Print artikel

Unionen på den polemiske slagtebænk

Udsnit fra bogens forside.
Anmeldelse
11.02.14
I sin kritik af EU som fredens projekt er Kasper Støvring god for noget røre i andedammen, og undervejs vil han formå at bekymre de ubekymrede. Desværre er bogen dog redaktionelt set ujævn og lige lovlig polemisk.

Det er altid spændende, når nogen sætter sig for at slagte en hellig ko – sådan en af vores fælles etablerede sandheder, som ofte bliver gentaget og sjældnere angrebet. Præcis sådan en sandhed er historien om EF/EU som garant for fred.

Denne udlægning af det europæiske projekt er, hvad vi har lært i skolen, og hvad Nobelkomiteen har hædret for relativt nylig, og efterhånden har ph.d., kulturforsker og debattør Kasper Støvring fået nok og sat koen kniven for struben.

Hvad er nu Støvrings alternative forklaring på årtiers fred i Vesteuropa? Jo, det drejer sig om den sammenhængskraft, der står så centralt i mandens værk og verdensanskuelse. Kort sagt at det er yderst fornuftigt med homogene samfund, hvor udbredelsen af folket overlapper en enkelt jurisdiktion i skikkelse af nationalstat.

Eller mere konkret: Det er takket være overensstemmelsen mellem nationer og stater fra 1945 og fremefter, at vi har haft det ret fredeligt i over et halvt århundrede. Det er på samme vis fraværet af denne overensstemmelse, der gør, at krigen lige netop bryder ud i det overnationale projekt Jugoslavien frem for herhjemme. Og det kan man jo så overveje med, når man overvejer EU.

Hvis man da tør, for det er unægtelig en ubehagelig tanke, at freden (også!) er et resultat af folkefordrivelser, mens nationernes broderskab kan føre til … ja, tænk selv tanken til ende. Men Støvring er kompromisløs, og undervejs vil det lykkes ham at fremkalde tvivl i hjertet og vel nok en enkelt kuldegysning hos den hidtil ukritiske.

Nej, det er ikke mod, Støvrings skrift mangler. Det mangler til gengæld, at Støvring kommer sin læser i møde og forholder sig til nogle tænkelige modargumenter. For hør, tænker i hvert fald denne læser, var det ikke også nationalstater, der udkæmpede 2. verdenskrig – i øvrigt med territoriale mål langt ud over egne nationale rammer? Og har det ikke gavnet freden, at tidligere diktaturer i Syd- og senere Østeuropa har haft EF/EU som gulerod i forhold til reformer m.m.? Eller at europæisk frihandel har skabt en velstandsstigning, som gavner freden, i og med at mætte folk er sværere at drive til fronten?

Det er synd, at Støvring ikke rigtig på forhånd går i rette med den slags indvendinger. Især er det synd, fordi man tiltror ham, at han ville være i stand dertil. Men han er, nærmest selvindrømmet, en polemisk herre, hvilket også kommer til udtryk i nogle lidt unødvendige spydige udfald mod Støvrings yndlingsaversioner.

Således kan man mærke, at bogen ikke er skrevet som bog i traditionel forstand, men i høj grad baseret på opkog af separate debatindlæg fra Støvrings side – indlæg, hvis spidshed vel har forekommet mere naturlige i deres oprindelige sammenhæng. Ligesom det mærkes, når betegnelsen ’EF-Domstolen’ afslører et forlæg fra før navneskiftet i 2009, eller når der mangler en henvisning hist og pist.

I det hele taget kommer vi efterhånden rigelig vidt omkring, og Støvring, subsidiært en redaktør, skulle have givet sig mere tid til at redigere nogle af de løse ender væk eller bundet dem bedre sammen.

Eller, måske endnu bedre, simpelthen udgivet teksterne som den lettere bearbejdede essaysamling, det i grunden også er, frem for en angivelig samlet bog om fredsfortællingen. Det havde især klædt den sidste del af bogen, hvor vi har fjernet os mest fra udgangspunktet.

For når Støvring her beskriver den problematik, at domstolene, og ikke kun i EU, tilegner sig stadig mere magt, er det bestemt et tema værd at beskæftige sig med, helt uanset alt det med freden. Måske Støvring har ret i, at vi har brug for flere ikke-jurister, der skriver noget om jura?

Det må blive en anden snak. Men sikkert er det i hvert fald, at sådan nogle hellige køer kan byde på nogle yderst velsmagende lunser, og Støvring er i den forstand en habil slagtermester. Han bør dog tilstræbe en mere raffineret tilberedning og mere imødekommende servering, end det var tilfældet her. I givet fald ville mange få skærpet appetitten på det støvringske bøfhus.