Print artikel

Det frosne kontinent

Foto: Vincent van Zeijst. Wikicommons
Essay
02.10.17
Økonomien findes ikke 'derude' som en fast størrelse, men består af konstruerede verdener af teori, modeller og statistik, som kolliderer og smelter sammen i et evigt skiftende skuespil. PhD. i politisk økonomi Emil Urhammer giver i dette essay sit bud på, hvad økonomien egentlig er.

Jeg er blevet opfordret til at forsøge at bidrage til besvarelsen af spørgsmålet ”hvad er økonomien?”. Men er det ikke et nemt spørgsmål? Kan man ikke bare slå op i en lærebog om økonomi og læse det der? Det korte svar er, at de fleste introducerende lærebøger i makroøkonomi faktisk ofte giver en definition af, hvad ’økonomien’ er ofte i form af en model et sted i indledningen. Hvis man kan stille sig tilfreds med sådanne og det forhold, at det ikke altid er den samme definition, behøver man ikke læse videre her, men hvis man er interesseret i en alternativ gennemgang af spørgsmålet med filosofiske undertoner, så vil det følgende forhåbentlig være værd at læse. I tilføjelse til dette vil jeg slå fast, at jeg ikke forventer på nogen måde at besvare spørgsmålet fuldt ud. Mere ydmygt er det min intention at tilbyde en måde at tænke over spørgsmålet, som måske ikke er så udbredt, og forhåbentlig kan bibringe nogle greb, som andre kan anvende i den fortsatte tumlen med dette spørgsmål.

Til at begynde med er det på sin plads at forsøge at komme lidt nærmere ind på en første præcisering af, hvad det egentlig er jeg taler om, når jeg siger ’økonomien’. Kort sagt er det jeg hentyder til med denne betegnelse, den størrelse som politikere, økonomer og journalister refererer til når de siger eller skriver ting som ”økonomien er vokset”, ”det står skidt til med økonomien” eller ”fjernelsen af topskatten vil gavne økonomien”. ’Økonomien’ er altså i denne her sammenhæng den danske stats økonomi, vores samfunds samlede økonomi; dette til tider nærmest mytiske objekt, som er genstand for en forsat strøm af retorisk energi og som spiller hovedrollen i så mange politiske debatter og beslutninger.

De fleste som hører ordet ’økonomien’ (bestemt form ental) og den tone af selvfølgelighed, hvormed det ofte bliver ytret, har formentlig indtryk af at ’økonomien’ er en singulær, veldefineret og afgrænset størrelse, men et af formålene med denne tekst er at gøre op med denne opfattelse, eller i det mindste at bløde den lidt op, ved at foreslå at det ikke er helt tosset at betragte ’økonomien’ som et ensemble af forskellige konstruerede versioner. Hvilken en af versionerne man møder er bestemt af hvilke teorier og modeller man henvender sig til.

I forlængelse af ovenstående kan man også stille sig spørgsmålet ”hvorfor skal vi overhovedet bruge tid på at tale om hvad økonomien er for noget?” For at svare på det vil jeg søge hjælp hos den franske filosof Bruno Latour, som om ’økonomien’ har sagt, at den er et frossent kontinent, en utilgængelig infrastruktur som fremstår som noget man helst skal overlade til eksperterne. I den forstand kan man sige, at ’økonomien’ gradvist er gået fra at være et politisk anliggende til at blive en sag man helst bare skal overlade til økonomerne. Men hvordan kan man sige det og samtidig hævde, at journalister og politikere hele tiden taler om den? Svaret er at de to ting ikke udelukker hinanden. Når journalister og politikere taler om ’økonomien’ er det i udbredt grad med brug af økonomernes ekspertsprog, og med reference til ekspertberegninger og modeller. Det er således ikke muligt at sige, hvad som helst om ’økonomien’. Det har vi efterhånden kunnet konstatere adskillige gange ikke mindst i det nye parti Alternativets bestræbelser på at fremsætte alternative økonomiske forslag, som er blevet mødt med hån og er blevet slået ned med reference til stærke modelberegninger. Et af formålene med denne artikel er derfor at forsøge at lette lidt på låget til en størrelse som økonomiske eksperter i høj grad har taget til fange, forskanset og utilgængeliggjort bag høje mure af avancerede beregningsmodeller og fagsprog.

Intentionen er således at forsøge at skabe adgang til nogle af disse mure for at vriste ’økonomien’ ud af eksperternes hænder og fremstille denne størrelse som en politisk størrelse, fremfor det frosne kontinent om hvilket, økonomerne med, Latours ord, synes at sige ”hold nallerne væk”.

Mit formål er altså at fremstille økonomien som en politisk størrelse. Men dette udgangspunkt kan lede i flere retninger. En retning handler om økonomien som objekt for politiske beslutninger, regulering og styring. Altså økonomien som genstand for et lands styrende organers indgreb i form af skattelovgivning, pengepolitik og investeringer for eksempel. Men den retning som jeg vil forsøge at forfølge går mere i retning af at betragte økonomien som værende politisk i sin konstruktion. Selve måden økonomien opstår som et objekt, der kan træffes beslutninger i forhold til, er en form for politik. Denne opfattelse af økonomien kan betegnes som filosofisk og som betragtende spørgsmålet om hvad økonomien er som et metafysisk spørgsmål, et spørgsmål om økonomiens ontologi. Hvordan kommer økonomien til live som et selvstændigt politisk styringsobjekt for nationalstaten?

Lidt etymologi

For at komme godt fra land på vores rejse mod det frosne kontinent, kan det måske være på sin plads at begynde med lidt etymologi. Ordet økonomi har rødder i de to græske ord oikos og nomos, som henholdsvis betyder noget i retning af hus eller husholdning og lov eller regel. Med dette grundlag kan man hævde, at ordet økonomi i sin etymologiske oprindelse betyder noget i retning af husholdningens regler, læren om husholdningen, eller slet og ret husholdning. Som et eksempel på en sprogbrug, der underbygger den sidste betydning, kan man citere vores egen Søren Kierkegaard, som i sit værk Gentagelsen, med personen Constantin Constantius stemme, skriver: »En monoton og ensformig orden var tilvejebragt i min hele økonomi. Alt hvad der ikke kunne gå – det stod på sit bestemte sted, og hvad der kunne gå, det gik sin beregnede gang: Mit stueur, min tjener og jeg selv, der med afmålte skridt gik op og ned ad gulvet.« Man fornemmer her, at Constantins økonomi er andet og mere end blot hans pekuniære situation, at det snarere er hele hans husholdning, stueur, tjener og hans egen person indberegnet, der her er tale om. Denne opfattelse af økonomi eller det økonomiske er med tiden blevet afløst af en mere begrænset opfattelse, som snævrer sig ind til netop at vedrøre såkaldte økonomiske eller pekuniære anliggender, og i tilfældet ’økonomien’ til specifikt at vedrøre nationalstaternes økonomiske anliggender.

Økonomien er snarere et politisk objekt som opstår i et samspil mellem særlige samfundsmæssige aktiviteter og omstændigheder

I de klassiske økonomers tid tilbage i 1700- og begyndelsen af 1800-tallet kaldtes den fagdisciplin, vi i dag kalder for økonomi, faktisk politisk økonomi, hvilket understregede det forhold, at økonomernes interessefelt i høj grad var (og stadig er) samspillet mellem de samfundsøkonomiske processer og nationalstatens politiske beslutningsprocesser. Men med fremkomsten af den neoklassiske teori i sidste halvdel af 1800-tallet, kan man hævde, at der finder et forsøg på en afpolitisering sted, et forsøg på at få økonomi til at fremstå som en ’ren’, værdifri videnskabelig disciplin, inspireret af naturvidenskaben, med sit eget velafgrænsede genstandsfelt. Bortset fra at der med mellemrum i forbindelse med større økonomiske kriser er kommet fornyet fokus på økonomi som politisk disciplin, må det siges, at den overordnede tendens til at afpolitisere og naturvidenskabeliggøre ’økonomien’ er temmelig udtalt og vellykket. Det er dog ikke oplagt, at denne tendens er udpræget gavnlig og hensigtsmæssig, idet den skjuler det forhold at ’økonomi’, som videnskabelig disciplin, er alt andet end værdifri og apolitisk.

Derfor vil jeg prøve at redegøre for, hvordan det objekt vi i dag kalder ’økonomien’ er betinget af de modeller som opstilles for at redegøre for den. Pointen er at demonstrere at ’økonomien’ ikke er noget, som befinder sig et sted ude i verden, og som økonomer bare observerer og beskriver. Økonomien er snarere et politisk objekt som opstår i et samspil mellem særlige samfundsmæssige aktiviteter og omstændigheder og de teorier, målinger og modeller, som er udviklet til at detektere og forklare disse aktiviteter og omstændigheder.

Teori, statistik, model

For at kunne nærme sig en besvarelse af spørgsmålet om, hvad ’økonomien’ er, er man i mine øjne nødsaget til at fokusere på tre hovedelementer nemlig: teori, statistik og model. Min lidt bastante påstand i den forbindelse er, at uden disse tre konstituerende elementer, ville økonomien simpelthen ikke eksistere. Hermed ikke være sagt, at der ikke finder et hav af aktiviteter sted spredt ud over landet, som kan kaldes økonomiske. Min pointe er blot, at uden teoriens, statistikkens og modellernes mellemkomst ville det ikke være muligt at udpege en specifik genstand, et objekt som kan kaldes ’økonomien’. Hermed ønsker jeg at understrege, at disse tre elementer får noget til at træde frem af samfundslivets mangfoldige virvar, et samlet hele, med særlige lovmæssigheder og egenskaber, som kan skelnes fra andre fænomener.

Teori

Hvis vi starter med teori, er den vigtigste teoretiske disciplin for eksistensen af et afgrænset og sammenhængende hele kaldet ’økonomien’, disciplinen ved navn makroøkonomi. Makroøkonomi er en meget bred faglig ramme, som rummer flere forskellige ofte stridende skoler, som dog alle kan hævdes at have det til fældes, at de betragter ’økonomien’ som deres genstandsfelt. Makroøkonomi er således den disciplin, hvor man studerer samfundsøkonomien, nationalstatens samlede økonomi, bestående af delelementer som husholdninger, virksomheder, staten, bankerne, arbejdsløsheden, betalingsbalancen og den offentlig saldo.

Som nævnt kan makroøkonomi deles op i flere forskellige skoler, hvoraf de mest dominerende i vores tid må siges at være neoklassisk teori og i mindre grad keynesiansk makroøkonomi. Hvis vi starter med den neoklassiske teori, er det nyttigt at observere, at denne teori opstod i sidste halvdel af 1800-tallet, som et forsøg på at skabe en stringent matematisk teori om de økonomiske forhold inspireret af fysikkens klassiske mekanik. Med den neoklassiske teoris fremkomst styrkedes, ifølge den økonomiske historiker Margaret Schabas, idéen om ’økonomien’ som et afgrænset virkelighedsdomæne styret af generelle økonomiske ’naturlove’, sandheden om hvilke kunne fremdrives ved hjælp af elegant matematik. På denne måde kan den neoklassiske teori siges at være en del af det positivistiske etos; forestillingen om at en sand beskrivelse af verden kan frembringes ved hjælp af rationelle udsagn og stringent matematik. I forlængelse heraf kan man sige, at den neoklassiske teori er en form for atomistisk reduktionisme, altså en forestilling om, at lovene for den samlede økonomi kan udledes fra en enkelt rationel økonomisk agent og en teori om, hvordan denne agent træffer markedsbeslutninger. Den neoklassiske teori er således i udgangspunktet en mikroteori, altså en teori om individuelle økonomiske agenter, som agerer på specifikke markeder. Men med tiden er denne mikroteori blevet generaliseret til en samlet teori for alle markeder ved hjælp af tesen om den generelle ligevægt. I korte træk består denne tese i troen på at alle markeder, hvis visse betingelser ellers er opfyldt, på grund af loven om ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, samtidig finder ind i en ligevægt. Med den neoklassiske teoris reduktionisme og generelle ligevægts aksiom har man udviklet en såkaldt deterministisk teori om økonomien, som i hvert tilfælde i sin rene form, betragter ’økonomien’ som en fuldt ud forudsigelig størrelse, om hvilken man altid ved i hvilken tilstand den vil befinde sig efter et givet tidsrum, nemlig i generel ligevægt. Denne egenskab har fået den danske økonomiprofessor Jesper Jespersen til at kalde neoklassisk teori for idealisme, en teori om hvordan økonomien ideelt set burde opføre sig, ikke om hvordan den rent faktisk gør det.

Som et modsvar til den neoklassiske teoris determinisme udviklede den britiske økonom John Maynard Keynes i sidste halvdel af trediverne en radikalt anderledes teori om ’økonomien’. Selvom den neoklassiske teori i en vis forstand kan siges at være en teori om hele økonomien, var den alligevel begrænset til at handle om markeder og var derfor begrænset til at se ’økonomien’ som et ensemble af markeder. Denne forestilling gjorde Keynes op med ved at understrege, at man må opfatte ’økonomien’ som ’et samlet hele’ bestående af størrelser som husholdninger, virksomheder, markeder, stat og banker, og af kausalt forbundne variable som forbrug, produktion, inflation og arbejdsløshed. I modsætning til neoklassikerne reducerede Keynes ikke disse variable til skyer af det samme atom (den rationelle agent), men så dem som størrelser i et samlet, yderst komplekst hele, præget af fundamental usikkerhed; fuld af ting vi ikke ved, ting vi ikke kan vide og ting vi end ikke ved, at vi ikke ved.

BNP er en statistisk konstruktion, tilpasset helt særlige politiske behov for at løse konkrete historiske, økonomiske problemstillinger

I løbet af det tyvende århundrede er der blevet gjort mange forsøg på at smelte de to her beskrevne makroøkonomiske teorier sammen, men den dag i dag er der, ifølge Jesper Jespersen, stadig tale om to fundamentalt forskellige teorier, som ifølge min udlægning fremkalder to væsensforskellige versioner af ’økonomien’. På den ene side står den neoklassiske teoris elegante maskine af forudsigelig markedsmekanik, og overfor den det keynesianske ensemble af makroøkonomiske variable i et komplekst, foranderligt samspil præget af den højeste grad af usikkerhed. Til trods for disse forskelle giver det stadig mening at se begge skoler som udtryk for realisme, altså en opfattelse af, at det man studerer er en objektiv realitet ude i verden, mens teorien primært er en repræsentation, ikke en medskaber, af denne objektive virkelighed. 

Statistik

For at økonomiens enkeltdele kan træde frem i beregnelige tal og synlige grafer har økonomer og statistikere over tid udviklet en omfattende form for bogføring – en dataindsamling og statistisk kategorisering kaldet nationalregnskabet. Dette regnskab tæller elementer som produktion, forbrug, eksport, import, betalingsbalancen og den offentlige saldo. Som et mål for samfundets samlede produktion står BNP (bruttonationalproduktet) centralt i nationalregnskabet. Men det er vigtigt at understrege, at et lands samlede produktion ikke er nogen entydigt defineret størrelse. Rent faktisk er forskellige økonomiske skoler end ikke enige om, hvad produktion i det hele taget er for noget. BNP-målet må derfor betragtes som en statistisk opfindelse betinget af politiske og værdimæssige beslutninger om, hvad der hører med til, og hvad der bør udelades i opgørelsen af et lands samlede produktion. Det er derfor vigtigt at understrege, at BNP er en statistisk konstruktion, tilpasset helt særlige politiske behov for at løse konkrete historiske, økonomiske problemstillinger. Det er derfor rimeligt at hævde, at BNP-målet ikke måler en objektiv naturgiven størrelse, som lufttemperaturen for eksempel. Der er derimod snarere tale om en politisk betinget udvælgelse af særlige elementer og størrelser, som man på et givent tidspunkt har fundet anvendelige til at skabe et godt billede af et lands samlede økonomiske aktiviteter og velstand. Det er således muligt at forestille sig helt andre velfærdsmål konstrueret efter helt andre principper og værdier, hvis der var politisk interesse for noget sådant.

For at forstå den tilblivelsesproces, som jeg hævder finder sted i tilfældet ’økonomien’, altså at ’økonomien’ snarere skal forstås som en konstant ’bliven til’ frem for en færdig størrelse, hvis objektive eksistens dokumenteres i målinger og faktuelle udsagn, kan det være nyttigt at se lidt på relationen mellem makroøkonomisk teori og den økonomiske bogføring. Hovedobservationen i den forbindelse er, at der hersker en gensidighed imellem disse to. Man kan på en måde sige, at de to kalder på hinanden. Med lidt digterisk frihed, kan man sige, at historisk set, har økonomiske teoretikere studeret og grublet over forskellige økonomiske aktiviteter, hvilket har ført til udviklingen af et vokabularium af teoretiske begreber, som siden er blevet raffineret i statistiske mål. Min pointe i så henseende er således, at økonomer gennem tiden har studeret såkaldt økonomiske forhold i deres omverden, formet nogle ord og teorier om det, de har observeret, for så siden at lade disse ord og teorier være med til at forme måden man kigger på og måler ting i verden. Altså en slags iterativ fremadskridende vekselvirkning mellem teori og observation. Som et eksempel kan man tage idéen om et lands samlede velstand. Det synes klart, at man i umindelige tider har kendt til idéen om et lands rigdom eller armod, men det er først gradvist, og over lang tid, at et veldefineret statistisk apparat – BNP – er blevet skruet sammen til at kunne sætte et specifikt tal på et lands samlede velstand. Adam Smith skrev om nationernes velstand allerede i 1776, men der skulle gå mere end 150 år, fra han fremsatte sine teorier om denne rigdom til, at økonomen Kuznets, blandt andet under indflydelse af Keynes teoretiske krav, udviklede et brugbart mål for denne velstand. Siden da er målet løbende blevet videreudviklet og forandret, og der finder fortløbende en ivrig diskussion sted om, hvorvidt dette mål er forældet, og om det overhovedet længere måler velstand, hvis det nogensinde har gjort det. Som en opsummering af det foregående kan man sige, at økonomisk teori og statistik har udviklet sig i et løbende samspil over århundreder og at statistikken med tiden er blevet den empiriske base for teoriens årsagsrelationer.

Man kan ikke gå op i et højt tårn og se ud over byen og se ’arbejdsløsheden’

For at prøve at forklare statistikkens rolle i fremkomsten af forskellige aggregerede størrelser, som i et kompliceret samspil kan siges at frembringe ’økonomien’ som et statistisk objekt, kan det være brugbart at gøre brug af den franske filosof Deleuzes videreudvikling af de filosofiske begreb ekspression. Ifølge Deleuze kan der finde en ekspression sted, når forskellige elementer sættes sammen og danner et nyt element. Som et eksempel kan man tage tre lige lange pinde og sætte dem sammen til en ligesidet trekant. På den måde frembringer de tre pinde noget nyt, et objekt som ikke var der før, og som de ikke enkeltvist kunne skabe. Sådan kan man også forestille sig statistikken frembringe ’økonomiens’ enkeltdele. Tager man for eksempel ’arbejdsløsheden’, er det min påstand, at ’arbejdsløsheden’ ikke er en objektiv størrelse, som bølger rundt ude i samfundet, men en statistisk størrelse opstået ved en ekspression, hvor man har forsøgt at tælle alle de individer som, på et givent tidspunkt, kan siges at være arbejdsløse, og lagt dem sammen til et enkelt tal for således at udtrykke en ny statistisk størrelse kaldet ’arbejdsløsheden’. I forlængelse af dette vil jeg fremsætte den forståelse, at det objekt vi kalder ’økonomien’ blandt andet udtrykkes gennem en statistisk dimension, som samler en lang række statistiske ekspressioner, hvoraf de som optræder i nationalregnskabet kan siges at være de vigtigste. Den primære ekspressor af dette lag er Danmarks Statistik, som løbende samler data og frembringer ’økonomien’ i sin statistiske form ved hjælp af gentagne ekspressioner.

Makroøkonomi er disse statistiske ekspressioners disciplin, som tager springet fra et virvar af økonomiske aktiviteter spredt over tid og sted til samlede størrelser som importen, eksporten og produktionen. Makroøkonomi er således disciplinen, hvor man forvandler forskellige aktiviteter – forbrug, produktion, arbejdsløshed – til aggregerede størrelser i bestemt form: forbruget, produktionen, arbejdsløsheden. De første kan man møde på sin daglige gang i hverdagslivet, mens de sidste må opsøges i Danmarks Statistik og i økonomer og politikeres sprogbrug. Som eksempel kan man kende en som i øjeblikket ikke har noget arbejde, altså en som er arbejdsløs. Men man kan ikke gå op i et højt tårn og se ud over byen og se ’arbejdsløsheden’ i aggregeret bestemt form. Arbejdsløsheden er et statistisk objekt, som man er nødt til at konsultere Danmarks Statistik for at få et førstehåndsindtryk af.

Et bud på hvad ’økonomien’ er kunne således være at tage alle disse aggregerede, statistiske størrelser, med alle deres interne kausale relationer, og betragte dem som et samlet hele. ’Økonomien’ kan således siges at bestå af en række spring fra et virvar af aktiviteter og omstændigheder af økonomisk observans, til en række aggregerede størrelser og endelig til en samlet relativt velordnet størrelse kaldet ’økonomien’.

Et af problemerne med makroøkonomi er nu, at man kaster sig ud i at konstruere matematiske love for kausalitet mellem forskellige statistiske aggregater som arbejdsløshed og økonomisk vækst, uden hensyntagen til det spring, som foretages fra virvaret af samfundsmæssig aktivitet, hvis funktionalitet og reaktionsmekanismer i vidt omfang er ukendte, til statistikkens rene tilrettede konstruktioner.

Model

Overalt i videnskaben spiller brugen og udviklingen af modeller en afgørende rolle i fortolkningen af de objekter, som søges beskrevet og forstået. Dette gælder i meget høj grad i naturvidenskaben, men så sandelig også i de økonomiske videnskaber. Med fremkomsten af særdeles avanceret økonomisk matematik og ligningssystemer, der kan løses ved hjælp af kraftige computere, kan man næsten gå så vidt som til at sige, at mainstreamøkonomi har udviklet sig til en modelleringsdisciplin, hvor forskningen primært består i at opstille matematiske modeller og bruge disse til at skabe simuleringer af forskellige økonomiske forhold. Som fundament for disse avancerede beregningsmodeller findes imidlertid nogle mere fundamentale modeller, som er med til at fastlægge præmisserne for regnemodellerne. Sådanne fundamentale modeller kan også kaldes konceptuelle modeller, som forsøger i meget simpel og overskuelig form at beskrive økonomien som ’et samlet hele’. I det følgende vil jeg forsøge at beskrive to forskellige grundmodeller for ’økonomien’ og forklare, hvordan disse to modellers særlige egenart kalder på forskellige værdier og politiske strategier. Hermed ønsker jeg at vise, at økonomiske modeller per konstruktion er politiske og fører til skabelsen af fundamentale politiske grundværdier og holdninger.

Til at illustrere denne pointe har jeg udvalgt to forskellige grundmodeller: den neoklassiske og den økologisk økonomiske. Den neoklassiske grundmodel er en cirkulær kredsløbsmodel, der beskriver økonomien som et cirkulært kredsløb af penge, varer og ydelser mellem husholdninger på den ene side og firmaer på den anden, hvor husholdningerne sælger deres arbejdskraft på arbejdsmarkedet og modtager penge i form af løn som betaling, og hvor virksomhederne sælger deres varer og services på varemarkederne til husholdningerne og modtager penge som betaling. Denne model fremstiller økonomien som et cirkulært kredsløb, hvor husholdninger og firmaer kan udveksle varer, ydelser og penge i al evighed. Der er nemlig intet i modellen, som forhindrer dette kredsløb i at fortsætte i det uendelige, og jo hurtigere cirkulationen foregår, jo mere vokser BNP, hvilket, ifølge den neoklassiske teoris grundlæggende etik, anses for at være et ubetinget samfundsgode. Modellen tillader og fremskynder således jagten på ubegrænset økonomisk vækst i det uendelige. Selvom det er svært at bevise i fuld håndgribelighed, tør jeg godt hævde, at der er en sammenhæng mellem denne models legitimering af evig økonomisk vækst og fremkomsten af økonomisk vækst som ufravigeligt politisk imperativ. Om ikke andet kan man sige, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at lave en model, som problematiserer evig vækst, når dette nu en gang er blevet et politisk imperativ. Det bør i den forbindelse fremhæves, at økonomisk vækst først i løbet sidste halvdel af det tyvende århundrede, med udviklingen af BNP-målet, er blevet en veldefineret størrelse og et særskilt politisk mål. Dette i sådan en grad, at det i mine øjne er rimeligt at påstå, at økonomisk vækst er blevet det ædleste mål i den økonomiske politik.

Som et modsvar til den neoklassiske kredsløbsmodel, har økologiske økonomer udviklet en økonomisk grundmodel, hvori økonomien optræder som en delorganisme i planetens biosfære (jordens samlede økosystemer). Idéen her er at økonomien er en metabolisk organisme, som holder sig selv i live ved at optage materialer og energi fra biosfæren, for senere igen at udlede energi og materialer i form af affaldsprodukter og transformeret energi til selv samme sfære. Med denne model bliver der sat biofysiske grænser for økonomiens størrelse, hvilket skaber betingelserne for helt nye politiske programmer som grænser for vækst og modvækst. Igen vil jeg påstå, at der er en sammenhæng mellem modellens verdensfremstilling og det politiske program som modellen implicit promoverer.

Pointen med at fremhæve disse to modeller, er at vise, hvorledes modellerne skaber særlige verdener med specifikke problemstillinger og værdier, som betinger måden vi taler om økonomien og de beslutninger vi træffer i forhold til den økonomiske politik. Den første model skaber betingelserne for troen på markederne og den evige vækst, hvorimod den anden understreger ’økonomiens’ materielle og økologiske konstitution og maner til forsigtighed med hensyn til økonomisk vækst.

Afslutningsvis skal det også nævnes, at økonomiske regnemodeller spiller en afgørende rolle i udviklingen af konkrete politiske forslag og i afvisningen af andre. Her tænker jeg især på det to modeller ADAM og DREAM, som blandt andet anvendes af det danske finansministerium til fremskrivninger af ’økonomien’ og til vurdering af politiske forslag. I den offentlige debat fremstår disse modeller ofte som højt hævede autoriteter, mens de for mig at se snarere skal opfattes som teknologier præget af ideologi og den neoklassiske teoris fortolkninger af værdier og markedsmekanismer. Dette forhold betyder, at disse modeller ikke skal opfattes som orakler med særlig adgang til den økonomiske sandhed, men som teknologier under kraftig indflydelse af partipolitiske hensyn og institutionelle kræfter.

Andre teoretiske veje

I bestræbelserne på at forstå hvad ’økonomien’ egentlig er for noget, kan man også søge svar i teoretiske discipliner uden for de makroøkonomiske skoler. Gør man det, åbner der sig et væld af fortolkningsmuligheder, som både kan være med til bidrage til en rigere forståelse, men selvfølgelig også til at gøre forvirringen endnu mere total. Med risiko for det sidste, vil jeg her kort forsøge at skitsere nogle forståelser af ’økonomien’, som er fremkommet fra andre samfundsfaglige retninger end den økonomiske.   

Den anskuelsesmåde jeg her primært vil fremhæve er en anskuelse, som i høj grad har sine rødder i Michel Foucaults diskursteori. I sine tidligere værker fremsatte Foucault en teori om, at forskellige samfundsmæssige størrelser – som for eksempel galskab og seksualitet – må opfattes som diskursive objekter frembragt af særlige fagdiscipliners og eksperters sprogbrug i skrift og tale. I en senere række af foredrag forsøgte Foucault at gentage dette kunststykke med hensyn til ’økonomien’ ved at beskrive denne som et særligt sandhedsregime fremmanet af den økonomiske videnskabs eksperter. En mulig fortolkning af Foucault i så henseende er at hævde, at ’økonomien’ er blevet til biopolitik, et styringsapparat, hvis magt strækker sig helt ud i det enkelte menneskes biologiske krop, en sproglig virkelighed, med betvingende magt over samfundets subjekter.

En vigtig videreudvikling af Foucaults idéer finder man hos Peter Miller og Nikolas Rose, der har bidraget til Foucaults teori ved blandt andet at skærpe hans begreb governmentality (styrings- eller reguleringsmentalitet). Ligesom Foucault sætter Miller og Rose fokus på viden som magtapparat. Det at frembringe et vidensobjekt, som for eksempel ’økonomien’, ved hjælp af bogføringsteknikker og statistik skaber magt, fordi disse tekniker har kraft til at virke i verden og i en vis udstrækning forme den efter en bestemt mentalitet. Således hævder Miller og Rose, at det at kende et objekt på en sådan måde, at det kan styres og reguleres kræver dataindsamling, statistik og beregning. Et sådant maskineri er på plads i tilfælde ’økonomien’, hvilket gør ’økonomien’ til et vidensobjekt som, i hvert tilfælde i en vis udstrækning, kan reguleres. Men samtidig med at det et stykke af vejen kan styres og reguleres, er det også en magt, som kan styre og regulere almindelige menneskers liv. 

I tråd med ovenstående forståelser finder man også flere andre teoretikeres arbejde, der kredser om samme emne. Her kan for eksempel nævnes Margaret Schabas, der beskriver, hvordan ’økonomien’ som epistemisk objekt er fremkommet i løbet af det nittende århundrede som et resultat af datidens økonomers forsøg på at udskære ’økonomien’ som et særlig erkendelsesdomæne adskilt fra naturen og fuldt forklarligt ved hjælp af menneskelig adfærd og markedslogik. Som en følge af disse bestræbelser er begrebet ’økonomien’, ifølge Schabas, gradvist blevet en del af almindeligt sprogbrug og menneskers daglige tale, ligesom det tidligere også er hændt med begrebet ’temperaturen’.

Som den sidste gren på denne diskursorienterede stamme af teorier om ’økonomien’ vil jeg fremhæve den italienske filosof Giorgio Agambens genealogi over ’økonomien’. For at udføre denne genealogi har Agamben gennemlæst århundreders kirkelige skrifter i en eftersøgning af begrebet oikonomia for at klarlægge dets oprindelse og betydning i en kirkelig kontekst. En af de pointer, Agamben uddrager af sin undersøgelse er, at vores moderne begreb om ’økonomien’ har sine rødder i teologien, at ’økonomien’, som vi kender den i dag, er en sekularisering af det kirkelige begreb oikonomia. Ifølge Agamben kan det teologiske oikonomia ses som Guds udvidede virke ind i den materielle verden, og dette oikonomia er så, ifølge Agamben, blevet videreført i en sekulær udgave kaldet ’økonomien’, en verdslig magt, som rækker ud i alle aspekter af menneskelivet.

Metafysiske betragtninger

Hvis man skal forsøge at anvende nogle filosofiske eller videnskabsteoretiske kategorier på disse teoridannelser, kan man meget groft sige, at der går en hovedlinje  mellem to overordnede positioner nemlig realisme og socialkonstruktivisme. På realisternes fløj finder man fagøkonomerne, neoklassikere såvel som Keynesianere, mens de diskursteoretiske tilgange kan placeres på den socialkonstruktivistiske flanke. Men denne grove opdeling kræver en yderligere nuancering, både fordi realisterne kan deles op i yderligere kategorier, og fordi socialkonstruktivisterne også deler opfattelser med realisterne. Med hensyn til det første, må det derfor understreges, at fagøkonomernes realisme yderligere kan deles op i neoklassikernes positivisme, determinisme og idealisme på den ene side og keynesianernes afvisning af determinismen på grund af begrebet om fundamental usikkerhed. Dertil kommer Keynes’ afvisning af positivismen, som kom til udtryk i en skepsis overfor idéen om en fuldt matematificeret økonomisk teori.

For at ’økonomien’ skal vedblive med at eksistere, må der finde en fortløbende dataindsamling og statistisk kategorisering sted, samtidig med at disse målinger skal cirkuleres og indgå i samfundets kollektive samtaler og beslutningsprocesser

Med hensyn til de socialkonstruktivistiske teorier er det vigtigt at understrege, at der ikke er tale om en opfattelse af ’økonomien’ som en frit svævende størrelse fuldstændig løsrevet fra den materielle virkelighed. Der er snarere tale om den opfattelse, at der findes et reelt økonomisk domæne, som bliver repræsenteret af eksperternes semiotiske diskurs. Man kan derfor hævde, at den foucaultianske tilgang på en og samme tid er realistisk og social-konstruktivistisk i den forstand, at den skaber en opfattelse af ’økonomien’ som en todelt størrelse: et reelt domæne og en diskursiv repræsentation af dette domæne. Det er således min opfattelse, at langt de fleste som beskæftiger sig med økonomien teoretisk, fra fagøkonomer til diskursteoretikere, bibeholder en opfattelse af økonomiske teorier og modeller som repræsentationer af en reel virkelighed, som kan kaldes ’det økonomiske domæne’.

Hvis man vender sig i retning af de såkaldte Videnskabs- og Teknologistudier, kan man imidlertid finde teoretikere, som forsøger at bryde dualismen mellem realitet og repræsentation, ved at se teorierne og modellerne ikke som repræsentationer, men som oversættelser med ligeså stor virkelighedskraft som de størrelser de oversætter. I denne fortolkning skal vidensobjekter, som for eksempel ’økonomien’, ikke længere ses som enten fuldt færdige reelle domæner eller som dobbeltheder af realitet og repræsentation, men som langstrakte netværk, hvor den oprindelige observation eller data ikke kan adskilles fra teorien eller modellen, der oversætter denne observation eller data til en ny størrelse uadskillelig fra selve observationen. Man får altså, i stedet for dualisme, noget som bryder skellet mellem realitet og repræsentation og fremstiller vidensobjekter som mangfoldige hybrider sammensat af observationer, datapunkter, teorier, modeller, beregninger og cirkulerede størrelser, der alle er med til at holde vidensobjekter i live som mærkværdige monstre.

En af de fremmeste fortalere for sådanne grænsebrydende opfattelser af videnskabens objekter er Bruno Latour, som blandt andet har kaldt sin tilgang for konstruktivisme, en tilgang, der gør op med realismens repræsentationsopfattelse og den socialkonstruktivistiske afkobling fra en materiel virkelighed. Med hensyn til det sidste, er det vigtigt at fremhæve, at konstruktivismen ikke forsøger at fornægte materielle realiteter. Pointen er blot, at sådanne realiteter, når det kommer til videnskabeligt arbejde, fremkommer i et samspil med teorier, målinger og beregninger. I den forståelse er der altså ikke tale om, at verden ligger fuldt færdigt derude og bare gradvist opdages og beskrives af videnskaben. Nej, der er tale om en samskabelse, hvor ubestemte materielle omstændigheder gradvist, ved hjælp af avancerede teknologier og teorier, stabiliseres og virkeliggøres til bestemte ubestridelige objekter. Verden, med alle dens forbløffende egenskaber, er således, i denne opfattelse, ikke noget fuldt færdigt, men en stadig tilbliven, som finder sted i et samspil mellem materielle omstændigheder og videnskabelige målinger og teorier. Anvendes dette synspunkt på ’økonomien’, kan man sige, at ’økonomien’ er en sådan stabiliseret virkelighed, men også en fremadskridende tilbliven i konstant forandring under indflydelse af verdensomstændighedernes fortløbende forandring og videnskabernes fortsatte frembringelser. For at ’økonomien’ skal vedblive med at eksistere, må der finde en fortløbende dataindsamling og statistisk kategorisering sted, samtidig med, at disse målinger skal cirkuleres og indgå i samfundets kollektive samtaler og beslutningsprocesser.

En stratificeret virkelighed

Inspireret af Latours konstruktivisme og ved brug af de to franske filosoffer Deleuze og Guattaris stratifeceringsbegreb vil jeg til sidst forsøge at fremsætte en samlet forestilling om, hvad ’økonomien’ kunne siges at være. Men for at gøre dette er jeg nødt til først at vie et par ord til forklaringen af Deleuze og Guattaris begreb om stratificering. De to franske filosoffer skriver blandt andet om stratificering, at det er som en skabelse af verden ud af kaos, en fortsat, fornyet skabelse. I forhold til ’økonomien’ må man altså frem for et færdigt virkelighedsdomæne kaldet det økonomiske domæne, starte med at se et kaos for sig, et kaos ud af hvilket der gradvist fremkommer en verden, som kan kaldes ’økonomien’. En verden som til stadighed holdes i live ved fornyet skabelse. Begrebet strata har Deleuze og Guattari hentet fra geologien, hvor det dækker over lagdelinger i jordens overflade. Men hos Deleuze og Guattari oversættes dette geologiske fænomen til lagdelinger, der går på tværs af traditionelle skel som skellet mellem natur og kultur eller teori og verden. Begynder man nu med statistikken, kan man se for sig, hvordan denne frembringer et lag ud af kaosset ved at ordne, kategorisere og cirkulere data fra vidt spredte geografiske lokaliteter og mangfoldige samfundssituationer. I samspil med dette lag, skaber teorier og deres modeller yderligere et forståelses- og fortolkningslag, som igen videreskabes til lag af grafer og andre visuelle former, som cirkuleres i medierne og i de sociale mediers universer. Ud fra disse lag springer nu igen lag af fortællinger, som cirkuleres i skreven tekst og talte ord. Alle disse lag blander sig med institutioner og organisationsformer i en mangfoldig sky, som farver der dryppes i et glas vand og gradvist spredes og blandes. På denne måde opstår der en stabiliseret, stratificeret størrelse, som konstant holdes i live ved hjælp af nye stratificeringer og fortløbende cirkulation af et væld af information. Samtidig med dette eksisterer det fundamentale grundkaos til stadighed, og fremdeles frembringes både velkendte og helt nye størrelser af denne suppe og bidrager til at vedligeholde ’økonomien’ som en slags levende organisme, hvor faste og vedvarende bestanddele optræder i samspil med mere flygtige elementer i skiftende former for stabilitet, ganske som det er tilfældet med en biologisk krop.

Økonomien er altså ikke en bestemt ting, men en række konstruerede verdener af teori, modeller og statistik, der kolliderer og smelter sammen i et evigt skiftende skuespil. Disse kollisioner og sammensmeltninger kan ses som del af en politiske kamp om ’økonomien’. Men selve konstruktionen af disse verdener, kan i sig selv også ses som en politisk aktivitet, som involverer en lang række værdier og derfor ikke kan anses som neutral, værdifri videnskab, men som kreativ samskabelse.