Print artikel

Fremmane noget, der ikke er

Essay
24.02.18
I dag udkommer antologien Europa.Manifest!, der præsenterer 10 manifester skrevet af førende filosoffer og intellektuelle i Europa. Kristoffer Bayer præsenter teksterne og deres ideer.

»Vores gamle Europa er i krise. I det mindste for så vidt, det er vores. I det mindste for så vidt, der skal være sådan et "vi". Kan vi overhovedet være "os"? Er vores dilemma ikke, at vi altid bliver mere eller mindre end Europa, når vi forsøger at være det? Mere eller mindre – i sidste instans alt eller intet.«

Sådan indleder Søren Gosvig Olesen sit bidrag til antologien Europa.Manifest! Bogen er en samling af manifester, der er skrevet af 10 førende tænkere fra Europa. De er blevet bedt om at forholde sig til et og samme: idéen om Europa. Gosvig Olesens spørgsmål synes at illustrere noget fælles ved alle antologiens bidrag: Der stilles spørgsmål til og om de mest grundlæggende elementer ved Europa – intet tages for givet.

Idéen om Europa og dets fremtid er i høj grad til diskussion for tiden – »Europa er i krise.« Det er noget nyt, for Europa har i lang tid været noget, man kunne tage for givet. Noget, der bare var. Men flere politiske begivenheder synes at bevidne det modsatte. Det er således udgangspunktet for antologien: den europæiske idé kan ikke længere tages for givet.

Det kan man så vælge at begræde. Men det kan også bruges som udgangspunkt for at gentænke, kritisere og analysere det europæiske projekt i dets helhed. Og til det formål er manifestet måske den bedste form, eftersom manifester som sådan også er karakteriseret ved, at intet tages for givet.

De 10 manifester i Europa.Manifest! er således resultatet af at diskutere noget, der ikke kan tages for givet, ved hjælp af en bestemt skriveform, der ikke tager noget for givet. Det kommer der interessante ting ud af.

Europas idé

Én ting står klart, når man læser de respektive bidrag, der er samlet i antologien: Europa er ikke – er ikke hvad det har været, er ikke hvad det kunne være og er ikke hvad det bør være.

Antologien er opstået på baggrund af en samtalerække under titlen Europa.Manifest, der er blevet afholdt på Københavns Hovedbibliotek – et af offentlighedens demokratiske steder, der (endnu) ikke er afskaffet af kapitalens malstrøm. Det er vigtigt at værne om disse steder, som den engelske filosof Nina Power fortalte mig inden hun afholdte sit oplæg, for det er på ingen måde givet, at det bliver ved med at være sådan.

Det samme gælder for Europa. Det er ikke givet, at det bliver ved med at være – overhovedet. Men det er heller ikke givet, at det overhovedet er, som flere bidragsydere også gør klart i deres manifester. Eksempelvis indleder Michael Birkkjær Lauritsen og Rasmus Nørlem Sørensen deres manifest med at citere filosoffen Alain Badiou, for hvad de anser at være en provokation: »Min personlige holdning er, at Europa, Europa som Idé, allerede er død; at stemme på Europa er at stemme på et lig.« Badiou udtalte sig således i 2005, da ti nye lande i Østeuropa var ved at blive optaget i Unionen og da forfatningstraktaten var »på vej mod at kuldsejle.« Allerede dengang, for 13 år siden, var Europa i problemer og omfanget af disse synes udelukkende at tiltage – for bare at nævne nogle få punker, Birkkjær Lauritsen og Nørlem Sørensen fremfører: finanskrisen ramte Europa »og sendte millioner af borgere ud i arbejdsløshed og flere lande ud i dyb social krise … EU har virket magtesløst og initiativløst overfor både finanskrise, klimaudfordringer og på det seneste både flygtningekriser og de udfordringer, som internt vandrende arbejdskraft har stillet europæerne overfor. Sidste år rystede Brexit selvforståelsen i det EU, der ellers altid var vokset … Polen og Ungarn er på kollisionskurs med Europas demokratiske idealer og med EU’s øvrige medlemslande.« Det er ikke så lidt, og måske derfor fremstår det nu – 13 år efter Badious udtalelse – som »en provokation, at en fransk præsident i skikkelse af Emmanuel Macron erklærer, at idéen om Europa lever.«

Europa eksisterer ikke

Idéen om Europa er også afgørende i den slovenske filosof Alenka Zupančič’ manifest. Hos hende er idéen om Europa netop kendetegnet ved endnu ikke at være. Europa er ikke noget, men er kun i kraft af truslen om, at det kan gå galt. Det eneste der forener os, hævder Zupančič med henvisning til Maurice Blanchot, er truslen om at forsvinde: »Mennesker er kun bundet sammen af deres fælles forsvinden og ikke af nogen ægte form for globalt fællesskab. Totaliteten, der er ved at forsvinde (hvis bomben går af), eksisterer endnu ikke rigtigt som en meningsfuld totalitet eller helhed.« Europa eksisterer ikke som andet end truslen om dets forsvinden – men derved har vi i det mindste en idé om, hvad der kan forsvinde. I en paradoksal formulering lyder det derfor, at vi må »skabe, hvad vi er ved at miste.« Det handler om at skabe et Europa, der er endnu ikke er – det handler om at manifestere Europa.

Hos Rasmus Ugilt finder vi lignende overvejelser, og får i argumentationen på vej dertil beskrevet myten, hvorved Europa fik sit navn. I skikkelse af en hvid tyr bortførte og voldtog ingen anden end Zeus den »fønikiske prinsesse Europa«. Europa fødte blandt andre en søn Minos, hvis kone – det er en længere historie – endte med at blive bedækket af en tyr mens hun selv var klædt ud som ko: hun fødte Minotauren, monsteret, der var halv tyr, halvt menneske. Og som Ugilt skriver, »så hentyder myten selv til skabelsen af et monster gennem en seksuel voldshandling. Dette tilvejebringer en beskrivelse af Europa, der ikke rammer helt ved siden af. Et monster skabt gennem en voldshandling, men ét, der i virkeligheden kun eksisterer som en myte.« Europa er et monster, der er skabt gennem en seksuel voldshandling – men dette monster er netop kun som myte og »i virkeligheden ikke.«

Men hvis Europa ikke eksisterer, hvad gør det så? »Det laver en del arbejde,« som Ugilt skriver, og »ikke alt sammen godt.« Det er der ingen af bidragsyderne til antologien, der er uenige i: Europas historie er en historie om blod, kolonialisme, kapitalisme, krig – men er der andet? Det spørgsmål diskuterer Nina Power med henvisning til den radikale filosof Franco Bifo Berardi, der i 2017 meldte sig ud af den ellers populære bevægelse Democracy in Europe Movement 25 (som blandt andet er startet af Srećko Horvat, der også bidrager til antologien). Bifo meldte sig ud med følgende hårdtslående ord: »der er noget mangelfuldt ved vores projekt om at reetablere demokrati i Europa: muligheden eksisterer ikke … Vi har stolet på, at Europa ville overvinde dets voldelige historie, men det er nu tid til at indrømme sandheden: Europa er intet andet end nationalisme, kolonialisme, kapitalisme og fascisme.« Hos Bifo er Europa intet andet end dets blodige fortid, men det er hér, Power sætter ind. Europa er også dets blodige fortid, men det er også »marxisme, revolutionær egalitarisme, internationalisme, radikalt demokrati og eksistentialisme.«

Europa hjemsøger

Både Malte Frøslee Ibsen og Jörg Schaub lægger også særligt fokus på Europas (blodige) historie. Begge bidragsydere henviser i den forbindelse til et af de afgørende steder hos filosoffen Theodor W. Adorno, hvor han udtrykker det nye kategoriske imperativ, Hitler har pålagt menneskeheden efter holocaust: at »arrangere [vores] tanker og handlinger på en sådan måde, at Auschwitz ikke vil gentage sig selv, at intet lignende nogensinde vil ske.« Kort sagt: Aldrig mere Auschwitz. Det er svært at være uenig i, men herfra bevæger Schaub og Frøslee Ibsen sig i to interessante, men forskellige retninger.

Schaub understreger fortidens afgørende rolle i vores historiske bevidsthed om at undgå fortidens rædsler – han kalder derfor det europæiske projekt for et negativistisk projekt: et projekt, der først og fremmest skal sørge for at fortiden ikke gentager sig. Europa er hos Schaub formuleret negativt. Også Frøslee Ibsen bemærker, at ingen kan – og vil – betvivle Adornos påbud, der understreger Schaubs negativistiske projekt: at undgå Europa nedstigning til helvede, eller som Frøslee Ibsen formulerer det, at undgå det splittede Europas realiserede dystopi. Men dette negativistiske projekt er ifølge Frøslee Ibsen ikke nok, fordi vi fanget i dette billede ikke skaber vores egne utopier og idéer om, hvad Europa bør være. Som Marx bliver citeret for, så kan nutidens revolutioner ikke låne sin poesi fra fortiden. Det er kun, hvis vi begraver vores døde og deres utopier, at vi kan begynde at skabe det Europa, der skal være vores Europa: »Vi må begrave de dødes utopier for at nå frem til vores egne. Uden vores egne utopier er vi berøvet ’det messianske lys’ der sætter os i stand til at se verden som et vrængbillede af sig selv og fremmedgjort fra sig selv, som længselsfuld og vansiret i alle sine rifter og sprækker.«

Kapitalisme eller demokrati

I antologien tages Europas eksistens – eller dets fortsatte eksistens – på ingen måde for givet. Det kan gå galt. Det er måske allerede gået galt. Men disse simple betragtninger fører ikke nogen af antologiens bidragsydere til at kræve EU’s opløsning, endsige plædere for enkeltlandes udtrædelse af Unionen – tværtimod skriver Gosvig Olesen for eksempel, at han ville byde Europas Forenede Stater velkommen. Det er altså ikke nekrologer, vi får præsenteret i antologien, men måske nærmere det eksakt modsatte: 10 forskellige forsøg på at manifestere, at fremmane, at genoplive noget, der ikke er – noget, der ikke er hvad det har været, hvad det kunne være, hvad det bør være. Det er radikale diskussioner af selve grundlaget for Europa.

Men også dette grundlag spørges der selvfølgelig kritisk ind til, især i Luise Meiers manifest. Som hun rigtignok påpeger, så er manifester som oftest ikke interesserede i at diskutere, og især ikke at diskutere på de bestående præmisser – tværtimod: »Vi drømmer altid om, at debatten forvandler sig til egentlig konflikt. Det gælder for de fleste radikale manifester, at de ikke sigtede på at blive en del af debatten, men på at ødelægge dens fundament.« Manifestet, som Meier fortsætter, »tvinger én til at vælge side.« Et sådant valg er også afgørende i hele Wolfram Bernhardts manifest. I de første linjer af hans manifest præsenteres vi for det valg, der i dag er afgørende for Europas skæbne: »Vi står i en situation, hvor vi må vælge mellem demokrati og kapitalisme.« De to ting, der er så sammenknyttede i Europas historie og dets nuværende konstitution, er ifølge Bernhardt ikke længere forenelige: »Det er blevet mere og mere tydeligt, at begreberne i deres radikale form gensidigt udelukker hinanden. I lang tid troede vi, at vi kunne kombinere de to begreber. At et demokratisk samfund kan regulere kapitalismen.« Men heller ikke dét, kan vi længere tage for givet.

Et spøgelse går gennem Europa

De tænkere, økonomer, filosoffer og intellektuelle, der har bidraget til antologien, er nogle af Europas vigtigste stemmer. De har alle skrevet et manifest – men som Srećko Horvat påpeger i de første linjer af sit: »Lad mig indlede med at bemærke, at dette ikke er et manifest. Vi er vidst klar over, at der kun findes et manifest, og at det er meget svært, hvis ikke umuligt, at skrive et bedre manifest i dag.«

Der findes måske kun ét manifest. Hvis filosofien er fodnoter til Platon, så er manifester måske fodnoter til Marx – til dét manifest, der for alvor manifesterede sig som en trussel mod det etablerede, som et spøgelse, der gik gennem Europa. Men hvorfor indleder Marx egentlig med et spøgelse? Hvorfor indledes verdenshistoriens mest berømte manifest med at beskrive dets egen position som et spøgelse – som noget dødt, noget der har levet eller noget, der i hvert fald ikke eksisterer?

Dette spørgsmål er et af udgangspunkterne for Jacques Derridas bog om Marx, Spectres de Marx – Marx’ spøgelser. I denne problematiserer Derrida tesen om »historiens afslutning«, som den blev fremsat af Francis Fukuyama, og nærmere bestemt marxismens påståede død. Men det er allerede paradoksalt at kalde noget for dødt, der selv præsenterede sig som – netop dødt, et spøgelse. Derrida gør derfor opmærksom på, at spøgelset besidder en vis anakroni: spøgelset er fremtrædelsen af noget, der ikke er nutidigt. Spøgelset forstyrrer altså vores tidligshed, fordi nutiden hjemsøges af noget der ikke tilhører nutiden. Spøgelset er i nutiden, uden at være fra nutiden. Historiens afslutning hjemsøges således af noget, der ikke er afsluttet.

For Derrida var spøgelset imidlertid ikke kun noget fortidigt, men også noget fremtidigt – spøgelset var en paradoksal entitet, der mindede os om, at nutiden ikke var noget. I hvert fald ikke noget uden fortiden og fremtiden. Kommunismens spøgelse var der måske, på Marx' tid, men netop kun som spøgelse – det var der ikke endnu. Det var netop hvad Marx forsøgte: at virkeliggøre et spøgelse, at manifestere et spøgelse. Og det er måske manifestets kraft og grunden til, at vi vender tilbage til de gamle manifester og skriver de nye – et forsøg på at manifestere noget, der endnu ikke eksisterer. Manifestet manifesterer, som Derrida måske ville have sagt. Og det er bestemt også tilfældet i antologien Europa.Manifest! Historiens afslutning tages ikke for givet, men dette betyder også, at det ikke er givet, at historien vil fortsætte.