Print artikel

Klogere på elendigheden

Brandslukning i Haitis slum. Foto: Tobias Havmand
Anmeldelse
17.04.13
Haiti. En skuespiller, en rapmusiker og en amerikansk ekspræsident forsøgte at genopbygge et jordskælvsramt land. Det gik ikke godt.

Det er ikke meget, man hører fra Haiti mere. Treårsdagen for det jordskælv, der i januar 2010 jævnede Haitis hovedstad Port-au-Prince med jorden, blev dog markeret med et par 'hvordan-er-det-gået-siden-sidst?’-reportager. De konkluderede alle, at det er gået elendigt, men blev vi klogere på elendigheden og dens årsager? Nej, mener Jonathan M. Katz, forfatteren til The Big Truck That Went By, med knytnæven af en undertitel, How The World Came To Safe Haiti And Left Behind A Disaster.

Katz, repræsenterer en sjælden kategori af mennesker. Ja, der er faktisk kun ham selv i netop den eksklusive klub: Udenlandske journalister, som befandt sig i Haiti inden jordskælvet, oplevede det på egen krop, og blev i Haiti længe efter skælvet. Længe nok til at observere haitianernes reaktion, en fordomsfuld og sensationspræget mediedækning og ikke mindst det internationale samfunds nærmest totale fiasko i forsøget på at bygge Haiti op igen.

Katz starter med sig selv: Første kapitel fortæller, i en stil der er en Hollywood-katastrofefilm værdig, historien om den stille, varme januar-eftermiddag hvor en rysten blev til en buldren, og tallerknernes raslen til gulvets skælven, indtil jorden pludselig ikke længere var, hvor den skulle være, hans hus faldt sammen om ørerne på ham, og han med nød og næppe klarede sig ud af det sammenstyrtende hus ved sin assistents hjælp. Lyder det bekendt? Det er det også, i hvert fald for dem der har læst Jørgen Leths beretninger om jordskælvet.

Herefter går der kritisk, og siden hen indigneret, reportage i den; rundt på støvede veje fyldt med mennesker, væltede bygninger og uden lys for at finde signal til at sende den første rapport om skælvet til Associated Press, Katz's arbejdsgiver, videre til assistentens nærmeste familie, som gudskelov er uskadt, og til sidst afsted til den amerikanske ambassade for at overnatte på et stengulv i vagtskuret – ambassaden ville ikke lukke ham ind på grund af sikkerhedshensyn.

Inkompetencen

Den nat på stengulvet, bliver Katz' første oplevelse med et internationalt samfund, som nok forsøgte at hjælpe Haiti efter jordskælvet, men i bedste fald gjorde det blindt, i værste fald ignorant, inkompetent og løgnagtigt. Og det bliver bogens primære fokus og røde tråd; internationale nødhjælpsarbejdere og journalister på gennemrejse, to- tre uger i Haiti, og så ud igen; diplomater med ubrugelige udviklingsplaner under armen og tomme løfter om milliarder i genopbygningsstøtte i munden; korruption og forretningsmænds dominans over den almindelige haitianers interesse; ynkelige forsøg på at dække over FN's ansvar for koleraepidemien, der ramte landet i kølvandet af jordskælvet; og frem for alt en generel mangel på forståelse for haitiansk historie og kultur, nedladende holdning til den haitianske befolkning, og uvilje mod at inddrage haitianerne i vigtige beslutninger om hvor og hvordan genopbygningsmidlerne skulle bruges. Katz trækker tråde fra fransk og amerikansk kolonialisme til Haiti i dag og krydrer med personlige anekdoter og en god portion haitianske stemmer, der alle gør bogen til andet og mere end reporterens egen katarsis.

Sean Penn lander i Haiti ni dage efter jordskælvet, render rundt med en revolver i bæltet og uddeler vand og medicin

Katz er stærkest, når han kombinerer indigneret analyse med skarp og sarkastisk reportage. Det er kapitlerne om skuespilleren Sean Penns indtræden på nødhjælpsscenen og populærmusikeren Michel 'Sweet Micky' Martilly's erobring af præsidentposten, der skiller sig ud og føjer nyt til vores forståelse af både nødhjælp og Haitiansk politik. Sean Penn lander i Haiti ni dage efter jordskælvet, render rundt med en revolver i bæltet og uddeler vand og  medicin på må og få, for siden at blive et anerkendt og genkendeligt ansigt på nødhjælpsindsatsen i Haiti, med adgang til medier, penge og politikere som ingen anden; celebritynødhjælpens ilddåb. Samtidig planlagde Sweet Micky sin transformation fra kongen af Haitis kompamusik –  »en crooner der ville tage en miniskørt på, hive bukserne af og humpe et trommesæt hvis det ville få gang i publikum« – til succesfuld præsidentkandidat.

Og hvordan kan nogen forvente at genopbygningsindsatsen skal fungere, når CNN's vigtigste kilde til analyser om Haiti er en Hollywoodskuespiller, der spiller karakterskuespil som nødhjælpscowboy, og haitianernes bedste bud på en præsident er en sanger, der kun vandt fordi en anden sanger, ex-Fugees rapperen, Wyclef Jean, blev forhindret i at stille op af Haitis valgkommission.

I et par måneder var det Sean Penn og Wyclef Jean, der dominerede mediernes reportager fra Haiti. Da Wyclef Jean besluttede at stille op til præsidentvalget og af de fleste iagttagere blev spået sejren, var det Sean Penn, der af CNN blev bedt om at give ‘Haitis’ syn på kandidaturet, som han til gengæld mente mest var show-off; Wyclef kom bare udefra og var ikke rigtigt interesseret i at hjælpe Haiti. Og da Katz selv senere interviewer Wyclef Jean, er Jean mere optaget af, hvad Sean Penn har sagt om ham på CNN end af at bidrage med sit syn på Haitis fremtid.

Svagere analyse 

Bogen er svagest, når Katz begiver ud i detaljerede analyser af international udviklingsbistand og nødhjælpsoperationer. Her skrabes der mest på overfladen og peges fingre. Vi når desværre aldrig helt ned i den kompleksitet og de overvejelser, der følger med, når mere end en million mennesker skal have tag over hovedet og milliarder af dollars skal tilføres et land stort set uden regering og med dyb korruption. Igen er det i stedet de sarkastisk, indignerede reportager, med sympatien solidt placeret hos haitianerne, der gør indtryk.

Sean Penn lander i Haiti ni dage efter jordskælvet, render rundt med en revolver i bæltet og uddeler vand og medicin

Når Bill Clinton, som chef for den internationale genopbygningsfond ved et fælles besøg i en teltlejr fuldstændigt stjæler billedet fra både George W. Bush og Haiti's præsident, René Préval, og Préval senere under et fælles besøg på et hospital i et øjebliks frustration siger til en haitiansk sygeplejerske, »det er ikke mig, der er præsident idag«, mens Bill Clinton bader sig i rampelyset, deler man Katz’ indignation og haitianernes frustration.

Plejen af egeninteresser

Kapitlet om koleraepidemien, som tog livet af mere end 7500 haitianere, og stadig plager landet, kombinerer stærkt klare beviser med en personlig beskrivelse af journalisten Katz’ research for at afsløre FNs ansvar. Selvom ansvaret for koleraepidemien aldrig officielt blev placeret, sandsynliggør Katz overbevisende, at det var nepalesiske FN soldater, der bragte koleraen til Haiti. Dokumenterede epidemiudbrud i Nepal, sløseri med sundhedstjek af soldaterne og sanitetsfirmaets tømning af soldaternes efterladenskaber i floden der, ja, rigtig gættet, forsyner tusindvis af haitianere med både drikke- og badevand efterlader ikke megen tvivl, og FNs uduelige kommunikationsfolk føjer med vag udenomssnak kun spot til skade. Det bliver en deprimerende kondensering af Haitis problemer; landets korruption og underudvikling går hånd i hånd med international inkompetence og plejen af egeninteresser. I bedste fald bevæger landet sig ingen vegne, men i værste fald, som når kolera bringes til Haiti af et sløset FN system, der egentlig skulle hjælpe Haiti, gør det ondt værre.

Problemer er der således nok af, og dem belyser bogen fint og sympatisk. Vi forstår hvorfor Haiti her tre år efter jordskælvet stadig kæmper for at komme på ret køl, men Katz giver dog kun få forslag til løsninger, og den underliggende morale, at Haiti måske er bedst overladt til sig selv, klinger noget hult. Katz’s fortælling efterlader derfor læseren klogere, men ikke just mere optimistisk på Haitis vegne.

Jonathan M. Katz: The Big Truck That Went By – How the World Came to Safe Haiti and Left Behind a Disaster, 306 sider, Palgrave Macmillan