Print artikel

Håb i mørket

Reportage
23.01.17
Demonstrationer ændrer ikke det store i øjeblikket, men de er et udtryk for håb. Lørdag samledes demonstranter verden over i protest mod fredagens indsættelse af Donald Trump som præsident. ATLAS rapporterer fra en weekend i Washington, som var domineret af Women’s March og efterlod et håb for de kommende fire år.

»We will not go away. Welcome to your first day!«

På et døgn er røde ’Make America Great Again’ kasketter skiftet ud med lyserøde pussyhats på plænen ved National Mall i Washington DC's centrum. Trumptilhængere, der dagen forinden var mødt op for at se deres formand blive indsat som USA's præsident, er skiftet ud med hjemmestrikkede kattehuer, der af uvisse årsager er blevet symbol på en af de største demonstrationer i verdenshistorien. Hvor stemningen i USA's hovedstad dagen forinden mest af alt mindede om en begravelse, så vidnede lørdagens mellem 500.000 og en million demonstranter - alene i Washington DC - om, at der er masser af aktivistisk kampvilje i den del af USA, der ikke støtter Trump.

Knyttede hænder kastes i luften, mens mantraet »This is what democracy looks like« kører på repeat. Skilte flagrer i luften med kreative budskaber, der afslører bredden i protesterne: ’We Stand With Planned Parenthood’, ’Ice has no agenda, it just melts’ og ’Black Lives Matter’. Skilte der er pro alt det, som Trump og hans tilhængere er anti. Det her præsidentvalg har på mange måder handlet om for og imod. For eksempel lød følgende ekskluderende budskaber på Trumpvælgernes skilte i går: ’Every real Muslim is a Jihadist’, ’Trump, make America great again – ban homo marriage’ og ’Black Lives Matter are racist thugs’.

Den amerikanske journalist og feministiske ikon, Gloria Steinem, puster til skellet i sin åbningstale, hvor hun smilende - bag store solbriller - konstaterer, at dagens fremmøde er ganske overvældende. Faktisk er der over 1000 busser mere til lørdagens protestmarch end til fredagens indsættelse.

»Because this, this, is the other side of the downside. This is an outpouring of energy and true democracy like I have never seen in my very long life. It is wide in age. It is deep in diversity. And remember the constitution doesn’t begin with ’I, the president.’ It begins with ’We, the people.’«

Som en af de ledende skikkelser i den amerikanske kvindebevægelse fra 1960’erne og 1970’erne, har Gloria Steinem været med til at kæmpe for flere af de rettigheder, som mange kvinder tager for givet i dag. Ulig mange af de fremmødte kvindelige demonstranter – inklusiv mig selv – som tilhører den generation, der kom efter. For en stor del af deltagerne, er det første gang, at de marcherer i fællesskab for en sag. På den måde har Trump været med til at skabe en ny feminisme. Det er pludselig blevet klart, at man kan miste nogle af de ting, som tidligere tiders feministiske aktivister har kæmpet for. Herunder især retten til fri abort. Steinems tale var en af dagens højdepunkter, og den bød på punchlines som »No more asking daddy«. En direkte opfordring til ikke at finde svar foroven - eller hos de mænd, der nu sidder på magten – men hos hinanden. »Introducer jer for dem, der står omkring jer og find ud af, hvad vi gør i morgen og i overmorgen og dagen derefter.«

Michael Moore var også blandt talerne i dagens imponerende line-up, som havde til formål at skabe kontekst inden eftermiddagens planlagte march. Filminstruktøren blev latterliggjort i månedsvis for sin forudsigelse om, at Trump ville vinde valget stort. Men nu har han i den grad vundet ny popularitet og et publikum, der tager ham alvorligt. Med sans for dramatik rev han dagens eksemplar af Washington Post over fra scenen. På forsiden var et billede af den nye præsident og førstedame med overskriften ’Trump Takes Power’. »I don’t think so,« var Moores kommentar. Herefter udleverede han telefonnummeret til de embedsmænd, som har til opgave at godkende Trumps valg af Betsy Devos til uddannelsesminister. »Call them,« opfordrede han flere gange, mens han gentog nummeret. Formålet, at blokere valget af Devos.

Folk ventede tålmodigt i de godt fire timer, hvor talere i alle former, farver og faconer passerede forbi mikrofonen. Kendisnavne som Alicia Keys, Scarlett Johansson og Janelle Monáe, samt politiske forkæmpere som LGBTQ-aktivisten Janet Mock, borgerrettighedsforkæmperen Angela Davis, Planned Parenthood direktøren Cecile Richards og mange flere strøg forbi scenen med hver deres stærke budskab. En fællesnævner, der gik igen i alle talerne, var opfordringen til, at det her kun er begyndelsen: »You have the power«, »Go home and fight«.

Forfatteren og aktivisten Rebecca Solnit skriver i bogen Hope in the Dark om effekt og handling. En bog, der giver et fremragende indblik i aktivismens historie og forklarer, hvorfor der er håb, når det ser allermest sort ud. Derfor blev Hope in the Dark frigivet til gratis download fra forlaget i ugerne efter det amerikanske præsidentvalg i november. Ifølge Solnit har aktivister en forestilling om, at deres arbejde hurtigt skal vise resultater. At der er et direkte udbytte for den indsats, de gør. En sådan forestilling fører ofte til skuffelse, for virkeligheden er en anden.

»A lot of activists seem to have a mechanistic view of change. They operate on the premise that for every action there is an equal and opposite and punctual reaction and regard the lack of one as failure.«

Solnit forklarer, at selv om demonstrationer ofte kan se voldsomme ud eller virke imponerende, så har de sjældent større indvirkning i det politiske system end netop det: at se kraftfulde ud i den kollektive bevidsthed. Med andre ord er der snarere tale om symbolik. »They enter the conversation forcefully, but it remains a conversation.« Forandring af systemer bliver først synlige over tid, når man kan se tilbage på historien og samle de forskellige brikker i en større fortælling. Demonstrationer er derfor et udtryk for håb. Men man ændrer ikke noget, hvis man tror, at håb er en lottokupon, man kan sidde med i lommen og passivt drømme om en bedre verden.

»We tend to think of political engagement as something for emergencies rather than, as people in many other countries (and Americans at other times) have imagined it, as a part and even a pleasure of everyday life.«

Solnits argumenter spilles igen og igen fra dagens scene. Da det er tid til at marchere mod plænen ved Det Hvide Hus, er der så mange mennesker, at den oprindelige rute må lægges om og laves til flere. Folk finder på organisk vis sammen i gaderne, og man følger bare strømmen af råb: »love not hate, makes America great«. Stemningen er overbærende og rørende, alt synes muligt, lige nu, lige her. Michelle Obamas budskab om, at 'gå højt’, når de andre ‘går lavt’ har i den grad slået igennem. Der danses til Whitney Houstons klassiker I’m every woman, og der grines af Trump og hans »tiny hands, no plans«. Den vrede og skuffelse, der var at finde efter fredagens indsættelse, synes at være gemt væk lørdag.

Fredagens aggressivitet var især centreret omkring et hjørne af byen, hvor autonome kæmpede mod politiet i timevis. Over 200 blev anholdt og flere politifolk kom til skade. Der blev smadret biler, butikker og brændt skraldespande. Flere demonstranter kom grædende ud fra mængden med røde øjne efter tåregas, og politiet forsøgte at få kontrol med flash-bang granater, der gav genlyd mellem bygningerne omkring K og 12. gade. ‘Love Trumps hate,’ synes ikke at være på dagsordenen hos denne del af de protesterende.

Mange kommer med hver sin dagsorden. Nogle kæmper for fri abort, mens andre har sortes rettigheder som førsteprioritet. Nogle formidler deres budskab gennem kærlighed og overbærenhed, andre gennem vrede. Fredagens regnvejr var ikke kun med til at understrege den triste stemning, den var også med til at vande håbet. »After a rain mushrooms appear on the surface of the earth as if from nowhere,« skriver Rebecca Solnit. Sådan føles Washington DC i den her weekend. Som én stor skovbund, hvor oprøret skyder frem på hvert eneste gadehjørne. Der synes ikke at være noget større overblik eller nogen brugsanvisning. Folk ønsker blot at vise deres utilfredshed. De ønsker at signalere, at de er imod. De reagerer på den politiske udvikling. »The future belongs to those who prepare for it today,« sagde Malcolm X. Det er først mandag - og hver dag de kommende fire år - vi får set betydningen af weekendens Women’s March.

I bussen på vej tilbage til New York overhører jeg min sidedames samtale med sine forældre.

»It was life changing and I’m so happy I did it. We felt so good and safe around everyone. I’ve never felt anything so powerful before. I wasn’t grieving anymore. Now it’s time to get up!«