Spørgsmålet om meningen med livet er så gammelt som menneskelivet selv: Hvad bør vi bruge vores liv på? Mennesker fødes ikke med instinktive svar på dette spørgsmål, og de svar, vi kommer frem til, handler ikke kun om overlevelse og reproduktion, som dyrs liv gør. Men selv om spørgsmålet om mening er gammelt i forhold til menneskelivet, så er mening et relativt nyt begreb, når talen falder på arbejdslivet. Arbejde og mening har ikke altid været et oplagt makkerpar. Det har derimod taget flere tusinde års kulturel udvikling at få koblet dem sammen.

Hvis vi vender os mod historien og ser tilbage på den periode, der betragtes som den vestlige kulturs vugge, nemlig antikken fra omkring 800 f.v.t. til ca. 500 e.v.t., så repræsenterede arbejde det stik modsatte af en meningsfuld aktivitet. Arbejde var vulgært og gjorde mennesker ufri, og det blev kun udført af slaver, fattige og kvinder. Det var derimod meningsfuldt at beskæftige sig med kunst, filosofi, krig og politisk styring af staten, og det var de arbejdsfri, velhavende mænds privilegium at tage sig af det. Arbejde blev altså godt nok anset for at være en nødvendig forudsætning for andres frihed, men der var ingen positiv mening eller frihed forbundet med arbejdet selv.

Denne opfattelse levede videre i middelalderen til slutningen af det 13. århundrede. Men med kristendommens udbredelse blev det især de åndelige aktiviteter vendt mod Gud og livet i det hinsidige, der havde egentlig værdi og mening. Arbejdet var i værste fald at betragte som et nødvendigt onde og en straf for, at mennesket havde spist af kundskabens træ og derfor skulle ‘tjene sit brød i sit ansigts sved’. I bedste fald kunne det ses som et middel til moralsk forbedring og noget, der holdt sindet og hænderne beskæftiget, så de holdt sig væk fra andre, mere syndige beskæftigelser. I dag har vi stadig ordsproget ‘Lediggang er roden til alt ondt’, som udtrykker den samme tankegang. Det at ville arbejde for at tjene penge blev, som sociologen Max Weber udtrykker det, “fordømt som udtryk for den mest smudsige gerrighed og for en slet og ret uværdig tænkemåde…”. Men i senmiddelalderen skete der så småt en ændring af disse tankegange.

Den begyndte i Firenze i Italien, og derfra spredte den sig til resten af Europa. Datidens håndværkere var blevet både rige og indflydelsesrige, hvilket medførte, at arbejde fi k en højere status. Det blev endda besluttet, at kun de personer i Firenze, der var medlem af et håndværkerlav, skulle have stemmeret. Hermed var forholdet mellem arbejde og politisk indfl ydelse vendt på hovedet i forhold til, hvordan det var i antikken. Med renæssancen, og i særdeleshed efter reformationens begyndelse, tog arbejdets opstigning mod en højere status for alvor fart: Protestanterne og calvinisterne så arbejdet, og indirekte arbejdets materielle frugter, som et tegn på, at man havde Guds nåde. Arbejdet blev til et kald og en kristen pligt, fordi det blev set som en næstekærlig handling at arbejde. Aldrig før havde man set andet end nødvendighed i arbejdet, men efter reformationen rummede det at arbejde en egen normativitet: Det var noget, man etisk set burde gøre, og man kunne nu have en arbejdsmoral. En del af denne arbejdsmoral bestod i at tjene penge, og gerne mange penge. Ikke som et mål i sig selv, men som en måde at tjene Gud på. Denne ‘protestantiske etik’ er blevet set som en af forklaringerne på opbygningen af den enorme velstand, Vesten besidder.

I oplysningstiden sker der det, at man bl.a. i den engelske tekstilindustri begynder at indføre de principper, der er forløberne for samlebåndsarbejdet, som vi kender det i dag, nemlig opdelingen af arbejdsprocesserne og en øget mekanisering. Endnu et stort skridt på vejen mod nutidens velstand er taget. Men som 1700-tallets mest fremtrædende økonom, Adam Smith, iagttager, så fører denne opdeling ikke kun til øget velstand, men også til, at arbejdet er fordummende for arbejderen og i højere grad føles meningsløst, fordi det ikke længere kræver hverken viden, erfaring eller kreativitet at udføre det. Tidligere i oplysningstiden introducerer den engelske filosof John Locke den idé, at al økonomisk værdi i virkeligheden bygger på arbejde. Ting, det er meget arbejdskrævende at fremstille, f.eks. et ur, er derfor mere værd end en ting, som ikke er særligt arbejdskrævende at lave, som f.eks. et brød. Dermed bliver selve arbejdet, og det at man arbejder, til noget værdifuldt, ikke kun i åndelig, men også i økonomisk forstand.

I romantikken, og især gennem den industrielle revolution, der i denne periode bruser ud i store dele af verden med jernbaner, fabrikker, telegrafi og telefoni, får arbejdet en endnu højere status: Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel hævder, at arbejdet ligefrem er det, der adskiller os fra dyrene. Det er gennem arbejde, at både det enkelte menneske og hele menneskeslægten realiserer sin åndelighed og sit sande væsen, som er frihed. Karl Marx, en af kommunismens grundlæggere, opfattede heller ikke frihed som frihed fra arbejde. Frihed var derimod, når man selv frit bestemte, hvad man ville arbejde med. Det, der gjorde et arbejde meningsfuldt, var, at man selv havde valgt det. Nu skulle den enkelte altså ikke længere arbejde for hverken Guds eller næstens skyld, men for sin egen skyld. Med andre ord er individet og individets egne lyster og behov for alvor kommet på scenen over for slægt, samfund og Gud. Arbejdet er blevet koblet sammen med både frihed og dannelsen og realiseringen af det enkelte menneske som menneske. Arbejdet bliver med andre ord identitetsskabende. Disse ideer præger i allerhøjeste grad vores opfattelse af arbejde i dag. I en nyere moderne sammenhæng, dvs. fra år 1900 og frem, gennemgår arbejdslivet i Vesten over kort tid store ændringer. Fra at have været nationer af bønder bliver de vestlige lande nationer af industri- og servicemedarbejdere. Med industri- og servicesamfundet opstår også de velhavende, demokratiske stater. Samtidig begynder den optimerings- og effektiviseringsproces, der tidligere kun blev anvendt på arbejdsprocesser og maskiner, også at blive vendt mod arbejderne og lederne selv. Hvordan effektiviserer og optimerer man mennesker, nu hvor arbejdsprocesserne og maskinerne er blevet effektiviseret med stor velstand til følge? Som et svar på det spørgsmål blev der fra omkring år 1900 udviklet redskaber som organisationsteorier og ledelsesfilosofi er med scientific management-teorien som den første. Denne udvikling fortsætter med Human Ressource Management, coaching, lederkurser, medarbejderudviklingssamtaler og brugen af erhvervspsykologer på arbejdspladser i dag.