Fristadens husregler forbyder Erik og Andreas at løbe, så de går adstadigt af sted, mens udåndingsluften svæver ud som små skyer i decemberfrosten denne aften i slutningen af 2009. Som venstrefløjsaktivist har Erik været i juridiske vanskeligheder før.    

»Det skal ikke ske igen,« tænker han.

For hvert skridt lægger de to venner afstand til aktivisterne og de lokale rødder, der planlægger et voldeligt sammenstød med politiet i hjertet af Christiania. Mørket har for længst lagt en tung dyne ned over fristadens sydside, og langs volden er der langt til gadelygternes betryggende belysning. Da vennerne passerer et hjørne, kan de skimte et par, som er blevet tilbageholdt. Erik ser kun silhuetterne af en flok mænd, som har hænderne nede i parrets tasker.

»Fint nok, det er et check point. Det er man ude for ved topmøder som COP15,« tænker Erik.

Han åbner sin taske for urobetjenten, der roder den igennem og finder en bunke løbesedler i bunden. Erik forklarer, at de er fra aktivisternes traumecenter. Betjenten er tavs, og Erik bliver usikker, så han fortsætter:

»Der er ikke noget kriminelt eller forkert i det. Hvis du en dag oplever noget ubehageligt, skal du også være velkommen.«

Urobetjenten slipper tasken og skubber Erik hårdt i brystet, griber fat i hans jakke og presser ham ned i en lav hæk, så tornene borer sig igennem den tynde regnjakke.

»Du skal ikke være flabet. Jeg er ikke bange for at flække dig fuldstændigt, for jeg ved godt, hvad du er for en,« truer betjenten.

I januar 2012 blev Den Uafhængige Politiklagemyndighed født. Uafhængigheden betyder, at der nu findes en selvstændig efterforskningsenhed, der skal undersøge politiklager til forskel fra tidligere, da politiet efterforskede sig selv. Hensigten var at styrke borgernes retssikkerhed i sager om politiklager og øge offentlighedens tillid til systemet.

Den seneste reform af politiklagesystemet gør dog ikke op med nogle af de grundlæggende træk ved det danske klagesystem, som kan true retssikkerheden. Det er fortsat statsadvokaten, der skal rejse tiltale i straffesager. Ifølge kritikere er det problematisk, fordi statsadvokaten til dagligt arbejder tæt sammen med politiet og har samme øverste chef, nemlig justitsministeren. Desuden er de ansatte i den nye myndighed forhenværende betjente og jurister fra anklagemyndigheden, og de kan derfor have et uheldigt loyalitetsforhold til deres tidligere kolleger.

Politiets partner fortsat i nøglerolle

Den manglende adskillelse af politi og anklagemyndighed er et europæisk særtilfælde. Amnesty International anbefaler, at der bygges vandtætte skotter mellem de to myndigheder som i de fleste andre europæiske lande. Menneskerettighedsorganisationen frygter, at anklagemyndighedens tilknytning til politiet kan være problematisk, når den skal beslutte, om der skal rejses tiltale mod netop politiet, fordi der kan opstå interessesammenfald.

»I andre lande bor de ikke i samme hus. Politiet ligger typisk i indenrigsministeriet og anklagemyndigheden i justitsministeriet, og der er ikke et kollegialt fællesskab. Forsvarsadvokater har påpeget over for os, at en af grundene til, at statsadvokaterne er så tilbageholdende med at udtale kritik, kan være, at de er afhængige af politifolk, som ofte er de primære vidner i straffesager,« siger Claus Juul, som er juridisk konsulent ved Amnesty International, og fortsætter:

»Det vil vise sig, hvor god den nye ordning er, når vi kan se på tiltalepraksis. Hvis statsadvokaterne tilsidesætter anbefalingerne fra Politiklagemyndigheden og fastholder den hidtidige praksis med ikke at rejse tiltale i sager om vold, så støder vi på begrænsningen igen.«

Et fåtal af klager ender med tiltale

Rigsadvokatens seneste beretning tegner et billede af denne begrænsning. Hvert år i perioden 2000-2008 landede 500-600 straffesagsklager på anklagemyndighedens skrivebord. Straffesager dækker over betjentes påståede overtrædelser af straffeloven. Det kan dreje sig om misbrug af oplysninger, færdselssager, trusler, vold eller ligefrem dødsfald i politiets varetægt.

I både 2008 og 2009 førte blot ni af straffesagerne til, at statsadvokaten rejste tiltale mod politiet. Det sker typisk i færdselssager, mens mere alvorlige klager meget sjældent får konsekvenser for den enkelte betjent.

»Det talmæssigt mest relevante er sager med overdreven magtanvendelse og vold. Hvis du kigger i Rigsadvokatens egne statistikker, så rejser man simpelthen ikke sager om vold,« konstaterer Claus Juul.

I 2009 var antallet af straffesager steget til 629, mens der er i de første fire måneder af Politiklagemyndighedens liv er indgivet hele 472 af slagsen. Der foreligger endnu ikke tal på, hvor mange af disse klager, der har ført til tiltale.