»Jeg har skrevet et brev til myndighederne, hvor jeg beder dem om at henrette mig«
Ti familier i et stort, varmt telt. Ikke nok drikkevand, brusebade på maksimalt et minut og elendig mad. Hegn hele vej rundt om lejren, ingen udgang og deprimerede miner hos de fleste af de omkring 1.000 tilbageholdte bådflygtninge. Ingen information om fremtiden og intet at give sig til i løbet af dagen.
Sådan beskriver iranske Muhamad flygtningelejren på Nauru over en Skype-forbindelse fra den sydlige stillehavsø.
Muhamad boede indtil for nylig i flygtningelejren på øen, men er i dag blevet flyttet ud af lejren og bor nu lidt længere nede ad vejen. Nauru er på størrelse med Anholt, har en befolkning på knap 10.000 mennesker og ligger over 4.000 kilometer nordøst for den australske hovedstad Canberra.
Siden 2001 har den australske regering betalt Nauru for at få lov til at huse bådflygtninge i en flygtningelejr på øen. Lejren ligger ovenpå en gammel fosfatmine, der engang gjorde Nauru til en særdeles velhavende ø. I dag er fosfatminen ikke længere en god forretning, og Nauru er på randen af konkurs, hvorfor de mange penge fra Australien er særdeles kærkomne.
Den præcise sum, som Nauru modtager fra Australien, er ukendt, men den australske regering offent
