Print artikel

Økonomiens jalousi

Kritik
20.03.18
Det økonomiske landskab har ændret sig markant. Derfor må den økonomiske videnskab tilpasse sig, hvis den skal bevare sin forklaringskraft. Ny bog forsøger at slå bro mellem økonomiens store splittelse.

Hvis der er en videnskab, der lider af kombineret storhedsvanvid og mindreværdskomplekser, må det være den økonomiske. En diagnose ofte stillet af freudianske psykoanalytikere, når magtsøgende alfahaner er subjektet på sofaen. Og måske har økonomi netop ageret som samfundsvidenskabernes magtfulde alfahan, som få har turde modsætte sig. I kølvandet på den økonomiske krise har storhedsvanviddet lidt et knæk, og udfordrerne stået i kø for at reformere den påstået fejlslagne økonomiske videnskab. En af dem er den anerkendte professor ved MIT, Andrew Lo.

Var finanskrisen en ekstraordinær hændelse? Et bump på vejen, hvorefter vi blot venter på at komme tilbage på det normale spor. Eller var det dråben der fik bægeret til at flyde over? Symbiosen af et forfejlet økonomisk system. Det bliver stadig diskuteret på højtryk i en tid, hvor den økonomiske videnskab befinder sig i det, der i akademiske kredse bliver kaldt ”The Great Divide”. Basalt set, står opdelingen mellem de klassiske økonomer, der mener, at krisen blot var en exceptionel hændelse, overfor adfærdsøkonomerne, der mener, at den klassiske økonomi har iboende mangler og fejl. Fejl som kom til udtryk i den finansielle krise og som vil føre til gentagne problemer, hvis ikke de bliver korrigeret.

Andrew Lo ligger sig, med sin nye teori Adaptive Markets Hypothesis (AMH), midt i mellem de klassiske- og adfærdsøkonomerne, men samtidig udstykker han også et helt nyt metodisk spor. Lo argumenterer, i sin grundige og omfangsrige bog, at den klassiske økonomi ikke er ubrugelig, bare ufuldstændig. Samtidig argumenterer han for, at adfærdsøkonomien i højere grad er fuldstændig, men derimod relativt uanvendelig. Han udfolder derpå sin egen finansielle hypotese AMH, der bygger på det bedste fra de to verdener - og lidt til. AMH er ikke blot en kombination af de to ledende økonomiske paradigmer, men en ny måde at tænke økonomi og markedsadfærd på. En tiltrængt nytænkende hypotese i en tid, hvor metodestriden mellem de klassiske- og adfærdsøkonomerne virker til at stå i stampe.

For at forklare Adaptive Markets Hypothesis, begiver Lo sig ud en økonomihistorisk tour de force. En ny økonomisk hypotese kan ikke forstås, uden at kende til de foregående teorier, argumenterer Lo. Denne vanskelige øvelse, at opsummere over 200 års relativ kompleks økonomisk idehistorie og konkrete modeller, lykkedes imponerende godt for MIT-professoren, og det bliver gjort helt uden at bruge en eneste formel. Øvelsen sker hverken for at prale eller pumpe sidetallene op – som ellers ofte er tilfældet i moderne populærvidenskabelige værker - men af den simple grund, at hypotesen ikke kan forklares uden en omfattende økonomisk grundviden. Det kræver derfor tålmodighed og udholdenhed at nå frem til sagens egentlige kerne. Men vejen dertil er fyldt med interessante anekdoter og elegante udlægninger af økonomiske teorier igennem tiden, der i sig selv er en bog værdig.

Den økonomiske evolution

Centralt i den økonomiske videnskabs historie er mindreværdskomplekset. Økonomer har nemlig lidt af videnskabeligt mindreværd og derfor kastet lange blikke efter diverse ”hårde” videnskaber, for at låne metoder til at videnskabeliggøre økonomien.

Den første jalousibølge kom med den nobelprismodtagende økonom Paul Samuelson, der var stærkt inspireret af teoretisk fysik, og han udstak retningen for den økonomiske videnskab i efterkrigstiden. I en tid, hvor datamateriale og computere var stærkt begrænsede, var målet, at økonomen kunne finde svarene ved at granske de teoretiske modeller, frem for at indsamle empiri. Der blev opstillet økonomiske ”love”, der skulle fungere som pendanter til de fysiske, og de økonomiske lærebøger kunne, for det utrænede øje, let forveksles med fysikbøger. Den videnskabelige stolthed blev stor, og økonomi blev til en lukket klub, hvor kun de få kunne forstå og kritisere indholdet.

I 70’erne kom der en bølge af skeptiske økonomer, der mente, at den økonomiske videnskab var blevet for virkelighedsfjern. Denne gang var jalousien kommet til psykologien. Psykologerne havde veldokumenterede teorier om menneskelig adfærd, der tegnede et helt andet billede end den sterile og let modulérbare Homo Economicus (det rationelle menneske), som den klassiske økonomi beror på. Denne form for økonomi, hvor adfærdsforskningen kom i centrum, blev ligefrem døbt adfærdsøkonomi. De to mest anerkendte adfærdsøkonomer Kahneman og Tversky var endda også oprindeligt psykologer frem for økonomiuddannede. Adfærdsøkonomien fik langsomt bidt sig fast i de akademiske kredse, og i dag er den en anerkendt del af den økonomiske videnskab. Det blev for nyligt slået fast, da Richard Thaler, en anden af adfærdsøkonomiens fadere, modtog Nobelprisen i økonomi oktober 2017.

Økonomien skal forstås som en evolutionsteori, hvori deltagerne løbende prøver at tilpasse sig et konstant skiftende miljø.

Lo argumenterer for, at begge økonomiske grene har deres styrker, men ikke kan stå alene. De har betydelige begrænsninger, der gør, at de ikke kan udvikle sig til at blive fyldestgørende økonomiske teorier. Hans videnskabelige jalousi peger dog hverken mod fysikken eller psykologien, men derimod mod biologien og Darwins populære evolutionsteori.

Den grundlæggende idé i Los AMH er, at økonomien skal forstås som en evolutionsteori, hvori deltagerne – staterne, bankerne, privatpersonerne – alle er arter, der løbende prøver at tilpasse sig et konstant skiftende miljø.

De økonomiske deltagere handler ikke rationelt og analyserende, men intuitivt og bruger mentale genveje til at navigere igennem den økonomiske jungle. Disse mentale genveje (også kaldt heuristikker) er som regel tilstrækkelige. Heuristikkerne har formet og tilpasset sig det specifikke økonomiske miljø og netop vundet selektionskapløbet overfor andre beslutningsmekanismer.

Ligesom arterne ikke udvikler sig lineært, gør de økonomiske teorier og beslutningsmekanismerne det heller ikke. Arter, der var tilpasset verden af i går, er ikke altid tilpasset verden af i dag. Miljøet ændrer sig og så må arterne gøre det samme, hvis de vil overleve. Den klassiske økonomi havde en lang, succesfuld periode. Den kunne forklare den økonomiske udvikling fra krakket på Wall Street og frem til Finanskrisen, hvor kun mindre ”mutationer” var nødvendige undervejs. Det økonomiske miljø ændrede sig dog op igennem 90’erne og 00’erne med de teknologiske fremskridt og den vestlige velstandsfremgang, og de finansielle markeder blev mindre gennemsigtige. De heuristikker, den økonomiske verden beroede sig på før krisen, kan være direkte skadelige i dag. Vi er derfor i en økonomisk istid, hvor økonomien får ryddet nogle arter af vejen, mens andre først skal til at finde sit fodfæste.

Som Lo gentagne gange pointerer, så tager det en teori at slå en anden teori. Hans evolutionsbaserede finansielle teori, skal til at stå sin prøve. Han har bestemt nogle værdifulde pointer og en række videnskabelige artikler i baghånden, der kan forklare visse anomalier, som den klassiske økonomi ikke kan. Fremtiden og en masse forskning skal vise, om Los teori vinder terræn og kan blive en etableret eller sågar den dominerende økonomiske teori. Det økonomiske landskab har ændret sig markant, og den økonomiske videnskab og dens aktører må derfor foretage en tilpasning. Ellers mister den sin rolle som alfahan og mange års værdifuld videnskabelig evolution vil gå tabt.