Print artikel

Henrik Dahls ankenævn af litteraturayatollaher

Sandsynligvis en dårlig bog. Udsnit fra omslaget.
Kommentar
19.03.14
For det første findes det i forvejen. For det andet må man sige, hvad man har lyst til. For det tredje er det overvejende sandsynligt, at bogen bare er dårlig.

Manden, der engang markerede sig i den offentlige debat som en original og perspektivrig tænker, er i dag degenereret til en spruttende hidsigprop. En karikatur på en fastlåst midaldrende mand, der ikke forstår, hvorfor vi andre er så dumme. Sociologen, tv-personligheden, kommentatoren, forfatteren, - ok lad os bare sige det; universalgeniet Henrik Dahl, har foreslået et slags ankenævn for boganmeldelser. Ikke fordi, siger han, at man ikke skal kunne finde sig i hård kritik, når man slipper et værk ud i offentligheden, men fordi anmeldelsen kan være skrevet på en uvederhæftig baggrund. Lad os lege med tanken.

For det første: Er det urimeligt at påstå, at der findes en form for smagshegemoni rundt omkring i det danske litteraturlandskab? Sandsynligvis ikke. Kan man i vores lille sprogområde forestille sig, at forfattere, der anmelder hinanden, også kender hinanden personligt? Sandsynligvis. Er det muligt at forestille sig, at en redaktør bestiller en anmeldelse hos en kritiker, som vedkommende regner med vil give den pågældende forfatter en god anmeldelse eller omvendt en ordentlig gang hug. Igen, det er overvejende sandsynligt: Jeg har selv gjort det.

Men før Henrik Dahls ankenævn af litteraturayatollaher kommer og smider mig i fængsel, vil jeg lige have lov at forsvare mig. Mit forsvar: Jeg kan publicere og skrive som det passer mig. Hverken du eller jeg ville bryde mig om, hvis der fandtes et ankenævn for underlødige politiske kommentarer i Berlingske. Eller hvad nu om vi lavede et ankenævn, der skulle kontrollere bitre usaglige middelaldrende mænds udtalelser i offentligheden? Det ville være et smukt syn. Nævnet skulle fortrinsvis bestå af kønsskribenter fra Politiken og Information, og de ville så have uindskrænket magt til at sætte gaffertape på munden af Ralf Pittelkow og Ole Birk Olesen og hvem de nu ellers ville knægte. Ditte Giese og Lillian Munk Rösing holder den skyldige fast, mens Anders Haahr sætter klisterbåndet tværs over ansigtet.

For det andet: Vi har allerede et ankenævn for ytringer. Og nej, Henrik Dahl, det er ikke et årligt møde i Bellacenteret, hvor alle danske forfattere og kritikere mødes og skændes om, hvem der har skrevet hvad. Det er offentligheden. Den du selv agerer i, når du spytter forsmået galde til højre og venstre. Det er ikke altid fair, der er mange gamle regninger, som bliver betalt, og der bliver brugt tricks og uvederhæftige kneb. Offentligheden er en slagmark, og du af alle mennesker, du der aldrig har forskånet nogen, når du har udtalt dig, skulle vide bedre.

Og lad os så lige slå én ting helt fast. Henrik Dahls roman har fået overvejende rigtigt dårlige anmeldelser. Så måske vi bare skulle lade debatten hvile med en konstatering af, at bogen sandsynligvis er dårlig. Og at det må tilskrives en vrangforestilling hos forfatteren, at det kan forholde sig anderledes. Det er ikke første gang i verdenshistorien, at en usuccesfuld forfatter tilskriver tingenes tilstand med enten omverdenens idioti eller – en tand mere paranoidt og selvovervurderende – omverdenens ambition om at sætte en stopper for hans geniale virke. Nedenfor følger et udpluk af sammensværgelsens dårlige anmeldelser. Fra Weekendavisen, Berlingske, Information og Politiken.

 

>Henrik Dahl er ingen romanforfatter af Jeppe Krogsgaard Christensen i Berlingske

>Henrik Dahl flopper fælt som romanforfatter af Lillian Munk Rösing i Politiken

 >Skrevet på onkeldansk af René Jean Jensen i Information

I Weekendavisen anmeldte Lea Korsgård bogen. Anmeldelsen ligger bag avisens paywall, men den var overvejende negativ, og blev beskrevet som både »sjasket« og »unuanceret.«

Her på bladet blev den anmeldt af Johanne Thorup Dalgaard. Hun sammenlignede romanen med politikeren Erhard Jacobsens forsøg på at synge popmusik.

>At læse Henrik Dahls prosa er som at høre Erhard Jacobsen synge pop

 

 

Mest læste

Frontkommandanten Arnulfo blev indrulleret som 10årig og er nu 40. »Jeg sluttede mig til kampen da militæret begyndte at få folk, inklusiv min far, til at forsvinde i min landsby. Efter så meget kamp og så mange tab håber vi, at våbenhvilen og fredsaftalen vil afslutte krigen mellem colombianerne for evigt. Vores kamp vil fortsætte, men fremover ved stemmeurnen.«
Kommandanten Jessica står tidligt op for at tale til sine folk. Hun blev indrulleret i en tidlig alder på grund af familieforbindelser til guerillaen. Jessica har ledt sine tropper i kamp over hele det sydlige Colombia. Hun kommer ikke til at savne guerillalivet og ser frem til freden. Hun glæder sig til en dag at kunne danse til Barranquilla-karnevallet som civil.
Deres rifler er klar. Forsiden på Yolis avis fortæller om »FRED!« i klare bogstaver. Ved siden af sidder Darwin og studerer FARC's manual. Under forhandlingerne brugte guerillaen den tid, der tidligere blev brugt på øvelser til at forberede dem selv mentalt på overgangen til civilt liv.
En guerillasoldat barberer sig i floden ved lejren. Vandet bliver brugt til alt fra drikkevand til at vaske op i. En FARC-lejr har som regel et køkken og et ryddet sted til øvelser.
Soldater bygger en lade til en civil støtte. Steder hvor FARC har regeret uimodsat, har de ofte støtte fra landmænd, der ser dem som de facto regering og sikkerhed.
William sluttede sig til guerillaen som 12årig, da krigen gjorde ham forældreløs. Han vil gerne være lærer en dag, eller i det mindste lære et fag så han kan åbne en forretning. Men der er ingen tvivl om, at FARC er hans familie. »Hvad der end sker efter vi afleverer vores våben, vil jeg altid være en del af FARC.«
»Jeg vil være forfatter! Eller skuespiller! Jeg vil have, at os guerillaer fortæller vores historie fra vores perspektiv, så ingen misforstår den. Kig på det her spejl, det har Beatriz bagpå. Hun var min mentor, da jeg sluttede mig til. Hun blev martyr under et bombardement. Vi fandt aldrig hendes lig. Jeg lavede spejlet så hun altid er med mig lige meget, hvor jeg er. Så mærkeligt som det lyder, betyder det spejl mere for mig end det meste andet i verden.«
Kommandanter forbereder en tale, der skal annoncere en definitiv våbenhvile. Lejrens chefer følger de ordrer, der bliver givet fra det sekretariat, som forhandler med regeringen. Mange mænd og kvinder i junglen har aldrig kendt til andet end konflikt. Militære forsvindinger, paramilitære massakrer og vold udøvet af guerillaerne selv. Sekretariatet indrømmer, at organisationens overgang kan tage flere år.
Paola øver sig i egnens traditionelle dans med sine kolleger. »For at være ærlig, så er jeg nervøs,« hvisker Paola, der er guerilla og radiospecialist. »At gå tilbage til at være civilist. Vil folk være bange for mig? For os? Jeg har været guerilla, men jeg er bare en kvinde med drømme ligesom resten af verden. Jeg håber at os guerillaer kan genintegreres i samfundet og ikke blive stigmatiseret, eller værre, blive jaget af vores fjender.«
Fodboldturneringer mellem FARC's frontgrupper har været udbredt så længe som guerillaen har eksisteret.
Kommandant Leidy er anerkendt som krigshelt. Hun nævner, at måske fordi hun ikke havde en barndom, kompenserede hun et moderligt lederskab til at lede sin tropper effektivt. Spurgt til hvordan hun føler om sine bedrifter og fiaskoer, begynder hendes øjne uventet at blive våde. Hun kigger over trælinjen som om hun undersøger den umådelige størrelse af en illegalt tilværelse levet i kamp og på flugt. »Jeg føler sorg,« siger hun bevidst vemodigt.
Jeg bliver bedt om at gå på patrulje med Olga omkring lejren, ganske sandsynligt for sidste gand. I baggrunden kan jeg høre kommandant Arnulfo indtage talerstolen. Minutter senere kan FARC's kendingsmelodi høres fra vandskadede højtalere. Mens vi går længere væk drukner junglens lyde larmen fra lejren. Det er lyden af en krigs afslutning.
Billeder
Reportage

De sidste dage i vildnisset

Fotograf Tomas Ayusos fotoserie følger FARC's ”Front 62”, der lever deres sidste dage i vildnisset, Colombias nu tidligere slagmarker...