Print artikel

Godt man ikke skal stemme til det franske præsidentvalg!

Merchandise til Macron-vælgerne.
Kommentar
06.05.17
Politik må handle om andet end taktik og en snæver forestilling om optimering af egeninteresser. Vi må altid forbeholde os retten til ikke at give legitimitet til en politik, der reduceres til taktik.

Tæt på 20% af vælgerne stemte i første runde på venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon, og det er i høj grad disse vælgere, der nu står over for et svært valg, og som mediernes opmærksomhed er rettet mod. En måling viser, at hele 65% af Mélenchons støtter vil stemme blankt eller helt undlade at stemme i valgets anden runde. Disse folk har fået masser af kritik og moralsk fordømmelse fra danske meningsdannere og politiske kommentatorer, mens få har prøvet at forstå deres position. Faktum er dog, at de intet positivt projekt har at stemme på, og at valget står mellem den neoliberale centrumpopulist Emmanuel Macron og den højreradikale Marine Le Pen. Spørgsmålet bliver derfor: Skal de stemme et godt stykke til højre for deres overbevisning eller helt at undlade at stemme?

To grøfter

På begge sider af venstrefløjens og mélenchonisternes position er der en grøft. Den ene er en ideologisk ren position, hvorfra man nægter at levere stemmer til en hvilken som helst kandidat, der ikke er fra venstrefløjen. Fra denne position vil der blive stemt blankt eller helt undladt at stemme på baggrund af et ufravigeligt princip. Fra denne ideologisk rene position vil nogle mene, at det kommer ud på et, om vinderen bliver Macron eller Le Pen. Men selvom man forholder sig kritisk til begge kandidater, er der åbenlyst en forskel på at kæmpe imod xenofobisk protektionisme på den ene side og neoliberale sparepolitikker på den anden.

Argumentet fra den anden grøft er velkendt: Demokrati handler om at vælge mellem de valg, man stilles overfor, og man må vælge den kandidat, der bedst repræsenterer en – længere er den ikke. Denne kalkule er på sin vis både hyperpragmatisk og ideologisk: i sin ufravigelige tro på det liberale demokrati, må man altid været indstillet på at give køb på sine holdninger og reducere sin politiske praksis til ren taktik.

På baggrund af denne forsimplede politikforståelse vil et valg mellem to onder være simpelt: Man vælger selvfølgelig det mindste onde. Mélenchons-støtter bør selvfølgelig stemme på Macron. Kalkulen er et udtryk for, hvad man på engelsk, kritisk kalder lesser-evilism.

Abonnerer man på denne politikforståelse, er man ikke i stand til at forklare vælgerlede, blanke stemmesedler og lav valgdeltagelse. Og man ignorerer, at en stemmeafgivelse altid vil være en stemme til og legitimering af et givent politisk system. Hvis man savner bevis for dette så husk på, hvordan stemmeprocenten altid gøres til en væsentlig indikator for et liberalt demokratis helbred.

Men politik må handle om andet end taktik og en snæver forestilling om optimering af egeninteresser. Vi må altid forbeholde os retten til ikke at give legitimitet til en politik, der reduceres til taktik og lesser-evilism. Også af langsigtede strategiske grunde. Som socialisten Hal Draper engang skrev, ender lesser evil-taktikken ofte på sigt med, at man må udstå begge onder.

Derudover er princippet om det mindste onde ikke i stand til at intervenere i en situation plaget af politikerlede og konstruere et holdbart og langsigtet venstrefløjsprojekt. Tvinges folk igen og igen til at støtte politik, de ikke går ind for, fører det kun til øget apati. Der er brug for politikere og partier – og ikke mindst en bredere social bevægelse – der tør formulere politiske visioner og principper, der ikke nødvendigvis er umiddelbart populære, men som går hånd i hånd med en tro på, at vælgere er mennesker, der lader sig inspirere og påvirke.

Hvorfor skulle arbejderklassen overhovedet stemme på Macron?

Hvor mange vælgere forventes at stemme blankt eller undlade at stemme, ser det også ud til, at Macron trods alt har sikret sig en del stemmer fra arbejderklassen og venstrefløjen. Omkring en tredjedel af Mélenchons støtter, vil stemme på Macron i anden valgrunde. Men hvorfor skulle en person fra arbejderklassen overhovedet stemme på Macron? Og hvilke perspektiver er der i dette for venstrefløjen og arbejderklassen hinsides dette valg?

Macron går til valg på at sænke lønningerne, at gøre det lettere at fyre folk, at afskaffe 35-timers arbejdsugen, at åbne mere for korttidskontrakter og kontrakter med få timer og endelig at nedsætte af dagpengesatsen. »Smidighed og fleksibilitet på alle niveauer«, som Macron selv formulerer det i sin bog Revolution, »det er vores omdrejningspunkt i omorganiseringen af arbejdslovgivningen«.

Macron har ydermere gjort sig til fortaler for at indføre øgede studieafgifter efter amerikansk forbillede på universiteterne. Logikken er, at man dermed skulle kunne tiltrække de bedste undervisere og dermed få den bedste undervisning. Selvom denne studieafgift skal gå hånd i hånd med øget offentlig investering, er det klart, at personer med arbejderklasse-baggrund vil få vanskeligere adgang til højere uddannelse og være afhængig af stipendier og/eller øget gæld.

Med andre ord går Macron til valg på et program, der er et direkte frontalangreb på den franske arbejderklasse. Macrons idé er selvfølgelig, at øget fleksibilitet og omstillingsparathed vil sætte gang i en bølge af innovation og vækst, der vil komme alle til gode. Men med Tyskland som Macrons eksplicitte forbillede gør den franske arbejderklasse nok klogt i at forblive skeptisk. Her er omlægningen af arbejdsmarkedet gået hånd i hånd med flere lavtlønnede jobs og en voksende gruppe af ”arbejdende fattige”.

Arbejderklasse og xenofobi

At Macron ikke er populær blandt arbejderne i Frankrig så vi med al tydelighed, da han i sidste uge blev mødt af buhen og tilråb under et besøg hos en gruppe strejkende Whirlpool-arbejdere i Amiens. Det var også sigende, at det klodsede optrin ikke var planlagt, men hurtigt improviseret, da Macron fandt ud af, at Le Pen uanmeldt havde talt med arbejderne, mens han selv sad i møde med fagforeningsrepræsentanter.

Når mange medlemmer af arbejderklassen med al sandsynlighed alligevel stemmer på Macron den 7. maj er det altså ikke på baggrund af egne økonomiske interesser. De vælger med åbne øjne at gøre de basale forhold for deres daglige liv vanskeligere. Hvorfor? Alle har deres grunde, men for en stor dels vedkommende er det formentlig fordi Le Pens racisme og inhumanisme trods alt er værre. De handler i antiracismens navn. Der er med andre ord et langsigtet perspektiv i at knytte denne antiracisme til et økonomisk projekt, der giver mening fra arbejderklassens perspektiv. Et nederlag til Le Pen kan forhåbentlig også føre til et Front National, der vrager den nationale-sociale strategi rettet mod arbejderne til fordel for den neoliberale småborgerlige strategi, som Marine Le Pens niece, parlamentsmedlemmet Marion Maréchal-Le Pen er eksponent for. I sådan en langsigtet sammenhæng giver en stemme på Macron mening.

En stemme på Macron…

Mélenchon er blevet kritiseret for ikke at ville anbefale en stemme på Macron. For nylig deltog Mélenchon på tv med følgende budskab: Hvorfor rækker Macron ikke ud til arbejderklassen? Hvorfor skrotter han ikke sine arbejdsmarkedsreformer eller i det mindste viser velvilje til at komme arbejderklassen i møde? I stedet udskammer Macron og hans apologeter folk, der ikke aktivt vil støtte ham og tvinger dem til at tage et heroisk valg, hvor de ofrer sig selv i antiracismens navn. Hvorfor ikke give dem et let valg?

Svaret er til dels, at han ikke finder det nødvendigt og til dels, at hans politiske-økonomiske projekt er det modsatte af venstrefløjens. Men på grund af den fremherskende doktrin om det mindste onde sidder Macron solidt i førerpositionen med udsigt til at blive landets næste præsident. Ved at appellere moralsk fordømmende til venstrefløjens antiracisme formår Macron at holde fast i sine neoliberale sparepolitikker.

Uanset hvad må man anerkende, at en stemme på Macron først og fremmest er en stemme på Macron – uanset intension og udfald. Godt man ikke skal stemme til det franske valg!