Når fodbold ikke betyder fodbold

Det tager gerne et par timer at køre tredive kilometer fra Tirana til Elbasan. Sådan er det i Albanien. Tiden har en anden funktion. Langs vejen står tre tilsodede mænd omkring ét lufttryksbord, mens gruppens stærkeste hamrer endeløst ned på betonen. Måske skiftes de, når han bliver træt. Ellers er de bare moralsk støtte. Rejsen er 26 timer gammel. Et døgn tidligere forlod bussen det nordøstlige Serbien. Destination: Stadiumi Elbasani og returopgør i hadets kamp, som UEFA har tilladt, fordi: »Serbien og Albanien ikke har udkæmpet en direkte krig,« som Michel Platini fik formuleret det. »Fodbold skal ikke skille folk ad, det skal bringe dem sammen.« Den evindelige ventetid var slået ihjel på en serbisk fortovscafé, hvor mænd ryger, drikker espresso og laver business. Her sad en lokal ven og insisterede på, at Kosovo var Serbiens hjerte, og sammenlignede det med Vatikanstaten for verdens katolikker. Han understregede, at man kunne stole på hans ord, når han kaldte albanere for crazy people. Han var skam objektiv.

Tre timers vuggende søvn blev til en times paskontrol, nye tre timers svingninger blev til en ny times paskontrol, og endnu to timers