Digte der får voksne mænd til at græde
Præmissen bag antologien Poems that make Grown Men Cry er en lille smule søgt – måske endda anakronistisk – i sit fokus på mænds læsning af digte. Antagelsen bag er, at man traditionelt ser lidt skævt til en grædende mand. Man forventer slet ikke, at han græder, når han læser noget rørende/oprørende i skikkelse af et digt, hvilket (selv om det ikke uddybes i Anthony Holdens forord) kommer truende tæt på en eller to skyggeantagelser: at kvinder generelt græder uden forbehold og/eller ikke har det samme intime forhold til poesiens livgivende kilde.
Hvorom alting er, er det svært at se, hvorfor der insisteres på et eksklusivt fokus på det mandlige køns poesilæsning, da man må formode, at mænd såvel som kvinder – qua følelsesvæsener – får ca. det samme udbytte ud af poesi og får aktiveret de samme emotionelle og intellektuelle centre i hjernen derved.
Det forbehold fortoner sig dog, når man går i gang med den inviterende antologi, der ikke alene samler en stor buket virkelig fremragende digte, men ydermere er motiverede ved bidragydernes introduktioner til de enkelte digte. Heriblandt notabiliteter inden for en bred vifte af kunst og kultur så
