Print artikel

Alt er lidelse. Også mad

Illustration: Peter Berke
Essay
12.07.19
Som samfund er vi neurotisk optagede af den spiseforstyrrede kvinde, men det dækker over, at et problematisk forhold til kost og træning ligeså vel kan ramme mænd. Ideen om, at der overhovedet findes et naturligt forhold til mad og motion, er en illusion.

Da jeg gik i gymnasiet, var der grundlæggende to ting, der fyldte i mit liv: at spise og at dyrke motion. Hver morgen stod jeg op klokken seks og løb den samme rute gennem skoven, som jeg gennemførte på kortere og kortere tid. Det var åbenbart meget vigtigt, hvor hurtigt jeg kunne løbe fire kilometer. Jeg vidste ikke hvorfor, det var det bare. Min morgenmad bestod af én deciliter havregryn, altid højst én, det var også meget vigtigt. Efter skole undgik jeg at lave nogen aftaler om at ses med mine venner. Jeg ville hjem til det tomme hus, hjem og være alene og have fuld kontrol over, hvad jeg indtog. Så lavede jeg en salat, som jeg gradvist skar kalorier ud af. Så var det pludselig for meget med oliedressing, pludselig repræsenterede oliedressingen et forfærdeligt, urent minde om eftermiddagene i folkeskolen, hvor jeg gik på jagt i skabene, spiste kiks, kage, slik, hvad jeg nu kunne finde. Det var dengang, jeg ikke var opmærksom. Nu var jeg opmærksom. Jeg vidste, hvad jeg gjorde. Når jeg havde spist min salat, tog jeg til tennis eller fodbold, og efter tennis eller fodbold tog jeg hjem og faldt sammen i sofaen, og bagefter spiste jeg af aftensmaden, til jeg fik ondt i maven. Jeg havde en sult i mig de aftener, der føltes som et afgrundsdybt hul, jeg havde gravet i løbet af dagen, sådan at jeg senere, når alle forpligtelser var ovre, kunne give mig hen.

Og jeg gav mig i dén grad hen. Jeg overspiste. Jeg bevægede mig efterhånden ind i en usund vekselvirkning mellem ekstrem kontrol og ekstrem eftergivelse, hvor alle bånd blev løsnet, og jeg spiste i et usundt tempo i usunde mængder, huggede maden i mig, vildt. Det blev dét, der strukturerede min tilværelse: bevægelsen frem og tilbage mellem ekstrem askese og de ukontrollerede madflip. Det var et underligt paradoks, for jo tyndere jeg blev – og ja, det eneste, jeg ville, var at være tynd – desto værre havde jeg det i min krop. Jeg var måske tilfreds fem procent af tiden, og resten var én lang skurren af dårlig samvittighed over ikke at motionere mere, end jeg gjorde, og at jeg alligevel ikke kunne styre mig selv, når jeg så endelig spiste noget.

Man kunne måske tænke, at der var et ansvar her, som nogen havde svigtet. Mine forældre for eksempel. Men hvis man tænker sådan, er det fordi, man ikke ved, hvor forfinet min teknik var.

Jeg fik ondt i kroppen af træningen. Jeg havde ømme skinneben og spændinger bag skulderbladene. Mine forældre kiggede bekymrede på mig, og med jævne mellemrum udbrød min mor sætninger som: »Jeg vil vide, hvor meget du vejer, du er simpelthen alt for tynd!« Jeg svarede, at det vidste jeg altså ikke, det holdt jeg virkelig ikke styr på. Men mit svar lød altid for vredt og aggressivt, som hvis jeg stod med armene fulde af stjålne chokoladebarer fra 7Eleven og råbte det var ikke mig. Eller stjålne gulerødder selvfølgelig. Altid kun gulerødder. Den fødevare, der kræver mere energi at fordøje, end den tilfører kroppen.

Jeg tror, at jeg i en vis forstand ønskede, at folk skulle opdage, hvad jeg havde gang i. At der var sket den her store forandring med mig. De skulle se mine resultater, hvor slank jeg var, og hvor flot en præstation det var. Hvordan jeg havde taget magten tilbage over min krop i forhold til den tykke periode, da jeg var barn, hvordan jeg dyrkede sport som et ungt, raskt menneske, ikke doven, altid i gang. Hvordan jeg var disciplineret, hvordan jeg evnede at holde alting på skinner, meget voksent, meget ansvarligt. På den anden side måtte de ikke opdage, at det var sluppet ud af kontrol for mig, at det var blevet en besættelse: lige lidt færre kalorier indenbords end nødvendigt og hele tiden være lidt mere restriktiv. Det var både ukomfortabelt og en slags sejr, når det blev kommenteret ved familiesammenkomster, eller når jeg mødte folk, jeg ikke havde set længe:

»Du har tabt dig.«

»Har jeg? Det har jeg slet ikke tænkt over.«

Og min mor:

»Det er Alexander, han løber og løber og spiser simpelthen så sundt.«

Man kunne måske tænke, at der var et ansvar her, som nogen havde svigtet. Mine forældre for eksempel. Men hvis man tænker sådan, er det fordi, man ikke ved, hvor forfinet min teknik var. Jeg udnyttede skamløst den lakune, der var mellem opdaget og ikke opdaget: Jeg viste hele tiden lige præcis nok afslappethed til, at mine forældre ikke anede alt for meget uråd. Hver dag arbejdede jeg målrettet på at overbevise dem om, at slankheden, der efterhånden var magerhed, også bare var magerheden hos teenageren, der vokser ukontrollabelt hurtigt. Den barnlige, bløde krop, der bliver voksen og mere kantet. Forbrændingen, der skyder i vejret, uden man kan gøre noget. Jeg sørgede for at vise, at jeg ikke var fanatisk. Lige tage et stykke slik, mens jeg vidste, min far så det. Lige drikke et glas kakaomælk, stående ved køleskabet, mens min mor fik sin eftermiddagste ved køkkenbordet. Jeg vidste præcis, hvad jeg skulle gøre for at berolige dem og holde konfrontationen fra døren.

Raske drenge

I essayet Grand Unifying Theory About Female Pain beskriver Leslie Jamison, hvordan sårbarhed og smerte igennem kulturhistorien har været definerende for det at være kvinde. Hvordan skønlitterære forfattere altid har skrevet om svagelige, tuberkuløse kvinder. Kvinder, der bukker under. Anna Kareninaer og Sylvia Plather, den slags. Kvinden som den, der lider, og den, der lever igennem sin smerte. Det vækker en ambivalens hos Jamison: På den ene side er hun træt af, at det at være kvinde skal associeres med svaghed, sårbarhed, lav smertetærskel, simpelthen at bukke under. På den anden side er hun træt af, at hun er træt af det, for hun har også behov for at kunne fortælle omverdenen om sine smertepunkter, sin selvskade og sine spiseforstyrrelser uden at falde ind i klicheen, uden at være bare endnu en svagelig kvinde. Det gør ondt at være kvinde, og det skal være i orden at fortælle om det. Jamison er splittet mellem trangen til at holde smerten skjult og trangen til at vise den frem.

På en måde er min historie beslægtet med Jamisons. Jeg balancerede hele tiden imellem at vise mine ’resultater’ frem og at holde dem skjult. Ligesom Jamison har kæmpet med at finde ud af, hvordan man udtrykker smerte korrekt som kvinde uden at falde ind i klicheen, kæmpede jeg med at finde ud af, hvordan jeg udtrykte kontrol og balance korrekt, mens det sygelige og selvpinende ved min livsførelse forblev hemmeligt. Det var en absurd balancegang. Jeg havde intet at holde fast i, jeg ville ikke henvende mig til nogen med mine problemer. Og det er en balancegang, jeg endnu ikke har formået at frigøre mig fra. Det vender jeg tilbage til.

I sit essay fokuserer Jamison på kønsaspektet og diskuterer forbindelsen mellem sårbarhed og det at være kvinde. På samme måde tror jeg, man kan tale om en forbindelse mellem det at være en ung mand, og hvor let det er at skjule, at ens forhold til mad og motion er røget ud af en uheldig tangent. Jeg tror, jeg havde nemt ved at gå under radaren, simpelthen fordi den høje frekvens af motion var normalt for en person som mig. Jeg havde jo bare brug for at brænde noget krudt af. En rask dreng. Jeg var så bare også en rask dreng, som ikke spiste nok, men hvordan skulle nogen nogensinde kunne være sikre på det? Hvordan skulle man kunne vide, at min træthed, min vrissende attitude og min tavshed ikke bare var den trætte, irriterede teenagers helt gennemsnitlige reaktionsmønster?

Jeg tror, at alarmklokkerne ringer tidligere, når en ung kvinde taber sig, også selvom det er en ’naturlig’ følge af, at hun bliver højere, og at kroppen udvikler sig i de år. Jeg tror, at synet på den unge kvinde som skrøbelig, som Jamison beskriver og meget forståeligt går i rette med, gør, at forældre og omgivelser er ekstra opmærksomme på faresignaler. At der ikke skal så meget til, før der bliver råbt: anoreksi! Og omvendt: Unge drenge er der ingen grund til at bekymre sig om, de tænker ikke alle mulige destruktive tanker, eller deres destruktive tanker har et andet udtryk. De bliver til kriminalitet, hashmisbrug, vold, den slags. Men hvad så, hvis en ung mands destruktive tanker minder mere om klichéen om den unge kvindes destruktive tanker? Hvis den unge mand har en tilbøjelighed til at vende sig indad, gemme sig, lide i stilhed, blive det mere og mere gennemsigtige ansigt, der sidder på værelset og kigger sig selv i spejlet, studerer sig selv for fejl, trækker maven længere og længere ind. Kommer ud i køkkenet og smiler, spiser en cookie og lader, som om alting er fint. Hvordan opdager man det?

Når Leslie Jamison sætter fokus på det problematiske træk ved vores kultur, at kvinder, der taler om deres smerte, bliver udskammet som performere, teatralske, hysteriske, kan jeg ikke andet end hylde hendes projekt. Og jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at den unge mands privilegier, hans frihed til at gøre, som han vil – min frihed til at gøre, som jeg ville, dengang jeg gik i gymnasiet – også indeholder en fare. Der er en bagside ved at være den, der ikke er nogen problemer ved. Den, det ikke er nødvendigt at bekymre sig om, for det går jo så godt. Men hvad så, hvis det faktisk ikke gør det alligevel? Hvis den uproblematiske facade dækker over, at det går dårligt?

Det kan godt være, at det her lyder som klynk, men jeg tror bare, det er nødvendigt at insistere på, at den tilsyneladende ’uproblematiske’ unge mand også ofte performer sin uproblematiskhed, sin ureflekterede løben og spillen sig fodbold gennem tilværelsen. Jeg tror, vi er nødt til at erkende, at sætningen: Han er bare en knægt, der har brug for at brænde noget krudt af, risikerer at dække over den ubekvemme sandhed, at han ligeså godt kunne være en dreng, der hele tiden slår sig selv oven i hovedet med sine krav til sig selv og snart får en løbeskade, fordi han aldrig hviler og aldrig giver kroppen den næring, den har brug for.

Hvor i alverden er den absurde idé opstået, at det at udvikle et problematisk forhold til kost og træning skulle knytte sig til et bestemt køn?

Det er tankevækkende, at spiseforstyrrelser altid har været knyttet så stærkt til det at være kvinde. Den unge, anorektiske kvinde er en figur, der optræder i film og romaner, på internetfora, i forskningsprojekter, i avisartikler, som om det at have en spiseforstyrrelse svarer til at få kræft i æggestokkene. Det er noget, kvinder får. Jeg undrer mig. Hvor i alverden er den absurde idé opstået, at det at udvikle et problematisk forhold til kost og træning skulle knytte sig til et bestemt køn? Det kan da godt være, at der er flere kvinder end mænd, der lider af spiseforstyrrelser, når man kigger i statistikkerne. Men det kan ligeså vel være resultatet af, at unge kvinder bliver opdraget til at forstå sig selv gennem et spiseforstyrrelsesfilter, fordi vores samfund er så neurotisk besat af forestillingen om den unge, spiseforstyrrede kvinde. Statistikkerne lyver ikke, siger man indimellem. Men jo, statistikkerne lyver. I Danmark findes der masser af mænd, som har en fortid med et sygeligt forhold til mad, og heldigvis er der flere og flere af dem, der begynder at komme frem med deres historier.

Maden er en Bitz

Én af de mænd er sundhedsdebattør og forskningschef på Herlev Hospital, Christian Bitz. Han har i et interview med Psykiatrifonden fortalt, hvordan hans eget liv har været ved at køre af sporet i en fanatisk jagt på den sunde og veltrænede krop, dengang han som ung arbejdede som model. Det sociale blev nedprioriteret, han evnede ikke at spise ude, han så ikke vennerne, det var simpelthen ikke en mulighed at sætte sig ned og drikke en øl. Til sidst så han så forpint ud, at en ven troede, han var blevet syg. Det var han på en måde også, og på en måde er han det stadig:

»Jeg vil gerne lægge hovedet på blokken og sige, at jeg nok aldrig bliver helt rask. Den dårlige samvittighed vil altid plage mig. Jeg skal passe på, når jeg i perioder træner meget, for så kan jeg godt mærke, at jeg får lyst til mere. Og så er det vigtigt at finde nydelse i maden. Derfor spiser jeg for eksempel ret tit mørk chokolade,«  siger Christian Bitz.

Lyst til mere. Finde nydelse i maden. Aldrig helt rask. Mørk chokolade. Der er noget interessant grænsedragningsarbejde på spil her, som er præcis samme slags grænsedragningsarbejde, jeg selv ofte stadig har vanskeligt ved at få styr på. Den grænseløse træning, den grænseløse sundhed, den grænseløse given sig hen til spisning, den grænseløse dårlige samvittighed. Det føles ofte som en umulig opgave: Hvornår begrænse sig selv? Hvornår fortælle sig selv, at nu gælder det om at give sig hen? Nu må du godt. Nu skal du. Nu er det okay at forsage. Jeg ved det ikke. Christian Bitz lader til at have fundet svaret hos mørk chokolade. Hos ham bliver mørk chokolade løsningen på det komplekse problem, det er at holde sig selv på det brede midterspor: sund, men ikke for sund, veltrænet, men ikke for veltrænet. Jeg kan bare ikke undgå at få på fornemmelsen, at det svar rummer en understregning af Bitz’ egen indrømmelse af, at han nok aldrig bliver helt rask. Når han skal begrænse sit eget sundhedstyranni, griber han til den mørke chokolade, der i sundhedsmagasiner igen og igen bliver udråbt som den sunde synd, en slags junk-alibi-fødevare, der kan performe en synden, en given pokker i sundhed, uden i virkeligheden at være så usund, at det gør noget.

Jeg tror, at svaret på det komplekse problem: hvordan begrænse sig selv på de rigtige tidspunkter og på den rigtige måde, både når det kommer til træning, usund mad, sund mad, alkohol, rygning, det hele, ja, det svar er nok en anelse mere komplekst end: »ret tit mørk chokolade«.

Rene linjer i det fedmefremmende samfund

Det grænsedragningsarbejde, Christian Bitz og alle os andre, der har eller har haft det som Christian Bitz, bakser med, tror jeg på mange måder er et resultat af det samfund, vi lever i, og det forhold til mad, samfundet på et mere generelt plan har. Vi elsker mad, og vi hader også mad. Vi tænker på mad, alt for meget, om vi nu blev for mætte i går, overspiste vi måske en smule? Vi skriver artikler i dameblade og avistillæg og blogindlæg om det. Læser hinandens blogindlæg og artikler om mad, om hvad maden gør eller ikke gør, indoptager gode råd. Lytter til sundhedsstyrelsen, sundhedsstyrelsen da kunne hjælpe os. Men nej. Sundhedsstyrelsen kan ikke hjælpe os, og her er forklaringen: I værket Purity and Danger beskriver antropologen Mary Douglas, hvordan de vestlige samfund er bygget op om en inddeling i rent og urent. Renhed er ifølge Douglas ikke en essentiel egenskab ved eksempelvis spyt, men afhænger af, hvor spyttet befinder sig. I munden er spyttet rent, på fortovet, på tøjet eller i kaffen på Starbucks er det beskidt. Den slags inddelinger er helt grundlæggende nødvendige for at få samfundet til at fungere. Omvendt, når de bryder sammen, og det pludselig ikke længere er klart, om noget er beskidt eller rent, bliver det vanskeligt. Så ved man ikke, hvordan man skal gebærde sig i verden, der er ingen linjer at rette sig efter. Så fungerer samfundet ikke. På samme måde er det forvirrende, når grænsen mellem sundt og usundt går i opløsning. Pludselig er det usundt at spise sundt. Man siger: Men grønkål er jo sundt, hvad er problemet! Problemet er, at du aldrig spiser andet, det er blevet for meget nu. Du mangler næring. Eller du får for meget næring. Du forgifter dig. Det slår hele tiden om.

Noget tyder altså på, at de inddelinger, vi navigerer efter, er dømt til at forsvinde, hvis man bevæger sig langt nok. Det vil altid briste, konstruktionen holder ikke til hvad som helst. Den bryder sammen, når man lever i det, ernæringsdebattøren Morten Elsøe har kaldt det fedmefremmende samfund. Ifølge Elsøe får dem, der er tilbøjelige til at proppe sig – på grund af gener, vaner, opvækst, hjernekemi – ikke lov at stoppe op og tænke sig om. Man bombarderes med slikposer, man sidder til kaffebord, og mormor nøder. Man spiser af høflighed, for at hygge sig, for at trøste sig, fordi det er det, vi gør. Spisning er den menneskelige tilstand, vi er nødt til det, flere gange om dagen, ellers dør vi – eller i det mindste bliver vi meget, meget hidsige. Mens nogle æder, fordi de ikke kan lade være, er andre ikke på samme måde besatte af mad og bliver derfor ikke fede. De er fedmeresistente. Ligesom man kan være resistent over for influenza. Det er ikke rimeligt, men sådan er det. Det er ikke folks egen skyld, at de bliver tykke. Det handler ikke om mangel på selvkontrol, det handler om uheld.

Intuitiv lidelse

Hvad er så løsningen? Morten Elsøe – og en hel masse andre sundhedseksperter – er fortalere for en såkaldt intuitiv spisning, hvor man lærer sig selv at mærke efter og virkelig nyde maden, for kroppen kræver kun den næring, den har brug for. Så skal man bare lykkes med at lytte til den. Morten Elsøes projekt er sympatisk. Det handler om at fortælle folk, at de ikke skal skamme sig. At det er Slut med forbudt, som Elsøes bog så mundret hedder. Det handler om at løfte ansvaret fra individet over på samfundet og give folk nogle redskaber til at begå sig, når nu tingene er så fedmefremmende, som de er. Intet er forbudt, så længe du følger den vej, din krop anviser. En pragmatisk tilgang. Men jeg frygter, at den intuitive spisning er urealistisk i praksis. Der findes nemlig ikke et ’naturligt’ forhold til mad, og den intuitive spisning løser ikke det problem. Hvis man allerede er overopmærksom på mad, er der en vis fare for, at man kun kommer til at blive det på en endnu mere skamfuld måde, hvis man prøver at mærke efter hele tiden. Hov, nu glemte jeg at være intuitiv. Nu kan jeg slet ikke mærke, hvor mæt jeg er. Nu kan jeg pludselig ikke huske, hvor meget jeg har bevæget mig i dag, men jeg sov dårligt i nat, er det ikke noget med, at det øger appetitten?

Intuitiv, det er noget, dyr er. For alle os andre kommer der altid et punkt, hvor intuitionen ikke holder længere, og hvor stemmen vender tilbage, skammen, overjeget, Træneren, Diætisten, Den Forfængelige.

Jeg har prøvet intuitionen, og den virkede ikke, skulle jeg hilse og sige. Det er selvfølgelig et godt første skridt at lade være med at skælde ud på sig selv, og at folk i samfundet generelt også stoppede med at skælde ud på eksempelvis overvægtige mennesker. Men det urealistiske ved den intuitive spisning er desværre, at det at være intuitiv forudsætter, at man kan slå hjernen fra. At man kan slukke sit intellekt, stemmen i hovedet, der også er den stemme, som får gode ideer, gør én i stand til at arbejde, finde på nye opskrifter, opmuntrende beskeder til sine venner, alt det, der gør én til den, man er. Intuitiv, det er noget, dyr er. For alle os andre kommer der altid et punkt, hvor intuitionen ikke holder længere, og hvor stemmen vender tilbage, skammen, overjeget, Træneren, Diætisten, Den Forfængelige.

Et skridt mod et mindre problematisk forhold til mad kunne måske være at anerkende, at det aldrig bliver helt godt. At man aldrig kan opnå et naturligt forhold til kost og sundhed. »Alt er lidelse,« sagde Hegel. Jeg siger: Præcis, Hegel, du har fuldkommen ret, og derfor er mad også lidelse. Men mad er også vidunderligt og godt. Det er dobbelt. Det følges ad. Det vil det altid gøre.