Juni måneds topmøde i Rio de Janeiro markerer 20 året for det første Earth Summit om bæredygtig udvikling. Dengang tiltrak topmødet en historisk medieopmærksomhed og udmundede i en række internationale konventioner om bæredygtighed, biodiversitet og klima. Sidstnævnte lagde bl.a. fundamentet til den institutionelle arkitektur for COP-processen, der i 1997 førte til Kyoto-protokollen, som udløber i slutningen af året.
Anderledes ser det ud forud for Rio+20. Af de godt 400 paragrafer i de 160 siders forhandlingstekst er der opnået enighed omkring 20. Og for at imødekomme risikoen for fiasko har FNs Conference on Sustainable Development (CSD), som arrangerer topmødet, lagt fem dages ekstra forhandlinger ind i slutningen af maj.
»Lad os være ærlige,« sagde CSDs generalsekretær Sha Zukang for nylig, »lige nu, er der meget lang vej til et fokuseret politisk dokument«. Men selvom det er svært at se lys for enden af forhandlingsbordet, så tegner der sig enighed omkring vigtigheden om at skabe en grøn økonomi.
Ifølge EU's Klimakommisær, Connie Hedegaard, så kræver det nuværende overforbrug af kritiske ressourcer, og stigende energi- og fødevarepriser, at de nuværende økonomiske modeller bliver opdateret og f.eks. inkluderer de totale produktionsomkostninger. »Det 21. århundrede må have en mere intelligent vækstmodel. Vi befinder os i en periode, hvor ressourcer bliver dyrere og dyrere. Olien stiger i pris, fødevarer stiger i pris, og mange andre råvarer stiger i pris. Vi er nødt til at adressere det her,« siger Connie Hedegaard. Hun mener, at hvis dette års møde skal have de samme vidtrækkende konsekvenser som forgængeren, så må verdens regeringer gribe chancen og underskrive en erklæring om at ændre måden vækst og økonomisk velstand bliver beregnet på.
Planlægning i tåge
Diskussionerne om vækst tog for alvor fart, da professor Dennis Meadows og hans kollegaer på Massachusetts Institute of Technology i 1972 udgav The Limits to Growth med hovedbudskabet, at ubegrænset vækst var umulig i en verden med begrænsede ressourcer.
Kritikkerne beskyldte forfatterne for dommedagsprofetier og den faktiske stigende vækst gjorde sit til at bogen og ideerne aldrig blev taget alvorligt blandt mainstream-økonomer. En polariseret debat mellem økonomisk vækst vs. miljø fulgte i 1970erne og i 1980erne, hvor Bundtland-rapporten, Our Common Future, i 1987 skabte fælles fodslag mellem de to tilgange og introducerede begrebet om bæredygtig udvikling, defineret som »en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.«
Uenigheden mellem de to parter i vækst-debatten krystalliserede sig i 1980, hvor den amerikanske biolog, Paul Ehrlich, og den amerikanske økonom, Julian Simon, indgik et væddemål. Væddemålet omhandlede prisudviklingen på fem forskellige typer metaller (kobber, krom, wolfram, tin og nikkel) mellem 1980-1990. Ehrlich argumenterede for, at den demografiske udvikling og presset på ressourcerne ville vokse hurtigere end udbuddet af råvarer, og Simon mente det frie marked nok skulle kunne løse udfordringen. Selvom befolkningstilvæksten steg med godt 800 millioner mennesker i det årti, tabte Ehrlich væddemålet, og den vækstøkonomiske tankegang vandt over modstanderne. Havde de udskudt tidshorisonten til i dag ville Ehrlich dog have vundet.
De senere års prissvingninger i olie og kul underbygger til dels Ehrlichs tese. Men også andre, mindre synlige råvarer, eksemplificerer tendensen. Prisen på neodymiumoxid, der bruges til magneter i f.eks. vindmøller, steg mellem 2004 og 2011 fra ca. $40 til ca. $1.200 pr kilo. I dag er prisen på $160, men efterspørgslen forventes at fordoble indenfor de næste tre år. Prischokkene har ramt en række industrier fra producenter af harddiske til elektriske biler, og har bl.a. givet anledning til, at World Economic Forum tidligere på året advarede mod at det begrænsede udbud af sjældne jordmineraler på sigt kan true udviklingen af vedvarende energi teknologier.
De enorme prissvingninger har medvirket til at flere økonomer nu er begyndt at fokusere væk fra den traditionelle økonomiske ligevægtsforståelse. Senest har Københavns Universitet valgt at deltage i netværket omkring Institute of New Economic Thinking, og lancerede sidste måned Center for Imperfect Knowledge Economics. Netværket har i dag ca. 10.000 deltagende økonomer, hvilket giver et fingerpeg om den stigende interesse for en ny økonomisk tænkning.
