Print artikel

Digitale magtforhold

2. marts 2014. Et droneangreb koster 3 mennesker livet i landsbyen Al-Shabwan i Yemen.
10. marts 2014. Mellem en og fire mennesker omkommer, da missiler affyres mod køretøjer i Wadi Abeeda i Yemen
Artikel
13.05.14
Den digitale udvikling går ofte så hurtigt, at kunsten har været et af de eneste steder, hvor en kritisk refleksion over de bagvedliggende processer og magtforhold har fundet sted. Droneprogrammet har for eksempel ændret reglerne og metoderne for moderne krigsførsel og fjernet tidligere klare grænser om erklæret og ikke-erklæret krig. Flere kunstnere forsøger nu at bringe indtryk og fortællinger fra den skjulte krig til de dele af verden, hvor bomberne sendes afsted fra.

»25. december 2013: Mindst tre mennesker dræbt i et midnatsangreb på et hus i en landsby i nærheden af Miranshah. En lokal stammemand rapporterede, at droner cirklede om stedet efter angrebet.«

»15. januar 2014: I de tidlige morgentimer affyrede en drone to missiller mod en person i den gamle by Shibam. Der er meldinger om adskillige sårede og en dræbt, skiftevis refereret som et mistænkt Al-Qaeda medlem eller en forbipasserende bonde.«

»7. marts 2014: 15 mennesker dræbt af droner i Mahfed, et distrikt med 27.000 indbyggere i det sydlige Abyan, fortæller Shaker al Ghadeer, en yemenitisk soldat udstationeret i Abyan til Yemen Times. Andre kilder siger, at adskillige andre angreb ikke er blevet rapporteret.«

Hver tekst er ledsaget af et satellitbillede fra angrebstedet postet på den sociale fotodelingstjeneste Instagram fra ofte øde steder i Yemen eller Somalia. Nogle gange ligner det ørken, andre gange er der antydninger af beboelse eller en lang vej. Man kan ikke se mennesker på billederne, kun konturer og aftegn af bygninger og træer fra en fjern egn af jordkloden, der altså netop er blevet ramt af en bombe kastet ud fra en flyvende robot.

Som modtager af billedet får du kun nøgtern information med ofte modstridende oplysninger. Var det en Al Qaeda mistænkt, eller en forbipasserende bonde? Og hvorfra vidste de, at han var Al Qaeda. Hvad var bevisførelsen? Hvad var grundlaget? Hvem tog beslutningen?

Der kommer ikke nogen opfølgere, og man sidder tilbage med fornemmelsen af, at det ikke kun er en selv, der aldrig får svar på spørgsmålene. Beboerne i området gør ikke, borgere i USA og resten af verden gør ikke. For droneangrebene sker så langt væk, at der er få kameraer, ingen vestlige tropper og ingen journalister.

»I lang tid var jeg virkelig, virkelig interesseret i droner, og jeg kunne ikke finde ud af hvorfor,« siger James Bridle, der står bag Dronestagram.

»Jeg var særligt bekymret for, at det var en pubertær fascination, fordi det var flyvende robotter - skinnende ting. De er ret forførende objekter«.

Men den indledende fascination førte til yderligere research og siden til skabelsen af flere projekter, der har droner som omdrejningspunkt.

»Dronestagram tager billeder af steder, hvor droneangreb har fundet sted og poster dem til forskellige sociale medietjenester. Pointen er, at der er et kæmpe hul i vores viden og oplevelse af droneprogrammet, fordi der ikke er nogle billeder af de steder i aviserne. Det er dybt underligt for mig, og et direkte tegn på at der er noget helt galt,« forklarer James Bridle.

I praksis usynlige

Flere kunstnere er begyndt at behandle de spørgsmål som udviklingen af dronekrigsførslen stiller. Dronerne er en grundlæggende omformning af måden vi fører krig på. Det er en permanent ikke- erklæret krig i svært tilgængelige dele af verden, der fokuserer på målrettede drab på fjendtlige kombattanter med en uklar beslutningsprocedure uden rettergang.

James Bridles indledende fascination af droner blev afløst af et perspektiv på droner som ikke bare en avanceret krigsmaskine, der laver reglerne for krigsførsel om, men som et symbol på meget af det han ellers arbejdede med som kunstner. Den usynlighed som mange teknologier har - f.eks. internettet og megen netværksteknologi - men som på trods af usynligheden alligevel skaber virkelige forandringer overalt omkring os.

»På trods af at de er de her store flyvende objekter af metal af en vis vægt og størrelse, så er droner i praksis usynlige på flere måder. De er usynlige rent fysisk, fordi de flyver så højt oppe, at folk ikke kan se dem, og de er moralsk og etisk usynlige, fordi de fjerner faren for piloter, så der ikke kommer nogle ligposer hjem fra deres militære brug,« siger han.

»De har også den teknologiske usynlighed. De fleste mennesker ser dem ikke, og fordi de ikke gør det, forstår de heller ikke, hvordan de virker. De fleste mennesker har ikke den teknologiske kompetence til at undersøge den slags, og derfor bliver de ude af stand til at gå til det kritisk. Det gør sig gældende for de fleste af nutidens teknologier, men det virker til at være særligt signifikant i forhold til droner, som er et meget kraftfuldt objekt«.

10. marts 2014. Mellem en og fire mennesker omkommer, da missiler affyres mod køretøjer i Wadi Abeeda i Yemen

 

Et kendetegn ved dronekrigens usynlighed er, at den foregår langt væk og udenfor offentlighedens kontrol. Men samtidigt gør den brug af de samme teknologier som ellers normalt tilskrives globalisering og verdens tættere forbundethed: Satellitbilleder, netværksteknologi, luftfart. Bridle har selv en baggrund i datalogi, hvad der kan spores i hans tankegang fokuseret på systemer, hvor han ofte forsøger at bryde digitale objekter ned i dets enkelte komponenter for at synliggøre de enkelte processer, og forstå hvordan det enkelte led bidrager til det færdige produkt. I sin kunst har han gjort det i flere værker heriblandt 'How to see through the cloud', hvor ideen om dataopbevaring i 'skyen' bliver brudt ned ved hjælp af en række digitale værktøjer, der synliggør overfor brugeren, hvor dataen eller hjemmesiden rent fysisk opbevares. 'Clouden' var det mest hypede it-ord indtil for ganske nylig og bygger grundlæggende på ideen om, at det er billigere at smide data ud til eksterne leverandører end selv at opbevare det. Ved hele tiden at smide ting op i 'clouden' sparer man penge og sikrer, at alle kan tilgå det fra forskellige enheder, men samtidigt er det et gabende sikkerhedsproblem, som særligt Edward Snowdens afsløringer siden har vist, at andre landes efterretningstjenester kan udnytte.

Bridle viste ved hjælp af værktøjerne dataens geografiske opbevaring, og dermed at internettet ikke er magisk, men bygger på fysiske systemer af computere og servere forbundet med fiberkabler under jorden og i havene. Cloud-værket bidrager dermed med kritiske refleksioner over nogle af de ideologier og processer, der skjuler reelle digitale magtforhold og med en metodologi, der minder om den som også kunstgrupper, som F.A.T. Lab længe har brugt i deres værker ofte vendt mod intellektuelle ejendomsrettigheders sammenstød med den evigt kopierende måde internettet fungerer på. Netop kunstnere fra F.A.T. Lab bruger også sociale netværk og hurtigt oprettede hjemmesider til at skabe og sprede værker. Med et såkaldt 'Speed Test Approved' stempel på deres hjemmeside fremhæver de, at mange af deres projekter kan realiseres i internettets tempo indenfor mellem en halv og otte timer.

Den tyske kunstner Aram Bartholl postede i februar på Twitter et falsk photoshoppet billede af den tyske efterretningstjeneste BND's hovedkvarter fotograferet fra oven med bygningernes form der ligner et swastika og teksten »What was the architect thinking?«. Det falske billede spredte sig hurtigt og bidrog dermed til diskussionen om falske og reelle informationers spredning på nettet, men også hvad BND egentlig foretager sig. Et andet værk fra F.A.T. Labs Evan Roth kredser om grænserne mellem det digitale og det fysiske ved at udstille fire måneders internet cache på printet papir og derefter presset sammen i en affaldskværn. En lignende proces som når man clearer cachen i browseren, men nu bare med en fysisk analogi til de digitale spor vi ved hver søgning og klik sætter - visualiseret på metervis af udprintet papir og efterfølgende udstillet som en skulptur på et galleri og spredt som en video på nettet.

Værkerne er eksempler på, at den digitale udvikling ofte går så hurtigt og er så præget af Silicon Valley hype, at kunsten rent faktisk har været et af de eneste steder, hvor en kritisk refleksion over de bagvedliggende processer og magtforhold har fundet sted.

»Jeg er altid interesseret i samspillet mellem, hvad vi designer, hvad vi ønsker at designe, hvordan vi koder det ind i software og hardware, og hvordan den teknologi så producerer yderligere konsekvenser. Vi former vores værktøjer, hvorefter de former os. Men det er ikke grove værktøjer længere, det er komplekse maskiner, med resultater som vi slet ikke er klar over, når vi bygger dem, og som også har omsiggribende netværkseffekter, der når langt udover deres oprindelige brug,« siger James Bridle.

»Droner reproducerer netværksteknologiens kernefunktioner, som gør os i stand til øjeblikkeligt at se og handle på afstand. Det er en dobbeltfunktion af overvågning og kommunikation, men hvor de også understreger uligheden i kommunikationen: At alle disse teknologier reproducerer eksisterende former for magt og hvem der end har den politiske, juridiske eller sociale magt kan tage den magt med sig igennem netværket ved hjælp af de her teknologier«.

internettet er ikke magisk, men bygger på fysiske systemer af computere og servere forbundet med fiberkabler under jorden

 

James Bridle repræsenterer dermed et mere pessimistisk syn på netværk og teknologi, end hvad man i de seneste år har kunnet høre fra Silicon Valley-ideologer, der har lovet os, at teknologien kan vende eksisterende magtforhold på hovedet og gøre civilsamfundet i stand til mere effektivt at koordinere modstand og gøre oprør mod undertrykkende regimer. Et pessimistisk syn på teknologi som også har fået yderligere næring efter de lækkede dokumenter fra Snowden har vist, hvordan regeringer bruger metadata fra internet og mobiltelefoner til yderligere at manifestere deres magt. I droneprogrammet tydeligst vist ved den systematiske indsamling af metadata fra mobiloplysninger i krigszoner, som bliver sat i forbindelse med droneprogrammet og brugt til at udpege mål. En position fra en telefon, opfanget og behandlet af en maskine, sendt videre i systemet til en robot, der kan bruge det som udgangspunkt for, hvor en bombe skal smides. Der et stadig mennesker med i ligningen, men deres bidrag er efterhånden minimalt.

»Du begynder at forstå alle de her stykker netværksteknologi som en del af et meget større system,« siger James Bridle.

»Overvågning og våben er meget tæt forbundne i luftfartens historie. Alle former for overvågning er våben fordi de legemliggør dette ulige magtforhold, og altid uundgåeligt tenderer mod vold. De første fly blev brugt til overvågning, men når de alligevel var deroppe kunne de ligeså godt smide en bombe. Det skete omkring Første Verdenskrig, da luftfarten kom frem, og det er den proces som dronerne gentager. Oprindeligt bygget til overvågning, men nu bærer de også missiler og udvikler sig dermed som en funktion af overvågning, der bliver til vold.«

Modstandspraksis

James Bridles drone-værker er ikke kun digitale Tumblr-blogs og Instagram fotos og mest kendt er han måske for at tegne skygger af droner på fortove, parkeringspladser og i andre dele af byrummet.

»Droneskyggerne peger både mod objektet og viser det på en måde, men de viser også dets usynlighed. Jeg maler ikke en egentlig drone, men viser bare skyggen af den, hvilket indebærer både det faktum, at det er en ting, der flyver over hovedet på dig, som du ikke kan se, men også, at det er noget, du ikke rigtigt ved noget om,« forklarer James Bridle.

Denne synlighed og erkendelse af dronen kan også opstå i diskussionen om legitim modstand imod dem. Hvordan beskytter man sig, og hvilke defensive modstandspraksisser er det overhovedet muligt at praktisere mod de højteknologiske robotter. Den New York baserede kunstner Adam Harvey har designet flere stykker tøj, der fokuserer på privatliv - det såkaldte Stealth Wear. Et af produkterne er en burka i et metallisk materiale, som skal beskytte mod dronernes varmesøgende kameraer, de bruger til at finde frem til deres bombemål.

Også den hollandske kunstner Ruben Pater har med sit værk Drone Survival Guide fokuseret på de potentielle rum for civil modstandspraksis under dronekrigen. Ligesom James Bridle fokuserer han også på synliggørelsen af dronerne med trykte plakater med aftegnede dronesilhuetter, som han kalder for det 21. århundredes fuglespotting. Dronerne er udtryk for et nyt naturmiljø, hvor det er væsentligt at kunne genkende dem som en fare og et trusselsbillede. Plakaten er suppleret med en guide oversat til mange sprog med helt basale tips til modtræk mod droneangreb. Hav ingen elektronisk kommunikation, bevæg dig i dårligt vejr som dronerne har svært ved at operere i, brug forskellig beklædning til at skjule din kropsvarme

»Det er interessant at selvom dronerne er sofistikerede, så er der som med enhver anden teknologi simple modtræk at tage. Taleban bruger space-blankets som kun koster omkring 1 euro til at gemme sig fra infrarøde kameraer om natten, fordi det gemmer på kropsvarmen. Tæpperne er udviklet af NASA, så den samme teknologi, som dronerne kommer fra kan bruges til at beskytte sig mod dem,« siger Ruben Pater.

»Jeg fik guiden oversat til pashto fordi jeg håbede at det ville blive brugt i området mellem Pakistan og Afghanistan. Der er mange udstillinger om droner og kunstnere der laver projekter, men det er ofte i et galleri på engelsk og det er for et vestligt publikum. Jeg ville lave noget der var tilgængeligt for mange folk«.

Guiden har da også spredt sig via sociale medier og blandt andet var der flere jihadist-fans der tweetede om den.

»Når noget er online har man ikke nogen kontrol over det. Men der er intet ulovligt i guiden og det er fokuseret på ikke-voldelig modstand. Jeg tror ikke i sig selv, at guiden har nogen værdi i en krigstilstand, fordi den er så basal,« siger han.

Ruben Pater er selv opmærksom på det ironiske i, at han har lavet en plakat med billeder af de ofte usynlige droner. For det er måske ikke så relevant for mennesker i de droneramte områder af verden at se eller erkende dronens tilstedeværelse. Dronen er altid tilstede som en fare, men i praksis usynlig fordi den flyver så højt, at man ofte kun kan høre den. Et aspekt, der er næste skridt i hans projekt.

»Der var en der foreslog, at udvide projektet med lyd. For ofte flyver de så højt, at du ikke ser silhuetterne, men du hører dem hele tiden steder som Gaza og Afghanistan. Så nu er jeg igang med at indsamle lydene fra dronerne og lægge dem online,« siger han.