Demokratiet kan drukne i konsensus

Den 28. maj i år udskrev Helle Thorning-Schmidt folketingsvalg. En lille måned senere var danskerne i stemmeboksen for 38. gang, hvis man regner fra det årstal, hvor kvinder fik stemmeret. Det repræsentative demokrati kunne fejre 100 års fødselsdag i Danmark. Da jeg i ugerne op til valget spurgte venner og familie, hvor de vil sætte deres kryds, fik jeg ofte et vævende svar tilbage. Nogle ville helst holde krydset tæt ind til kroppen, mens andre trak på skulderen og sagde, at det i dag er svært at skelne mellem partier, kandidater og mærkesager. Mange føler, at den polemiske tone i debatterne på tv, jagten på personskandaler og den undvigende retorik forvrænger billedet af den politiske proces på Christiansborg. Politikerleden kommer til udtryk i udsagn som  ”Alle partierne siger det samme” og ”Dansk politik handler mere om karriere og mudderkastning end om at gøre en forskel”.  

At vælgere nærer mistillid til politikere og er ubeslutsomme helt frem til valgdagen er ikke et nyt fænomen. Ved jordskredsvalget i 1973 stemte rekordmange vælgere anderledes end ved det forrige valg. Siden er antallet af marginalvælgere steget, mens kernevælgerne tilsvarende er bl