Print artikel

»Civile blev opfattet som legitime mål«

Disproportional magtanvendelse overfor den palæstinensiske civilbefolkning er en bevidst strategi. Foto: Breaking the Silence
Massive ødelæggelser af infrastrukturen i Gaza var et af resultaterne af sidste års krigshandlinger. Foto: Breaking the Silence
Interview
21.07.15
I disse dage er det ét år siden, israelske soldater rykkede ind i Gaza-striben i en storstilet militæroperation, som reaktion på flere døgns raketangreb fra Hamas. Begge parter kan have begået krigsforbydelser i ly af slagmarkens kaos, konkluderer en nyligt offentliggjort FN-rapport. Det overrasker ikke en gruppe israelske soldater i organisationen Breaking the Silence, som hævder at have dokumenteret den israelske hærs overgreb på civile palæstinensere. ATLAS har talt med Yehuda Shaul, frontfigur i Breaking the Silence, om at skyde granater efter civile, at blive anklaget for landsforræderi og bryde samfundstabuer.

Ordren var ikke til at misforstå. Hvis der blev affyret skud fra dalen og de tætbebyggede kvarterer på modsatte skråning, så skulle han returnere beskydningen. Det var ligegyldigt, hvor han ramte, han skulle bare skyde. Ikke almindelige skud. Granater.

Yehuda Shaul var bare 19 år, da han fik denne ordre. Hans kompagni var blevet placeret i en rømmet skolebygning på en forhøjning i det centrale Hebron på Vestbredden. Året var 2002, og Yehuda var en del af spydspidsen i den israelske hærs operation Defensive Shield – den største militære operation på Vestbredden siden Seksdageskrigen i 1967. Her i Hebron stod han. Med ordre om at affyre dræbende skud mod et civilt boligområde. Tvivlen nagede ham og slog rod. Alt imens han stod med fingeren placeret på aftrækkeren til et våben, der med ét enkelt skud kunne dræbe alt i en radius af otte meter.

»Jeg var stolt af at være soldat. Jeg havde vidst hele mit liv, at jeg skulle gøre mig selv og min familie ære ved at tjene mit land ved fronten. Men lige der... Lige der står jeg og håber på, at jeg rammer ved siden af. Vi skulle skyde for at afskrække. Og jeg bad til Gud efter hvert eneste skud: Bare de ikke skød igen,« fortæller han.

Men det gjorde de. Ikke bare den nat i Hebron, men også de efterfølgende dage, uger og måneder. I de næsten tre år, han tjente i den israelske hær, blev hvert et skud, hver en oplevelse af meningsløsheden i hans handlinger til et lille skridt mod det, der skulle udvikle sig til et moralsk – og meget personligt – opgør med den israelske hærs optræden i konflikten med palæstinenserne. I de år begyndte en ung soldat at stille spørgsmålstegn ved hele det system, han i sin barndom var blevet opfostret til at kæmpe for.

»Jeg holdte op med at tænke som en soldat…«

At han skulle tjene sit land i den israelske hær var som sagt et ganske naturligt skridt. Født i Jerusalem af amerikansk-canadiske forældre, der emigrerede til Israel efter Yom Kippur-krigen i 1973, voksede han op i et stærkt religiøst og konservativt hjem. Selvom militærtjeneste i Israel er obligatorisk for alle mænd og kvinder, så var Shaul langt fra at være en genstridig menig, da han som 18-årig lovpligtigt meldte sig på en militærkaserne.

»Vi var frontkæmpere. Vi beskyttede bosætterne, der blev angrebet af terrorister. Vi beskyttede Israel. Jeg var meget ideologisk i starten, og det var vi alle sammen. Men efter flere år i soldaterlivet, så begyndte jeg at tænke på, hvem jeg i virkeligheden var, og hvad mine handlinger egentlig havde forårsaget. Jeg holdte op med at tænke som soldat, og jeg begyndte at tænke som et menneske igen,« forklarer han.

»Når man mentalt udtræder af soldaterrollen, så giver det ikke længere mening. Alle de ting, vi blev beordret til at gøre. Jeg kunne ikke retfærdiggøre det. Og jeg var ikke den eneste. Vi var mange, der nåede samme konklusion. Flere følte, at det, vi gjorde på Vestbredden, var forkert.«

I de sidste måneder af sin tjeneste mødte han flere, der delte hans frustration. De havde alle dét til fælles, at de var veteraner fra den anden intifada, der fandt sted mellem 2000 og 2005. Denne umage gruppe samlede billeder fra deres udstationering på Vestbredden og skrev deres beretninger ned. Konkrete ordrer, beskydning af civile, behandlingen af civile palæstinensere. Alt blev minutiøst dokumenteret.

Her startede Breaking The Silence. I juni 2004 åbnede de foto-udstillingen Bringing Hebron to Tel Aviv, hvor der for første gang blev sat fokus på hærens ageren på Vestbredden. 64 beretninger i alt med flere hundrede fotos og videoklip. Flere tusinde besøgte udstillingen, og israelske medier begyndte at viderebringe soldaterkammeraternes beretninger.

Et samfundstabu bliver brudt

I kølvandet på udstillingen systematiserede gruppen arbejdet, og gennem den enorme medieinteresse fik de kontakt til andre veteraner, der også ville dele deres fortællinger.

»Vi fik startet en diskussion, der havde været totalt fraværende blandt israelerne. Det er et tabu, som man ikke taler om. Det er bagsiden af medaljen, som den almindelige israeler på caféerne i Tel Aviv helst ikke forholder sig til. Den beskidte del af indsatsen mod terrorisme. Hvordan civile blev opfattet som berettigede mål i kampen for sikkerhed. Det var beretninger, som man ikke kunne ignorere,« fortæller han.

I alt har organisationen interviewet flere end 1000 veteraner fra Israels krigsoperationer på Vestbredden, krigen i det sydlige Libanon (2006) og senest fra operationen i Gaza sidste sommer. Alle viser de, ifølge Yehuda Shaul, at IDF’s øverste kommando har en bevidst strategi, hvor de benytter sig af afskrækkelse af civile. Og at militæret i sine manøvrer på landjorden bruger disproportional magtanvendelse overfor den palæstinensiske civilbefolkning.

»Vi taler om, at flere end 2000 civile er blevet dræbt i Gaza. Ud af dem er 450 børn. Der er tale om massive ødelæggelser, tilintetgørelse af boligområder og fundamental infrastruktur. Og det er ikke et udtryk for fejl. Det er et direkte resultat af den måde, IDF har valgt at føre krigen i Gaza,« konstaterer han.

Den seneste udgivelse fra Breaking the Silence er rapporten This Is How We Fought In Gaza. 111 beretninger fra operationen Protective Edge, der udspillede sig i juli-august 2014. Den israelske hærs (Israel Defense Forces – IDF) operationelle mål var at stoppe raketaffyringer fra det Hamas-kontrollerede Gaza, der i månederne op til havde ramt israelske byer i grænseområdet. Operationen lykkedes, hvis man læste israelske myndigheders pressemeddelser. Men ifølge Yehuda Shaul var det endnu et lavpunkt for den israelske hær. Og dermed for Israel.

»Med Protective Edge manifesterede den inhumane doktrin sig tydeligt. Alle beretningerne bevidner om dét, man kun kan betegne som krigsforbrydelser. Man har besluttet, at der ikke må være nogen risiko overhovedet for israelske tropper på jorden. Også selvom det indebærer massiv ødelæggelse og drab på civile. Soldaternes sikkerhed sikres på bekostningen af Gazas befolkning,« forklarer Yehuda Shaul.

Massive ødelæggelser af infrastrukturen i Gaza var et af resultaterne af sidste års krigshandlinger. Foto: Breaking the Silence

 

Anonyme kilder bliver kritikernes skydeskive

Den seneste udgivelse har tiltrukket massiv opmærksomhed, men organisationen har også oplevet stigende kritik internt i Israel som en konsekvens af beretningerne fra Gaza. De nyeste meningsmålinger viser, at mere end 90 pct. af den israelske befolkning støtter op om regeringens håndtering af situationen i Gaza – herunder de militære operationer mod Hamas.

Derfor befinder Breaking the Silence sig ofte i modvind. Flere er kritiske overfor metoden, hvorved de mange beretninger er indsamlet. Kildernes troværdighed bliver blandt andet anfægtet, da langt størstedelen af beretningerne er anonyme. Yehuda Shaul affejer kritikken, da han ser det som højrefløjens forsøg på at miskreditere og dermed aflede opmærksomheden fra den egentlige diskussion.

»Det er enormt bemærkelsesværdigt, at al kritik kommer fra folk, der har utroligt meget at tabe ved, at sandheden kommer frem. Man går efter vores research og kilderne selv i stedet for at forholde sig til substansen,« siger han.

Direkte adspurgt om ikke soldaternes anonymitet kan være et problem, forklarer Yehuda Shaul, at hvis man brød denne anonymitet, så kunne det få store personlige konsekvenser for de medvirkende.

»Vi bliver jo dagligt mødt med trusler, da mange anser vores arbejde for at være landsforræderi. Og dermed er soldaternes beretninger også at betragte som det samme. Det er jo helt forkert, at man går efter soldaterne i den sammenhæng. Vi har en stor stab og bruger enorme ressourcer på at verificere hver enkelt historie,« forklarer Shaul.

Og netop i forhold til verificering fortæller han, at de i mange tilfælde har kasseret beretninger, da man har fundet ud af, at soldaterne har pyntet på deres historier. Ifølge Yehuda Shaul er der mange af dem, der bevidst forsøger at miskreditere deres arbejde ved at give falske beretninger for dermed at undergrave organisationens troværdighed.

Organisationen selv hævder, at interne research-hold bruger måneder på at verificere de mange beretninger, de modtager. Kan oplysningerne krydstjekkes? Kan man bekræfte, at den pågældende soldat har været der, hvor han siger, han har været? Beretningerne kommer fra alle niveauer af det militære hierarki. Menige soldater, officerer og majorer.

Politisk pres

Flere kritiske røster har betegnet Breaking the Silence som propagandistiske i deres fremgangsmåde. Amos Harel, debattør og blogger for den store israelske centrum-venstre avis Haa’retz, har udtalt, at organisationen ikke længere kan betegnes som en NGO, da den har en klar politisk agenda.

Modstanden mod Breaking the Silence er også stor på den politiske scene. Her er en række israelske højrefløjspartier kritiske over for den finansielle støtte, som organisationen modtager fra private europæiske og amerikanske donorer.

Shaul skyder tilbage på kritikerne ved at påpege, at al kritikken forholder sig til formen og motiverne hos medlemmerne af Breaking the Silence. Kritikken forholder sig ikke til substansen i deres arbejde, lyder anken.

»Vi forsøger at vise alle, at der er en destruktiv og afkoblet kultur internt i IDF og de ansvarlige politikere, der anser civile palæstinensere som legitime mål. Og at vores soldater ved fronten bliver bedt om at skyde på kvinder og børn og jævne boligområder med jorden. Dét er substansen. Dét er problemet. Men det vil man ikke tale om.«

»Vi er i gang med et maraton«

IDF selv har også sat spørgsmålstegn ved legitimiteten af de beretninger, der er blevet offentliggjort af Breaking the Silence.

Uden at forholde sig direkte til flere af beretningerne i How We Fought In Gaza har IDF udtalt, at de tager anklager om krænkelser i de besatte områder, i Gaza og på Vestbredden meget alvorligt, og at alle legitime klager fra soldater og kritik fra NGO’er og internationale observatører bliver efterforsket grundigt.

Ifølge Yehuda Shaul er det svært at komme igennem med kritik af militæret i Israel, da hele konflikten mellem Israel og palæstinenserne er enormt politiseret og følsom. Og den offentlige opinion er da heller ikke med organisationen i øjeblikket. Stilheden og passiviteten er svær at bryde, forklarer han.

»Vi ser et politisk system over en bred kam, der ikke er ærlige i deres kommunikation til den israelske befolkning. Langt de fleste israelere ved ikke, hvad der i virkeligheden foregår i de besatte områder. Hvad der sker med deres sønner og døtre. Stilheden er systemisk og orkestreret. Ingen på højeste plan har en interesse i, at tingenes tilstand bliver offentligt kendt.«

Opgaven er stor, og man kunne forestille sig, at den mere saglige kritik af organisationens dokumenterende arbejde – kildernes troværdighed, anonymiteten og motiverne – ville føre til en ændring i metodologien hos Breaking the Silence. Men Yehuda Shaul er sikker på, at man ved at fortsætte i sammen spor kan få ændret opfattelsen – og dermed skabe forandring.

»Vi er i gang med et maraton. Og vi er ikke i nærheden af at sætte farten ned. Det, der er i gang her, er en reel kamp om staten Israels identitet. Vores motiver, vores moral, hvad vi som befolkning tillader, at staten og hæren gør i vores navn. Det er en kamp, der aldrig ender. Vi skal blive ved med at stille spørgsmål og præsentere fakta. Og vi gør en forskel. Og jeg tror på, at vi kan være med til at forandre. Men det er ikke nemt,« slutter han.