Print artikel

De ansvarlige er også de skyldige

Thomas F Borgen
Kommentar
20.09.18
Man kan få den fornemmelse, at jo mere uforståelig og abstrakt kriminaliteten er, jo mindre giver det mening at straffe den. Det er komplet demoraliserende for samfundet.

1500 milliarder kroner er angiveligt blevet hvidvasket igennem Danske Banks estiske filial. Det er så mange penge, at man slet ikke kan forstå det. I et forsøg på at give perspektiv skriver DR, at 1000 milliarder er »syv gange så meget, som alle estere i dag har stående i indskud på deres bankkonti, og mere end hvad alle vi danskere betaler i skatter og afgifter på et helt år.« Altså, det er meget.

Et andet meget stort tal, man til gengæld måske kan forstå lidt bedre, er den sum administrerende direktør i Danske Bank, Thomas Borgen, kan tage med sig, når han fratræder sin post. Han må få både sine aktier og 12 måneders løn med sig, det vil sige, at han forlader skuden med mindst 13,7 millioner kroner. I onsdags, da han fortalte, at han havde sagt sin stilling op, var aktierne 9,6 millioner kroner værd. Så kan du selv lægge tallene sammen.

Selv om Borgen og resten af ledelsen er blevet frikendt for skyld i en intern undersøgelse, skal der foretages en politiefterforskning af sagen. Men hvem har så ansvaret? Hvem har skylden?

Mens der kører debat om fortjenesten ved hashsalg og bandekriminalitet, og der indføres skærpede strafzoner, kan man få det indtryk, at det i virkeligheden er et spørgsmål om at begå kriminalitet på et så højt og abstrakt niveau, at man kan slippe afsted med det. 20.000 om dagen som hashsælger? Det er jo vildt meget! 1.000 milliarder igennem elleve år?

Pointen med straf er ikke kun hævn og sikkerhed. Den er også at opretholde en vis følelse af retfærdighed, selv om vi alle ved, at livet ikke er retfærdigt. Det er denne følelse af retfærdighed, vi kalder fællesskabet. Hvorfor skal vi andre ikke være kriminelle, hvis Thomas Borgen må? Det er komplet demoraliserende.

Pointen med straf er ikke kun hævn og sikkerhed, men også at opretholde en vis følelse af retfærdighed, selv om vi alle ved, at livet ikke er retfærdigt.

Hvordan kan det være rigtigt, at ledelsen i stedet for at blive straffet for at stjæle så mange penge, støtte regimet i Aserbajdsjan, den russiske efterretningstjeneste og efter sigende den russiske mafia, går derfra med millioner i hånden? Når der skydes på Nørrebro er det utrygt, og det er i høj grad dét, de bandekriminelle bliver straffet dobbelt for. De rækker deres fangearme ud i gaden, som statsminister Lars Løkke så poetisk formulerede det i sin nytårstale. 

De gadeskydende er konkrete trusler i et fredfyldt liv. Men må man være konkret skyldig for at have skyld? Nej, de ansvarlige er nemlig de skyldige. Selv når deres kriminalitet er så abstrakt og uoverskuelig, at vi ikke længere kan se dem som onde eller farlige, men kun som brikker i en mekanisme af uundgåelige lovbrud. Det er også ideen med ansvar, at det går begge veje, og det skal ikke ophæves til en så abstrakt værdi, at det ikke nogen betydning har.

Denne uge har et politisk flertal i Folketinget lagt en aftale frem om hårdere bødestraffe for hvidvask. Aftalen vil ottedoble bøderne for overtrædelse af hvidvaskloven, som dermed vil ligge i top i Europa. Forslaget indebærer også en undersøgelse af mulighederne for at stramme medvirkende-ansvaret ved udeladelser eller passivitet i hvidvasksager. Altså, at man ikke længere skal kunne sidde som chef og overse e-mails eller lade som om, man ikke, under et møde med den russiske centralbank i 2007, blev advaret om, at der foregik hvidvask i Danske Bank. I elleve år. Og hvorfor skulle man som chef ikke netop have ansvaret for, at i det mindste forsøge at gøre noget ved det? Det lyder som et retorisk spørgsmål, men det er egentlig ment som et faktisk spørgsmål, for det er svært at begribe. Her kommer det retoriske spørgsmål: Er det ikke absurd?

Man kan blive ramt af tanken, at grunden til at man skal straffe kriminelle, der stjæler i forretninger eller sælger hash på gaden, er fordi det netop er de forbrydelser, man selv ville kunne efterligne. Til skræk og advarsel. Jeg og du kan stjæle lidt i 7/11, men ikke hvidvaske russiske mafiapenge.

Måske skulle man heller ikke få bøder for hvidvask. Som et andet casinogamble må rationalet lyde sådan her: Jeg kan vinde 100 millioner og jeg kan tabe 800 millioner (hvis jeg bliver taget). Og så skal man overveje, om det egentlig er det værd. Og det er det, når du ikke er i et casino, hvor huset vinder. Faktisk er du selv huset i denne metafor.

Moralen er lidt som i The Sopranos, når den lidt vildfarne Christopher Moltisanti tager en pause fra sit almindelige vold-penge-stoffer-liv, for at prøve lykken i Hollywood som filmskaber. Her møder han en verden, hvor de allerrigeste får alt gratis. De behøver ikke stjæle et parti nye iPods, for de får dem bare, og så har de endda også flere derhjemme i forvejen. Det hele ender med, at Christopher overfalder og bestjæler den gamle stjerne Lauren Bacall, der har fået gaver for nogle hundrede tusind dollars, for at deltage i en award ceremony. Christopher ved, at det er uretfærdigt, og som en anden Robin Hood tager han gadens moral i brug.

På en måde er der nærmest en slags syg Robin Hood-moral i spil, når vi skal redde Lehman Brothers efter den finanskrise, de selv skabte, for ellers er det slemmest for de fattige. Og når vi er nødt til at redde Danske Bank, fordi det danske boligmarked ellers går til grunde. Danske Bank er too big to fail og ligger ikke under for loven. Så kan man lovgive om, som Folketinget nu vil, at pengeinstitutter og betalingstjenester skal udarbejde en politik for sund virksomhedskultur, men Danske Bank kan også bare lade være med at gøre det. Vi kan have SkiftDanskeBankDag, men vi kan ikke egentlig holde dem ansvarlige og straffe dem. Alt er det samme som før. Og når vi faktisk forstår, at det er sådan, at nogen kan være ikke-skyldige, kan det godt være, vi gør som Christopher og overfalder Lauren Bacall.