Parallelle liv

I sommeren 2010 var jeg sidste gang i Syrien. Min familie og jeg var på vores sædvanlige 5-ugers rejse, hvor vi besøgte familie og venner i Homs. Dengang var Homs en ganske almindelig mellemstorby i Syrien. Gaderne var fyldt med liv, krydderiernes duft hang i gaderne, og politik var ikke noget, vi bekymrede os meget om. Det kunne selvfølgelig ikke undgås at se billeder af præsident Bashar Al-Assad på alle gader og stræder, men det var ikke noget vi engagerede os dybere i eller hæftede os ved. Så længe vi undgik at gøre grin med billederne offentligt, levede vi i fred.

Èn særlig person tilbragte jeg altid det meste af min tid i Homs med. Det var min fætter. Vi gjorde, hvad alle andre almindelige unge gør. Vi var på café, gik ture, snakkede og grinte. Selvom jeg har boet hele mit liv i Danmark og han sit i Syrien, var vi på de fleste måder ens.

Sommeren 2010 var hans sidste før den obligatoriske værnepligt i en stor militærlejr udenfor Damaskus. Det var bestemt ikke noget, som min fætter havde lyst til, men eftersom han hverken var enebarn eller under uddannelse var der ingen vej udenom. Alligevel var det ikke noget vi tog tungt i familien. Faktisk anså min faster det