Print artikel

’Det kræver bare en gnist’

Roma-kvarter i Budapest. Foto: Tobias Havmand
I Ungarn er fattigdommen vokset, og nederst i hierakiet befinder romaerne sig. Foto: Tobias Havmand
Roma-aktivisten Agnes Daróczi erkender, at romaerne sænker nedad i samfundet – og samtidig bliver mere og mere forhadte.
Reportage
15.12.11
Mens politikere i Vesteuropa enten slår løs på muslimske indvandrere eller taler om islamofobi, glider en af Europas største udfordringer forbi som et eksotisk sideelement. Men pogromer, mord og en eskalerende social katastrofe for Europas uglesete minoritet, romaerne, er et problem, der med hurtige skridt maser sig ind ad EU’s hoveddør

BUDAPEST – De unge knægte i Budapests 8. Distrikt tager ikke noget pis.

»Nej, jeg oplever ikke diskrimination,« svarer den unge roma-fyr kortfattet på spørgsmålet, mens hans kæreste kigger ligegyldigt på med armene over kors, og vinden blæser gennem de mørke gader og fire lag tøj, som kom den direkte fra den sibiriske tundra.

»Hvis jeg har en fornemmelse af, at der er den slags i luften, så slår jeg bare først. Altid,« siger han uden at smile, mens hans venner, halvt i sjov og halvt i alvor prøver at få os til at veksle deres fotokopierede 20.000 forinth-sedler til rigtige af slagsen.

De råkolde gader, der begynder fra den McDonalds, de lokale kalder ’den sorte’, fordi det er der, afrikanske og andre indvandrere mødes, når de lander i den ungarske hovedstad, er en blanding af fattig ghetto med forvitrede huse, gentrificerede forretningsgader og trøstesløse pladser, der venter på den næste klat EU-byfornyelsespenge, der kan skubbe et voksende problem ud af synsvidde.

Mange af beboerne er romaer – eller sigøjnere, afhængigt af jargonen. Andre er bare fattige, men alle synes med usvigelig sikkerhed at vide, hvem der er hvad i en opdeling af samfundet, der andre steder er endnu mere markant: Geografisk, hvor romaerne hører til i bestemte fattige og øde egne af landet og ofte er isoleret i etniske ghettoer. Økonomisk, hvor de tilhører de absolut fattigste, og uddannelsesmæssigt, hvor under en procent får sig en ungarsk studentereksamen. Og så selvfølgelig fysisk, hvor et roma-udseende automatisk udelukker folk fra de fleste jobs.

Varmen kan man i kvarteret få i en lille café i området med tydeligt roma-præg. Denne aften er en lille uformel flok samlet. En blanding af romaer med uddannelse og engagement og udenlandske akademikere af den slags, der gerne arbejder for en menneskerets-ngo og bekymrer sig om verden, mens de gør deres ph.d. færdig.

»I øjeblikket er der intet håb. Romaer stoler ikke på deres ledere. Vi opfører os som ofre, og folk reagerer kun, hvis deres liv er i fare,« siger en af deltagerne i det lille lokale, hvor deltagerne diskuterer en række nylige pogrommer og angreb på romaer i nabolandet Bulgarien.

»Romaer har brug for en socio-etnisk revolution,« konstaterer en af arrangørerne, der selv er roma fra Rumænien. »Der vil komme mange flere angreb i fremtiden.«

 

 

Et af disse angreb blev beskrevet af det prisbelønnede ungarske magasin Mgyar Narancs, som det foregik i landsbyen Kisléta:

»Min mor er svimmel i sit værelse, min mor er svimmel i sit værelse,« råbte den 13-årige Ketrin til sin tante Gizella Balog, da hun nærmede sig huset. Gizella og hendes søster Aranka var på vej ud for at høste tobak, da de standsede deres bil og trykkede på hornet udenfor Maris hus, men Mari kom aldrig ud. Havelågen var uskadt, men hoveddøren var smadret, og dørkarmen arret af byger fra et haglgevær. Indenfor blev Gizella mødt af den unge pige med blodig t-shirt og shorts. Hun havde indtørret blod på halsen, hendes mund var opsvulmet, ansigtet blegt og hævet, hun stod i en tilstand af chok i et rum i husets højre side.

Gizella fik øje på fem sår på Ketrin arm. Hun spurgte sin niece, hvad der var sket. Den lille pige svarede: ’Døren smækkede bare, derfor er alt er dækket med blod’.

Døren mellem de små gange og de ​​større værelser var åben, et tæppe på gulvet, Maria lå på sengen, der var en forfærdelig mængde blod overalt omkring hende. Den 45 år gamle kvinde lå på sin højre side, hendes venstre ben dinglende udover sengen og var dækket af blod, med hænderne liggende foran hendes krop. Ifølge søstrenes beretning havde hun flere sår på sin krop end den lille pige. »Mari, Mari, hvad der er sket, er du død?« råbte Gizella. På det tidspunkt var Aranka også trådt ind i huset. Hun rørte Marias krop, det var kold som is. På det tidspunkt havde hun ligget død i fem timer. Den lille pige havde tilbragt al den tid under samme tag med sin myrdede mors lig.«.

Mordet var den sjette uopklarede roma-likvidering inden for kort tid og blot et i en række af attentater i Ungarn, som også har inkluderet håndgranat- og molotov-angreb på huse, hvor beboerne derefter flere gange er blevet skudt ned, når de flygtede fra deresbrændende huse. Andre steder er hele roma-befolkninger blevet evakueret fra deres landsbyer, efter at vrede folkemængder har angrebet deres huse – ofte med deltagelse af aktivisterne omkring højrepartiet Jobbiks uniformerede folkegarde, der i første omgang hed Den Ungarske Garde, men siden blev forbudt og skiftede navn.

I det seneste år er de mest voldsomme angreb fundet sted i Ungarn, mens de i de seneste måneder er angrebene til gengæld taget til i Bulgarien, hvor folkemængder er gået på gaden i en række bulgarske byer for at protestere over romaer, i mange tilfælde med overfald på den upopulære minoritet og i et tilfælde i byen Katunitsa, hvor roma-mafiachefen Zar Kiro angiveligt kørte en bulgarsk dreng ned, brændte folkemængden simpelthen hans huse af.

Roma-spørgsmålet kan se ud som et eksotisk problem i et Europa, der politisk og økonomisk er ved at falde fra hinanden – i hvert fald fra vest- og nordeuropæisk perspektiv, hvor romaer er en kuriøs detalje, der ind i mellem kalder på gamle fordomme og problematikker, som når en forbipasserende flok skaber uorden i velordnede velfærdssamfunds stukturer  – og nogle gange bliver udvist.  Men i Øst- og Centraleuropa er roma-problematikken en dampkeddel, der ind i mellem koger over i vold, demonstrationer og uro – og opbakning bag højreradikale partier med en voldsom retorik, der uundgåeligt kommer til at trække paralleller til mellemkrigstidens hetz mod en anden etnisk minoritet – jøderne.

I Ungarn er fattigdommen vokset, og nederst i hierakiet befinder romaerne sig. Foto: Tobias Havmand

Med 8-12 millioner romaer i Central- og Østeuropa, fødselsrater, der er mange gange højere end den omgivende befolknings og en eskalerende social og fysisk segregering, er det en trykkoger, de fleste eksperter vurderer vil sprænge i luften på et tidspunkt.

»Volden simrer, og det kræver bare en gnist. Vi har haft den i Ungarn, den er i Tjekkiet, i Slovakiet, Rumænien, for nylig brød det ud i Bulgarien. Folk er desillusionerede, og det er i høj grad romaerne, vreden bliver rettet imod. Problemet er, at det ikke kun er ekstreme skinheads, der retter deres vrede mod romaer. Det er en folkekultur, hvor familier tager deres børn med til roma-landsbyer og råber rascistiske ting efter de lokale, når de kører igennem,« siger Bernard Rorke, der er advocacy-direktør for George Soros ngo’en Open Society Foundation, der blandt andet arbejder for at forbedre romaers vilkår i Ungarn og andre i Europa, ikke mindst ved at bearbejde EU-apparatet, der efterhånden har indset, at der er et problem.

Han er tidligere blevet citeret for at sige, at den økonomiske krise er motoren bag roma-hadet, men er ærgerlig over udtalelserne i dag.

»Fordommene stikker langt dybere og bunder også i et historisk svigt, hvor romaerne var de store tabere efter kommunismens fald, fordi den industri, de arbejde i, forsvandt. Romaer er blevet kørt ud på et sidespor, hvor de bliver sorteret fra i skolerne, så de ikke får sig en uddannelse, og de glider længere og længere ned i fattigdom. Samtidig ved staten ikke, hvordan man skal håndtere dem  – og det gør EU heller ikke. EU har strenge regler for behandling af mindretal, men har ikke haft nogen måder overhovedet at implementere dem. Ideen om etnicitet som et politisk spørgsmål er en fremmed ting for EU,« siger han.

 

 

Tilbage i Budapests 8. distrikt tager Agnes Daróczi imod i en faldefærdig bygning med skramlede stenengle som galeonsfigurer på hver sin side af en gammel jernport og en ringklokke med navnet Roma Parlament nedenunder. Indenfor pumper en måske 70-årig radiator saunahede varmebølger ud i et højloftet lokale, der ser ud, som var det klippet ud af kommunisttidens allersidste, lidet gloriøse dage med vægge I en ubestemmelig douche farve og tunge, slidte skriveborde placeret oven på et luvslidt og hullet blågrå tæppe.

»Vi befinder os i en meget kritisk periode,« forklarer den midaldrende roma-aktivist, mens hun roder tre tasker igennem efter et visitkort. Hendes organisation arbejder blandt andet med at genhuse og genopbygge huse for romaer, der har fået brændt deres hjem af i anti-roma-angreb, og som sådan har hun en solid fornemmelse af, at angrebene på sigøjnere er steget markant i løbet af de seneste 10 år – og at romaer bliver mere og isoleret.

»Det er ikke kun en økonomisk krise, det er meget dybere. Måske kunne man kalde det en pygmalion-effekt; der er ingen forventninger til romaerne, og derfor synker vi nedad i samfundet og bliver segregerede. Romabørn bliver sorteret fra med det samme i skolen og sat i de dårligste klasser,« forklarer hun

Roma-aktivisten Agnes Daróczi erkender, at romaerne sænker nedad i samfundet – og samtidig bliver mere og mere forhadte.

»Arbejdsløsheden for befolkningen som helhed er 12,5 procent, for romaer er den måske 85 procent – I nogle landsbyer 100. Min far er 77, han har arbejdet hele sit liv med manuelt arbejde. Jeg har en lang uddannelse, men man kan også være arbejdsløs med en uddannelse,« forklarer hun, mens formanden for for organisationen serverer stærk sød kaffe I små kopper med mælkeerstatning.

»Jeg spurgte min nevø på 10 år, hvad de ungarske børn i hans klasse kalder ham,« siger hun, mens hun rører rundt i sin kop. »’Beskidte sigøjner’, svarede han.«.

 

 

En spørgeundersøgelse nåede for nylig frem til, at 61 procent af ungarerne mener, at romaer er »genetisk betinget for kriminalitet«.

Det er et tal, sociologen Endre Sik har bidt mærke i.

»Man kan sige, at det er et ekstremistisk synspunkt,« konstaterer han i sit kontor med udsigt over hele Budapest på 11. etage hos det ungarske socialforskningsinstitut TARKI. »Men hvordan kan man kalde det ekstremistisk, når det er næsten to tredjedele af befolkningen, der mener det?« spørger han retorisk. »Så er man jo et ekstremistisk land«.

Han sammenligner det med indvandrerdebatten i Nordeuropa, men understreger samtidig, at spørgsmålet måske er det vigtigste i ungarsk politik, og at modstanden mod romaerne i dele af befolkningen har nået til en militant karakter.

»Men det er jo ikke unikt for Ungarn, vi er måske foran i udviklingen, men det samme sker jo alle mulige andre steder i Europa. Problemet er, at fordommene bliver skabt i hverdagen, af hverdagen. De fleste har haft en ubehagelig roma-oplevelse. Det har jeg også. Folk glemmer det aldrig, og når de oplever et nederlag, skyder de skylden på romaerne. Meget få søger at stoppe det. Medierne svælger i det, og politikerne er afhængige af det for at opnå succes og bortforklare alle de problemer, de ikke gør noget ved. Og der er altid en roma-familie, som stjæler« forklarer han på et hoppende engelsk, mens han konstaterer.

»Roma-spørgsmålet var et tabu i mange år. Noget man ikke talte om officielt, og det var måske ikke så sundt. Nu har folk  fundet ud af, at i nutidens samfund er der intet, der hindrer dem i at udtrykke deres ekstreme modvilje på den måde, der passede dem. De  opdagede, at de kunne tale om det, og de opdagede, at de godt kunne lide det. Jeg tror ikke, det er et forbipasserende fænomen.«