Print artikel

Fred og fremgang eller medbestemmelse og splittelse?

Jean Monnet på forsiden af Time i 1961
Utopisk drøm eller teknokratisk mareridt? Dommen over det forenede Europa afhænger af øjnene der ser.
Artikel
21.05.14
I 700 år har europæerne drømt om at være forenet i et samlet Europa. I dag lever vi i EU, men udlever vi den ædle drøm, eller er vi fanget i et teknokratisk mareridt?

Omkring 60 millioner døde menneskekroppe. Det var den foreløbige pris for Europas interne rivalisering i 1945. En ubarmhjertig magtkamp mellem naboer, der havde formået at trække det meste af verden ind i to alt-udslettende krige, og samtidig sprængt rammerne for menneskelig ondskab og rækkevidden for chauvinistisk vold. I kølvandet på Anden Verdenskrig og Holocaust, var der behov for at tænke nyt og anderledes. Europa tørstede efter en ny begyndelse, et afbræk, der kunne skabe distance til bestialiteten. Der måtte bygges et nyt Europa og de populistisk-nationalistiske tanker måtte tæmmes. Tanker om et forenet og fredeligt Europa begyndte for alvor at spire. Tanker som skulle munde ud i det, vi i dag kender som EU.

»Krigene i Europa kostede for meget død og ødelæggelse. Europa gik nedenom og hjem med Anden Verdenskrig, fordi en af verdens fremmeste civilisationer, Tyskland, skabte Holocaust. Så gik det ikke længere, nu måtte man videre. Man ville både forhindre flere krige og at noget europæisk land igen begik industrialiseret massakre på en europæisk gruppe mennesker. Europæerne måtte med Jean Monnet i spidsen starte et nyt projekt,« siger Hans-Åke-Persson, professor ved RUC og EU-forsker.

Tanken om et forenet Europa opstod dog ikke i det 20. århundrede. Faktisk kan visionen spores helt tilbage til middelalderen. Allerede i Dantes politiske værk Om monarki fra 1313 kan man læse om en europæisk vision. Også dengang var drømmen om et fælles Europa drevet af længslen efter fred. I Dantes øjne kunne hvert enkelt menneske kun opnå sit fulde potentiale, hvis der herskede fred til at udfolde sig. Og fred i Europa krævede en overordnet autoritet – et forenet imperium.

Også George von Podiebrad, konge af Bøhmen agiterede mellem 1461 og 1464 i breve til europæiske ledere om at gøre fælles front, som en reaktion på truslen fra tyrkerne, der rykkede tættere og tættere på Vesteuropa.

Et Europa vi kan spejle os i

Hverken kong George eller Dantes tanker blev dog til virkelighed, og de var blot to af mange europæiske tænkere med supranationale længsler. EU er ifølge Hans Åke-Persson den 242. Europa-idé, men altså den første, der blev ført ud i livet. Når det lykkedes efter 241 skrottede visioner, så hænger det måske sammen med, at ideen blev præsenteret på et tidspunkt, hvor mange var i stand til at spejle deres egne forhåbninger i ideen om et samlet Europa. Tyskere, franskmænd, konservative, katolikker og socialister blev alle draget af ideen, men af forskellige grunde.

For Tysklands vedkommende stod spørgsmålet om europæisk integration slet ikke til diskussion. Det var tvingende nødvendigt for tyskerne at distancere sig selv fra nazi-tiden, og man ønskede at indlejre Tyskland i Europa i en sådan grad, at landet aldrig igen kunne lægge den europæiske civilisation i ruiner. For franskmændene var EU en mulighed for at bevare en toneangivende position i en verden, der blev stadigt mere anglosaksisk.

»Frankrig har defineret europatanken frem til 90'erne. Det var dem, der fik mulighed for at fortælle resten af verden, hvordan Europa skulle køres,« siger Hans-Åke-Persson.

De Gaulle var ganske vist ikke nogen overbevist super-europæer, og nærede en stor skepsis over for suverænitetsafgivelse. De franske forhåbninger om, at landets idealer og principper kunne udøve global indflydelse gennem EU endte dog med at trumfe, hvilket også senere præsident Jacques Chirac gjorde klart, da han skulle overbevise sine landsmænd om, at der ikke var nogen vej uden om Maastricht-traktaten:

»Det Europæiske Fællesskab er også et spørgsmål om identitet. Hvis vi ønsker at bevare vores værdier, vores livsstil, vores levestandard, vores betydning i verden, hvis vi ønsker at forsvare vores interesser, fortsætte med at være budbringere af det humanistiske budskab, så er vi så sandelig nødt til at bygge en forenet og solid blok. Hvis Frankrig siger ja [til Maastricht-traktaten], kan hun bedre sikre, hvad jeg tror på: Fransk exceptionelisme,« lød det dengang fra præsident Chirac.

De to europæiske arvefjender fandt begge gode grunde til at indgå i det nye Europa. Frankrig for at sikre, at landets historie også ville gøre sig gældende i fremtiden, Tyskland for at begrave sin fortid. Men det var ikke kun på tværs af nationale interesser, at man var i stand til at se sig selv i EU. Også på tværs af ideologiske skel, kunne man se en idé i europæisk samling.

De tyske katolikker så ikke kun EU som en kur mod fremtidig nationalisme, men også som et fartøj, der kunne realisere deres vision om et Europa, der fungerede i overensstemmelse med kristendommen. Som det kristne og konservative CSU-parti fra Bayern bekendtgjorde i 1946:

»Europa er et supranationalt fællesskab inden for nationernes familie. Vi støtter oprettelsen af en europæisk konføderation for at sikre den fælles bevarelse og fortsættelse af den Kristen-Occidentale kultur.«

Synkront med disse overvejelser, blev Tysklands arbejderparti SPD tiltrukket af selv samme projekt, men med en helt anden vision i tankerne. 1946 var nemlig også året, hvor SPD i deres politiske retningslinjer vedtog, at man ville arbejde hen imod et Europas Forende Stater. Ikke for at realisere katolikkernes knastørre og reaktionære drøm om et kristent Europa, men fordi SPD anså et føderalt Europa som vejen til et socialistisk Europa.

Utopisk drøm eller teknokratisk mareridt? Dommen over det forenede Europa afhænger af øjnene der ser.

 

Monnet-metoden

EU er som bekendt ikke nogen socialistisk føderation, selvom den omfattende landbrugsstøtte kan siges at tendere planøkonomi. Og selvom den yderste venstrefløj ynder at pege på de grundlæggende principper om frihandel som et udtryk for, at samarbejdet er af neoliberalistisk natur, så giver det nok mest mening at se den politiske konstruktion som teknokratisk først og fremmest. EU var ikke oprindelig tænkt som et embedsmandsprojekt. Man forsøgte faktisk at overlade beslutninger om integration til de enkelte lande. Det gik bare ikke så godt. Den føderale vision, om at skabe et Europas Forende Stater ad politiske veje, hvor regeringer med folkelig opbakning byggede stærke institutioner døde tidligt.

»Den idé led sin endegyldige død i forbindelse med Det Europæiske Forsvarsfællesskab i 1954. Man forsøgte her at tage skridtet fra kul- og stål union til et egentligt supranationalt samarbejde om forsvar. Det initiativ led nederlag i den franske nationalforsamling, hvor folk som De Gaulle nærmest var oppe og synge La Marseillaise. I stedet fik vi Monnet-metoden: Den funktionalistiske tilgang, hvor det foregår på tekniske niveauer uden føderale symboler. Integration by stealth, kan man kalde det,« forklarer Derek Beach, lektor i EU-studier ved Aarhus Universitet.

Jean Monnet havde nemlig set lyset. Han vidste, hvilken vej Europa måtte bevæge sig, og kunne det ikke ske med fuld folkelig opbakning og gennemsigtighed, så var han parat til at gå på kompromis med de omstændelige idealer. Og står vi – takket være visionære mennesker som Jean Monnet - ikke i dag, med et politisk mirakel, der havde været fuldstændig utænkeligt for blot 60 år siden: Et Europa, hvor tanken om krig mellem folkeslagene er direkte absurd? Måske, men det lader ikke til at gøre synderligt indtryk på EU-parlamentariker Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti:

»Det har været en succes i den forstand, at man har undgået krige mellem de lande, der er gået med. Nu er det altid svært med kontra-faktisk historieskrivning, og det er umuligt at sige, om der ikke også havde været fred uden EU. Kunne vi ikke have opnået fred, uden nødvendigvis at skabe en altomfattende overstatslig enhed?« spørger han retorisk. Inden han peger på, at EU-projektet i hans øjne også bærer kimen til ufred i Europa:

»Når man prøver at harmonisere stadig flere områder, mellem stadigt flere lande, der på mange områder er meget forskellige, så vil der være en lang række områder, hvor det er kontrasterne, der træder frem og ikke forsonligheden. Der ligger et potentiale for konflikt, der i yderste konsekvens kan føre til krig.«

Jean Monnet-metoden giver Morten Messerschmidt heller ikke meget for:

»Det er jo grundlæggende, som også Spinelli har sagt det (italiensk politisk teoretiker, der regnes for at være en af fædrene til EU red.): Hvis foreningen af de europæiske lande skal finde sted, så må det ske uden befolkningerne bliver inddraget. Demokrati er besværligt, men det har en iboende værdi, vi skal holde fast i, i stedet for at omdanne vores styreform til embedsmandsstyre.«

Det lyder flot. Faktum er blot, at Altiero Spinelli havde ret. Hvis ikke Jean Monnet og hans oplyste forsamling af vandrende jakkesæt havde taget sagen i egen hånd, så var visionen om et fredeligt Europa forenet i frihandel formentlig ikke blevet realiseret:

»Det kan godt være, det demokratisk set havde været bedre at gå den åbne og føderale vej, men så havde man bare aldrig kunne indføre det. Det var lektien af nederlaget i den franske nationalforsamling i 1954,« siger Derek Beach.

Der hersker en udbredt forestilling om, at EU-projektets manglende folkelighed er et symptom på projektets svaghed. En akilleshæl som embedsmændene i toppen af det belgiske babelstårn arbejder i døgndrift for at gøre noget ved. Oprindeligt var det dog helt bevidst tænkt elitært. EU skulle være alt andet end folkeligt:

»Man har altid forsømt den folkelige side, lige præcis fordi man mente, at demokrati - eller i hvert fald populisme - var kilden til problemerne med tyskerne i Anden Verdenskrig, men det går bare ikke at indføre visionerne på den måde i dag. Med forfatningstraktaten forsøgte man at gå den demokratiske vej, men det røg ned i flammer i nogen af de første lande. Spørgsmålet nåede ikke engang frem til de skeptiske lande som Danmark og Storbritannien,« siger Derek Beach.

Vi må håbe, at Jean Monnet havde forstået noget, der ligger ud over de fleste europæeres fatteevne. Det er selvfølgelig heller ikke helt utænkeligt, men det gør ondt i demokratiet at tænke på.