NAIROBI – I hjertet af Kenyas litterære miljø har magasinet Kwani? siden 2003 været en etableret institution, der har fokuseret på at give en stemme til en ny generation af forfattere og intellektuelle i Kenya. ATLAS har taget temperaturen på det litterære miljø i Kenya, og har snakket med Kwanis chefredaktør, Billy Kahora, om en generation, der er ved at forme en ny historie, om hvad det vil sige at være afrikaner.

Kenya er blevet et samlingssted for NGO’er, firmaer og internationale organisationer, der opererer i Østafrika, men det er også her mange af de lovende afrikanske forfattere og kunstnere bliver opfostret. Derfor er det ikke tilfældigt, at det er her, man finder et samlingspunkt for en ny bølge af skribenter, fotografer og filminstruktører, der gerne vil fortælle historier, der bryder med den vante forestilling af Afrika. Flere og flere flytter fra land til by, og det er også primært den urbane stemme, der markerer sig. Afrika er i gang med en moderniseringsproces, hvor både litteraturen og journalistikken er ved at genopfinde sit udtryk.

Denne moderniseringsproces er ikke noget, der sker løsrevet fra hverken vestlige indtryk eller de gamle traditioner, men den sker gennem opfindelsen at et nyt sprog, der bygger på fortidens. Det ses meget konkret i slang-sproget Sheng, som er en blanding af engelsk og swahili. Sheng bliver især praktiseret af unge, der bor i de større byer, og har fået et godt fodfæste i musikkens verden, men er også ved at gøre sit indtog i litteraturen. Også på et overordnet plan bliver der sat et nyt fokus på emner som homoseksualitet, race og familieforhold, der udfordrer de gængse opfattelser og traditioner. Det er midt i denne organiske pærevælling, at Kwani har fundet sin raison d’etre, og stiler efter at være en organisation, der kan opfostre og udvikle en ny kenyansk stemme og identitet.

Kwanis flagskib er deres publikation af samme navn og tæller indtil videre seks større udgivelser, som indeholder både fiktion, poesi, litterær journalistik og essays. Derudover udgiver de bøger, afholder månedlige arrangementer og var initiativtager til Concerned Kenyan Writers, som var en bevægelse, der opstod på baggrund af en utilfredshed med den måde, udenlandske medier dækkede de voldelige sammenstød, der brød ud efter valget i 2007. Kwani beskæftiger sig i det hele taget med at sætte en ny dagsorden, for hvordan man fortæller historien om Kenya, både i de internationale medier og inden for landets grænser.

»Det var en reaktion mod en monolitisk måde at tænke udtryk på. Kwani stiller spørgsmålet, hvorfor ikke? Hvorfor kan der ikke være andre fortællinger? Hvorfor kan vi ikke have mange identiteter?« Forklarer chefredaktøren Billy Kahora.

Svært at definere

Netop de spørgsmål har været udgangspunktet for den nyeste udgave af Kwani, der fokuserer på unge forfattere, der er født efter 1978. Antologien er en samling af de bedste noveller, der kom ud af en konkurrence med temaet; ’Det Kenya jeg lever i’ og ’Det Afrika jeg lever i.’ Der er en overvejende repræsentation af kenyanske forfattere, men også en del gode indspark fra mange andre afrikanske lande. Det er et bredt tema, som har givet et resultat, der tager læseren med på rejse rundt i afkrogende af den kenyansk identitet, hvor politik, race, homoseksualitet, køn, kærlighed og andre store emner, bliver behandlet. Der er fokus på, hvordan det er at leve i Afrika frem for at overleve, og mange af problematikkerne handler om dagligdags dilemmaer omkring karriere og kærlighed.

Det er dog ikke noget glansbillede, man møder i Kwanis nyeste udgave, og en del af historierne kan godt lede tankerne på Jacob Ejersbos populære trilogi om Afrika, der må siges at give et noget dystopisk billede af kontinentet. Men selvom mange af forfatterne ser ud til at dele hans mørke livssyn, er der langt fra Ejersbos Afrika, til den moderne kenyanske stemme. Både tematisk og stilistisk er der en stor diversitet, som giver et friskt indblik i, hvad der foregår inde i hovederne på unge afrikanere.

Historien som vandt konkurrencen hedder Farid goes to gulf war og er en opfindsom beretning, hvor vi følger en mentalt knækket hovedperson, der svælger i sin fascination af Mein Kampf og fantasier om atombombens totale ødelæggelse af verden, mens han drømmer om sine seksuelle udskejelser med sin gamle elskerinde. En pige, som aldrig blev til mere end en elsker, pga. af hans manglende evne til at gøre op med omgivelsernes fordomme om klasse og race. Til sidst er det hele nødt til at kulminere med at konfrontationen med hans eget hykleri, der fører til et tryk på den røde knap som forårsager hans selvudslettelse.

Den sjette udgave af Kwani er en meget forskelligartet blanding af digte og fortællinger, hvor der ikke er nogen anden rød tråd, end at de er godt skrevet, og har noget på hjertet.

Det er meget sigende for det arbejde, Kwani laver. De har fra begyndelsen været en organisk organisation, der har sat sit præg på kenyanske samfund gennem mange forskellige kanaler, og det er ikke helt let for chefredaktøren Billy Kahora, at definere, hvad de er for en størrelse.

»Kwani er forskellige ting for forskellige mennesker. For nogen er det er en NGO, for andre et litterært netværk, for nogen er det bare en flok poeter, der optræder på en tirsdag. Hvis du går til grundlæggerne, vil de sige noget andet.«

Han ser ikke Kwani som en samlet bevægelse, men derimod som en bredt funderet modreaktion på, hvordan vilkårene for det intellektuelle miljø havde udviklet sig omkring årtusindeskiftet. Det var en kultur, der var domineret af en ældre afrikansk elite, som ikke reflekterede det moderne Afrika, suppleret af den vestlige litteratur, der lå langt fra en afrikansk virkelighed.

»Da vi voksede op, var det meste af den litteratur, vi blev eksponeret for, fra vesten. Der var også afrikanske forfattere blandt, men de var fra en anden generation, hvor man ikke kunne genkende sig selv, og det moderne Afrika,« siger Billy Kahora, der selv blev involveret i Kwani, fordi han havde en lang række tekster, han ikke kunne finde det rette medie til at udgive. Både når det drejede sig om fiktion og samfundskritisk journalistik.