Print artikel

Når fodbold ikke betyder fodbold

Reportage
09.10.15
Sidste opgør var det første i 47 år. Den blev afbrudt efter 67 minutter, da en drone med et storalbansk flag landede i midtercirklen. Den uundgåelige skandale var en realitet. Få nationer hader hinanden så indædt som Albanien og Serbien. ATLAS tog fra Nordserbien til tribunen i Elbasan for at overvære returopgøret af "hadets fodboldkamp."

Det tager gerne et par timer at køre tredive kilometer fra Tirana til Elbasan. Sådan er det i Albanien. Tiden har en anden funktion. Langs vejen står tre tilsodede mænd omkring ét lufttryksbord, mens gruppens stærkeste hamrer endeløst ned på betonen. Måske skiftes de, når han bliver træt. Ellers er de bare moralsk støtte. Rejsen er 26 timer gammel. Et døgn tidligere forlod bussen det nordøstlige Serbien. Destination: Stadiumi Elbasani og returopgør i hadets kamp, som UEFA har tilladt, fordi: »Serbien og Albanien ikke har udkæmpet en direkte krig,« som Michel Platini fik formuleret det. »Fodbold skal ikke skille folk ad, det skal bringe dem sammen.« Den evindelige ventetid var slået ihjel på en serbisk fortovscafé, hvor mænd ryger, drikker espresso og laver business. Her sad en lokal ven og insisterede på, at Kosovo var Serbiens hjerte, og sammenlignede det med Vatikanstaten for verdens katolikker. Han understregede, at man kunne stole på hans ord, når han kaldte albanere for crazy people. Han var skam objektiv.

Tre timers vuggende søvn blev til en times paskontrol, nye tre timers svingninger blev til en ny times paskontrol, og endnu to timers urolig søvn endte med en brutal morgenvækning i Bar – nøgler slået mod en glasdør. En smuk montenegrinsk by på kysten af det ægæiske hav, hvor man forhandler taxipriser på tysk. Vierzig euro für Albanien, für Shkodër. Taxametret ruller i bakspejlet, men det er proforma. Alligevel klager han sig over illegale taxaer. Han fortæller, at albanere er uciviliserede gangstere, der distribuerer selvgroede drugs til det meste af Europa og bestikker politimænd med fem-eurosedler. Kort tid efter fortæller han, hvordan hans gamle far med en Kalashnikov skød op igennem taget på bilen, da hans første barnebarn blev født. Det er 5 år siden.

9 timer til kick-off

Imellem mineratterne fra moskeen ses et pompøst kirketårn, og i rundkørslen lader en ældre mand i daglejer-jakkesæt sig ikke forstyrre af, at han cykler modsat trafikken. To kvinder med dagens indkøb, går stille og roligt rundt mellem bilerne, der suser, når pladsen opstår. Shkodër er et stort kaos. Bussen kører først mod Tirana, når alle sæder er optaget af solbrændte nakker. Det går hurtigt. Selskabet har ansat en effektiv mand i en sart blå Lacoste polo, der overbeviser forbigående om, at dagens vigtigste begivenhed udspiller sig længere mod syd. I radioen pludrer to kvindelige radioværter løs: »Futbol, futbol, Elbasani«. Efterfølgende spiller de Chris Brown. Come on baby. Let us do it again, like we do it in an one night stand, synger hans b-stykke muse. Festen er allerede i gang. Da Shkodërs befæstede yderpost er forsvundet af syne, dirigeres bussen indtil siden. En stor politibetjent udpeger en solbrændt tyrenakke til kontrol. Krøllede papirer skifter hænder. Alt er tilsyneladende i orden. Tell me that you want me, tell me that you need me, brager musikken. Han vender sig mod to usoignerede mænd. »I troede i kunne slippe usete igennem«, synes hans borende blik at fortælle. Vi graver efter et pas i inderlommen. Febrilsk. Hans støvler er store, nypudsede og klar til fest. Danez! Et enkelt pas er nok, før han smiler forlegent og rømmer sig undskyldende. Bussen sætter i bevægelse.

Langs den albanske hovedvej reklameres der for energidrikken Black Eagle, der på en baggrund af rød prydes med nationalsymbolet den sorte tohovedet ørn. Frontfiguren i reklamen er anføreren på det albanske landshold Lorik Cana. I Albanien kan selv en energidrik være nationalromantisk. Og Cana er den perfekte samlingsfigur. Født i Kosovo. Flygtede under krigen til Lausanne, hvor han spillede i den lokale albanske fodboldklub. Fik sit gennembrud i Paris Saint-Germain, men drømmer stadig om at blive historiker og albanolog. Han er patriot. Og da det albanske landshold landede i Tirana efter sidste kamp mod serberne, var det ham der ledte holdet ud i terminalen for at modtage hyldesten fra 5.000 fremmødte fans.

Indfaldsvejene til Tirana plejer at være overstrøet med dækforretninger, tømrerhandler og små vogne med snavsede mænd, der sælger billige cigaretter og frugt. Men ikke i dag. Pyramider af vandmeloner og de stjålne Mercedes-stjerner er skiftet ud med guldrandede albanske flag. Både det nuværende og det storalbanske, der viser landeområder fra Serbien, Montenegro, Grækenland og Makedonien som albanske. De fås i alle størrelser fra små statsmandsflag til bilen over blodrøde tæpper, som kunne dække gulvet på et dansk kollegieværelse. Midt i en rundkørsel har en kvinde fra samfundets bund droppet at vaske forruder for en dag. Hun sælger i stedet blå-gule Kosovo-flag. Da første kamp blev spillet i Beograd den fjortende oktober sidste år, var det nødvendigt med en drone styret af den albanske nationalist, Ismail Morinaj, for at få det storalbanske flag ind på stadion. Den her gang er Albanien på hjemmebane og droner unødvendig diskretion.

Taxaen fra Tirana til Elbasan tager halvanden time, fordi motorvejen er lukket. Chaufføren er utilfreds og ustabil. Det ene øjeblik kører han 100 kilometer i timen og overhaler den ene udkørte Mercedes efter den anden, fem minutter senere kører han det halve. En smilende albansk pige er på vej hjem til forældrene. Serberne er crazy people, siger hun. De er nationalistiske mordere! Hendes forlovede stryger hende beroligende på låret. Han er ikke fra Albanien. Hun bliver irriteret. Han forstår det ikke. Det er jo et faktum, siger hun.

6 timer til kick-off

Ved hotellets indgang står en mand i blå snavset overalls. Han er hotellets vogter, og hans øjne bliver skarpe og fokuserede, når udefrakommende nærmer sig. Han er bommen, der har fået til opgave at afvise enhver uden tilknytning til hans stolte landshold. I kommer aldrig forbi mig, i er fremmede her, lader han forstå. I Univers Hotels forhave er stemningen løssluppen og græsset nyslået. Det bedre albanske borgerskab, sidder tilbagelænet og nyder deres egen blotte tilstedeværelse. Varmes ved tanken om eksklusiviteten ved at være så tæt på de spillere, der netop nu masseres ind i olie. Den sidste fredsommelige salve inden den korte tur til stadion. Et andet sted i Elbasan mødes serbernes spillerbus af stenkast og trusler, ruderne sprækkes langsomt. Serbien har kun hentet et enkelt point i EM-kvalifikationen efter skrivebordsnederlaget til Albanien sidste efterår. Det er det dårligste, et serbisk eller jugoslavisk landshold nogensinde har præsteret. En skamplet på den detroniserede nation, der engang beherskede hele Balkan.

Vogteren undgår øjenkontakt som en rank garde på Amalienborg. »I kan godt glemme det. I kommer aldrig forbi.« Portieren får endelig nys om situationen, og viser os ydmygt vejen op ad marmortrappen til nationalklenodiernes tilholdssted. Hotellet fremstår nyt. I receptionen står bobler, der i spænding afventer aftenens resultat. Foyerens pompøse søjler støtter lysekroner med skinnende sten af plastik og pærer formede som snoede stearinlys. Facaden er gennemskuelig. To nedringede receptionister smiler stolt. Fortæller, at check-in af sikkerhedsmæssige årsager er rykket til klokken 19. Vi er udsumpede. Lugter af et døgn på farten – af utroværdighed. Vi tænker på krigsfotografen Jan Grarup, der insisterer på altid at møde ethvert menneske soigneret. Fattig som rig. Ligesom det selvfølgelig også virker bedre, når du taler med vogtere i blå overalls og andre autoriteter. Ingen skyder på en mand i en hvid nystrøget skjorte. Receptionisten viser os modvilligt et værelse, der kan desinficere os. På døren står de albanske spilleres navne ud fra et klokkeslæt. Cani klokken 13:45 står der. Der er vådt på gulvet, og luften er vedhængende. Massagebriksen står der endnu – netop foldet sammen. En spiller braser ind. Jeg er nøgen og ynkelig. Han undskylder overrasket og smækker døren.

Portieren åbner hotelporten, der er sikret med stålwire. Han er mere imødekommende nu. Måske er det skjorten og jakken. Stadiumi Elbasan500 meter står der på et skilt. Fire drenge kigger forundrende. Serbia!? Netop trådt ud af hotellets tryghed og allerede konfronteret med virkeligheden af fire hvide kaniner. Danimarkë, Danimarkë, prøver vi. De smiler lettet. I er ikke de monstre, vi er opdragede til at hade. I er gode. For I er ligegyldige. Selvom I er dem, vi kæmper om en plads til europamesterskabet med, for vi kan end ikke huske, at vi er i pulje med jer. Vi er kun i pulje med Serbien, smiler de.

Langs den hullede vej forsøger ærlige mennesker at dirigere trafikken ind i deres garager. »Parkin«, står der med løbende maling på improviserede papskilte. Det har regnet. Fra enhver café hænger silhuetter af nationalsymbolet; den tohovedet ørn, mens der er kø ved boderne med merchandise. Måske er følelsen af utryghed indbildsk. Men idet to brød passerer os med registrerende, knibende øjne, materialiseres den. Kantstenen er høj. Kunsten at parallelparkere er nøje udført af utallige politirugbrød med få centimeters mellemrum. Det ser varmt ud i de stopfyldte biler, hvor betjente fra hele landet venter i spænding på et eller andet. Over 2200 betjente er indkaldt til kampen, foruden de private sikkerhedsfolk. Det svarer til en betjent til cirka hver femte tilskuer. En politimand halser besværet over vejen. Skudsikker vest, beskinner, sko. Nutidens uigennemtrængelige rustning. Imens skåles der ivrigt på restaurant Antikka – alkohol har aldrig været et problem for Albaniens bektasi-muslimer. Stadion er stadig usynligt. Gemt væk bag de grå betonhøjhuse.

Politibetjenten vender undersøgende det hvide ATLAS-visitkort. Journalist står der øverst over navnet. Han undersøger vores skjorter, det tilbagestrøede hår. Han peger uden at smile. Akkrediteringen fra forbundet er tydeligvis ikke kommunikeret ud i gelederne. Vi føler os som snydepelse, der forsøger at infiltrere et storpolitisk spil, vi er for privilegerede til at forstå. Vi har adgang til en kamp, de fleste albanere kun kan drømme om. Vi har adgang til den frie bar og buffeten, imens albanerne må slås om de 12.000 billetter.

Hovedvejen op mod stadion udgøres af et menneskehav. Politiopbuddet holder mylderet indelukket. Stålfast, side om side som ved de demonstrationer, der tidligere har omstyrtet regimer eller dræbt ethvert efterfølgende antrit til forandring. Båsene foran styrkerne kan indsluse en håndfuld fans af gangen. Fra de ellers gamle, livløse betonbygninger hænger det albanske flag, side om side med det storalbanske. Den evige hån. Provokationen. Fra toppen af bygningen spejder to snigskytter misundeligt ned over deres landsmænd. Lyden af fyrværkeri der prøver at finde vej til himlen. På pladsen foran arenaen tager en gruppe betjente en smilende selfie foran de indelukkede albanske fans.

4 timer til kick-off

Presseindgangen er bevogtet af seks politimænd og to sikkerhedsvagter med døde øjne. De er sirligt stillet op med tre politimænd på hver side, og en sikkerhedsvagt foran hver side af dobbeltdøren. Safety first. På den anden side af døren skal vi vise, at kameraet kan tage billeder. Der er naturligvis rod med akkrediteringen, og den unge pressedame med ansvaret vimser rundt oppe på VIP-pladserne, hvor der tilsyneladende foregår vigtigere ting. Efter en times venten, siger de vent. Efter to timers venten, siger de vent. Efter tre timers venten, siger de vent. Efter fire timers venten, spørger de, om det også foregår sådan i Danmark. Mail fra UEFA vises frem og forløbet beskrives. Og så uddeles endeligt et navneløst pressekort, der har ligget bag skranken hele tiden. Oppe på tribunen byder pressedamen indenfor. Hendes smil har et skær af absurditet.

Mediepladserne fyldes efter stoledans-princip af delvist medier og delvist albanere, der triumferende står med pressekortene og højlydt proklamerer, hvad magt og indflydelse kan gøre. Bykonger bliver til journalister. »Min redaktør forlanger eddermame blod«, siger Ekstra Bladets journalist på stadion. »Men jeg kan jo ikke love noget – måske bliver det en fuser«. Fra sidelinjen forsøger den smukke reporter iført knivsspidse blå stiletter at behage landsmænd hjemme i albanske stuer. Komplekserne omkring det tagløse stadion udgør en ydmyg første parket. Fra et af højhusene hænger et overdimensioneret albansk flag. Ovenover står to sortklædte snigskytter klar til at overvære kampen. Afventende. Det er ude af deres hænder og oppe i deres hoveder. Hvad nu hvis, tænker de ensomt. Placeret lige i skudlinjen sidder medier, præsidenten og de vigtige gæster. VIP-kredsen består af hovedsageligt midaldrende mænd, hvis ydre er for udfarende til at være sande gentlemans eller statsmænd, men hvis pompøse blanke jakkesæt afgiver et skær af magt. Velourmanden bapper løs. Cigaren er rødglødende. Han inhalerer stik imod forskrifterne. Ved siden af sidder hans kone, der er designet efter hans nøjagtige forskrifter. Ung. Voluminøse læber. Og brysterne overgås kun akkurat af trofæet ved siden af manden i det sølvgrå jakkesæt bagved. Her går det godt.
 

0 timer til Kick-off

En elguitar-solo skærer gennem publikum. Trækker langsomt, følsomt lillefingeren ned ad e-strengen mod sidste bånd. Soloen hjælpes af monotome, kunstige trommer. Og skønsangen udbryder desperat, hjulpet på vej af 12.000 hæse drøbler. Efterfølgende forlader en albansk version af Non, je ne regrette rien højtalerne. Folkets jubel rejser sig. De fortryder ingenting. Speakerens stemmebånd knækker pubertært, idet han skriger spillernes navne, der modtages af konsekvente ovationer. Inden de obligatoriske hymner kører FIFA’s fair play-kampagne. »Tolerance. Say no to racism«, hvorefter den serbiske nationalsang følges af øredøvende buh-råb.

En hensynsløs albue i ryggen giver frispark efter ni sekunder. To minutter senere falder første gule kort. Ekstra Bladet gnider sig i hænderne. Selv de albanske fejlafleveringer møder publikums jubel og tilgivelse. De er ligeså nervøse som dem selv. Da det andet gule kort kommer op af dommerens lomme efter et kvarter, stopper jeg med at sætte streger for frispark. Det føles så selvfølgeligt og naturligt, at registreringen bliver overflødig. En buttet lille VIP-drengs jubel efter første albanske mulighed. Han kigger spørgende på sin far, om hans reaktion er i orden. Han har ikke prøvet det her før. Omfavnelsen fra sin far, hvis stillingstagen er nervøs. Dirrende, mens han gnider sig i skægget uden at bemærke sønnens barnagtighed. To generationer; den ene for ung til at huske. Den anden for gammel til at glemme. Bølgen når tre gange rundt.

Serbiens første afslutning minder for første gang tilskuerne om deres skrøbelighed. Hvordan tilfældigheder kan betyde forskellen på ære og fald. Lydmurens brydes et øjeblik. Den serbiske enklave, der er buret inde som dyr i zoologisk have, får kort momentum. Banen er omkranset af ovale hegn, der i en bue går indover de overfyldte tribuner. Hillsborough-associationer. 0-0 står der i den politisk korrekte drejebog. Resultatet alle kan leve med, og som kampen skrider frem, mere og mere fremstår som en realitet fremfor en mulighed. En udvikling Albaniens holdlæge modsætter sig i et impulsivt løb langs indhegningen med armene svingende over hovedet. Svedig og fokuseret. Hans vigtigste medikament; saltvandsindsprøjtningen. Portugals scoring mod Danmark vækker ekstasen, de selv havde håbet på at fremkalde. Stewarderne vender sig forsigtigt om. Det er vigtigere ting i livet end ro og orden. Selv snigskytterne er kapituleret og afventer i spænding det forløsende slutfløjt.

Bang. Bang. Aleksandar Kolarov og Adem Ljajic stopper folkefesten. Folk forlader deres pladser med det samme. Og med et går det op for alle, hvor lille stadion i vireligheden er. Det var selvbedrag, storhedsvanvid og nationalisme, der fik det til at føles som Anfield. Nu er vi tilbage på Stadiumi Elbasani, nu er vi tilbage i Hobro. Kun en enkelt skare af dedikerede unge i bar overkrop forsøger holde liv i illusionen, mens de øvrige resignerede har forladt tribunerne. Kun oprydningen mangler, hvide hatte, der skulle være båret til sejrsfesten, er endt på jorden, blandet med tomme cigaretpakker og skaller fra solsikkefrø.