Print artikel

Ethvert job er et feltstudie

En ondskabsfuld kollega ødelægger din dag, indtil du går i et med Meg Ryan i You’ve got mail: »Jeg hører ingenting, ikke engang lydene fra New Yorks gader. Kun lyden af mit eget hjerte som banker. For jeg har fået mail – fra dig.«
Essay
19.06.19
Lulu Marie har i flere år drømt om at skrive en selvhjælpsbog. En bog, der guider til at overleve det meningsløse arbejdsliv. Hendes mangeårige erfaringer fra et arbejdsliv fyldt med pseudoarbejde har fået hende til at bruge karakterer fra film og bøger for at klare dagligdagens strabadser.

Engang havde jeg et job som sekretær på en tegnestue i en støvet herskabslejlighed på Frederiksberg. I sommerperioden var der meget stille. Telefonen ringede ikke, og byggesagsrapporterne var allerede renskrevne, journaliserede og arkiverede. Jeg løb ind i et absurd tabu: Hvis jeg ikke har noget at lave, skulle jeg lade som om. Mine yndlings taster var ALT+F4 og ALT+TAB, henholdsvis luk vindue og skift vindue. Jeg var vildt hurtig. Væk fra jobsøgning, filmdatabaser, eBay, Amazon. Indtil en nyansat chef sagde: »Hvorfor tager du ikke bare en roman med?« Det gjorde jeg så. Den første var J. G. Ballards Højhuset (1975) om veluddannede og rige beboere, der søger anonymitet, fred og komfort i et selvtilstrækkeligt univers. Men under den polerede overflade vokser spændingerne. Skjult for omverdenen går beboerne amok i et absurd orgie af selvødelæggelse. Støj og intriger fylder, mens alle drifter slippes fri: »Jo mere flad og følelsesforladt tilværelsen i højhuset blev, desto flere muligheder rummede den.«

Jeg begyndte at drømme om at skrive en bog om at overleve arbejdslivet som ufaglært nederst i karriererangstien i mine jobs som opvasker, køkkenhjælp, sekretær og receptionist. Jeg læste George Orwells Elendighedens London og Paris (1960) samt Charles Bukowskis Post Office  (1971). Årene gik. Jeg uddannede mig til akademiker. Jeg fik mit første bullshit job som konsulent. Firmaets grundpille var ikke meningsløs, men jeg fik en chef, som gik meget op i, at et referat var skrevet i et bestemt skema og fik skældud, hvis det ikke var perfekt. Mange papiropgaver tog uendelig lang tid, fordi de skulle udføres for at udføres. Meningen fortabte sig i det mørkegrå polyestertæppe fra væg-til-væg, min lange akademiske uddannelse blev sat på hylden med andre hvide ringbind; i alfabetisk orden og to huller i venstre margen. De absurde timer med lad som om du laver noget vigtigt fortsatte.

I regnearkssamfundets æra vrimler det med opskrifter på den gode levevej fra psykologer, filosoffer og kendisser: Det grænseløse arbejdsliv. Det brændende engagement. 4-timers arbejdsuge. Ubegrænset kraft. Find din gnist. Gå glip. Stå fast. Form fremtiden. Slug frøen. Robust. Coach dig selv. Det papirløse samfund blev ikke til et effektiviseret arbejdsliv uden manuelle processer og færre arbejdstimer, tværtimod, for det digitale univers har døgnåbent. Den ultrakorte arbejdsuge er en utopi. Folk er stressede og mange har svært ved at holde fri mentalt. Robotter kan automatisere visse arbejdsgange, men der er stadig brug for ansatte til at vurdere og putte data i regneark og baser, og vi har flere og flere kontrolsystemer, der kontrollerer hinanden. Selvhjælpsbogbranchen viser tydeligt, at mange mennesker går på arbejde som latente stressbomber. En undersøgelse fra 2016 viste, at 15 procent svarer, at de ‘ofte’ eller ‘hele tiden’ har følt sig stressede inden for de seneste 14 dage. Sådan noget data laver de på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. 

Jeg forestiller mig, at min selvhjælpsguide bliver en kafkask kontor-gyser med uendelige åbne slutninger: Alle kolleger er i gang med at spille hver deres hovedrolle. Et sammensurium af helte og skurke, hvor Charlie Chaplin sidder til bords med Hannibal Lecter

I essayet Bullshit Jobs fra 2013 skitserer David Graeber et samfund, der i hans optik gør folk mentalt sløve. Flere og flere spilder dyrebar (arbejds)tid med meningsløst papirnusseri og bureaukrati. Han beskriver konsulenter og administratorer af tilfældige politiske strømninger, hvis stillinger er så meningsløse, at hvis de forsvandt i morgen, ville det ingenting betyde. Der er for lidt tid til oprør mod de økonomiske magthavere, når arbejdstimerne løber løbsk. Ifølge Graeber spreder apatien sig, og »store grupper af mennesker bruger deres tid på at udføre opgaver, de i hemmelighed slet ikke tror på er nødvendige at udføre.«

Jeg tænker stadig over, hvad fokus for min selvhjælpsbog skal have og leger med titler som: Fix dit arbejdsliv med fiktion eller Spil hovedrollen i dit arbejdsliv. Jeg forestiller mig, at jeg mentalt kunne klæde mig ud som den hårdkogte og urokkelige husmor Beverly R. Sutphin, spillet af Kathleen Turner i Serial Mom, og via hendes faste karaktertræk turde udfordre det ørkesløse papirflytteri. Sige »nej tak« og skrive et oprørsk læserbrev. I praksis vandt jeg faktisk stort i bowling til en personalefest, fordi jeg forestillede mig at være John Turturro som Jesus Quintana i Cohen-brødrenes film The Big Lebowski. Jeg brugte hans kropssprog, skæve overlegenhed og katteagtige flabethed. Som Betty, i David Lynchs Mulholland Drive (2001), siger: »Det bliver ligesom på film; lade som om man er en anden.«

Jeg forestiller mig, at min selvhjælpsguide bliver en kafkask kontor-gyser med uendelige åbne slutninger: Alle kolleger er i gang med at spille hver deres hovedrolle. Et sammensurium af helte og skurke, hvor Charlie Chaplin sidder til bords med Hannibal Lecter. Ingen ved, hvad der vil ske.

Alle skulle læse Noam Chomsky og fejre hans fødselsdag og i sidste ende sige deres job op og flytte ud i en skov. Det er en mulighed. Men indtil den dag kommer, er fiktion på jobbet blot en finte til at have et tåleligt arbejdsliv. En finte til omgå, at livet er absurd

Tre fiktionelle overlevelsesstrategier

1. Smil i øjnene som Renée Zellweger

Når kollegerne igen har glemt dig i referatet, og de alt for højt diskuterer jeres fælles projekt i storrumskontoret, er et godt råd at rase ud anonymt på en blog med din falske identitet. Når du har skummet færdig, er du mere medgørlig og kan virke flinkere samt vise overskud. Husk, at du måske får brug for hans/hendes hjælp på et tidspunkt. Jeg foreslår, at du øver dig foran spejlet: Spil en ukuelig og målbevidst søgende Renée Zellweger i rollen som Nurse Betty. Køb filmen i dag. Du skal træne i at have et smil i øjnene, mens du stille og roligt siger til seniorprojektlederen: »Jeg ved ikke, om du er klar over det, men den udgave af vores projektrapport, du sendte til kunden, var versionen, hvor jeg ikke er krediteret.«

2. Lyden af Meg Ryans hjerte

En kunde har klaget til din kollega og oplyst, at hun nu skifter teleselskab og har delt sin frustration på Facebook og Twitter. Kollega videresender mailen til dig, cc: direktøren, HR, kommunikationschefen, seniorjuristen og chefsekretæren. Lort. To minutter efter sætter han ferieautosvar på: »Vi skal altså til at stramme op på kundeservicen.« Han ved endda, at du havde barn syg den dag og måtte styrte ned i børnehaven og hente. Det ødelægger din dag, indtil du går i et med Meg Ryan i You’ve got mail: »Jeg hører ingenting, ikke engang lydene fra New Yorks gader. Kun lyden af mit eget hjerte som banker.  For jeg har fået mail – fra dig.«

3. Vær ikke bange for at virke manisk

Produktionschefen begynder at tale i et bebrejdende tonefald og påpeger faldende salg i din kundeportefølje. Du har lyst til at råbe: Idiot. Men i stedet skal du visualisere, at du mentalt er som Little Edie (Drew Barrymore) i TV-versionen af Grey Gardens (2009). Du kommer hjemme fra det forsømte herskabelige hus, hvor vandet drypper fra taget. Katte bor og skider overalt. Rod og støv. Vær ikke bange for at virke manisk. Det virker med store pupiller, og gør, at du får gennemført det sure salgsmøde med et megasmil. Næste gang du møder salgschefen ved kaffemaskinen, så forestil dig, at du smilende danser a la Edie i strømpebukser, gymnastikdragt og røde sko med et tørklæde om håret og i et bestemt tonefald svarer filosofisk, men bestemt, som hende: »Der findes flinke mennesker i verden, du ved, jeg er bare ikke relateret til dem, tilfældigvis.«

Fremtiden med fiktion på jobbet

Er det realistisk at fixe arbejdslivet med fiktion? Vil kontorfolket begynde at undres og protestere over økonomisk ulighed, hvis de trådte ind i fiktionelle roller? Vil de demonstrere og kræve fire-timers arbejdsuge med videre? Ville de lave et opgør med det, Graeber kalder meningsløse jobs? Vil de lave revolution? Formentlig ikke.

Fiktion på arbejdspladsen er ikke et redskab til revolution, i så fald skulle hele arbejdspladsen spille roller fra filmen Captain Fantastic (2016) med Viggo Mortensen i hovedrollen. Alle skulle læse Noam Chomsky og fejre hans fødselsdag og i sidste ende sige deres job op og flytte ud i en skov. Det er en mulighed. Men indtil den dag kommer, er fiktion på jobbet blot en finte til at have et tåleligt arbejdsliv. En finte til omgå, at livet er absurd. Til at forstå at livet er menneskeskabt. At livet er et skuespil. At livet er skørt og skønt. Mit eget bedste leveråd, efter mange år på arbejdsmarkedet både i køkkener og på kontorer, er at betragte ethvert job som et interessant feltstudie.