Print artikel

Tyfonernes land

Manilla – ikke verdens bedst organiserede by. Foto: CC
Supertyfonen Yolanda slog mindst 25.000 ihjel da, den sidste år ramte bl.a Tacloban. Foto: CC
Reportage
24.09.14
Tropiske tyfoner, politisk nepotisme og mudder på landingsbanen. Selvom det går fremad på Filippinerne, kan landet stadig være et ganske frustrerende sted at opholde sig.

»Har I brug for nogle damer?« Taxachaufføren smiler og skruer op for radioen, der spiller Westlife.

»Ellers tak. Vi vil helst hjem til hotellet. Der kommer jo også blæst.«

Det er midt i juli, den filippinske orkansæson er netop skudt i gang, og regnen skyller ned over Manilas dampende trafikpropper.

 Vi er egentlig på vej sydpå til byen Tacloban, men årets første tyfon Glenda blæser mod Manila med 185 km/t, og alle fly er aflyst. På andet døgn.

Selvom det går fremad på Filippinerne – korruption og fattigdom er stagnerende, og vækstraterne er på kinesisk niveau – kan ekstremt vejr, politisk nepotisme og enorm ineffektivitet stadig gøre øriget til et ganske frustrerende sted at opholde sig.

25 tyfoner om året

Glenda tager fat næste morgenen og flår i Manila, så træer og buske slipper sit tag i jorden, og blikplader og elkabler river sig løs. Regnen styrter ned og danner dybe søer og oversvømmer bygninger. Strømmen går, og vi venter i den mørklagte lobby, mens maden smelter i fryserne. I det mindste slipper vi for det endeløse loop af filippinske soaps og Big Brother, der normalt kører på hotellets fladskærme.

Filippinerne er vant til orkan-showet. Op mod 25 tyfoner besøger hvert år de 7.107 øer, og det bliver værre i fremtiden. Den globale opvarmning skaber flere og mere voldsomme tropiske storme, og det kommer især til at gå ud over Filippinerne, der ligger det værst tænkelige meteorologiske sted. Som chefen for FN’s agentur for katastrofehåndtering, Jerry Velasquez, udtalte forleden: »De tyfoner, der før skete én gang i løbet af et helt liv, sker nu en gang om året.«

De sidste fire år har således budt på tre af de kraftigste tyfoner i et århundrede. Det foreløbige kulmination indtraf den 8. november sidste år, da supertyfonen Yolanda skar tværs over landet med de kraftigste vindestød, der nogensinde er målt på landjorden (315 km/t) og syv meter høje tsunamilignende bølger. Op imod 25.000 mennesker døde, én million blev hjemløse og BNP-væksten faldt med ét procentpoint. På en formiddag.

Her skal der ventes

Klokken 11 efter tre timers tyfon lægger vinden sig over Manila, og regnen aftager. Glenda styrer videre mod Kina og blæser over de øgrupper i det sydkinesiske hav, som kineserne og filippinerne skændes om retten til.

Vi forsøger at ombooke vores aflyste flybilletter, men efter en time med vokalløs karaokemusik i røret giver vi op og bevæger os mod billetkontoret i lufthavnen. Den 32-årige hotelmanager April kører os. Hun er i pink velourdragt, solbriller og gummistøvler og speedsnakker ind i to mobiltelefoner på én gang. De fleste filippinere har to telefoner: én til hvert af de to teleselskaber Globe og Smart, der slet ikke spiller sammen. Ikke verdens smarteste system. I forruden på den hvide Toyota dingler både et falsk politiskilt og et falsk pressekort. »Det er meget lettere på den måde,« som April siger.

Parkeringspladsen foran terminalen er én stor sø dækket af afrevne palmeblade. Mellem lufthavnen og de eklektiske konstruktioner af blik, presenninger og bildæk, der udgør den arkitektoniske rygrad i slumbydelen Pasay City syd for downtown Manila, er firmaet med det selvovervurderende navn Megaworld ved at bygge en gruppe klodsede condiminiums i glat beton. De skal huse spilleglade gæster fra Kina og Malaysia til det store kasino ved siden af.

Det er ellers ikke megen international kapital, der flyder ind i Filippinerne, der er kendt for at være notorisk svært at drive forretning i. Infrastrukturen er elendig (det kan let tage en halv time at køre tre kilometer i Manila og resten af vejnet er hullede og uoplyst), elpriserne er tårnhøje sammenlignet med andre asiatiske lande, told- og skattesystemet fungerer ualmindelig dårligt, og beskyttelsen imod ekspropriation er svag. Og selvom Filippinerne har forbedret sig i internationale undersøgelser af forretningslivets betingelser i verdens land, er der stadig langt igen. Ikke mindst i lufthavnen.

Bag skranken i terminalen bumper 18 medarbejdere fra flyselskabet Cebu Pacific forvirret rundt mellem hinanden; flytter papirstakke, tager fotokopier og forsøger at overskue de endeløse køer. Her skal der ventes. Efter 44 minutter, da det endelig bliver vores tur, har de 18 medarbejdere i alt ekspederet 24 kunder.

Det bliver i familien

»Korrupt, korrupt, korrupt. Alle er korrupte! Den eneste, der er helt ren er Jesus Kristus,« råber den lille, runde hotelejeren, da vi kommer tilbage til hotellet. Der er stadig ingen strøm, og nu er der heller ikke vand i hanerne.

Ejeren troner ved et langbord i den dunkle lobby midt i en massage, som leveres af en kvindelig receptionist. »Se ud på gaderne. Folk kører og parkerer fuldstændig, som det passer dem. Ingen får bøder. Hvad fortæller det dig om samfundet? At det ikke fungerer.«

Han ryster på hovedet, inden han foretager et elegant emneskift. »Ved du godt, at de enzymer, der udskilles i kvindens klitoris, er meget vigtige for immunforsvaret?« Nu taler han til receptionisten, der masserer ham. »Det er derfor kvinder, der har meget sex, lever længere. Hvor gammel regner du med at blive?«

Enzymer eller ej, så er hotelejerens analyse af de politiske strukturer på Filippinerne ikke helt forkert. Landet har en lang og afgrundsdyb tradition for politisk nepotisme og korruption; en disciplin eksdiktatoren Ferdinand Marcos, der styrede landet fra 1965 til 1986, vel er uofficiel verdensmester i. Mens Marcos med sikker hånd kørte en ellers lovende økonomi i sænk, ranede han en private formue på ti mia. dollars til sig, inklusiv tusind par sko til fruen Imelda Marcos, kunstværker af Van Gogh, Cezanne og Monet og et utal af haciendaer spækket med persiske tæpper, kinesiske vaser, koreanske perlemorsskabe, russiske sølvmøbler, italiensk marmor og libanesisk cedertræ. Alt sammen betalt af eksorbitante lån optaget i USA på nationens vegne. Marcos smuttede i eksil på Hawaii i 1986, hvor han døde tre år senere, men landet afbetaler stadig på gælden, og ingen ved, hvad der egentlig er blevet af milliarderne. Mange skæver til de schweiziske banker.

Supertyfonen Yolanda slog mindst 25.000 ihjel da, den sidste år ramte bl.a Tacloban. Foto: CC

Utroligt nok har både enken Imelda og Marcos sønnerne forsat topposter i statsapparatet, og ingen i familien er nogensinde blevet dømt. Sådan er det i Filippinerne. Politik er stadig en lukket fest for nationens gamle rigmandsfamilier, der udkæmper oligarkisk klanfejder, komplet med kufferter med pengesedler og assignationer.

Shakespearsk strid

Et eksempel: Borgmester i byen Tacloban - den by der blev ramt hårdest af tyfonen Yolanda - hedder Alfred Romuraldez. Han er nevø til Marcos’ enke Imelda, der selv kom fra den magtfulde Romuraldez-klan, inden hun giftede sig med diktatoren. Den siddende præsident Benigno Aquino III er derimod søn af Marcos’ gamle ærkerival Benigno Aquino II, som Marcos angiveligt fik myrdet i 1983, da Aquino trådte ud af sit fly hjemvendt efter et eksilophold i USA. De to familier hader hinanden som karaktererne i et Shakespeare-stykke, og det besværliggjorde hjælpearbejdet efter Yolanda helt enormt. 

Marcos skød i øvrigt sig selv gevaldigt i foden ved at slå sin rival ihjel. Aquino blev martyr, og det banede vejen for, at hans kone Cory Aquino kunne blive præsident, selvom hun ingen politisk erfaring havde. Siden 2010 - efter en ganske blodig valgkamp - har sønnen Benigno Aquino III været statsoverhoved, og hans regering, der har svoret at nedbringe korruptionen, er netop nu under anklage for at have kanaliseret 157 mia. pesos (3,6 mia. dollar) ulovligt til en række kongresmedlemmer. Pengene, der skulle fungere som en keynesiansk stimulus til lokal projekter, er i stor stil forsvundet i opdigtede udviklingsorganisationer. Højesteret har enstemmigt erklæret regeringens praksis for forfatningsstridig, men Aquino nægter at have foretaget sig noget ulovligt.

Mudder på landingsbanen

Inden vi flyver fra Manila næste dag, kører vi til Greenbelt Mall i det rige Makati-område for at drikke kaffe; en kæmpemæssig filippinsk version af Fields og et parallelsamfundet, hvor det kun er vesterlændinge og stenrige filippinere, der kommer. Ved plastikbordene i de indendørs shoppinggader spiser de halo halo, en filippinsk dessert, der ligner noget fra en børnefødselsdag, der er gået helt over gevind: Tre kugler is (en af dem lilla), kokos, palmesukker, sticky rice, kidneybønner, søde kartofler og en eksplosion af tørret fugt. Plus pynt.

Regnen er begyndt igen, og vi går på Starbucks i atriumgården, hvor alle bestiller coffe jelly (iskaffe med små stykker budding og flødeskum) og kæmpestore frappuccinos, der bliver skovlet til med is, flødeskum, karamel og chokolade. Underspillet, minimalistisk elegance er ikke et anerkendt koncept her, og en tillæsset frap rangerer helt naturligt højere i kaffeprodukternes interne symbolhierarki end de skrabede, sorte americanos, vi har vænnet os til at drikke. More is more.

På restauranten Café Havanna over for tøffer en overvægtig, svedende britisk mand i 50’erne med falmende sømandstatovering, læsebriller og hængerøv omkring med en ung, smaltaljet filipino-pige med røde læber og høje kindben. Hans ansigt minder om figuren Marv fra filmen Sin City, og så ved man godt hvad klokken er slået. »More fun in the Philippines« - det er landets officielle slogan.

Så er det endelig afgang. April triller os til lufthavne gennem Manilas uendelige trafikpropperne, mens hun sipper af et glas vodka-soda og fortæller, at i morgen skal hun til et networking-arrangement på den togolesiske ambassade.

Som en sidste prøvelse skal vi forcere den berygtede lufthavnsterminal Niynoy Aquion (opkaldt efter Beniquo Aquiono II, som blev myrdet her), der flere gange er blevet kåret som verdens mest elendige terminal af diverse rejsesites. Det er ikke svært at se hvorfor. Alt sejler i den mørke, fugtige hal, der ligner en blanding af en iransk banegård og en østeuropæisk metroperron. Airconditionen er i stykker, sikkerheden er ikke-eksisterende og køerne er ubegribelige. Ja, skidtet er faktisk så ringe, at præsident Aquino offentligt har undskyld for forholdene. Bare ærgerligt at det er her, alle udlændige ankommer til landet. You never get a second change to make a first impression, som man siger.

Og næsten symbolsk som et sidste slag med halen klokken to om natten efter to timers venten på metalstolene ved gate 11, bliver vores fly aflyst. Tre dages regn har været mere, end lufthavnen har kunnet håndtere, og nu har et arabisk Airboss-fly sat sig fast i en stor klat mudder på landingsbanen. Al trafik ind og ud af Manila stopper, og alle rejsende skal fragtes i busser til hoteller lang pokker i vold; en logistisk operation der – needless to say – på ingen måde forløber glat. 45 minutters søvn og ti timers forsinkelse senere kan vi endelig se Manilas bliktage forsvinde under os. Inden længe rammer den næste tyfon, og så kan det hele starte forfra igen. Og så skal der ventes. Igen.