Print artikel

Humaniora bliver vredet ud af den offentlige samtale

»Hmmm...er køn mon en social konstruktion?« Det er kommet på mode i USA at hade ”postmodernismen” og især irriterende, franske bohemetyper som Foucault og Derrida
Kommentar
20.06.19
Det er kommet på mode i den brede offentlighed at hade socialkonstruktivismen, og relativisme er blevet et fyord. Det er stærkt bekymrende og udtryk for menneskeligt overmod, at vi igen er blevet så forhippede på at finde endegyldige svar. For naturvidenskaben er kun rationel, når man anerkender dens begrænsninger.

Er køn en social konstruktion? Nej, siger en hastigt tiltagende andel af de mennesker – som oftest akademisk uddannede - jeg har talt med om emnet de seneste år. Køn er biologi, siger de måske så, som om biologi og socialkonstruktioner på nogen måde udelukker hinanden!? Kantinesnak, om hvorvidt kønnene kan reduceres til biokemi, gør måske ingen åndelig vinter, men fænomenet bag tendensen er bekymrende. Det er, som om de forklaringsmodeller, som humanismen har fremført med stærk offentlig virkning i den sidste halvdel af det 20. århundrede er ved at blive vredet ud af den brede offentlige opinion. Det er foruroligende. For et anslag imod humanioras bidrag som vedkommende forklaringsmodeller i samfundsdebatten er ligeledes et anslag imod humanismen i samfundet. Det er et rygstød for idiosynkrasier og opulent idealisme og en kæp i hjulet på rationalismen.

Hvis man timelapsede os, ville vi ligne de der optagelser af blomster, der på sekunder folder sig ud, krymper sammen, visner og forsvinder

»Nej, nej« tænker du måske: »rationalismens højborg er naturvidenskaben, og den trives jo særdeles fint i den offentlige debat«. Men naturvidenskaben er kun rationel, når den udfoldes i erkendelse af sin egen afgrænsning. Den kan konstatere, men sjældent forklare; dens metier er ”hvad”, men ikke ”hvorfor”. Aktuelt prøver vi i offentligheden at få naturvidenskaben i dens mest vulgariserede former til at udfylde det meningsvakuum, vores igangværende afskaffelse af den humanistiske intellektualisme medfører. Men det kan naturvidenskaben ikke, uanset hvor ofte en eller anden adfærdsforsker siger stenalderhjerne på tv. Naturvidenskab og moderne humaniora hviler på samme naturalistiske, antiidealistiske grundantagelse; de er hinandens forudsætninger og ikke hinandens modsætninger. Tag nu spørgsmålet om køn f.eks., og lad os kaste et naturvidenskabeligt blik på mennesket og verden: Mennesket består af ilt, kulstof, brint og en sjat kvælstof plus et par knivspidser af andre grundstoffer. De enkelte atomers dele er i bevægelse, om end kernen holdes på plads af kernekraft. Fast er den ikke; fast er intet. Mennesket er ligesom jordkloden i konstant bevægelse af re-og dekonstruktion. Hvis man timelapsede os, ville vi ligne de der optagelser af blomster, der på sekunder folder sig ud, krymper sammen, visner og forsvinder. Bjerge, sletter, have og kontinenter sejler rundt, skaber nye formationer, kolliderer, dør og genopstår, og når vi ikke kan se det, er det kun fordi, vores tid på jorden er knap. Vores tid er ikke havenes tid, er ikke bjergenes tid, er ikke jordklodens tid, er ikke universets tid. Planeter slynges ud, trækkes ind til stjernerne, opsluges af dem, dør som eksplosioner midt i galakser, der stadig er i bevægelse væk fra det udgangspunkt, der slyngede dem ud engang i en tid, der er så fjern, at en stjernes levetid er et glimt af et knips med to menneskefingre til sammenligning. Dét er vores verden; det er her vi bor. Det ved vi.

I Inger Christensens DET fra 1969, som litterært kondenserer efterkrigsgenerationens erkendelser om verden, er der en fantastisk beskrivelse af menneskets kulturskabelse som natur. Vores byer ligner fra oven koralkolonier, påpeger digtet - reder og tuer. Vi samler materiale, stabler det ovenpå hinanden, bygger udad og opad, og imellem materialerne iler menneskene rundt. De døde bæres ud af hulerne, nedgraves eller brændes, nye liv kommer til i hulrummene, og der rives ned og bygges nyt. Menneskene er der hele tiden, men det enkelte menneske, er der kun som en kort bevægelsesstrøm i byens materie. Det enkelte menneske er et lille-bitte-bitte mikroskopisk bio-udråbstegn, blandt hundes, blandt fugles, blandt græs’ og træers udråbstegn, i byens myriade af liv. Byer vokser, skrumper, forlades, fortæres af natur.

Humaniora skulle ligesom kunsten ikke længere besynge; den skulle dekonstruere. Den skulle være en torn i øjet på menneskeheden, så vi aldrig fik lov at glemme, hvad vi er i stand til at udsætte hinanden og verden for

Og det ér jo sådan, det er. Vi ved det. Vi har set kloden udefra, og vi har opmålt det kendte univers. Vi ved, at vi ikke er væsensforskellige fra resten af universets atomare fremtrædelsesformer. Hvordan kan vi – med den viden in mente – hævde, at vores ord er absolutte og hinsides os selv? Hvordan kan vi forledes til at tro, at det, vi kalder ”han” og ”hun” eller ”hund” eller ”kat” eller ”grøn” eller ”firkantet” eller ”sød” eller salt” for den sags skyld, nogensinde kan være andet end vore egne fiktioner, der skal skabe mening og system i vores minimale hjørne af alting. Hvordan skulle vores organisation være mere universel end myrernes, goplernes, træernes eller stjernenes organisation? Hvordan skulle hele verdens uendelighed kunne referere til vore betegnelser? Kalder stjernerne måske hinanden for stjerner; kalder træer hinanden for eg og ask? Køn er – og jeg må indrømme at betragte det som en selvfølgelighed - ligesom alle andre betegnere noget, vi skaber for os selv. Det er navne, som vi og kun vi giver det, der ligger imellem og udenfor os. Det er et skuespil, som kun vi opfører for at kunne træde frem i verden som os selv. Vi kan ligeså lidt nå verden udenfor sproget, som myren kan nå verden udenfor tuens organisation, eller som træet kan nå verden udenfor for sin biotop. Menneskets verden referer til sig selv. Visse af antikkens filosoffer anede det, middelalderens konceptualister vovede at påpege det, men, nutidsmenneskene, vi ved det jo, og vi har vidst det længe. Socialkonstruktivismen, forstået i bredeste forstand, slog erkendelsesmæssigt igennem i kølvandet på verdenskrigene og holocaust og blev i resten af det tyvende århundrede dominerende i såvel de akademiske strømninger i humaniora og socialvidenskaberne som i den politiske diskurs i Europa og USA – indirekte i hvert fald. For det var med nazismens fortrædeligheder, det blev tydeligt for enhver, hvad det selvovervurderende menneske er i stand til af udrette af uhyrligheder. Den positivistiske racelære, der mente at række udover menneskelig forestilling og ind i naturen, biodetermismen, den arrogante ide om menneskelige forestillingers universalitet - dét er holocausts grundstof – men det var også helt almindelig, udbredt akademisk teori i første halvdel af det 20.århundrede. Efter den 2. verdenskrig vendte både kunst og humaniora sig rimeligvis bort fra de højstemte besyngelser af menneskets skaberkraft, der havde domineret indtil da. Fantasierne om det gode, det sande og det skønne døde med bunkerne af afsjælede menneskekroppe i koncentrationslejrene destruktionsfabrikker. Humaniora skulle ligesom kunsten ikke længere besynge; den skulle dekonstruere. Den skulle være en torn i øjet på menneskeheden, så vi aldrig fik lov at glemme, hvad vi er i stand til at udsætte hinanden og verden for.

At bringe humanioras indsigter til torvs i den offentlige debat føles oftest som at medbringe fjerbold og ketsjer til en vandpolokamp

Det er nu kommet akademisk på mode i USA at hade ”postmodernismen” og især irriterende, franske bohemetyper som Foucault og Derrida. Men også helt andre stamfædre til den moderne humanistiske erkendelse såsom Adorno og Lacan står for tur. En lignende tendens murrer i den danske offentlighed. Kun i sekteriske miljøer, der diskuterer rapteksters ”kvindesyn” med sig selv og siger ”check your privilege” til en omverden, der allerhøjest griner tilbage, lever humaniora som forpint skyggeform af sig selv. Relativisme er på vej til at blive et skældsord. Det subjektive betragtes som fantasteri eller affektion. Humaniora må ikke tro, den er noget. Vi vil have evidens for det inevidente. På tv ævler ”eksperter” om samler-jæger-samfund, når de skal forklare folks internetshopping, og folkeskoleelever lærer ammestuesnak om amygdala og frontallapper, så de selv kan løse konflikter uden at forstyrre de voksne. Ingen bruger ord som sjæl eller blot fornuft eller bevidsthed længere, fordi det er det så tydeligt refererer til noget menneskeforestillet. Der er efterspørgsel på eviggyldige universalier igen, hvor en mand er en mand (punktum), og hvor man kan slutte kausalt fra et tal til det levede menneskelivs uhyrlige kompleksitet. I randområderne af offentligheden vinder den gamle biodeterminisme sågar terræn: ”hænger etnicitet, IQ og ”kulturelt stadie” mon ikke alligevel sammen? Se denne statistik.” Det menneskelige hovmod er på hastig fremmarch globalt. Inkarnerer folkevalgte ledere som Trump, Orbán, Erdoğan og Bolsonaro ikke hovmodet? Er deres magt ikke frugten af selvransagelsens fravær?

Vi er ved at smide nogle af menneskehedens dyrest købte erkendelser væk i vores søgen efter endegyldige svar, der slet ikke er til vores rådighed. Vi er mennesker, bittesmå, og i det store billede aldeles ubetydelige. Hvis vi glemmer de begrænsninger for vores virkelighed, som humaniora de sidste 70 år vedvarende har insisteret på at påpege, slår vi ind på den alvorligst tænkelige erkendelsesmæssige fejlkurs. Humaniora er døende i den brede offentlighed, og der står ingen arvtager klar i kulissen. Der er ingen tilbage til stædigt at påpege menneskets lidenhed. Jeg, for min del, forsøger jævnligt at tage mig sammen til at hæve defibrillatoren. Men arenaen for debat på humanistiske præmisser er så godt som forsvundet. At bringe humanioras indsigter til torvs i den offentlige debat føles oftest som at medbringe fjerbold og ketsjer til en vandpolokamp.