Mit interview med Mette Kamille Ipsen løber hurtigt af sporet. Jeg er egentlig taget med hende på Zoologisk Museum for at høre om hendes speciale, der handler om udstillede dyr, og hvordan de udfordrer vores kulturelle kategorier, men ret hurtigt tager samtalen en lidt ubehagelig drejning, da hun vender interviewet på hovedet.

»Har du egentlig haft nogen dyr selv?« Spørger hun.

Ja, jeg har haft et par stykker. Men det gik ikke så godt med dem.

 »Hvad har du haft for nogle?«

Da jeg var helt lille, købte mine forældre kaniner efter de havde læst Kaninbjerget, men det var en katastrofe. Det var to hanner, og de var vildt territoriale omkring stuen. De knaldede også hele tiden helt vildt aggressivt, og så de var våde bagi, hver gang man tog dem op for at ae dem. Bagefter havde vi en ondskabsfuld kat, som alle mine venner var bange for.

Det er længe siden, jeg har tænkt på min lange række af fejlslagne forsøg på at have dyr, men midt på Zoologisk Museum får Mette mig pludselig til at komme i tanker om alle mine kæledyrsfiaskoer.

Det første dyr, jeg selv havde, var en undulat, der hed Garfield, men det var som om den altid var vred på mig. Jeg prøvede at gøre den tam, men den blev ved med at hakke mig, indtil den en dag fløj ud af vinduet. Før Garfield havde jeg sumpskildpadder, de bed mig også.

»Hvordan havde du forestillet dig, at det skulle være?«

Det ved jeg ikke, sådan lidt mere askepotagtigt, hvor dyrene flyver ind af vinduet, og så er man venner med det samme.

 »Det lyder lidt ekstremt, men meget karakteristisk for mange af vores kulturelle forestillinger om dyr.«

Hvordan mener du?

 »Vi drømmer om at blive forenet med den radikale anderledeshed, som dyrene repræsenterer. På den ene side kan vi genkende os selv i dem, på den anden side bliver vi chokerede over, hvor ondskabsfulde dyr kan være. På den måde repræsenterer de også et område uden for vores sociale love, som fascinerer os, fordi vi kan se, at de »knalder helt vildt aggressivt» og er »våde i røven». Det kan man jo ikke sige om mennesker, vel?«

Det var meningen, at jeg skulle citere dig og ikke omvendt.

 »Men det er for at sige, at dyrene giver os mulighed for at udtrykke noget andet, end vi normalt kan.«

At jeg kan udtrykke min latente homofobi ved at tale om mine forældres kaniner?

 »Tja, eller du kan i hvert fald sige noget, du ikke ville sige, hvis samtalen drejede sig om mennesker.«

Du har nok ret. Hvis mine forældre havde haft to mænd i stuen, der knaldede helt vildt, ville jeg ikke have fortalt dig det.

 »Det er en ret hypotetisk samtale.«

Øglefuglens udfordring

Mette Kamille Ipsen har skrevet speciale om udstillede dyr på Zoologisk Museum i København, der er en del af Statens Naturhistoriske Museum, som også tæller Botanisk have og Geologisk Museum. Jeg syntes, det lød spændende og spurgte, om ikke vi skulle tage en tur rundt på museet, hvor Mette fortalte om, hvordan det mere præcist er, at dyrene udfordrer vores kulturelle kategorier.

Det første eksempel, hun viser mig, er øglefuglen Archaeopteryx litografica, der er berømt for at være som en slags missing link mellem dinosaurerne og fuglene i evolutionshistorien. På Zoologisk Museum er udstillet en model af dyret, som er lavet ud fra et meget berømt tysk fossil. For en lægmand ligner den mest noget fra Villy Vilddyr.

»Jeg elsker den lille øglefugl. Det er virkelig en cyborg, fordi den rummer så mange forskellige tider, forestillinger og videnskabeligheder i sig, og så er det en fantastisk blanding af kultur og natur. Det er en menneskeskabt rekonstruktion, hvis fjer kommer fra agerhøns og spætter, som man har valgt ud fra videnskabeligt gætværk om, hvordan den har set ud og hvilket liv, den var tilpasset,« fortæller Mette.

Hun forklarer, at fuglen er et slags forstadie til en fugl, der har tænder som dinosaurerne, men fjer som fugle. Ud fra skelettets form har man så fundet ud af, hvordan musklerne sad, og ud fra dem regnet ud, at den må have været en temmelig kluntet flyver, som primært levede på jorden, og derudfra gættet på, at den nok havde brug for camouflagefarver som beskyttelse.

»Øglefuglen er sådan et fint eksempel på, hvordan natur og kultur og fakta og fiktion hænger uløseligt sammen – også indenfor naturvidenskaben. Det har jo taget utallige timer at modellere den, og på den måde er den jo virkelig et kunstprodukt. Vi opstiller tit natur og kultur som modsætninger, men her hænger de sammen i en kunstnerisk blanding af natur og mytologisk intuition.«

Mener du, at de bare har digtet?

»Ikke bare. Man skal ikke undervurdere den videnskabelige poesi. Men det er værd at huske, at naturvidenskaben indeholder masser af fiktion, og der er bestemte narrative strømninger, der styrer, hvordan man forsker, og hvad man forsker i.«

Men det gør vel ikke videnskaben til fiktion, at man logisk har ræsonneret sig frem til øglefuglens farve?

 »Nej, men der er ikke noget modsætningsforhold, videnskab og historiefortælling er intimt forbundne. Det husker os på, at museet også fortæller videnskabens udviklingshistorie, ikke bare naturens.«

Smadrede æg og en uglet svane

I det hele taget udfordrer de udstoppede dyr en række af vores kategorier og kulturelle modsætningspar, mener Mette. Ikke bare natur og kultur, men også liv og død, nært og fjernt, vildt og tæmmet, materielle genstande og symboler, og alle genstandene på museet har utallige lag af betydninger i Mettes øjne.

På vej hen til mammutten falder hun i staver over en svane med uglede fjer.

Prøv at se, folk kan ikke lade fuglene være, og de kan ikke tåle det, så museet er nødt til at skifte de her svaner ud af og til. De bliver klappet i stykker. Lige som dit askepotbegær efter at blive ven med dyrene, vil folk gerne helt tæt på svanen. Man vil så tæt på, at de til sidst går i stykker.«

Et andet eksempel er nogle fugleæg i samme udstilling, som det åbenbart også er svært at holde fingrene fra – gæsterne smadrer dem igen og igen. Mette mener, at det overbegejstrede pilfingeri peger på en grundlæggende splittelse i individet.

»Den slovenske psykoanalytiker Slavoj Žižek siger, at vores forhold til omverden altid er uafsluttet og problematisk, for vi vil altid gerne have noget, og det, vi egentlig gerne vil have, kan vi aldrig få, for det er en enhed med verden. Den kan vi aldrig opnå, derfor flytter vores begær sig hele tiden. Lige nu vil jeg røre svanen, om lidt vil jeg have en kop kaffe i caféen.«

Nu får jeg lyst til kaffe.

 »Præcis.«

I den forstand er dyrene på Zoologisk Museum særligt privilegerede (eller særligt uheldige), da de i så høj grad repræsenterer dette eventyrlige andet, som vi så gerne vil forenes med, at vi er nødt til at udstoppe dem og udstille dem. Mette kalder museet for et ’monument over umulighed’, fordi vores trang til at komme tæt på de vilde dyr har en indbygget umulighed.

»Det er et paradoks at se på ’vilde dyr’ på museum. De vilde dyr er jo netop vilde dyr, fordi de er langt væk, svære at komme i nærheden af og frem for alt - levende og ustyrlige,« siger hun.

Da vi kommer ind til mammutten, går det op for mig, at jeg som barn troede, at det var en rigtig mammut, der var blevet gravet op af isen og udstoppet.