Print artikel

Philp Roth og det litterære kongerige

Akvarel af JC Phillips
Kommentar
31.10.13
Philip Roths seneste -og ifølge ham selv sidste- roman er ude på dansk. I den forbindelse undersøger ATLAS' Kasper Hornbeck om han har fortjent sin litterære kongetrone. For hvad med nobelpristager Munro, og hvad med kronprins Franzen?

 

Okay, så lad os lege, at Jonathan Franzen sidder som kronprinsen i det slot, vi kalder moderne amerikansk litteratur. I så fald må Phillip Roth være kongen. Samme Roth, er netop nu er aktuel på dansk med sin seneste roman Nemesis. Nemesisen kan i den forbindelse være, at sådanne royale litterater, i kraft af status, diverse litterære anerkendelser og et bagkatalog på 20-30 romaner - måske har svært ved selv at (ind)se, når blækket er tyndet ud. Og måske handler det ikke en gang så meget om det, men om redaktører og forlag, der i ærefrygt og i frygten for at fornærme og miste store forfatterindtægtskilder – særligt i disse forlagskrisetider – bare holder kæft. For med efternavne som Updike, Roth og Auster, så sælger skidtet sig selv, og så klapper vi dem i stedet på ryggen med et ja-det-ser-skidegodt-ud-Auster---skidegodt!


Fra slemt til helt af helvede til

Det var min frygt med Nemesis, og måske har Roth haft det ligesådan. Efter udgivelsen på engelsk i i 2010, læste han i alt fald hele sit forfatterskab i gennem. Havde han spildt sit liv på litteratur? Dommen – uretfærdig som den end måtte lyde – syntes at være et ja. I alt fald har Roth proklameret, at Nemesis blev den sidste bog fra hans hånd. Men okay, for Roth stopper på toppen.

På sin egen underspillede, humoristiske og tragiske facon er Nemesis historien om den treogtyve årrige Bucky Cantor. Bucky er vokset op hos bedsteforældrene, for moderen døde i barselssengen og faderen er en »skidt karakter«, der ikke efterlod Bucky med andet end et dårligt syn. Synet, som oven i købet forhindrer ham i at deltage i Anden Verdenskrig med kammeraterne. Det er netop denne blanding af overdreven pligtfølelse og en »begrænset intellektuel styrke«, der gør, at Bucky tilskriver sig sin egen histories ulykkelige omstændigheder den »tungest tænkelige betydning.« Legepladslederen Bucky tager nemlig ikke blot morens død, krigen men også polio-udbruddene i det lille jødiske kvarter af Newark på sin kappe. Kvarteret er den sommer nemlig ikke blot omsluttet af tropisk varme men også af død og deraf en tiltagende polio-paranoia, der lægger sig som en jernlunge omkring byen. For snart bukker det ene, snart det andet barn under for polioen, og hvem er smittebæreren, og hvordan smitter polio i det hele taget?

Marcia – the high school sweetheart – er bekymret, og da en stilling i sommerlejren, hvor hun arbejder, bliver ledig, tigger hun Bucky op i de kølige bjerge, væk fra polio-epidemi og Newarks tropesommer. Skæbnesvangert!

Jeg vil ikke afsløre mere her, kun at ting – selvfølgelig - fra da af går fra svært slemt til helt af helvedet til.


Franzen, nobelprisen og kongetronen

Med Nemesis synes Roth at indkapsle forfatteren, der kan sit kram helt ud i fingerspidserne, men som, modsat Kronprins Franzen, ikke føler behovet for at statuere det. Nemesis, selve historien, er rimelig lige til og så alligevel ikke. For der forgår så mange ting, og der er så mange lag på spil. Forståelsesnøglen, tænkte jeg i første halvdel, skal nok findes i noget med menneskets grundlæggende angst for det ukendte. Det vi ikke kan kontrollere, det vi ikke ved, hvad er. Aha. Og måske har vi som mennesker faktisk brug for denne her grundvilkårlige angst. Noget vi frygter, så livet ikke svinder hen i sin ulidelige lethed. Og polioparanoia er lig terrorparanoiaen – ja, det er der, Roth vil hen. Okay. Men så slår tematikkerne kurver, og i det næste er man i gang med en roman om skyld. Om skyld og selvhad og gudsbespottelse. Hmm…

Hvis man spørg Franzen, så mener han nok, at Alice Munro, dette års vinder af nobelprisen, fortjente den langt mere end Roth, den evige favorit. »Hun udstyrer ikke sine bøger med grandiose titler«, skriver han sandt nok, hvilket i øvrigt lidt placerer Franzen i glashuset, lommerne fulde af sten - Franzens sidste murstensroman hed Freedom(!) Og hun har et »øre for dialog og næsten patologisk indlevelse i figurerne« fortsætter han. Også sandt. Munro er mesteren ud i skildring af det inderste og det usagte, og ingen blev snydt for en nobelpris i år. Men Roth evner sgu også indlevelsen, dialogen, det usagte og beskrivelsen af det allerinderste. Karaktererne, deres reaktionsmønstrer og psykologi, står med legende lethed så præcist, autentisk og skarpt i Nemesis.

Bucky er på besøg hos familien, hvis søn pludselig er død af polio dagen før. Der sidder de, Bucky overfor faren, som nu prøver at finde forklaring på hele vandviddet, men »han var ikke i stand til at fortsætte, han var begyndt at græde, akavet, uøvet, sådan som mænd der normalt anser sig selv for at kunne klare alt, græder«.

Jo, Franzen er en fantastisk forfatter, Munro fortjente nobelprisen, men Phillip Roth er sin litterære kongetrone værdig.