Overdådige kamerature. Betagende vidvinkelbilleder. Og fire små historier om revolutionen i Cuba i 1959, hvor Fidel Castro, Che Guevara og co. væltede USA-marionetten Fulgencio Batista. Russiske Mikhail Kalatozovs Soy Cuba (Jeg er Cuba) fra 1964 er på én gang filmisk hypnose og kommunistisk kitsch. Et historisk artefakt over det forrige århundredes politik og et studie i kamerateknik. For hvordan er det lige, det går til, at man på gadeplan ser et flag båret af en menneskemængde, pludselig stiger fire etager op, entrerer en cigarfabrik igennem et vindue, forlader fabrikken igen ud af et andet vindue, for til sidst svæve frit i luften, uden at der på noget tidspunkt klippes? Svaret er forløberen til steady-kameraet og en masse kabler og planlægning. Det virker også imponerende, når dobbelteksponeringer bruges som glidende overgange i montager. To eksponeringer filmet med infrarød sort-hvid film viser i samme billede den samme bonde høste sukkerrør i marken og sætte sin tommelfingersignatur på en bunduretfærdig kontrakt i et kontor, mens der løber vand ned over kameralinsen, hvilket sammen med den infrarøde films sølvagtige glans skaber et filmisk drømmende slør. Og Kalatozov skulle eftersigende have fået stillet over 1.000 cubanske soldat til rådighed til en enkelt scene – endda under Oktoberkrisen!
Billedpistol
Det vidner om en tid, hvor propaganda var i høj kurs, og filmmediet blev set som en billedpistol af magthaverne. Kalatozov havde enorme ressourcer til rådighed. Eksperimenterne kan synes forældet, når man tænker på, at 3D-briller er det nye sort i biograferne, de stort opsatte krigsfilm animerer sig til de enorme hærskare, og Terrence Malick i Guldpalmevinderen The Tree of Life for første gang i karrieren kaster sig over computergrafik og forsøger at genskabe universets og livets tilblivelse med, hvad der dertil hører af celledelinger og naturkræfter. Og det er jo heller ikke fordi, fortællingen om den uundgåelige arbejderrevolution som løsningen på kapitalismens krise virker særlig relevant for tiden. Især ikke når budskabet leveres så ledende, som tilfældet er. Fortællerstemmen, der skal forestille at udtrykke Cubas kollektive identitet og sociale historie, gør i hvert fald sit til at banke budskabet på plads med hammer og segl: »Nogle gange forekommer det mig, at mine palmetræers saft er fuld af blod. Nogle gange forekommer det mig, at de brusende lyde omkring os ikke er havet, men kvalte tårer. Hvem står til ansvar for blodet? Hvem er ansvarlig for disse tårer?« og der klippes til: Batista!
Der er dog alligevel noget dragende universelt over filmen i de passager, hvor fortællingen træder i baggrunden og gør plads til poetiske ekskursioner. De meget lange indstillinger, som Kalatozov sammen med fotografen Sergei Urusevsky var en specialist i at designe, indeholder en sjældent set dynamik og intensitet. Kameraet balancerer mellem at være råt håndholdt og elegant ankerløst svævende, og når det ikke er den cubanske natur, men cubanerne selv, der er i centrum, så går kameraet ofte helt tæt på, hvilket til tider minder om close-up-mestre som vores egen Carl Th. Dreyer eller franske Chris Marker. Der opstår et udtryksfuldt samspil mellem karakterer og kamera, som vel bedst kan betegnes med, hvad Kalatozov og Urusevsky selv kaldte for ”emotionel film”, hvor den konstante bevægelse udtrykker karakterernes følelser. Det er kameraet, der skaber dramaet, og det går til tider så tæt på, at det faktisk bogstavelig talt overtager personers eller tings perspektiver. Kameraet bevæger sig eksempelvis vredt op og ned og hakker sig derved igennem adskillige sukkerrør som en machete. Senere bliver en bondes voksne børn sendt ind til byen for at spendere de sidste hårdt tjente pesos, og her bliver kameraet til en ekstatisk forlængelse af datterens dans til jukebox-musik.
Markante beundrere
Da Soy Cuba i sin tid fik premiere blev den dog dårligt modtaget. Cubanerne mente, at de blev fremstillet stereotypt og unuanceret, og russerne mente, at det revolutionære ikke var fremtrædende nok – ja ligefrem naivt og for venlig stemt overfor borgerskabet. Filmen, der ikke fik vestlig biografdistribution, røg derefter i glemmebogen, og det var ikke før 1993, hvor San Fransisco Film Festival viste filmen, at Soy Cuba opnåede bred anerkendelse. I 2005 lavede Milestone en 35 mm restorationsudgave, hvor man også fjernede den russiske overdubbing.
I dag nyder filmen en stille kultstatus og bliver anset for at være et mindre mesterværk. Og blandt filmens beundrere er amerikanerne Francis Ford Coppola, Martin Scorcese og Paul Thomas Anderson, hvis stil i høj grad minder om ”emotionel film”, og hvis Boogie Nights fra 1997 i flere sekvenser direkte hylder de lange kameraturer i Soy Cuba. Lars von Trier er åbenbart ikke den eneste, der søger inspiration i de store diktaturers æstetik.
