hvad den virkelige politiske handling er, og som således på nedsættende vis afviser de urolige masser, som selv tror, de har gang i en eller anden form for politisk aktivitet. Folket følger nemlig sjældent den lærebog, som filosofkongen har skrevet.

I tråd hermed stiller Rancière spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig er på spil, når hele den franske intellektuelle elite søger “at forklare”, hvorfor folket nu er gået på gaden. I sit bidrag til AOCs antologi argumenterer Rancière for, at der i forklaringen ligger en form for delegitimering af oprøret. Forklaringen består nemlig i at vise, at der faktisk ikke er sket et brud, at der ikke er sket noget nyt, at der ikke er tale om en egentlig begivenhed. Forklaringens logik er netop at vise, at det oprør, som er kommet bag på alle og enhver, ikke har andre årsager end dem, der styrer tingenes vanlige orden, og som Rancière udlægger det, kan dem med hjertet til højre dermed konkludere, at oprøret slet ikke har en berettigelse, mens dem med hjertet til venstre kan konkludere, at det godt nok er berettiget, men desværre er blevet ført at de forkerte mennesker på det forkerte tidspunkt. Præcis som Althusser og den kommunistiske universitetsgarde gjorde, da de afviste ungdomsoprøret i 1968 som det priviligerede småborgerskabs hysteri. De intellektuelle har på en eller anden måde allerede gennemskuet, det som folket ikke selv kan se, og verden forbliver derfor delt i to: »der er de folk, som ikke ved, hvorfor de gør oprør, og så er der dem, som ved det for dem.«

De Gule Veste demonstrerer om noget, at det kan være svært at forudsige, hvem det næste revolutionære subjekt bliver. At Revolutionen aldrig er helt, som man havde forestillet sig. Frankrig var i foråret 2018 præget af demonstrationer, strejker og blokader i protest mod blandt andet Macron-regeringens universitetsreform og arbejdsmarkeds - og pensionsreform. Men hvem kunne have forudset, at det skulle blive middelklassens protester mod afgifter på brændstof og ikke de studerendes oprør mod adgangsbegrænsning på universitetet eller jernbanearbejdernes oprør mod at sætte pensionsalderen op, der skulle skabe den største mobilisering siden 1968 og tvinge Macron-regeringen i knæ? Så i stedet for at spekulere i årsager, som kan bringe orden i den uorden, oprøret har skabt, skal vi ifølge Rancière kigge på oprørets logik og se på, hvad den fortæller os om tingenes dominerende orden.

Når folket går på gaden, og de franske intellektuelles forklaringer kommer til kort, så tyder alt på, at der er ved at finde en politisk begivenhed sted.

Jacques Rancières originale bidrag til den filosofiske tradition (og dermed også til analysen af De Gule Veste) ligger i idéen om, at politik grundlæggende set er et æstetisk foretagende, en såkaldt »deling af det sanselige«, der, som han formulerer det i interviewbogen, Le partage du sensible, beskæftiger sig med »hvad der lader sig se og hvad det er muligt at sige om det, hvem der har mulighed for at se det og er i stand til at tale om det, om bestemte rums egenskaber og om tidens muligheder «.

Rancière har med begrebet om delingen af det sanselige udfærdiget en analyse, der kan bruges i stort set alle sammenhænge (hvilket har givet ham anledning til at skrive en lang række bøger, som til forveksling kunne ligne hinanden), for der er ikke det, der ikke er delt: tiden, rummet, det der kan ses og det der kan høres, og denne deling kommer i udtryk i alt: teater, film, litteratur, politiske bevægelser, moderne kunst etc. Med begrebet peger Rancière på måden, hvorpå samfundet altid allerede er givet en form, der udstikker en horisont for, hvad vi ser og hører, og hvad vi opfatter som muligt i politik. En form, der dikterer, at nogle mennesker er på bestemte steder på bestemte tidspunkter, at der er nogle vi ser og andre vi ikke ser, nogle stemmer vi hører og andre, der ikke bliver hørt. At der er nogle, der ikke har tid til at lave andet end deres arbejde og dermed på forhånd er ekskluderet fra det politiske liv.

Det, vi almindeligvis opfatter som politik, og som vi mener at deltage i, når vi følger med i partilederrunderne og stemmer til folketingsvalg, har ifølge Rancière intet med det politiske at gøre, men er derimod en simpel administrering og reproduktion af den herskende ”politiorden”. Der er en helt masse mennesker, som altid er klar til at tage ordet, og som udtrykker den officielle holdning på vegne af en bestemt etableret position, på vegne af venstrefløjen eller højrefløjen, og som er lidt trættende at lytte til, fordi vi ved, at de egentlig ikke ændrer noget. Som Rancière formulerer det i sit værk om politik og litteratur, Politique de la littérature, begynder politik derimod først i det øjeblik, hvor »de, der ikke har tid til at lave andet end deres arbejde, tager sig den tid, som de ikke har, for at bevise, at de rent faktisk er talende væsener, som deltager i en fælles verden og ikke blot rasende og lidende dyr«.

Som Rancière fremhæver, er De Gule Veste om noget et eksempel på den stumme og usynlige masse, som ikke normalt gør oprør, en »tåge, der er svær at kvalificere sociologisk og ideologisk.« Dem vi passerer på gaden og på parkeringspladsen uden at lægge mærke til dem. Når disse usynlige individer pludselig lader sig se ved at tage en gul vest på og stiller sig op i rundkørslerne, eksemplificerer de en politisk subjektiveringsproces, hvor de, der ikke normalt er blevet ‘talt med’, gør opmærksom på sig selv som talende væsener og politiske subjekter.

Oprørets logik består lige præcis i at bryde de rammer, som vi almindeligvis forstår årsagerne til orden og uorden indenfor. Og indenfor hvilke vi forstår, hvem der er i stand til at udtale sig om det. Politik begynder i det øjeblik, hvor de, der ikke normalt har en stemme giver sig til at tale, og hvor de siger noget, som vi ikke havde forventet, at de ville sige. Så når folket går på gaden, og de franske intellektuelles forklaringer kommer til kort, så tyder alt altså på, at der er ved at finde en politisk begivenhed sted. Det afgørende er således egentlig ikke, om De Gule Veste kan få deres krav igennem eller om deres krav for den sags skyld giver mening, men at der er sket en eller anden rekonfiguration af det sanselige, et brud med den dominerende orden, som gør, at lidelse og utilfredshed tager en ny form, nemlig som uretfærdighed.

I en lille tekst med titlen Maj 68 har ikke fundet sted fra 1984 argumenterer den franske filosofduo Gilles Deleuze og Felix Guattari for, at ungdomsoprøret i 1968 ikke skal forstås som en faktuel eller historisk begivenhed, men snarere som en ‘ren begivenhed’. Ved at omskrive en central passage fra denne tekst kan vi konkludere: De Gule Veste  eksisterer ikke, men er snarere en ren begivenhed befriet for enhver normal eller normativ kausalitet. Der er helt sikkert en helt masse ståhej, nonsens og snakkeri, en masse dumhed og et væld af illusioner i bevægelsen, men det er ikke det, der tæller. Det væsentlige er, at det er et visuelt fænomen, ligesom hvis et helt samfund pludselig fik øje på dét, som det ikke længere kunne tolerere og samtidig anede muligheden for noget andet.