Print artikel

En bedre del af Danmark

Foto: Sofie Amalie Klougart
Reportage
10.03.17
Forfatteren Alen Mešković boede som bosnisk flygtning på asylcenter i 90'erne. Mange år efter besøger han igen et asylcenter.

For seks-syv år siden besøgte min daværende kæreste og jeg det sted i udkanten af Nyborg, hvor flygtningelejren, jeg havde boet på i 1990’erne, lå. Området havde i mellemtiden forvandlet sig til en tilgroet mark med træer og buske med modne hindbær. Vi spiste hindbærene og gik tilbage mod bilen, mens jeg fortalte hende om mit første år i Danmark. Inde i bilen trillede tårerne ned ad mine kinder. Jeg talte helt normalt, min stemme rystede ikke, min hals snørklede sig ikke sammen. Men tårerne trillede ned, som var de slet ikke mine – som kom de fra en hel anden tid, med mange års forsinkelse.

Først flere år senere, under arbejdet med den delvist selvbiografiske roman Enmandstelt, gik det op for mig, hvor meget fra min første tid i Danmark jeg havde fortrængt, og hvor mørk den tid egentlig havde været. Det tog mig fire år at skrive romanen. Uden hjælp fra en psykolog var den aldrig blevet skrevet færdig. Undervejs sagde jeg et utal gange til mig selv: Det her gør jeg aldrig igen! Jeg er 38 år gammel. Er tre bøger om emnet ikke nok? Nu må det være andres tur. Jeg skal skrive om noget rarere, noget andet end krig, flygtninge og asylcentre.

Det er en grå og blæsende søndag i oktober 2016. Jeg forlader min lejlighed i København og let anspændt bevæger mig ud mod busstopstedet. Årsagen til anspændthed er enkel: jeg skal besøge et asylcenter igen, og jeg skal skrive en reportage om besøget. Ideen til reportagen er ikke min, men den lette nervøsitet, om hvordan besøget ville påvirke mig, er til gengæld.
Fra mit hjem til det nærmeste asylcenter er der fjorten komma otte kilometer, har Google Maps fortalt mig. Det burde tage 25 minutter at nå derud, men efter ankomsten til Dragør opdager jeg, at bussen videre mod asylcentret Kongelunden kun går én gang i timen; den næste først om tre kvarter.

Dengang jeg gik i deres sko, nød jeg ikke at fortælle nogen min historie

Jeg giver mig til at spadsere i Dragør Gamle By, hvor jeg aldrig før har været. De eventyrlige bindingsværkshuse fra 17- og 1800-tallet og de brostenbelagte gader forfører mig hurtigt med sin charme. Det er som at havne i en to hundrede år gammel dansk fiskerby eller i en film om det gode gamle og uberørte Danmark. Foran cafeen i lystbådehavnen står der en gul spiseseddel: en reklame for det lokale kræmmermarked. Det er blevet afholdt for en måned siden, fortæller datoerne på plakaten mig, med en optræden af blandt andre Amin Jensen, Sweethearts og Danmarks John. Der var blevet reddet på ponyheste, kørt i hestevogne og leget med en børneklovn i de ”3 festlige og fornøjelige dage”.

Ingen tvivl om, at nogle af verdens lykkeligste folk bor i den idylliske Dragør. Blandt andet Karen Jespersen og Ralf Pittelkow, der via associationernes uransagelige veje pludselig dukker op i mine tanker. Et eller andet sted for mange år siden læste jeg, at det kendte ægtepar boede i Dragørs Gamle By. Avisen bragte endda et billede af dem fra en af disse gader med hvide og okkergule bindingsværkshuse.
Bag flere ruder er lyset allerede tændt. Der bliver rørt i gryderne på komfuret, mens blæsten bogstaveligt talt fløjter omkring mig.
Hellere blæsten end kuglerne, tænker jeg sarkastisk. Ikke just en af verdens brændepunkter, denne Dragør Gamle By.

Tilbage ved busstoppestedet står en pølsevogn ... nej, det er sgu da en Thai Street Food-vogn!

»Hvor langt tid tager det for dig at lave en portion wok med nudler?« spørger jeg den asiatiske fyr inde i vognen. »Min bus kommer om otte minutter nemlig.«

»Det kan jeg ikke nå,« siger han ærligt, »Prøv at gå over i kiosken, de har hot dogs og pølser.«

Se, det var en indvandrer med overskud. En, der har boet i Danmark længe nok til at vide, at en ny kunde kommer forbi før eller siden. Var han ny i Danmark, ville han have skyndt sig at bikse et eller andet til mig på de otte minutter og tjene det, der tjenes kan. Men han tog det roligt. Længe siden han har været på herrens mark åbenbart. Med en ristet hotdog i mavesækken og blikket rettet mod det stive danske efterårslandskab, nærmer jeg min endelig asylcentret og dens 230 beboere. Ifølge Røde Kors’ hjemmeside kommer de fra 39 forskellige lande, hvilket for mig, der i 1990’erne boede i en lejr med lutter bosniere, virker helt uoverskueligt. Islandske ponyheste står ubevægeligt på markerne og ligner legetøjsfigurer. Hestepigerne ridder på nogle større af slagsen, mens et fly fra Kastrup Lufthavn flyver op over den nærliggende golfbane.

Kongelunden er en tidligere kasserne, med hvide aflange etplansbygninger. Det er et omsorgscenter for særligt sårbare asylansøgere, torturofre, samt uledsagede børn. Mens jeg venter i køen foran receptionens disk, bliver der via en tolk talt om smertestillende medicin.

 »Hvis du ikke kan sove i nat,« siger den vagthævende Røde Kors-medarbejder til en ung mand, »så kom bare og bed om nogle piller. Intet problem.«

Den unge teenageknægt med kasket på bevæger sig langsomt væk fra disken. Jeg genkender den dér langsomme gang; bliver skrøbelig ved synet af den. Allerede under telefonsamtalen i går har jeg fået at vide, at jeg ikke må tage nogle billeder, ikke nævne nogle beboere ved navn eller beskrive dem sådan, at nogen kan genkende dem. Jeg har selv boet et lignende sted for over tyve år siden, forklarede jeg. Det har jeg fuld forståelse for.

Vi kommer af samme grund ikke i nogen af værelserne, og slet ikke i den fløj, hvor enlige kvinder og deres børn holder til. Flere af dem er voldsofre, og man har meget betænksomt valgt at indlogere dem i en fløj for sig. Rundvisningen foregår i fælleslokalerne i de andre tre fløje og deres overbelyste gange. En af de sidstnævnte fører os mod en fællesstue, hvor en ung dansk mand svinger med kosten. Han er en af de knap to hundrede frivillige, der er knyttet centret og hjælper med forskellige praktiske og sociale opgaver. Ikke langt fra stuen er der et fælleskøkken, der også trænger til oprydning. Det tager en ældre kvindelig asylansøger sig af.

Var det en roman, jeg skulle skrive og ikke en reportage, vil jeg formentlig lade den let haltende afghanske eller syriske knægt og en af de jævnaldrende danske hestepiger mødes.

»Nogle af dem er rigtig gode til at gøre rent, og andre slet ikke,« fortæller Røde Kors-medarbejderen mig. »Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med deres psykiske tilstand. Men der er virkelig en stor forskel. Nogle er næsten helt hysteriske med det. Og på andres værelser tænker man: Hold da op. Hvordan kan du bor her?«
Vi kommer ud af den ene af fløj og ud på en plads med græseplæne, træer og bænke. En mindre flok børn kommer løbende imod os. En lille pige i turkisgrønne bukser kaster sig begejstret i armene på Røde Kors-medarbejderen, som løfter hende op. Pigen er fem år, får jeg senere at vide. Hun er født i lejren og går i dens børnehave.
»Vi gør, hvad vi kan for, at det skulle ligne en hverdag for dem så meget som muligt. Der er uddannede pædagoger, der arbejder her. Børn fra seksårsalderen går i danske skoler. Voksne får undervisning i et klasselokale i lejren.«
Vi kigger ind i både børnehavestuen og klasselokalet, der ligner alle andre i Danmark.
»Her er så meget bedre end hvor jeg selv boede i halvfemserne,« siger jeg. »Vi var fem hundrede mennesker på et meget mindre område. Vi måtte hverken arbejde eller tage en uddannelse, og der var ikke så meget natur omkring os. Vi boede i nogle arbejdscontainere i et industrikvarter.«
»Ja, det er flot herude. Jeg tror, at børnene egentlig ret godt kan lide det. Det er trygt; der er meget plads at løbe på.«
Jeg ser flygtningelejren i Nyborg for mig, mens vi går videre – det grå grus, der lå imellem dens grå bygninger, og lugten, der dagligt kom over fra byens renseanlæg.  Kongelundens hvide bygninger er omgivet af både legepladser, fodboldbaner og flot anlagte haver med træer og græsplæner.

»Hvor længe har de været her, de nuværende beboere?« spørger jeg.
»Det er forskelligt. Nogle er kommet til Danmark i år, andre har været her i over ti-tolv år. Vi har haft folk, som er blevet gift her i lejren, men også beboere, der døde, eller blev skilt.«
På vejen tilbage mod receptionen møder vi en gruppe drenge, der gør sig klar til at spille pool i rummet ved siden af. Den ene af dem halter let. »Hvordan går det med dit ben?« spørger Røde Kors-medarbejderen. »Bedre,« svarer han.
»Vi forsøger at lære dem, at man ikke skal gå til læge for enhver lille ting,« fortæller Røde Kors-medarbejderen, mens vi sætter os i dybe læderstole i receptionen. »Bare de får lidt feber eller ondt i ryggen, vil de straks til lægen. Jeg ved ikke, om det er noget tryghedssøgende eller noget kulturelt. Men de reagerer ofte med et ønske om, at nogen skal tage sig lidt af dem.«
 »Det kender jeg godt.«

De drenge, vi mødte, er kommet til Danmark uledsaget, ligesom mig selv. Deres forældre og familie befinder sig formenligt langt væk – i Syrien, Afghanistan eller andre steder. Jeg var sytten, da jeg kom til Danmark, og de ser ud til at være nogenlunde på samme alder.
Røde Kors-medarbejderen drikker kaffe og taler videre om de aktiviteter og udflugter, som man arrangerer, for at stimulere beboernes humør. Jeg har det mere og mere akavet ved hele situationen. Ønsker at kunne gå over og tale med drengene, høre deres historier og sige dem et par beroligende ord. Noget i retningen af, at de sandt nok står et mørkt sted i deres tilværelse lige nu. Men at de nok skal komme ud af det før eller siden. At de skal bare blive ved med at kæmpe. Når alt kommer til alt, er det ikke det værste land i verden, de er havnet i. Det skal nok gå.
På den anden side ved jeg, at det sikkert ville genere dem. Dengang jeg gik i deres sko, nød jeg ikke at fortælle nogen min historie. Når jeg gjorde det, følte jeg mig som en freak – anderledes og ældre. Jeg foretræk at omgås med mindre nysgerrige folk, der ikke stillede spørgsmål om min historie og baggrund; folk man kunne dele nu’et med.

Min umiddelbare identifikation med drengene, der nu fordyber sig i en omgang pool, får mig til at tro, at deres fokus også ligger et andet sted. Deres smarte sneakers, hættetrøjer og frisurer antyder i hvert fald, at de nok heller ville tale med piger på egen alder end med mig.
Kuglerne støder mod hinanden i lokalet ved siden. Jeg sidder med ryggen til og tænker på de hestepiger, jeg så ridende langs vejen. Var det en roman, jeg skulle skrive og ikke en reportage, vil jeg formentlig lade den let haltende afghanske eller syriske knægt og en af de jævnaldrende danske hestepiger mødes. I et af kapitlerne vil han komme haltende langs vejen. Hun vil hjælpe ham op på hesten, bogstaveligt talt, de vil ride hen mod lejren, eller ud til en læge, der kunne få kigget på hans forvredne ankel. Der vil opstå en kærlighed eller venskab mellem dem, de vil tage sig af hinanden og følges ad igennem livet mange år frem med de konflikter og forsoninger, der må være.

Men livet er ikke en roman. Reportage-genren tillader ikke den slag friheder. Virkelighedens forskellige elementer eksisterer oftest uafhængigt af hinanden, uanset hvor tæt på hinanden, de befinder sig. Mit liv i København, Karens og Ralfs i Dragør, hestepigernes og den haltende drengs foregår på et forholdsvis lille areal – men de fletter ikke sammen. Vi lever i hver vores lille verden, optagede af dagligdagens udfordringer og egne personlige narrativ. I det lys forekommer centrets to hundrede frivillige mig som moralsk overlegne repræsentanter fra en bedre del af Danmark – et Danmark med overskud, et Danmark, der har tid til andre end sig selv.
Kuglerne støder forsat mod hinanden. En ældre kvinde med tørklæde på sidder på en høj stol i receptionen og stirrer ud i luften. På væggen bag hende tikker et enormt ur: Bussen kommer snart.
Ude ved busstopstedet ser jeg en anden ældre kvinde med tørklæde på tage afsked med en kvindelig dansk pensionist. De krammer og kindkysser, og da bussen kører, vinker de længe til hinanden.
Jeg sidder rørt ved dette syn og tænker på de danskere, der åbnede deres hjem for mig i min tid som asylansøger. Men jeg græder ikke. Jeg konstaterer bare, at nogen en dag må skrive om dem.