Print artikel

Kradser man i overfladen...

Idyllen gemmer på forstummede tragedier i franske Les Revenants
The Americans er en spionthriller og et periodeportræt af USA i 80'erne
Anmeldelse
02.04.14
Første sæson af True Detective sluttede for nylig efter at have tiltrukket sig noget nær et kultfølge, og mange venter utålmodigt på, at Don Draper snart vender velklædt og kvindeforførende tilbage i syvende og sidste sæson af Mad Men. Men det ved du sikkert alt om. I stedet anbefaler ATLAS to nye tv-serier, der ikke har fået megen omtale i Danmark. The Americans og Les Revenants er, med deres kombination af familiedramatik og klassiske genrefilmgreb, to friske bud på, hvordan moderne tv-dramatik skal skæres.

Washington DC i midtfirserne. De kvadratisk fredfyldte forstadskvarterer med deres velfriserede forhaver og tilhørende typehuse er selve symbolet på den amerikanske middelklasses sejrsgang og løftet om, at man kan ændre sit liv til det bedre. Her virker alt tilforladeligt, uskyldigt. Men det er det ikke. For i et af husene bor Phillip og Elizabeth Jennings, sovjetiske spioner og hovedpersonerne i The Americans. Begge har de gennemgået flere års træning for at kunne spille rollerne som amerikansk forstadspar til perfektion. De har endda fået to børn for at fuldende det storstilede alibi. Her, fra USA's uskyldige inderste, fungerer ægteparret som spydspidser i Sovjetunionens kolde krig mod Guds eget land.

Tilforladelig virker også den lille by, der danner rammen om den franske tv-serie Les Revenants (De tilbagevendte). Her kender alle hinanden, for her er kun én skole, ét sygehus, én politistation, ét værthus. Den frodige og bjergrige omkringliggende natur udgyder idyl, men heller ikke her er alt, som det ser ud. For idyllen gemmer på forstummede tragedier, som en busulykke, hvor flere af landsbyens børn omkom, en ung musikers mystiske selvmord og det brutale mord på en hel familie begået af indbrudstyve. Men pludselig vender ofrene tilbage, mærkeligt uforandrede og uden nogen hukommelse om, hvad der er sket, for at genoptage deres liv i den lille landsby.

De to serier, forskellige som de er, handler først og fremmest om familier. Om ægteskabsforhold, kæresteforhold, søskendeforhold og forældre/børnforhold. I The Americans er familie, som udgangspunkt, et nødvendigt onde i forhold til mere verdensvendte anliggender så som fædrelandspatriotisme og ideologi. Familien er en række roller, der spilles hver dag. Men grænsen mellem rollerne og dem, de spilles af bliver let udvisket, for kan man være sovjetisk kommunist, hvis man har boet 20 år i en amerikansk forstad, har civile jobs i rejsebranchen, har amerikanske børn og i øvrigt ikke har været i kontakt med hjemlandet siden afskeden for mange år tilbage? Og er den idealistiske fædrelandskærlighed stærk nok til at sætte børnenes velbefindende på spil? Og hvad sker der, når det arrangerede proformaægteskab pludselig udvikler sig, og der opstår kærlige følelser? Les Revenants, derimod, leger med idéen om at lade familiemedlemmer, der er døde af tragiske årsager, vende tilbage til livet uden at ville andet at genoptage deres liv, som de var. En slags de efterladtes vilde fantasi, for så kunne alt jo blive som før og sorgen ophøre. Men livet (og døden) er som bekendt ikke helt så enkelt indrettet, heller ikke, hvad genfærd angår.

Ganske apropos er et andet interessant element i de to serier deres mellemværender med to af de klassiske filmgenrer: Spionthrilleren og horrorfilmen. The Americans er på mange måder en klassisk 70'er-thriller, hvor konspiration og paranoia er omdrejningspunkterne og hvor action viger for suspense a la Hitchcock. Scenerne, hvor Phillip og Elizabeth er på mission, er langsomme, afventende og eminent nervepirrende opbygget. Vi, som seere, bevæger os ind i hovedet på Phillip og Elizabeth og registrerer sammen med dem hver en lille bevægelse og detalje omkring dem. Er det CIA, der har forklædt sig som vejarbejdere, som løbere eller husmødre på tur med deres småbørn i barnevogn? Eller spiller deres fantasi dem et puds? Alt må registreres og på et splitsekund vurderes - skal der handles, før det er for sent? The Americans bygger videre på John Le Carré-spiontraditionen, hvor der intet glamourøst er over spiontilværelsen, som der er hos f.eks. Ian Fleming. Som spion udsætter man uskyldige mennesker, og ofte sine nærmeste, for stor fare, og må konstant spørge sig selv; til hvilken verdens nytte? Gør jeg virkelig verden et bedre sted? En anden, og mere hyggelig, reference til 70'ernes spionthrillere er de forklædninger, som Elizabeth og Phillip tager på, når de skal på mission. Skæg, hat og blå briller er ingen komisk overdrivelse i den forbindelse, og på besynderlig vis slipper serien afsted med det.

The Americans er en spionthriller og et periodeportræt af USA i 80'erne

 

I Les Revenants er de fantastiske genreelementer, helt efter bogen, fraværende i begyndelsen af serien. Alt ånder fred og fordragelighed i det, vi kan genkende det realistiske univers i den verden, vi selv står op til hver dag. Når overskridelsen til det fantastiske sker, skal det altid accepteres af karakterne og samtidig skal der etableres et nyt sæt regler, som vi, som seere, kan forholde os til i stedet for de sammenhænge, vi kender fra vores egne liv. Vampyrer lever af blod og har evigt liv, de kan dræbes med sollys, vievand og kors etc. De fantastiske spilleregler lader dog vente på sig i Les Revenants. Genfærderne er nemlig ikke selv klar over, at de er døde, og hvorfor de er vendt tilbage. De ligner og opfører sig som, da de var levende til stor forundring og nervøs glæde for deres familier. Lige så stille viser de fantatiske elementer sig dog, til ligeså stor overraskelse for genfærderne selv som for seerne, og stemningen ændrer sig drastisk i den lille by.

Både Les Revenants og The Americans er overordentligt friske bud på, hvordan moderne tv-dramatik skal skæres. Serierne puster nyt liv i to klassiske genrer ved nysgerrigt at granske dem og stille spørgsmålet; hvad skal vi med spøgelser og spioner i 2014? Les Revenants er en undersøgelse af sorg, og hvordan man enten overkommer og overgiver sig til den. Om det umulige i at vende tilbage til det, der var og om, hvordan det for nogen er ligeså umuligt at se fremad, hvis fortiden er for traumatisk. Horrorfilmen giver notorisk seeren mulighed for at se døden i øjnene uden at selv at gennemgå den. Det gør Les Revenants også, men på en mere underspillet og mindre bogstavelig facon – hvis det er chok og skrig, man er efter, så er serien nok ikke svaret. Her er der kun atmosfærisk og vedvarende gys.

The Americans er et periodeportræt af 1980'ernes USA, men ligesom de bedste af slagsen, er serien samtidig relevant i forhold til at forstå vores egen samtid. Hvor AMC's Mad Men er fortællingen om, hvordan reklameindustrien - en af den moderne kapitalismes grundsten – opblomstrede, så sin storhedstid i 1960'erne og grundlagde en ny virkelighedsforståelse, er The Americans en fortælling om en verden, der så småt er ved at opdage sine egne grå nuancer. Det er en fortælling om splittelse, masker og mudrede identiteter. Om at føle sig fremmed og ikke at høre hjemme.