Print artikel

Det er mig der står herude og Nationalbanker på

Bankernes eller borgernes bank?
Kommentar
07.12.17
Kontanterne forsvinder, og private aktører står klar med digitale alternativer. Skal staten bevare kontrollen eller acceptere privatisering af betalingsinfrastrukturen? I Sverige overvejer man at indføre statslig e-valuta. I Danmark afviser Nationalbanken, at problemet eksisterer. Tune Revsgaard Nielsen råber vagt i gevær.

De nordiske lande er blandt de førende, når det handler om at bruge digitale tjenester til at foretage betalinger. I Danmark og Sverige er kontanterne derfor i hastigt tilbagetog. Herhjemme er andelen af betalinger udført med kontanter faldet fra ca. 55% i 2000 til 20% i 2016. Udviklingen mod det kontantløse samfund er godt hjulpet på vej af høje gebyrer på bankernes håndtering af kontanter og bankernes lobbyorganisation Finans Danmarks politiske arbejde. Senest har man politisk gjort det muligt for butikker at sige nej til kontanter i aften- og nattetimerne, mens man under påskud af at ville komme skatteunddragelse til livs har advokeret for en snarlig afskaffelse af tusind-kronesedlen.

Men hvorfor er det ikke ligegyldigt, om vi bruger kontanter eller dankort? Det er vel kun en fordel, at tjenester som Mobilepay vinder frem og gør det lettere for os at foretage betalinger og overførsler? Svaret er mere komplekst end som så.

Set på overfladen synes udviklingen helt naturlig. En naturlig konsekvens af samfundets stigende grad af digitalisering. Når det kommer til vores evne til at udføre transaktioner er der dog al mulig grund til agtpågivenhed, for med den nuværende udvikling har vi sat kursen direkte mod en total privatisering af vores betalingsinfrastruktur. En infrastruktur, der på alle måder kan vurderes som lige så vigtig og essentiel som vores el- og vejnet.

Udstedelsen af kontanter er et statsligt sikret privilegium, der varetages af Danmarks Nationalbank. Udstedelsen af de digitale kontopenge vi bruger til at foretage overførsler mellem hinanden via Dankort og Mobilepay er derimod kredit. Altså digitale fordringer, der kan omveksles til kontanter såfremt vi måtte ønske det og som kun kan cirkulere på bankernes egen private, digitale infrastruktur.

Hellere være bankernes bank end borgernes bank. 

Såfremt udviklingen fortsætter, og bankernes lobby får magt som den har agt, vil Nationalbankens kontanter i fremtiden blive et symbolsk klenodie uden nogen reel betydning for fordelingen af økonomiens strukturelle magtforhold. Prisen for at betale med Nets’ Dankort eller bankernes Mobilepay vil kunne stige i takt med kontanternes snarlige død. Betalingsinfrastrukturen vil udvikle sig til et privat monopol, og udbyderen vil tage sig betalt derefter. For ikke at tale om behandlingen af vores betalingsdata.

Et offentligt alternativ

Udviklingen mod kontantløshed fik for et år siden den Svenske Riksbank til at råbe vagt i gevær. Riksbankens vicedirektør, Cecilia Skingsley proklamerede, at den Svenske Centralbank ville nedsætte en enhed, der skulle se på muligheden for at stille såkaldte digitale kontanter eller E-kroner til rådighed for svenske husholdninger og virksomheder for at kompensere for den faldende brug af mønter og sedler.

Om et år vil Riksbanken annoncere, hvorvidt den ønsker at fortsætte med projektet og åbne op for, at almindelige mennesker kan holde betalingskonto i den svenske centralbank og benytte dens digitale infrastruktur til betalinger frem for bankernes.

Ræsonnementet hos Cecilia Skingsley og Riksbanken er klart: Får vi en privat infrastruktur for penge, har bankerne kontrollen med systemet og intet forhindrer dem således i at hæve gebyrerne som de ønsker. Der vil være risiko for private monopoler, og det må samfundet ikke lade ske. Ligesom i Danmark er betalingsinfrastrukturen i Sverige koncentreret på nogle få private aktører, og det ser Riksbanken som noget der både kan gøre samfundet sårbart og hæmme konkurrencen.  

Danmarks Nationalbank lader stå til

Overvejelser som dem fremført af Riksbanken tages dog overhovedet ikke i betragtning hos den danske centralbank. Efter længere tids nølen gik Nationalbanken mandag d. 30. oktober ud med en blank afvisning af idéen om at stille dens digitale infrastruktur til rådighed for almindelige danske husholdninger og virksomheder. Direktør Per Callesen til en konference på CBS og direktør Hugo Frey Jensen til et event i London. I nærmest indøvet synkronisering proklamerede Nationalbankens direktører, at danske E-kroner ville være en løsning på et ikke-eksisterende problem. Betalingssystemet fungerer fint. Hellere være bankernes bank end borgernes bank. 

Afvisningen kom uden forudgående offentlig debat. Beslutningen om at vende tomlen ned til et svensk tiltag herhjemme blev i stedet forkastet af en gruppe teknokrater i en institution, der øjensynligt ser sig selv som langt hævet over landets folkestyre.


Med Nationalbankens egenhændige beslutning bidrager den ikke kun til at underminere statens infrastrukturelle magt, den går også på kompromis med helt grundlæggende, liberale økonomiske principper. Selv en liberal natvægterstat må som minimum kunne råde over essentiel infrastruktur, da denne ellers vil kunne udvikle sig til et privat monopol, som i sidste ende kan true med at sætte markedet ud af kraft.

Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvad der ville ske, hvis det danske vejnet skulle blive privatiseret. Hurtigt ville et bomsystem blive etableret og prisen på transport på vejene sat på et niveau, der langt overstiger omkostningerne ved at drive vejnettet. Det samme bliver tilfældet med en privatiseret betalingsformidling uden kontanter som reelt alternativ, og kun den kapitalistiske fantasi sætter grænsen, når det kommer til muligheden for at tjene på betalingsinfrastruktur.

Politisering af Nationalbankens mandat

Digitaliseringen af vores samfund er kommet for at blive, men udviklingen på betalingsområdet er et tydeligt eksempel på nogle af de farer, der lurer såfremt staten ukritisk giver sig hen til fremtidens smarte løsninger.

Der findes gode skattemæssige og pengepolitiske argumenter for afskaffelse af kontanter i form af de store sedler, mens man dog til enhver tid bør beholde de lavere denomineringer, men omstændighederne skal være i orden. Ønskes en indskrænkning kontanternes rolle i vores økonomi må staten i form af Nationalbanken stille et offentligt, digitalt ækvivalent til rådighed for befolkningen.

Uanset hvor stor en stat man ønsker, må politikere aldrig se stiltiende til, når private aktører udnytter udviklingen til skabelsen af private monopoler. Konsekvensen vil i sidste ende være en underminering af demokratiet til fordel for overnormale private profitter. I stedet skal staten proaktivt sikre dens fortsatte infrastrukturelle relevans gennem rettidig omhu og fremtidssikrede digitale løsninger.

Landets infrastruktur er truet, og ledelsen i Nationalbanken giver ikke politikerne noget valg. Dens teknokrati skal tøjles, dens mandat politiseres. Der er alt mulig grund til at gå samme vej som Sverige.