Print artikel

Hellere undgå flygtninge end hjælpe folk i nød

Resten af verden er fjern i den danske valgkamp.
Interview
18.06.15
Udenrigspolitik er for indviklet og fjern til at tage op i en valgkamp, og danskerne har rigeligt med problemer på hjemmefronten, for eksempel ubelejlige flygtninge. Men at tænke snævert nationalt er at løbe fra et fælles europæisk ansvar, mener professor i international politik Georg Sørensen.

På Strøget i Aarhus hænger to af valgkampens få udenrigspolitiske indslag: ANERKEND PALÆSTINA NU, STOP NAZI-ZIONISME står der under et billede af ’digtertossen’, som Ekstra Bladet kalder Yahya Hassan; WIN-WIN MED BRIKS, IKKE KOLLAPS OG KRIG lyder det fra Poul Gundersen og Schiller Instituttets Venner, hvis verdensomspændende søkort af en valgplakat hænger som en særegen, alt for vidt flaksende fugl i et indenrigsfikseret reservat.

Ellers er der stille omkring udenrigspolitikken. Frem til valget er den parkeret på et sidespor, hvorefter man i spænding imødeser den ekspert, der i tilfælde af en Lars Løkke Rasmussen-regering vil udrede den fremadrettede strategi. I mellemtiden tales der hospitaler, ældrepleje, 30 timers arbejdsuge og flygtninge og indvandrere, det sidste dog sjældent som andet end et rent indenrigspolitisk anliggende; »uønskede gæster, uanset hvordan du vender og drejer det,« som Mette Reissmann (S) kom til at sige for at halvt års tid siden.

Da Martin Krasnik i Deadline for nylig spurgte Inger Støjberg (V) og Martin Lidegaard (R), hvorfor Middelhavets bådflygtninge er et vigtigt problem, lød de første reaktioner således: »Fordi det kan være med til at ændre det danske samfund« (Støjberg) og »Fordi det påvirker vores trivsel og tryghed« (Lidegaard). Først bagefter kom det som et vedhæng, at der er tale om en humanitær katastrofe – »det tror jeg, jeg har sagt så mange gange, at jeg næsten ikke behøver gentage det«, sagde Martin Lidegaard.

Ikke at der er noget nyt i, at politikere i en valgkamp retter fokus indenrigs. Borgerkrigen i Syrien, Islamisk Stat og flygtningestrømmene fra Afrika er alt sammen alt for langt fra den danske hverdag – fjernt; abstrakt; billeder på en fjernsynsskærm; noget, mange vælgere, hvis vi skal være ærlige, ikke interesserer os synderligt for. Læg dertil, at politikerne reelt er forvirrede, med hensyn til hvordan man faktisk løser problemerne, hvis de da overhovedet kan løses, og tænk på den stadig større liste af bekymringer, der melder sig, når talen falder på ’globalisering’ og ’internationalt samarbejde’ - krisen i Grækenland, arbejdsløsheden i Spanien, euroens mulige sammenbrud. Summa summarum er der al mulig grund til som UKIP i England at vende blikket indad og sige: I denne vanskelige tid er enhver sig selv nærmest.

Værdimæssig forpligtelse

Og så alligevel virker det lidt for nemt, lidt for gelinde at trække sig fra sin kollapsende omverden med disse ting som undskyldning. Det mener Georg Sørensen, professor i international politik ved Aarhus Universitet, der ellers er den første til at indrømme, at han ikke har svaret på hverken gældskrisen eller problemerne i Mellemøsten:

»Jeg kan ikke sige, hvordan vi gør det smartest i Irak eller Afghanistan, og jeg er med på, at alt det føles meget langt væk, når man som dansker først og fremmest tænker: ’Jeg slider hver dag i mit ansigts sved, så hvad vil politikerne tilbyde mig for min tårnhøje skat?’ Men det, der sker for øjeblikket, er, at vi er ved at få en verden, hvor vi udelukkende tager vare på os selv. Og den går altså ikke i dagens virkelighed, for det er vi simpelthen for flettet sammen til, og det er vi også for værdimæssigt forpligtet til over for andre mennesker«, siger Georg Sørensen.

Han peger på bådflygtningene som et konkret eksempel:

»Efterhånden er det blevet sådan, at det er vigtigere for os at undgå, at der kommer for mange flygtninge til Danmark, end at komme til undsætning, når mennesker er i livsfarlig nød. Hvad de jo er imellem Europa og Afrika, imellem Australien og Asien. Der er ved at snige sig en accept ind i vores del af verden af, at det kan vi sådan set bare sige nej til. Vi kan standse bådene og sende dem hjem, for det er sådan set deres problem, ikke vores. Og der savner jeg nogen, som siger: Ja, det her er enormt kompliceret, og der findes ikke én enkel måde at løse det på – men vi kan jo ikke bare lade mennesker dø«.

Deprimerende og defensivt

Georg Sørensen fremhæver tre emner, der berører millioner af mennesker, men er så godt som fraværende i den danske valgkamp. Det første er de skrøbelige stater, eksemplificeret ved et land som Libyen, hvor NATO-bomber fjernede Muammar Gaddafi, men efterlod et samfund i kaos og opløsning; det andet, at mens stadig flere problemer går på tværs af landegrænser, kniber det med at få strikket et internationalt samarbejde sammen, som folk faktisk engagerer sig i; og det tredje den stadig større ulighed, en bivirkning af den frie markedsøkonomi, hvor finansspekulanter tjener styrtende med penge, mens flere og flere hægtes af, marginaliseres, forarmes.

-Men hvis man som dansk politiker går til valg på, at ’jeg vil tage fat på emnet med skrøbelige stater, og vi skal diskutere EU mere og finde alternativer til markedsøkonomien’, bliver man så ikke bare stemplet som en tosse?

»’Tosse’ er næppe det rigtige udtryk. Men folk vil jo kigge ud ad vinduet, se lidt opgivende ud og sige, ’ham her vil altså løse alverdens problemer, men hvad kan han gøre for mig?’ Og det synes jeg sådan set også er en rimelig reaktion, for det er svært at bringe så store emner ned på et plan, hvor de får umiddelbar relevans for mennesker«, siger Georg Sørensen.

»Det er til dels lykkedes på ét område, nemlig klima, som har fået en plads i diskussionerne – også selvom den kun er lillebitte. Og det hænger formentlig sammen med, at der nu er så stor en ekspertkonsensus om, at klimaet faktisk er et problem, og at der er nogle helt konkrete ting, vi kan gøre for at løse det. Men de andre problemer møder vi stadig på den samme selvcentrerede måde. I stedet for at tage fat på de store problemer med økonomisk ulighed, svage stater og utilstrækkeligt internationalt samarbejde reagerer vi med at spørge: ’Hvor høj skal bistanden være? Hvor mange flygtninge skal vi tage? Hvor meget skal vi være med i EU?’ Det synes jeg er deprimerende og alt for defensivt«.

Alene diskussionen er et fremskidt

-Hvad kunne være et lille skridt i den rigtige retning?

»Jeg kunne i mit ideelle scenario ønske mig to ting. For det første, at man åbent sagde: ’Det her med, at vi skal nok klare os selv, og så må de andre finde ud af deres – det nytter altså ikke. Vi har nogle fælles problemer i en verden, som hænger så tæt sammen, som den gør, så vi bliver nødt til at snakke bedre sammen på tværs af landegrænser’. Og for det andet, at man begyndte at diskutere de store problemer, vi står over for. Det handler ikke om, at vi i Danmark skal tage 500.000 flygtninge eller have i enhver henseende åbner grænser. Vi har et relativt højt bistandsniveau og er dybt engagerede i lande rundt omkring i verden. Men jeg savner, at vi tager skridtet videre og siger, ’her er dukket et gigantisk problem op, og det kan vi ikke bare overlade til Italien og Grækenland’«, siger Georg Sørensen.

»Vi har selv været med til at skabe den situation i Libyen som gør, at der på kysten er frit slag for menneskehandlere, som opbevarer folk under nogle forfærdelige forhold, og som så skubber dem ud i nogle plimsollere mod Europa. Så vi kan ikke bare nøjes med at diskutere, hvor mange vi skal tage, hvor mange vi skal holde ude, og hvilke krav vi skal stille til dem. Vi bliver nødt til at gå forrest, tage ansvar for hinanden og være med til at se på, hvad der kan gøres for at løse problemet. Det er den form for velvilje over for at diskutere nogle fælles problemer, som jeg savner«.