En bedre del af Danmark
For seks-syv år siden besøgte min daværende kæreste og jeg det sted i udkanten af Nyborg, hvor flygtningelejren, jeg havde boet på i 1990’erne, lå. Området havde i mellemtiden forvandlet sig til en tilgroet mark med træer og buske med modne hindbær. Vi spiste hindbærene og gik tilbage mod bilen, mens jeg fortalte hende om mit første år i Danmark. Inde i bilen trillede tårerne ned ad mine kinder. Jeg talte helt normalt, min stemme rystede ikke, min hals snørklede sig ikke sammen. Men tårerne trillede ned, som var de slet ikke mine – som kom de fra en hel anden tid, med mange års forsinkelse.
Først flere år senere, under arbejdet med den delvist selvbiografiske roman Enmandstelt, gik det op for mig, hvor meget fra min første tid i Danmark jeg havde fortrængt, og hvor mørk den tid egentlig havde været. Det tog mig fire år at skrive romanen. Uden hjælp fra en psykolog var den aldrig blevet skrevet færdig. Undervejs sagde jeg et utal gange til mig selv: Det her gør jeg aldrig igen! Jeg er 38 år gammel. Er tre bøger om emnet ikke nok? Nu må det være andres tur. Jeg skal skrive om noget rarere, noget andet end krig, flygtninge og asylcentre.
Det er en grå og blæsen
