Print artikel

Superhelte i midtvejskrise og stenalderkvinder med tinnitus

Fra Sofie Louise Dams 'Fortress'
Anmeldelse
17.07.17
Det første kuld afgangselever fra Animation Workshop Viborgs tegneserieuddannelse giver et inspirerende og løfterigt kig på nogle af morgendagens danske tegneserieprofiler. Niveauet er højt og de gode historier byder på nervesygdomme, depression og andre sammenbrudsfortællinger. Nogle af talenterne ligner allerede flyvefærdige serieskabere.

En mørk skikkelse, der toner frem under det gigantiske ovenlysvindue i et storslået, modernistisk pragtbyggeri. Et intimt kig ind i et forladt hus fra en svunden kolonitid. Et opslag, hvor to ansigter sprænges og suges ind i hinanden. Eller hvad med stenalderkvinde, der får tinnitus da en sabeltiger brøler hende ind i hovedet?

Siden 1989 har The Animation Workshop i Viborg uddannet dygtige og talentfulde animatorer. Sidste år blev skolen, ligger helt i top i en ny opgørelse over fagligt og socialt studiemiljø på danske uddannelser, udråbt som en af verdens 20 bedste animationsuddannelser. I juni blev det første hold fra skolens nyeste linje Graphic Storytelling (eller Grafisk fortælling, populært kaldet »tegneserieuddannelsen«) så uddannet efter fire års studier. Deres 16 bachelorprojekter er nu udgivet digitalt – og det er smittende, engagerende og opløftende læsning, hvor de bedste er fuldt flyvefærdige tegneserier, som fortjener et stort publikum.

På de to første af uddannelsens fire år arbejder de studerende dybdegående med tegneserien som kunstform og som håndværk – manuskripter, karakterdesign, rentegning, tekstning osv. Det tredje år udforsker de andre områder, f.eks. animation, film, spil eller kommunikation. Det sidste år af uddannelsen er dels praktik (én var bladtegner hos Information mens en anden arbejde for Hotel Pro Forma), dels arbejdet med afgangsprojekterne.

Fire navne skiller sig ud på årgangen. Clara Jetsmark, Sofie Louise Dam, Line Høj Høstrup og Emil Friis Ernst. Udover at være velskrivende – uddannelsen er international så alle tegneserierne er på engelsk, men jeg glæder mig især til at opleve netop dem på dansk engang i fremtiden – har de fire også lavet de mest imponerende, stærkeste og originale afgangsprojekter. De er naturligvis ikke uden skønhedsfejl, men alligevel flyvefærdige tegneserier skabt med et højt ambitionsniveau og stor fortælleglæde og teknisk overskud.

Clara Jetsmark, der for nylig vandt Pingprisen for Årets bedste debut for sin lille fabel My Dead Mother, tager afgang med et spraglet og ordrig historie i to dele. Den første og korteste del af serien er ordløs og følger den stenalderkvinde, der opfandt musik! Det er hende med tinnitus og sabeltiger. Den længste handler om en genial men social hæmmet professer og lydekspert, der fortæller om sin forskning og sit had til heste. Holdt i grønne og gule nuancer er Clara Jetsmarks stærke grafiske stil tydeligt inspireret af den belgiske serieskaber Olivier Schrauwen og Sound is a Horse er både morsom og raffineret selvom tegneserien til tider stiller lovlig store krav til læseren, når tegningerne sitrer og forskerens fodnoter løber løbsk.

Fra Clara Jetsmarks 'Sound is a Horse'

Sofie Louise Dams afgangsprojekt har den gule farve til fælles med Sound is a Horse. Men derudover er Fortress markant anderledes, mindre fabulerende og udsyret, en velresearchet og velformidlet tegneseriejournalistik – eller måske nærmere tegnet essaystik og historieformidling. På en rejse til det tidligere Dansk Vestindien i anledning af hundredeåret for Danmarks salg af øerne i 1917, undersøger Sofie Louise Dam vores fortid som kolonimagt gennem interviews og reportage. Hun inddrager sine egne skitser og fremlægger loyalt sit researcharbejde mens hun ofte glider i baggrunden og lader andre tale. Fortress er et ambitiøst og vellykket eksempel på, at den fortællende journalistik også kan blomstre i tegneserieform. I øvrigt har Sofie Louise Dam tidligere lavet flere journalistiske tegneserier til det amerikanske site The Nib

The Matter We're Made Of er Line Høj Høstrups historie om Ellen, der har store drømme om at skabe et lille paradis af et faldefærdigt hus. Hun drømmer om drivhus og varm te på regnvejsdage, gæster i massevis og hjemmesyltede det ene og det andet. Men huset har råd og svamp og Ellen får konstateret den uhelbredelige nervesygdom ALS. The Matter We're Made Of er en rørende fortælling om livet når det hele ramler. Den er enkelt men effektivt fortalt ved løbende at lade husets råddenskab og kroppens sygdom blive hinandens metaforer og visuelt overtage siderne.

Langt fra en københavnerhverdag med byggerod og sygdom, udfolder Emil Friis Ernsts fabelagtige Dr. Murder and the Island of Death sig i et glamourøst univers blandt jetsetet af superhelte og -skurke. Men ligesom hos Line Høj Høstrup er det meget menneskelige følelser, der er på spil i fortællingen om superskurken Dr. Murder, der kastes ud i en eksistentiel krise da hans superhelte-nemesis Johnny America fortæller, at han har fundet en anden skurk at kæmpe imod. Dr. Murder and the Island of Death er morsom, raffineret, rørende, genuint spændende og i legende kontakt med det enorme korpus af superheltetegneserier, der ligger forud. Dr. Murder har en kærligt satirisk tilgang til superheltestoffet og en legende charme som i James Bond-film fra 70'erne. De Hugo Pratt-agtige tuschstreger er maleriske og veksler mellem det skødesløse brede og det sylespidse, millimeterpræcise spinkle på en legende og ubesværet måde. Dr. Murder er måske den bedste

I øvrigt ligger både Line Høj Høstrups og Emil Friis Ernsts afgangsprojekter i forkortede udgaver på nettet. Måske fordi de allerede er i forhandlinger med forlag om bogudgivelser? De er begge seriøse bud på kommende Pingprisvindere, så det er bare med at få fingeren ud.

Fra Emil Friis Ernsts 'Dr. Murder'
Fra Emil Friis Ernsts 'Dr. Murder'

Der er gode momenter i Kristian Bays sort-hvide sci-fi-fortælling So Far, hvor den rumrejsende Elah pludselig bliver sprængt ind i en anden dimension. Især en enkelt side med fire ordløse ruder (bortset fra to talebobler med uforståeligt aliensprog) tilsammen danner en forrygende flot landskabsscene i smuk komposition, der både leder tankerne hen på den franske legende Moebius og på det aktuelle engelske forlag Decadence Comics' spinkle streger og smukke rumhistorier. Også i Aske Schmidt Roses foruroligende halvt-mytiske Brumilla's Dance om en kristen præst, der på brutal vis forsøger at stoppe en landsbys oldnordiske hedenske ritualer, er der enkelte imponerende tegninger, der skiller sig ud.

Nilas Røpke Driessens tegneserie Mum virker umiddelbart fjollet med en handling, der udspiller sig i miljøet omkring undergrundsslåskampe mellem småbørn. Der er ligesom illegal hundekamp med høje pengeindsatser og skumle gangstertyper – bare med rollinger i ringen. Men portrættet af Kasper og hans mor, der pacer den lille fighter mens hun selv slås med at være voksen er også en knugende, uhyggelig og meget forstemmende fortælling med stor effekt.

På samme måde er Jam Adens veltegnede The Trickster en sær lille historie om en lille gruppe fabeldyrlignende væsener, der holder til på en byggeplads, tilsyneladende en parallel virkelighed. Et minidrama om magtforholdene i en leg fungerer som en koncentreret fortælling, der i virkeligheden handler om identitet og ensomhed.

Cathrin Peterslunds The Hostess har stof til en stor fortælling. Den unge irske pige Kitty er bartender i Paris omkring år 1900. Her møder hun – og forelsker sig i – røvermakkerparret Charles og Adam og sammen kaster de sig ud i stor kærlighed og store røverier. Cathrin Peterslunds tegninger er sanselige og organiske, men mangler noget skarphed for for alvor at folde sig ud.

Det er en stor fornøjelse at konstatere, at der ikke er en eneste dårlig tegneserie blandt afgangsprojekterne. De er alle teknisk veludførte med lovende momenter, den sidste portion af projekterne er dog i knapt så mindeværdige. Min Christensens Hypnos er lækkert mainstreamtegnet, men får aldrig rigtig fat i historien om søvnguden og undslupne mareridt – samme problem har Eydi av Hamris rumhistorie Revolters, der i den grad savner en grundig udlugning i de kolossale mængder tekst, som både er trættende og forstyrrende for læsning. Bob Kristensens Obsolete har interessant ideer om en fremtidsdystopi, men ender i et lidt for træg metafor om teknologiindustriens planned obsolecense, hvor produkter (eller mennesker) er forprogrammeret til at gå i stykker. Fie Anja Nielsens Normalcy og Simone Bücherts Cut Out er begge stille, lidt introverte fortællinger – den ene om en mor med depression, den anden om et forlist parforhold – og på trods af deres afdæmpede kvaliteter mangler de at komme under overfladen. Ingen af disse tegneserier falder igennem, men der er til gengæld heller ingen af dem, der for alvor bryder igennem.

Som de eneste har Albert Bruun og Mathilde Garreau valgt at lave noget andet end en tegneserie som afgangsprojekt – nemlig concept designs til hhv. et computerspil og til en tegnefilmserie. Albert Bruuns Tinker Brawl handler om nogle klaner af steampunk-dyr, der slås om herredømmet i deres rige, mens Mathilde Garreau har udviklet konceptet til Carmen Crush om en lille gammel dame og hendes utrolige fortællinger. Det er svært at bedømme concept designs på niveau med færdige tegneserier, og både Tinker Brawl og Carmen Crush er blandt de afgangprojekter, der rent visuelt er mest polerede og uinteressante – omend teknisk meget veludførte.

Det er umiddelbart svært at udpege tendenser blandt afgangprojekterne. De bevæger sig over vidt forskellige udtryk, teknikker og genrer, men kaster man endnu et blik over de 16 projekter er fortællinger om identitet og ensomhed et fællestræk. De er næsten alle sammen en form for sammenbrudsfortællinger – der er moralske, fysiske, psykologiske etc. Og så er det værd at bemærke at, der ikke er en eneste af tegneserierne, der er er henvendt til børn, ligesom der kun er

meget lidt politik i afgangprojekterne: ingen flygtninge, finanskrise eller klimakaos. Men selvom, der ikke er noget politisk engagement (det skulle da lige være i Sofie Louise Dams kolonitegneserie) har dimittenderne stor social, psykologisk og menneskelig bevidsthed og indlevelse til fælles.

De første afgangselever fra Graphic Storytelling har stor ære af deres sidste projekt på uddannelsen. Det samme har også uddannelsens ledere Peter Dyring og Erik Barkman, der sammen med en lang række gæstelærere har skabt en stribe store tegneserietalenter, som vi stensikkert kommer til at se meget mere til i fremtiden.