Print artikel

Gennemtænkte planer

Irakisk militssoldat tager sig en slapper. 'Uendelig krig?' gør læseren klogere på både Irak og Afghanistan. Foto: Waleed Safi
Anmeldelse
25.06.15
Ny ambitiøs bog forklarer, hvordan kombinationen af militær magt og økonomiske, diplomatiske og humanitære tiltag, kan forbedre chancerne for at vinde freden efter krig.

Der er mange bolde i luften i Henrik Breitenbauchs ambitiøse bog Uendelig krig? Bogen vil forklare, hvordan USA har formet den internationale indsats for at bekæmpe terror og stabilisere svage stater siden 2001 på alle niveauer, og hvordan amerikansk tænkning, læring og ageren har smittet af på de danske indsatser i Irak og Afghanistan fra top til bund – fra Statsministeriet i København hele vejen ud til de civile eksperter og soldater, som lavede det praktiske arbejde i krigszonerne. Men bogen vil også se fremad og komme med anbefalinger til, hvordan Danmark og det internatonale samfund kan forbedre bestræbelserne med at stabilisere verdens konfliktzoner. De mange bolde gør det nødvendigt for læseren at holde tungen lige i munden, især hvis man ikke er bekendt med stoffet i forvejen.

Men det er umagen værd. Breitenbauch har skrevet en vigtig bog, der rammer en pæl gennem den udbredte tendens til at betragte civile og militære instrumenter som gensidigt udelukkende, og som noget man frit kan vælge imellem. Standardbemærkningerne: »vi ønsker en politisk løsning« eller »der er ingen militær løsning på konflikten« afspejler denne tænkning. Breitenbauch viser med sin bog, at det i reglen kræver en kombination af militær magt og civile instrumenter at forebygge krig eller at vinde freden i kølvandet på en krig. Gennemtænkte planer, som bruger hele paletten – diplomati, økonomi, humanitær assistance, udviklingsbistand og militær magt – har større sandsynlighed for at skabe stabilitet og fred end planer, som kun bruger civile eller militære midler.

Breitenbauchs bog viser, at samtænkning er svært, og at det ikke gik særlig godt med at få samtænkning til at fungere i Irak og Afghanistan. Men den viser også, at Danmark og det internationale samfund lærte en masse af de to krige, som gør det muligt at få samtænkte stabiliseringsindsatser til at fungere bedre fremover.

Bogen leverer på samme tid en kritik og et stærkt forsvar for brugen af samtænkte stabiliseringsstrategier. Den leverer en skarp analyse af de danske indsatser i Irak og Afghanistan, fremhæver de centrale politiske valg, som Danmark står overfor at skulle træffe i sin fremtidige sikkerhedspolitik og kommer med en række konstruktive men også kontroversielle forslag til, hvordan Danmark kan forbedre sine indsatser for at forebygge og standse krig. Forslaget om at bruge en større del af udviklingsbistanden på samtænkt stabilisering i skrøbelige stater vil helt sikkert ikke vække begejstring i udviklingsmiljøet, som ser Irak og Afghanistankrigene som bevis for, at denne praksis skal standses. Breitenbauchs bog argumenterer overbevisende for, at det vil være en stor fejltagelse.

Hvis man gerne vil blive klogere på de danske indsatser i Irak og Afghanistan er denne bog et must. Den giver et indblik i, hvad der skete på alle niveauer fra København til krigszonerne. Man vil med garanti lære mere af denne bog end af den Irakkommission og de Afghanistanevalueringer, der er blevet iværksat fra politisk hold.