Print artikel

Det videnskabelige er politisk

Kritik
13.05.19
Donna Haraways klassiker handler ikke kun om videnskab men lige så meget om etik og politik. Dette er særlig relevant i en tid, hvor politik i stadig højere grad handler om, hvad der egentlig tæller som viden.

Jeg sidder i et DSB-tog og forsøger at stave mig igennem den nyudkomne danske oversættelse af Donna Haraways tredive år gamle essay Situeret viden: Videnskabsspørgsmålet i feminismen og det partielle perspektivs forrang. Mens jeg støder på ene kringlede og idiosynkratisk formulerede sætning efter den anden, overvejer jeg, hvordan mine medpassagerer ville se på en sådan tekst. Hvordan ville de afkode det bombastiske sprog og ville de kunne relatere det til deres specifikke hverdag? Haraways gennemgående ‘morale’, som hun kalder den, er enkel – objektivitet og dét, som vi forstår som viden, er aldrig helt objektivt eller neutralt. Viden tager nemlig altid udgangspunkt i konkrete kontekster. Det såkaldte ‘gudetrick’, hvor man distancerer sig som vidende subjekt fra verden, fungerer ikke.

Haraways udfordringer af videnskabens gudetrick rusker dermed også op i vante forestillinger om, hvordan vi f.eks. henviser til og forstår undersøgelser og statistik i den offentlige debat. Men hvor mange forbehold for, at det objektive aldrig er helt objektivt, skal der tages, hver gang der henvises til, hvad videnskaben fortæller os? Skal vi til at tale om videnskab på en helt anderledes måde i offentligheden? Det er sådanne åbne spørgsmål, som fortsat gør Haraways tænkning værd at læse og oversætte inden for en dansk offentlighed.

Haraways tekst kræver et tålmodigt og flittigt blik, men både dengang som nu sætter den sig et aftryk i hukommelsen, som netop er formålet med Forlaget Mindspaces bogserie Aftryk, hvori det er udgivet. Som Lis Højgaard påpeger i sit pædagogiske forord, har dette korte essay haft stor betydning for diskussionerne omkring videnskab og objektivitet inden for særligt feministisk teori og videnskabskritik.

Viden tager nemlig altid udgangspunkt i konkrete kontekster. Det såkaldte ‘gudetrick’, hvor man distancerer sig som vidende subjekt fra verden, fungerer ikke

Feministisk videnskabsteori begyndte som en bestræbelse på at kritisere kvinders eksklusion fra både videnskabelig praksis og videnskabens genstandsområde men har senere bredt sig ud til at blive en mere generel kritisk tilgang til forholdet mellem videnskab og sociale kategorier såsom køn, etnicitet og klasse. Dette essay er i den tradition blevet en klassiker og er ved siden af A Manifesto for Cyborgs (1991) Haraways mest kendte værk, selvom det for særligt udenforstående kan fremstå lige så anderledes og futuristisk i dag, som det gjorde for tredive år siden.

Den amerikanske videnskabsteoretiker og feminist har en naturvidenskabelig baggrund inden for biologiens verden, hvilket sammen med hendes interesse for bl.a. ideologikritik og diskurser har givet hende en særlig forståelse af verden som sammenfiltret af natur og kultur. Grænserne mellem disse er nemlig aldrig klare eller fuldendte. Hvornår er den menneskelige krop eksempelvis ’blot’ en biologisk organisme, og hvornår er den kulturelt markeret, hvis både dets indre bærer præg af moderne kirurgi og dets ydre af udsmykning og forskellige hjælpemidler, som vi alle sammen kender så godt?    

Med dette udgangspunkt orienterer Haraway sig ud fra to videnskabsteoretiske strømninger i tiden. For det første en radikal konstruktivisme, der især fokuserer på at afdække magtspil, retorik og de sociale forhandlinger, der hele tiden pågår inden for videnskab omkring virkelighed og sandhed. Men ifølge Haraway er det ikke nok bare at stille sig tilfreds med en erkendelse af »sandhedens retoriske natur«. Særligt ikke når en sådan indsigt samtidig kan fungere som sovepude eller som et magtfuldt værktøj til at undgå ansvar og kritik, fordi alle former for viden dermed kan ses som lige — nemlig alle lige socialt forhandlet. Den anden videnskabsteoretiske strømning er den feministiske empirisme repræsenteret af f.eks. Sandra Harding og Evelyn Fox Keller. Her findes der faktisk en bestræbelse på både hele tiden at være opmærksom på enhver videns kontekst og samtidig arbejde på mere troværdige fremstillinger af virkeligheden.

Ifølge Haraway er den centrale pointe altså, at videnskab ikke behøver en medfølgende idé om, at der findes én virkelighed ‘derude’. Men vi har brug for at insistere på, at der findes noget virkeligt, og at det er ikke alt ved det videnskabelige arbejde, der bare lader sig reducere til magt og arrogance. Det er for Haraway ikke blot et videnskabeligt spørgsmål — det handler lige så meget om etik og politik. Produktion af og omgang med viden bør ikke være noget, der kun vedrører videnskabsfolk, hvorfor videnskabsfolk også bør overveje de magtforhold, som de står midt i, samt deres engagement for en bedre verden.

Vi har brug for at insistere på, at der findes noget virkeligt, og at det er ikke alt ved det videnskabelige arbejde, der bare lader sig reducere til magt og arrogance

Særligt det sidstnævnte, som muligvis også er Haraways mest originale bidrag til den videnskabsteoretiske debat, synes relevant at tage op i dag i en tid, hvor storme af diskussioner omkring, hvem der ved hvad og hvorfor, raser langt uden for universiteternes mure. Spørgsmål om fake news, kildekritik og brug af især statistik inden for den offentlige debat handler netop også om ansvarlighed i en verden under forandring, alt imens vi forsøger at karakterisere den. Verden er nemlig, som Haraway selv understreger i de sidste sider af essayet, en »aktiv enhed«, som ofte undslipper os og fremstår som en aktør i egen ret. Og det samme med verdens indre og ydre grænser; for hvorledes skelner man egentlig én ting fra en anden? »Objekter er grænseprojekter«, som Haraway skitserer til sidst, hvorfor deres grænser også må undersøges og fortolkes gentagne gange. Noget, der gælder alt lige fra mikroorganismer til befolkningsgrupper, fra modeller over fremtidens klima til sociale ritualer for høflighed og respekt.

Men hvad betyder det at orientere sig åbent og ansvarligt i en sådan forvirrende blanding af magtfølsomme samtaler og ustabile objekter? Det er her, hvor nutidens debatter i offentligheden om ansvarlighed i produktion og deling af viden igen viser et væld af gensidigt modstridende perspektiver. Men ikke desto mindre tyder de ustandselige udvekslinger af uenighed om, hvad der regnes som 'fakta’ i offentligheden, på en kollektiv læringsproces, som forhåbentligt peger i Haraways retning af en mere kontekstafhængig vidensforståelse — en proces som forhåbentligt gør, at vi bliver mere opmærksomme og ansvarlige over for de måder, hvorpå vi udtrykker dét at vide noget.

Hvad ved jeg eksempelvis selv om fattigdom i dagens Danmark, og på hvilken måde ved jeg, hvad fattigdom egentlig er for en størrelse? I december 2018 udkom en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der baserede sig på en ny fattigdomsgrænse udviklet af Danmarks Statistik, og som ifølge den måde, hvorpå det blev præsenteret i medierne, viste, at antallet af fattige børn i Danmark var vokset til 64.500. Men denne nye rapport og fattigdomsgrænse blev afvist af både beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og særligt tænketanken CEPOS, der påstod, at fattigdom ikke burde måles relativt i forhold til resten af befolkningens velstandsniveau men i stedet måtte beregnes ’absolut’ i kroner og ører. På den måde blev det tydeligt for rigtig mange, at fattigdom ikke henviser til én ting derude, som man bare ureflekteret kan måle på men især afhænger af, hvad vi overhovedet forstår ved det at være fattig - selvom både Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og CEPOS sandsynligvis kunne have været klarere i deres retorik omkring dette. Sådanne refleksioner bør holdes ved lige som åbne spørgsmål i det offentlige rum. At læse Donna Haraway kan være én måde at holde dette rum for refleksion åbent — en anden kan være at engagere sig i den altid svære samtale med dem, der mener at vide noget helt andet end én selv.