Donald Trump mente i ramme alvor, at det nye byggeri på Ground Zero skulle kaldes World Trade Center Phoenix i en slet skjult reference til Fugl Føniks – fabeldyret, der brænder op for at genopstår af sin egen aske. Om ”Freedom Tower” (som i lang tid var projektets arbejdstitel) ville fungere bedre som reference til bygningens herkomst på ruinerne af de to tvillingetårne, finder vi aldrig ud af, for i mellemtiden er bygningen blevet omdøbt til det lakoniske One World Trade Center eller blot 1 WTC. Et uambitiøst navn til et ligegyldigt stykke arkitektur, hvis værdi ikke skabes igennem rumlige og skulpturelle kvaliteter, men med størrelse og symbolværdi, og som i kraft af sin beliggenhed og forspildte muligheder indskriver sig som ét af de foreløbige lavpunkter i den udvanding af arkitekturens sociale og samfundsskabende kraft, som har stået på de seneste årtier.
Forud for designet og opførelsen af 1 WTC er gået et drama, som ikke lader et klassisk amerikansk business drama noget tilbage – tilsyneladende med Larry Silverstein, ejer af Silverstein Properties, som modtog forsikringspengene fra tvillingetårnene, i en dubiøs hovedrolle. Et år efter terrorangrebet – i september 2002 – offentliggjorde Lower Manhattan Development Corporation (etableret af staten New Yorks daværende guvernør George Pataki til at varetage genopbygningen) efter et forudgående design study, et felt på syv arkitektfirmaer, som skulle konkurrere om at udarbejde en master plan for Ground Zero. Blandt de udvalgte var Studio Daniel Libeskind, THINK Team med bl.a. Rafael Viñoly samt Skidmore, Owings & Merrill. Sidstnævnte trak sig herefter fra konkurrencen, men inden offentliggørelsen af de endelige finalister (Libeskind og THINK) i februar 2003, meddelte Silverstein Lower Manhattan Development Corporation, at han mente han var i sin gode ret til at vælge arkitekten selv, og at han foretrak Skidmore, Owings & Merrill. I forbindelse med udpegelsen af vinderen kom det frem, at dommerkomitéen tilsyneladende allerede havde valgt THINK og Viñoly inden de havde set de endelige projekter, og guvernør Pataki skred ind og bestemte hen over hovedet på alle, at Libeskind skulle udpeges som vinder, og dermed forestå udarbejdelsen af master planen. Efterfølgende blev Libeskind tvunget til at samarbejde med Silverstein, som i realiteten var bygherren, og Skidmore, Owings og Merrill, som Silverstein i mellemtiden havde hyret som sine egne arkitekter.
Den master plan som nu bliver realiseret, er stort set usammenlignelig med Libeskinds oprindelige, og de enkelte bygninger på grunden er alle blevet opført med hver deres internationale stjernearkitekt: Norman Foster, Richard Rogers og Fumihiko Maki til eksempel. Kronjuvelen i master planen er 1 WTC, som efter yderligere forviklinger påbegyndtes i april 2006 og forventes færdigt i 2013. De indledende skitser blev udarbejdet af Libeskind og Skidmore, Owings & Merrill i fællesskab, men det endelige bygningsdesign er udført af Skidmore, Owings & Merrill alene. Tårnet bliver 417 m højt (samme højde som World Trade Centers tidligere Tower One), og med spiret får huset en højde målt i fod på 1776 – årstallet for USA’s uafhængighedserklæring. Dermed vil det overgå verdens pt. højeste kontorbygning Taipei 101 og blive USA’s højeste bygning i det hele taget – det siger sig selv.
Skidmore, Owings & Merrill er ét af verdens største arkitektfirmaer, og har i mere end 70 år har været blandt de mest betydningsfulde bannerførere for The International Style, som bl.a. Philip Johnson (der første gang brugte termen som titel på en bog om udstillingen 'Modern Architecture' på MOMA i 1932) og de to Bauhausledere Mies van der Rohe og Walter Gropius stod faddere til i modernismens formative årtier mellem de to verdenskrige, og som fortsat vinder udbredelse, omend i en anden kontekst, med et andet formål og med andre resultater. Skidmore, Owings & Merrills high-end glashøjhuse spreder sig over alle klimazoner kloden rundt, og er som 1 WTC ofte kendetegnet ved en særligt raffineret, friktionsløs perfektion, som efterlader den tilsyneladende urørt og urørlig af menneskehænder. Bygningen indskriver sig således i mængden af karakterløse non-places som kunne være hvad som helst, for hvem som helst, hvor som helst i verden, som det kendes fra f.eks. lufthavne og indkøbscentre, den københavnske metro og Potsdamer Platz.
