Print artikel

Endnu en dag i rygekabinen

Hverdag i kina. Foto: CC
Forureningen får ind i mellem Beijing til at fremstå lettere dystopisk. Foto: CC
Artikel
12.03.13
I Beijing taler man ikke om HBO-serier, Knausgård eller finere madlavning i de pænere kredse, men om smog og luftrensere. Og det gør man faktisk også i den bredere befolkning, hvor den voldsomme luftforurening fører til mere og mere direkte kritik af styret

BEIJING – Nu sidder den der igen, den metalliske smag midt på tungen. Udenfor er der en kraftig dis, som selvfølgelig kunne betyde, at det bare er overskyet, tåget, sandstorm eller et andet almindeligt vejrfænomen. Som nok betyder en dag med begrænset udendørsaktivitet, men dog uden skade på vitale organer. Men det er selvbedrag – for det er efterhånden klart, hvor den metalliske smag stammer fra. IPhone  app’en, der flere gange om dagen sender direkte updates fra den lille vejrstation på den amerikanske ambassade et par kilometer herfra, bekræfter de bange anelser: ’Hazardous’ er dommen i dag – ekstremt farligt! - et stykke over ’seriously unhealthy’, langt over ’unhealthy for sensitive groups’ og milevidt fra det ’good’, der, når det tikker ind om morgenen, får en til at springe ud af sengen, skippe morgenbadet og hoppe direkte ud i det altså gode vejr. For i Beijing bedømmes godt vejr ikke på mængden af solskin, regn eller den slags, nej, her er det mængden af luftforurening, der på en given dag bestemmer, om det er godt vejr, eller om man skal blive i sengen. Og i dag er altså endnu en dag i den rygekabine, som Beijings luft på de værste dage kan sammenlignes med.

Netop derfor er luftforurening og luftrensere er et populært samtaleemne i Beijing og noget, der påvirker alles hverdag. Man kan jo ikke bare holde op med at trække vejret. Og på sådan en dag med ’hazardous’ kan de to luftrensere i stuen, selv på fuldt tryk, heller ikke helt hamle op med metalsmagen, som sidder der konstant. Og tænk så på de millioner, der ikke kan tænde for luftrenseren til godt 6000 kroner, men må nøjes med en billig, ineffektiv ansigtsmaske, der ikke hjælper meget mod den ’airpocalypse’, som luftforureningen hurtigt er blevet døbt her i Beijing, og som den seneste måned har været på alles læber. Bogstaveligt talt.

Gennem flere år bosat i Afrika, var det maveonder og andre eksotiske sygdomme alle kunne snakke med om. En medarbejdersamtale kunne sagtens tage en uventet drejning i retning af den bedste antibiotika mod mavebakterier, og det er sket mere end en gang, at jeg har fået indsigt i totalt fremmede menneskers tarmflora og sygdomshistorie over en drink til en reception i en afrikansk hovedstad. En bekvem, om end set her fra distancen noget aparte icebreaker, der ligesom ramte noget, alle gik og sloges med.

 Fælles i nøden

Her i Beijing snakkes der altså luft som det mest naturlige. ’PM 2,5’, de farlige mikropartikler luftkvaliteten måles efter, stod ifølge People’s Daily, partiets avis, øverst på listen af samtaleemner under det nyligt overståede kinesiske nytår, og som en amerikansk blogger bosiddende i Beijing rammende bemærkede i januar under den værste luftforurening:

»Det første jeg gør, når jeg kommer ind i et nyt hjem, er at tjekke luftrenserne ud. Hvilket mærke? Hvilken model? Hvor mange?«.

Et interessant og betryggende bevis på menneskers tilpasningsevne, at de tager netop den faktor der gør dagligdagen mest besværlig og gør det til et normalt samtaleemne, hvad enten vi taler mavekramper og toiletbesøg eller luftkvalitet som i lufthavnens rygekabine. En overlevelsesstrategi velsagtens – fælles i nøden.

Men hvad er det egentlig, der sker? Det kan vel ikke være rigtigt, at verdens mest folkerige nation, arvtager til verdens økonomiske overherredømme og et af de mest magtfulde regeringsapparater på jorden jævnligt kan have sådanne krisetilstande i landets hovedstad, der med over 20 millioner indbyggere omtrent svarer til indbyggertallet i Danmark, Norge og Sverige tilsammen?

I de seneste år har miljøspørgsmål i flere tilfælde været en ventil for utilfredshed

Midt i januar, da det så værst ud, kunne der læses 755 af de berygtede PM 2,5 partikler på skalaen over luftkvaliteten i Beijing. Og det på en skala, der ellers stopper ved 500 som allerede er mere end 20 gange over WHO, FNs sundhedsorganisations anbefalede grænseværdier. På HC. Andersens Boulevard i København, som ikke just er kendt som et sted at trække frisk luft, bevæger tallet sig sjældent over 25.

Køer på hospitaler

Den ekstreme luftforurening var da også en historie der nåede de fleste medier, både i Kina og udlandet. Selv de statsstyrede kinesiske aviser begyndte at bringe historier om den rekordhøje forurening, om lange køer på byens hospitaler og hamstring af masker og luftfiltre.

»Hvis han ikke havde haft feber i dag, ville jeg ikke have taget ham på hospitalet. Jeg er bange for, at forureningen vil gøre hans hoste værre,« sagde en mor til en 7-årig dreng iført ansigtsmaske som de fleste andre patienter på China – Japan Friendship hospitalet i Beijing, til People’s Daily, den søndag i januar, hvor forureningen var værst.

»Det tager mig kun 10 minutter at cykle på arbejde, men når jeg kommer hjem, er min maske grå og ulækker. Det er forfærdeligt,« fortsatte hun, og tilsluttede sig det voksende kor af bekymrede borgere, der kræver, at der bliver gjort noget ved problemet. Og det blev der så nogle dage efter; flere fabrikker skruede ned for produktionen, trafikken blev begrænset og den nye borgmester i Beijing erklærede kamp mod forureningen. Det hjalp, i hvert fald midlertidigt.

Men for nylig kom det kinesiske nytår med endnu en krise. For ikke overraskende er fyrværkeri i krudtets hjemland overordentligt populært, så populært, at mængden hvert nytår medfører betydelig luftforurening. Det har ført til kampagner for at reducere brugen af fyrværkeri for at begrænse luftforureningen, og det officielle nyhedsbureau, Xinhua, kunne i en artikel citere ’Beijing Office on Fireworks and Firecrackers’ for, at fyrværkerisalget i 2013 var lavere end tidligere år, fordi kineserne i stigende grad bekymrer sig om miljø og forurening. Men som en professor ved East China Normal University tørt konstaterede i samme artikel: »Fyrværkeriet varer kun nogle få dage, men landet har jo længe været plaget af smog. Hvorfor skulle vi ændre vores traditioner, bare fordi regeringen ikke har gjort sit arbejde ordentligt resten af året?«.

For der blev jo ikke fyret krudt af i januar, da målingerne sprængte skalaen.

Vækst kontra miljø

Årsagerne til den massive forurening skal da også i stedet findes i en kombination af udslip fra de fabrikker, der omgrænser Beijing, kulkraftværker, der buldrer derudad i en af de koldeste vintre i mange år, det hurtigt stigende antal biler på vejene, Beijings placering med bjerge til nord og vest og vist nok nogle vindstille dage, der gjorde, at forureningen i hovedstaden blev den første store historie fra riget i midten i 2013.

Og det er ikke sådan lige at flytte på alle de fabrikker, biler og bjerge, og der er jo også en økonomisk vækst at tage hensyn til. Men den rekordhøje forurening i Beijing og sammenfaldet med den vigtige nytårstradition har betydet øget opmærksomhed omkring problemet og givet yderligere ammunition til den voksende miljøbevidsthed i Kina, og dermed bidraget til debatten om, hvor balancen skal ligge mellem fortsat høj økonomisk vækst og hensyn til miljøet.

I de seneste år har miljøspørgsmål i flere tilfælde været en ventil for utilfredshed, og det er ved hjælp af offentlige protester lykkedes at påvirke beslutningsprocessen omkring flere store industriprojekter, for eksempel i sommeren 2012, hvor planer om et stort kobberprojekt i Shifang i det sydvestlige Kina måtte skrottes efter flere dage med voldsomme protester i byens gader.

Det er ikke hverdagskost at befolkningen har så direkte indflydelse på vigtige politiske beslutninger. Fra regeringens side har den nye ledelse der tog over i 2012 luftet tanker om at acceptere en hvis begrænsning af væksten for at tage hensyn til miljøet og tænke mere langsigtet. Nye initiativer om grønt byggeri peger i samme retning. Regeringen er også begyndt at offentliggøre data for PM 2,5 luftforurening i mange større byer, et længe ventet skridt, der skal give befolkningen større viden om de forhold de lever under. Ifølge en af Kina’s mest fremtrædende miljøforkæmpere, Ma Jun, et vigtigt første skridt mod bredere involvering af befolkningen i miljøspørgsmål der påvirker deres hverdag.

Men den øgede opmærksomhed mod de stigende miljøproblemer har været længe undervejs, og der er langt igen. Dokumentation af forureningen er en ting.

»Bagefter kommer det hårde arbejde – at implementere de forandringer der vil føre til ren luft«, skriver Greenpeace som kommentar til de seneste tiltag.

Der er derfor ikke noget at sige til at kineserne er bekymrede over den lange udsigt til holdbare luftforbedringer. Underudvikling af lungekapacitet, allergi, astma og på længere sigt hjertelidelser, er ifølge flere studier blandt de potentielle effekter på børn under tre år der vokser op i den slags forurening. Andre studier tyder på at ekstrem forurening også kan påvirke intelligensen og sågar kædes sammen med øget risiko for depression, angst og koncentrationsbesvær senere hen.

I et land hvor de fleste voksne kun er et barn forundt fører det naturligvis til mange bekymrede forældre. For en udlænding der endnu ikke har børn og ikke skal leve i Beijings smog resten af livet er bekymringen mindre. Men det er alligevel de færreste, der synes om at leve livet i en rygekabine. Derfor har 2013’s ’airpocalypse’ indtil videre ført til en investering i tre spritnye luftrensere og nye masker med højteknologiske luftfiltre. Mon ikke de vil imponere ved den næste komsammen?